PEDERSKER - Forsamlingshuset

Pedersker forsamlingshus sidst i 50’erne:

Stedet hvor sognet mødtes til mange forskellige forlystelser og møder. Andre aktiviteter var der også, jeg husker når jeg var med far oppe på biblioteket, man skulle være stille- jeg viste lige hvor de sjove bøger var og ( tror det var Storm P. tegninger) når vi så havde fundet dem vi skulle have,  havde manden der passede stedet en underlig blyant med et dato stempel på- der blev skrevet og stemplet på et lånekort der sad i en lomme bagerst i bogen.

Jeg havde selvfølgelig en sparebøsse, den skulle tømmes i banken og der skulle jeg ind af  en dør i gavlen mod brugsen hvor man gik ind i banken.

Når man gik ind i forsamlingshuset var der først et vindfang med trappe op til biblioteket og nogle værelser ( der boede tit folk på forsamlingshuset, min far havde boet der i perioder før han flyttede til byen, og kan huske dem der byggede siloen også boede der) fra vindfanget kom man ind i en lang gang, hvor der var en dør til venstre til sognets kommunekontoret – til højre var et rum med små borde, med dug,  hvor man kunne købe kaffe og kage fra køkkenet, når der var et eller andet.. Næste dør til højre var til køkkenet, her kunne man købe sodavand og lyst øl ved offentlige fester. Det var Familien Jensen der boede på stedet og Johannes Jensen var afholdsvært, snedkersvend og har hørt han var medlem af et frivilligt brandværn som jeg ikke kender noget til. Køkkenet var forbudt område men, men, jeg kendte jo Keld Christiansen og hans mor serverede på forsamlingshuset, og hvis Keld og jeg skulle finde på noget særligt, skulle forældrene jo spørges først—og så måtte man godt komme over grænsen. Inde i Køkkenet til højre var ildsteder og dør til kaffe afdelingen, helt fremme til højre var en privat stue, midt på , bag en lukket dør var en trappe til  loft – privat- i køkkenets venstre side var der bord hele vejen og ved enden en dør til gården ( før tilbygningen).

Gik vi til venstre i stedet for ind i køkkenet kom vi til en kort gang med en dør for enden til den lille sal, og til højre var der en dobbeltdør til den store sal. Mellem den store og lille sal var en masse foldedøre så hele bredden kunne åbnes, nede i den enorme sal til højre var en dobbelt dør ud i det fri.

Et stykke fra gavlen af den store sal med en indkørsel imellem lå en lang længe, der husker jeg der var brænde oplagring af stole og lange bordplader og bukke, fordelt i forskellige rum en enorm masse lokummer ( et huls med spand) ( husker der blev talt om der var nogen der havde smidt gær i spandende nytårs aften og at gæren havde virket---det var før jeg kunne finde på sådan noget),det skulle ikke undre mig der også var hestestald, er ikke sikker. Inde i gården var en træ garage med Jensens bil.

Det undrer mig at jeg ikke kan huske hvorledes de fik varmet op i rummene, men jeg kan huske de fik centralvarme.

Jeg elskede det forsamlingshus om aftenen når vi opholdt os i mørke udenfor ( tror kun der var 7 gadelygter i byen og de var nok ikke mere end 40 wat) så lyste det ud mellem gardinerne når der var fest fra den store sal, et lille vindue stod åbent, røgen væltede ud og musikken fra klaveret med smedemester/musikker Povl Boss i små muntre stråfer fik ungdom i byen til at hoppe rundt på Østergades jordvej, man kan godt sige at det var et samlingspunkt når der var fest på forsamlingshuset. Også hjemme fra mit værelse kunne jeg tit få musik til at sove ind i.

En eller anden forening var gode til at skabe fester på sogne plan, husker juletræsfest, fastelavn, komedie (som det hed), foruden var der onkel Tom og Onkel Svend fester. Når der var valg blev der stemt i forsamlingshuset, politiske møder, menighedsmøder og en masse private fester, det jeg husker næsten altid var med til det hele var musikken, Povl Boos på klaver eller harmonika.

Juletræsfesten var noget man så op til, efter hvad jeg husker, måtte vi ikke komme ind i salen før træet var tændt, vi stod i den lange gang og holdt hinanden i hænderne 2/3 stykker og så i en lang række, så blev døren lukket op og Boss spillede en julemarch til alle var kommet rundt om det store træ med levende lys og pyntet med blanke strimler of flag. Så begyndte de uendelige julesange medens vi gik rundt til højre og venstre—lidt sang lege,  som nissen er en kunstig mand og lignende---NU ud i gangen igen og ind to og to , på begge sider af rækken stod en voksen med en sæk, hvor de tog en godte pose frem til  os og fra en kasse bagved fik vi en appelsin, nu kunne vi rigtigt fejre jul med posens indhold, der bestod af et æble et par figener en hel del af pebernødder og karameller, det var næsten for meget guf, men det var jo jul.

Fastelavn gik næsten på samme måde, ( nu var det bare en tønde der hængte højt oppe under loftet) med en masse sanglege- enebærbusk, bro bro brille, ris ras faliong gong gong, Tornerose var et vakkert barn, og mm. Så var det ud i gangen og op på en række og så gik man rundt til en march, medens Keld Jensen firede tønden ned fra loftet, så begyndte vi at slå, Keld var god til at hejse tønden op og ned i forhold til barnets højde, der var også forskellige køller til størrelserne—efter et par omgange hvor skete der faktisk intet- bødkeren fra mejeriet havde lavet tønden for kraftig, så måtte et par voksende til at slå en masse slag så tønden gav sig lidt- der blev slået og slået og til sidst så den forfærdeligt ud inden den brast og en masse karameller fløj rundt på gulvet, mener også der var en lille plysset stofkat i. Det barn der slog den ned fik en krone på og blev båret i kongestol rundt i salen medens alle klappede.

Komedie var en oplevelse for mig, da min far i mange år var den der instruerede og sminkede. De medvirkende besøgte hinanden og øvede—efter en periode var de klar til prøve aften. Min far havde malet sene tæppet med Hammershus og naturen omkring den- det måtte man jo lige fortælle sine kammerater.

Så kom aftenen hvor den skulle løbe af stablen, folk stod i kø ved indgangen til salen for at betale indgangen, så ind på de opsatte bænke, der hurtigt blev fyldt op---dong lød det og så var der ti min. Til det startede ( man kunne se dem der skulle spille kikke i et lille hul i sene tæppet, et vindue i ruinen) folk snakkede –dong dong så var der 5 min. til det startede- en summen af spænding var i salen, Boss var begyndt at spille de melodier der skulle bruges i stykket på klaveret—dong dong dong, så blev der stille i salen og kassereren lukke døren til salen og tæppet blev trukket op.

Det ene år spillede de et stykke hvor Alexandersen faldt i en balje med vand, det snakkede vi børn meget om at det var sjovt, ellers husker jeg bare de sjove udklædninger og at der var en masse fra sognet der spillede med, bager Grønvald, min søster kan jeg huske. Når så komedien var slut gik folk ud i gangen- nogle gik ind og købte kaffe med lagkage – medens Jensen og hans søn Keld smed nogle bænke ud og tog nogle borde ind gjorde Boss harmonikaen klar til dans- lidt efter lidt kom folk fra gangen ind og inden ret længe var der gang i dans og snak- ved lidt plageri fik man penge til en sodavand der kunne købes i døren til køkkenet. Vi børn morede os ved at lege tagfat i den lange gang og på den forbudte trappe op til biblioteket.

Onkel Tom og onkel Svend klubberne var vist dagbladene på øen der holdt børnefest i forsamlingshuset, man skulle være medlem for at være med – det foregik med lege og konkurrencer. Tror kun jeg prøvede et par gange.

Forsamlingshuset fik vist spiretus bevilling på et tidspunkt og der blev bygget nyt køkken- den gamle længe blev revet ned – der blev prøvet andre aktivteter i huset som ikke lykkedes – bank og sognekontor forsvandt—jeg tog fra byen , men jeg har mange oplevelser fra det aktive hvide hus--- SOGNETS SAMLINGSPUNKT

Erik 

 
Panel title

© 2017 Copyright

Antal besøg: 180523

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,43635511398315sekunder
Seneste Nyheder
Billeder m. beskrivelse
Gamle billeder
Nye billeder
Ældre billeder
Andre