PEDERSKER - Malermester J.E.Johansen

Fra min far Malermester Janus Johansen’s livshistorie. ( kom til Pedersker ca. 1943)

1 maj var jeg på Hullegård hos Holger Kofoed der skulle have tapeseret et par værelser, da gårdejeren kom råbende” bare de ikke rammer os, der er en flyver lige over gården. Alle for ud – en flyvende fæstning fløj usikkert over markerne – flere faldskærme folde sig ud og dalede ned nede over sømarken – medens maskinen pludselig dykkede ned over Poulsker og brød i brand. En faldskærm foldede sig ikke ud – flyveren ramte broen ved Munkegård og slog sig ihjel og ligger nu begravet på Pedersker kirkegård. En blev reddet af snedkersvend Rasmussen i sømarken og lå på hans loft i flere dage indtil det lykkedes at få ham til Sverige. 2 andre kom ind på Store Myregård – den ene hårdt såret – den anden fik noget af røgterens tøj over uniformen og slap væk langs åen – kort tid efter kom tyskerne og tog sig af alle dem, der ikke var kommet væk.

En lille Sjællænder der hed Gunnar Jensen havde købt et hus tæt ved  lille Gadegård og jeg var oppe og sætte et par værelser i stand. Han skulle flytte pr. 1. nov. fra ”Trekroner” –et langt hus i smålyngen med 3 skorstene hvor han havde boet i den ene af de 2 lejligheder –Han var en flink fyr – var kommet med i sognerådet, men var ellers røgter på lille Myregård. Han fortalte at lejligheden i ”Trekroner” var just ikke noget at råbe hurrafor, men bedre end intet vist vi havde sat os for at flytte til Pedersker. Jeg kørte op til ejeren Andreas Pedersen og lejede den lidt spartanske bolig fra 1/11.

Falck ( Falck havde et malerfirma ved siden af gartneren) var meget glad for at vi ville flytte til Pedersker så kunne jeg gå og rode med værkstedsarbejdet om vinteren – han duede ikke til stort andet end at sidde inde i stuen i varmen.

Vi kneb en tåre da vi (min far ,mor og deres to små piger) tog afsked med vort lille hus i Rø plantage, men vi var nået til en ny milepæl i vort liv – en dag blev det 1 nov.

Jeg bestilte en godsvogn hos jernbanen til at køre vort bohave fra Rø til Pedersker, men de havde kun en stor disponibel og det var heldigt, da vi lige havde fået vor kommunale brændetildeling, plus det vi selv havde samlet sammen, så vognen blev fyldt, hestevognen måtte køre to gange for at få alt med til Rø station, og hen under aften ankom vi til Pedersker. Fru Falck hentede os på stationen – hun havde dækket bord, for hun regnede ikke med, at vi kom frem så vi kunne nå at få noget at spise.

Godsvognen blev kørt ind på sidesporet og skulle være tømt inden næste dags aften. Åge Pedersen fra Sømarken fik jeg til at køre sagerne ”hjem”-han korsede sig – sikke meget dejligt brænde – mest eg og bøg – i Pedersker fik man kun granrafter og måtte suplere med tørv. Vi kunne i al fald ikke fryse den første vinter.

Det var just ikke nogen luksus lejlighed vi kom til – en lang stue – meget lavt til loftet – et lille soveværelse – et køkken med defekt komfur og stengulv og en kakkelovn, vask med udvendig tud – køkkenbordet havde også kendt bedre dage – et spisekammer hvor dørtrinet sad 30 cm over gulvhøjde og døre der kun var 160 cm høj, så vi fik nogle buler indtil vi vænnede os til det. Der var rotter i gulvet under komfuret og det regnede ind i den lille forstue gennem den nederste del af yderdøren da huset lå så lavt. Hele herligheden måtte bidrages med 18 kroner pr. måned. Andreas Pedersen fortalte at han havde renoveret lejligheden og kommunen havde sagt god for en husleje forhøjning på 3 kroner.

( springer over en del vanskeligheder om boligen på ”Trekroner” der resulterer flytning til byen)

Den nye boligvar ikke større end den foregående, men betydelig bedre og så lå den lige ved banestrækningen – 3 minutter fra arbejdet og butikker, der var ganske vist gammeldags das og brønd med pumpe, men der var et ordentligt brændehus. Her var el i alle rummene og lys udenfor – ingen rotter – 25 kr. pr. måned.

Vor vært var næsten 90 år, hans kone 30 år yngre – flinke og skikkelige mennesker Han hed Niels Hansen (også kaldt silde Madsen) og hans kone hed Sandrina – hun var helt opslugt i pinsebevægelsen – hendes datter Katrine var gift med naboen Johannes Andersen der var baneformand – kommunalpolitiker og formand for metodistmenigheden. På den anden side lige op ad banen boede Peter Thorsen – Danmarks klogeste bonde-

Tyske soldater gik fra gård til gård og købte alt det de kunne få fat i – høns, æg, flæsk, kød, og hele grise – der blev lagt mærke til hvem der solgte, for det skulle huskes til senere. Der blev lavet sabotage flere gange på tyskernes telefonledninger og der blev truet med gengældelse og repressalier, ledningerne blev klippet over og et langt stykke forsvandt, når der så blev sat vagter ud i Pedersker forsvandt ledningerne i Poulsker, indtil sognerådsformand Munck måtte bekendtgøre at straffen blev hård vist man fik fat i synderen, om ikke andet et par uskyldige gisler. Jeg opdagede ved et tilfælde, da jeg skulle hente bagersvend Jens Matzen til en tur i vandet at hans klædeskab var fyldt med tyske ledninger, så jeg fik ham overtalt til at grave dem ned i bagerens have en nat, for vist der blev hus undersøgelser ville han blive snuppet.

På stille nætter hørte vi torden i syd – det var de tyske byer der blev bombet, flyvende fæstninger passerede over øen om natten – modstandsbevægelsens skrifter fandt vej til folkes postkasser ( kun få viste hvorledes de blev omdelt) vi kunne fornemme at det lakkede mod enden med krigen.

En aften jeg sad og spillede skak hos førstelærer Juhl, ringede telefonen og hans moder tog den –Juhls bror var blevet taget af tyskerne da han og et par andre havde prøvet at sprænge et skib i luften i Rønne.

Dyrlægens sommerhus i Sømarken havde våbenlager under gulvet – man hørte –man så – som håndværkerder kom over alt – men man holdt mund – der var mange ude og søgte arbejde på gårdene  -de spurte om alt – men da ingen kendte dem var der helleringen der ville fortælle noget, nogle af den blev taget af modstandsbevægelsen og blev sendt over da der blev fred.

Doktor Reerup Nielsen var begyndt på et samariterkursus og vi var 10 – 15 der mødte op – måske kunne vi få brug for kurset – krigen var jo ikke endt endnu.

Vi havde lige købt en radio – den gamle batteridrevne var kaput – vi fik kun lov at høre det tre gange – friheds budskabet – jubel i København.

Vi var til taksigelsgudstjeneste i kirken og Provst Levy Blang fortalte hvor godt vi havde det – hvor nådigt vi havde sluppet – sandemand Jensen besvimede midt i det hele og blev båret ud –---- stadig jubel og taler og fremmede generaler og Montgomry  o-s-v- - intet om Bornholm.

Hen på eftermiddagen var vi nogle stykker der kørte på cykel til Nexø for at se hvad der nu skete – man havde hørt flyvere og skud i den retning. Det vrimlede med tyske flygtninge på Snogebæk og Balka inde i skoven – på små bål blev der varmet vand, eller kogt mad – halvnøgne stod de stakkels mennesker og vaskede sig og pillede lus ud af tøjet – magre – lasede trætte og udmargede. Der var også kvinder og børn imellem.

Langs kysten og hele havnen var fyldt med antiluftskyts og kanoner. En høj mager officer i sort SS uniform råbte og skreg på soldaterne der kørte skytset i stilling – det så ikke ud som der var kommet fred på landet, snarere en myretue der var rodet op i. På hjem vejen kørte vi ad strandvejen forbi de store kanoner tyskerne havde bygget – her var alt øde og forladt – en enlig ung tysk soldat med armen i bindstansede os og spurte hvor langt der var til Rønne – ca 25 km. Det er langt at gå – på gesprokken dansk fortalte han var fra Flensburg og havde med mellemrum havde gået helt fra Stalingrad så han orkede nok det sidste stykke. Han havde ikke fået at vide at krigen var slut – han troede ikke på det – men det var godt Hitler var kaput-

Vi hørte flyvemaskiner af og til hen under aften –Radio avisen fortalte om glæden i København – men ikke et ord om Bornholm – næste morgen stod Else ( hans kone/min mor) og fru Madsen ude ved pumpen mens jeg var kørt på arbejde i en udstykningspersel fra Munkegård – pludselig lød der nogle skarpe drøn – vinduer og døre klaprede igen og igen – flyvemaskine støj – de bomber i Nexø råbte Else – Jamen så skal ind og lappe underbukser til far vist vi skal væk herfra hylede fru Madsen og benede ind. Jeg lod arbejdet hvile og kørte op på Rispebjergbakken – sorte røgskyer væltede op over Nexø, så holdt jeg blå mandag og kørte hjem.

Katrine Andersen kom jamrende – Johannes er i Nexø ---- Kort tid efter kom et lokomotiv uden vogne og blev kørt ind på pakhussporet bag Brugsen – Johannes Andersen var med – tenderen på lokomotivet var gennemhullet af russiske maskingeværskugler og Johannes havde ligget under en banevogn til det værste var overstået.

Senere på dagen var det galt igen også over Rønne.

Et brag rystede næsten taget af huset – vi fik senere at vide at det var et tysk ammunitionsskib der blev ramt, vi havde godt set det og de to østbornholmske skibe i havnen om søndagen.

Hen under aften kom endnu et lokomotiv og blev parkeret ved brugsen –en lastbil med tyskere kom og standsede uden for forsamlingshuset – de ville montere et antilufts gevær på taget, men først slæbte de alt halmen som mejeriet skulle bruge til at fyre med næste morgen, ind i forsamlingshussalen – der skulle de ligge om natten – fru Jensen stod på gaden og stortudede – Bidstrup bandede og protesterede mens Johannes Jensen ringede til Konrad Munck der kom sammen med sandemand Jensen – med uniformshue på – Munk forklarede at taget var råddent og ikke kunne holde til skytset. Der var ikke el da værket i Rønne var ramt, vandværket var gået i stå – gas var der ikke på landet, man kunne ikke lave mad uden vand og el – mejeriet kunne intet skaffe da de ikke kunne få maskinerne i gang uden brændsel osv. Osv.

Han fik dem til sidst i troen på at det var bedst at fortsætte til Rønne – det kunne de ikke deres bil var kørt – så måtte snedker Mogensen lægge sin gengaslastbil og chauffør til – tyskerne futtede af. Chaufføren fortalte bagefter at han halvvejs hjemmeblev standset af en deling, der tvang ham en tur til Rønne igen, da han så at det samme ville gentage sig gav han den ful gas så tyskerne måtte springe, den tur ville han ikke tage igen.

Jens og sønnen på Slettegård havde rigget en batteridreven radio op foran Tatol, nyhederne nævnte stadig væk noget om Bornholm, kun om hvor godt de havde der over.

Der var begyndt at komme flygtninge fra Nexø og Rønne  - tyskerne trak mod Rønne og efterlod alt muligt langs landevejene – skrivemaskiner – kikkerter – pelse – håndgranater – ammunition – geværer og meget andet,  der gik rygter om at der var ankommet højtstående officerer fra Tyskland for at afsætte Ø kommandanten – fra Nexø kom hele natten strømmen af sultende, elendige og trætte –pansernæver –kufferter – felttelefoner og benzin dunke, ja, selv støvler lå og flød over alt – nogle drenge og gamle mænd fortalte at de var de sidste af 5000 der var sendt ud mod Russerne ved Rugen , bevæbnet med pansernæver og gamle geværer. Herrefolket var på retur, forbundet arme hoved og ben – humpende og hostende og syge. Vi var et par stykker der vovede os en tur til Nexø – byen brændte – smadrede tage – hullede mure – murbrokker overalt, tyskerne var væk og beboerne var så småt ved at vende tilbage.

Jeg regnede med at det værste var overstået og kørte på arbejde igen næste dag, lidt før fyraften kom naboen løbende og sagde at jeg omgående skulle ringe til Damshotel i Rønne.

Far fik ordre på at møde på Dams hotel i Rønne helst inden for en time, ( så skriver han 11 sider om hans oplevelser med hændelser i Rønne med vagttjenester og ruserne.)

Der var masser af arbejde, Spanner Lund ” Tatol” byggede en ekstra etage på huset, murer Christensen byggede 2 – 3 huse til salg – bønderne der ellers jamrede over de store lønninger og små indtægter skulle have nye badeværelser – centralvarme – træk og slip, for ikke at forglemme ny bil. Kaj og Poul Boss byggede ny smedje – gamle Boss døde og den gamle smedje blev til hønseri med rugemaskiner.

Jeg drømte lidt om at begyndefor mig selv, maler Falck blev dårligere og han kunne næsten ikke være på værkstedet heller, så jeg havde en masse ekstra arbejde. Lejligheden vi boede i var ikke stor, og vi ville gerne have vort eget hus. Også håndværkere kunne få statstilskud til nybygninger. Ved hjælp af et mindre lån og nogen opsparing købte vi en byggegrund i Østergade af bygmester Martin Mogensen. Jegtegnede selv vores ønskehus og fik det lystrykt. Mogensen skulle så ordne lånene og sørge for entreprisen, men han var så engageret som en verdensmand i Rønne og Nexø at han overhovedet ikke kom i gang med nogen ting Murer Hans Pedersen kørte sten og tegl til huset – der blev gravet og sprængt brønd – selv gravede jeg op til fodmur og kælder og begyndte at anlægge have – tiden gik flere huse med statslån var bestilt hos Mogensen – grundene var udgravet  -eventuelle privatlån optaget – forskud udbetalt men intet skete. Et par af kunderne brokkede sig så megetat Mogensen stak dem en på snuden, så blev han meldt til politiet og fik nogle dage i spjældet. Hans mandskab strejkede de fik ingen løn. Han lånte penge i en bank for at dække gælden i en anden bank. Brøndgraveren kom med regning – heldigvis kunne jeg vise ham kvittering fra Mogensen at jeg havde betalt 2000 kr. til brøndgravning og sprængning. Murer Pedersen fik jeg til at hente sine sten og tegl igen og skrive regning for kørsel arbejde til Mogensen – Jeg havde ikke bedt om at få leveret før papirerne var ordnet. Tiden gik – vi var efterhånden godt inde i 1949 og ventede familie forøgelse ( ham der skriver) Efter mere ballade med Mogensen og hans store både private og økonomiske problemer så det håbløst ud-

Træer og buske på grunden var allerede store – udgravningerne var ved at flyde sammen, men vi havde en dejlig køkkenhave.

Det frøs ude så det knagede og sneede også ret godt af og til – jeg var ude og pakke jordemoderens bilkøler ind i tæpper. Det blev en lang nat hvor doktor Rerup og jeg spillede skak -  ved 5 tiden kom så en ny lyserød pærskerbo til verden.

Det så ikke meget ud til at vort byggeri skulle blive til noget – og der var stadig problemer med Mogensen.

En dag jeg var oppe og male loft på Skadegård og fik eftermiddagskaffe, hvorved vi kom til at tale om de snart lidt små forhold jeg havde i Madsens lille hus, og hvor det tilsyneladende var umuligt at få en større lejlighed. Hansen sagde han havde et hus i Østergade – det havde stået tomt et par år, siden hans gamle tante døde og hendes gamle datter var flyttet på plejehjem. Det var meningen han selv ville flytte dertil når sønnen engang skulle overtage gården – det skete nok ikke de første 10-15 år og imens forfaldt huset og bolignævnet havde forbudt ham at leje huset ud inden det var sat i orden, og det var dyrt, så han ville gerne sælge det hvis jeg var interesseret kunne jeg få nøglen og kikke på det og give besked indenfor en måned.

Fortsætter med del 7  

Pedersker del 7

Malermester Falck blev dårligere og jeg bestemte mig for at prøve selv, betaling for kundekredsen syntes Falck ikke der skulle tales om for havde jeg ikke været hos ham i de 10 år hvor han så ofte var dårlig, havde der ikke været en malerforretning.

Jeg blev også støttet af kunderne der hellere ville have en de kendte end nye der måske slet ikke kom vist de havde andet at bestille. Jeg havde været rundt de steder hvor vi havde de største arbejder –mejeriet – Brugsen – Egelsholm – kommunen – kirken o.s.v. og alle syntes jeg burde fortsætte og de skulle nok støtte mig. Jeg købte diverse stiger og materialer af Falck og så gik jeg i gang, ind i mesterforeningen og oplæring i regnskab og  det var mange penge at forvalte , men det kom til at cirkulere.

En dag gik vi hen og så på det store hus i Østergade som den hed dengang, vi var båed oppe og nede ude og inde, der var meget at tage fat på. 22.000 – her var plads til ungerne – her kunne blive et pænt værksted i udlængen o.s.v. det ville nok tage tid og koste ” blod sved og tårer” og penge, men hvad hopper man ikke på når man er 35 år- har en kone der ikke er bange for at tage fat, man tror man kan magte alt.

( de næste 10 – 15 sider skriver far om huset   og efter han mister min mor syntes han at nu kan vi børn selv følge op på historien---selvom hans afslutning ikke har med Pedersker at gøre, men en besked til sine børn efter historien om hele hans liv, er der lidt af det at tænke tilbage som vi alle også er ved på Pedersker siden, så den får i lige lidt af)

I må undskylde vist jeg har nævnt alt for mange ukendte personer for jeg, men det var min verden dengang, og efterhånden som jeg glemmer fortiden når forkalkningen breder sig, kan jeg måske mindes tilbage ved at læse disse tider –vi der bliver ældre har jo ikke så meget at se frem til, men vi kan finde mange lykkelige stunder i minderne – man bliver nostalgisk og smiler af sig selv, syntes det er fjollet men alligevel, det dukker op i glimt og fortaber sig igen – der er så meget man har glemt, men ligger man en søvnløs nat hvor tankerne myldrer frem så dykker billederne frem af duftende syrener- varmen fra fars hånd –en mor der løb om kap med en, glad og jublende –og de fattige alvorlige år med en mor der sloges for det daglige brød- en uretfærdig endefuld med spanskrøret i 1 klasse – en sejltur i stormvejr –en stille vinternat liggende på en kælk ene mellem alle himlens stjerner – en lille spinkel melodi fra en kunstig nattergal i tivoli – jeres mor på havegangen –mester der jager høns – mine piger som små i Rø- en søn kom til verden og andre forlod den – ens kære kammerater og venner er ikke mere, måske vil I engang af og til tænke på jeres mor og mig når i læser dette, hvor kluntet og ubehjælpsomt det end er.

                                                                            SLUT

 
Panel title

© 2017 Copyright

Antal besøg: 180823

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,0373349189758sekunder
Seneste Nyheder
Billeder m. beskrivelse
Gamle billeder
Nye billeder
Ældre billeder
Andre