perekelund - Forside

Buwit

Tre måneder i en landsby på Bali

En billedbog

Per Ekelund

København 2010

Indhold

Buwit – en landsby på Bali

Ceremonier til gudernes ære

Mandi

Ris

Det røde orkester

Volleyball

Ænder og gæs

Det daglige offer

Hjem fra skole

De mobile restauranter

Den mobile købmand

Drengedrøm

Skak i telefonbutikken

Og så lavede de en fiskedam

Kvægavl

Her bærer man ting på hovedet

Han skærer træ

Grisehandleren

Ansigter

Blomster

Det mystiske sted

Stranden

Huset

Buwit – en landsby på Bali

Buwit er en landsby på Balis vestkyst, ikke ved vandet, men et par kilometre

inde i landet, mellem Seminyak og Tanahlot. På nogle kort hedder landsbyen

bare Buit, og det er måske også sådan, den lokale befolkning udtaler

landsbyens navn.

Der bor formentlig et par tusinde mennesker i landsbyen. Den er opstået

mellem to floder, som giver vand til rismarkerne. Landsbyen ligger i et kuperet

område, som domineres af rismarker, ofte anlagt i terrasser op ad bakkerne.

Rismarkerne er tit overrislede, og det stillestående vand virker som et spejl,

som gengiver himlens og skyernes farver, blåt og hvidt.

I klart vejr kan man se Balis bjerge, de to dominerende Gunung Agung og

Gunung Batukau, som ikke blot geografisk, men også mentalt er Balis centrale

punkter. Bjergene indgår i gudetroen, for man tror, at der bor guddommelige

væsenet på bjergtoppene – ånder, som man må bede til.

En mand i Buwit viste rundt på sin ejendom, hvor han bor med sine kone, fire

børn og en bedstemoder. Et balinesisk hjem består af flere mindre huse. Et af

dem er soveværelset.

- Det er vigtigt at sove med hovedet mod bjergene, sagde han. Ånderne vil

blive vrede, hvis man sover med fødderne imod dem. Og han kaldte det

højeste bjerg, Agung, for ”verdens navle”.

Cyklen er det foretrukne befordringsmiddel for de, der er for unge – eller for

gamle eller fattige – til at have motorcykel

Der er ikke offentlig transport. Mange har motorcykler, enkelte biler. Ældre

mennesker cykler. De unge har motorcykler. Udviklingen her er gået som andre

steder i Asien fra cykler til motorcykler. Bilerne venter forude med stigende

levestandard.

Der er nok lige så mange motorcykler i Buwit som der er folk mellem 18 og 50

år. Motorcyklen betyder mobilitet uden at det koster alverden. Man kan leje en

motorcykel for et par hundrede kroner om måneden. Den er uundværlig til

transport fra hjem til arbejde, til indkøb, til transport af hele familien. De fleste

børn kan køre motorcykel – de starter i 10-årsalderen.

Benzin er forholdsvis billig. Der ikke nogen benzintank i Buwit, men der er

mange boder i landsbyen og langs landevejen, hvor man kan købe en liter

benzin til motorcyklen, leveret i en flaske, der oprindelig har været brugt til

noget helt andet. Indonesien er selvforsynende med olie og har også egen

raffinaderikapacitet. Markedet styres af et statsligt selskab, og prisen på olie

og benzin fastsættes af regeringen efter politiske overvejelser. Forhøjes

priserne, giver det altid politisk uro, så regeringen prøver at holde prisen nede.

Forsikring er et ukendt begreb. - Balineserne vil hellere bruge deres penge til

ceremonier og forbrug, sagde en forsikringsagent fortvivlet. De tegner ikke

forsikringer. Nok fordi der ikke er penge på budgettet til det. Så det er en

katastrofe, hvis motorcyklen bliver stjålet. Og det bliver den ofte. Men ikke i

Buwit, for der er ingen kriminalitet, fortæller den eneste politibetjent, der er

stationeret i Buwit, og som mest bruger tiden på sit kontor. Denne

landsbybetjent er kendt for det gode i Buwit.

- Han er ikke korrupt, sagde en beboer. Og det er en stor ting i et land, hvor

korruptionen er meget omfattende. Den findes især hos politi og domstole.

Man kan betale sig fra en trafikforseelse på stedet, hvis man ikke skal have en

kvittering for de penge, man giver politiet. Og advokaten kan forhandle

dommen med dommeren og opnå et ønsket resultat – mod et gebyr, også

uden kvittering.

18 år for at køre

motorcykel? Hvem

siger det? Her i Buwit

– som i resten af

Indonesien – kører

man motorcykel, når

man kan nå

pedalerne! 10-12 år.

Så kan man låne fars

eller mors

motorcykel.

Har man ikke selv et transportmiddel, er man helt afhængig af familiens og

venners hjælp, når man har ærinde uden for landsbyen. Der er for eksempel

ingen læge, ingen tandlæge, ingen jordemoder, intet postkontor, ingen biograf.

Og der er ingen turister, ingen hoteller, ingen restauranter med vestlig menu –

den nærmeste ligger fem kilometer væk og har kun retter med svampe på

menuen, ”Mister Mushroom”, hedder den, i øvrigt anbefalelsesværdig, hvis

man kan lide svampe i sin dessert.

Og der er heller ingen industri, lidt håndværk, primært træskærere. Luften er

ren og uforurenet, også fordi trafikken er begrænset. Hovedvejen ligger et

stykke væk, man kører flere kilometer fra hovedvejen ad en bivej, før man når

bygrænsen.

Landsbyen har en skole, et offentligt kontor, tre sogneråd, banjar, et for hvert

deres område, med hver deres forsamlingssted, en politimand, mange

primitive forretninger med dagligvarer, warungs, hvoraf nogle sælger varme

retter til fortæring på stedet, indpakket i karduspapir eller bambusblade.

Een warung er større end de andre, måske kan man kalde den en lille

supermarked, for der er et stort sortiment, også i manufaktur og isenkram.

Den ejes af en familie, far, mor og to døtre på cirka 14 år. Mor passer butikken

om formiddagen, døtrene overtager den, når de kommer hjem fra skole.

Denne warung er også landsbyens ægsamlingssted. Har man høns, som

lægger flere æg, end man selv kan bruge, leverer man dem til købmanden,

som sælger dem videre til en grossist, som igen sælger dem til et ægpakkeri,

som putter dem i forbrugervenlige plastikbakker og sælger dem til

supermarkederne i Denpasar og Kuta. Et kvalificeret gæt er, at prisen fordobles

i hvert led.

Ægleverendøren får æggenes salgspris krediteret i en kontrabog, og saldoen

kan så bruges til køb hos købmanden. Det system kendte man også i

landhandelen i Danmark i gamle dage.

Der er også en laundry, et vaskeri, hvor man kan få vasket og strøget tøj for

næsten ingen penge. Det passes af en ung mor, der har sit lille barn med på

arbejde. Børn under et par år må ikke gå eller kravle selv, så hun bærer på

barnet hele tiden. De sover til middag sammen under et bord i vaskeriet på

cementgulvet.

Omkring landsbyen er der rismarker, og mange indbyggere er risbønder. Ris er

det vigtigste fødemiddel i Indonesien. De fleste spiser ris tre gange om dagen.

Nogle holder køer i baghaven, næsten alle har høns og hunde, som er hellige,

fordi landsbyens beboere som hinduer tror på sjælevandring. Har man ikke

været et godt menneske, genfødes sjælen efter døden i et dyrs skikkelse.

Derfor tolereres de grimme, uhumske, lusebefængte hunde, som forstyrrer folk

med utidig gøen. En hund kunne jo huse en afdød slægtnings sjæl.

De to floder forsyner rismarkerne vest og øst for landsbyen med vand til de

komplicerede og omfattende kanalsystemer mellem rismarkerne. Vandet

fordeles ved hjæl af et sindrigt slusesystem. Fordelingen af vandet

administreres af et kooperativ, som alle risbønderne i området er medlemmer

af, en subak. Er de uenige om vandets fordeling, afgør en opmand, pekaseh,

striden.

Sten ved skolen i Buwit med en oplistning af landsbyens

dyder

Renlighed

Orden

Stadighed

Skønhed

Landsbyen Buwit mellem Canggu og Tanah Lot er et meget traditionelt

samfund. Der er ikke sket store ting i mange år. Det lokale samfund i denne

landsby er dybt konservativ og meget traditionsbundet. Man lever som

forfædrene gjorde det, og folk arver normer og værdier. De allerfleste falder

ind i de roller, som samfundet forventer de vil spille. Er man anderledes,

forlader man landsbyen.

Folk drikker ikke. Man ser ikke folk med ølflasker i hånden. Hinduer er a priori

afholdsfolk. Der er ingen værtshuse, der er ingen fulderikker. Nogle unge fyre

kan sætte sig i en af de offentlige gazebos ved vejen og drikke arak, fortyndet

med coca cola eller anden softdrink, og det virker ret uskyldigt.

Der er få udfoldelsesmuligheder for de unge. I et hus, som tilsyneladende

skulle være en slags ungdomsklub, står der et fjernsyn, og her kommer mange

unge, som ikke har fjernsyn hjemme, eller som vil slippe for familien for at

være sammen med venner. De sidder på gulvet, om aftenen i mørke, foran

flimmerkassen.

Det er sjældent at se fede mennesker her. Kosten er ris. Ris og atter ris.

Morgen, middag, aften. Undertiden tilsat et kogt eller spejlet æg, måske noget

kylling. Gerne spicy. Der er et stort forbrug af chili, store og små, de små

grønne er de stærkeste. Man får en stor håndfuld for en krones penge i en

warung.

Der er ingen, der læser aviser i landsbyen. Der er ingen aviskiosk, og der er

ikke set spor af aviser i tre måneder. End ikke som indpakningspapir. Så den

primære informationskilde er TV. Det lokale TV er reklamefinansieret, og det

sender mange lokalt producerede shows med indonesiske celebrities.

Nyhederne afbrydes af reklamer.

Det lokale sprog er balinesisk, som kommer i tre udgaver: Højt, mellem og

lavt. Der er i realiteten tale om tre forskellige sprog. Det lave tales i familier og

mellem venner, det mellemste med naboer og i forretninger, og det høje i

tiltale til autoriteter, herunder præster. De fleste taler det lave og mellemste, få

mestrer højbalinesisk.

Det nationale sprog er Bahasa Indonesia, en malayisk dialekt, som børnene

lærer i skolen., og som bruges i radio, TV og i aviserne. Det er et primitivt

sprog, vanskeligt at bruge i sammenhænge, der kræver nøjagtighed. Bahasa

Indonesia blev indført ved en politisk beslutning efter at hollænderne var

fordrevet som kolonimagt. Hollænderne troede, at de kunne komme tilbage

som koloniherrer efter den japanske besættelse under 2. verdenskrig, men de

blev udsat for et stærkt, internationalt pres og måtte overlade Indonesien til

indoneserne. Nu er Indonesien tosproget. Man taler balinesisk på lokalt niveau

og Bahasa Indonesia med fremmede. Kun få i landsbyen taler engelsk.

Hinduisme forbindes jo med kaster, som man ser det i Indien. Er der kaster i

Buwit? Ja, det er der. De allerfleste tilhører sudra-kasten, arbejdere og bønder.

Kun ganske få er brahminer., som udgør den højeste kaste. Folk i landsbyen

fortalte, at præsten og hans familie og medhjælpere tilhørte den højeste kaste.

Mellemklassen identificeres som regel med satram-kasten, og den er også

repræsenteret i Buwit, men med få medlemmer.

Kastesystemet har århundreder bag sig og vil nok eksistere i mange år endnu.

Det har social relevans, men ikke politisk betydning.

Ligeberettigelse mellem kønnene i Buwit? Absolut. Kvinder og mænd har hver

deres traditionelt afgrænsede roller, men det er ikke så enkelt, at kvinderne

passer hus og hjem og manden tjener penge. I rismarkerne arbejder mænd og

kvinder side om side. Kvinder bærer tunge byrder, ofte på hovedet. De har

fysisk hårdt arbejde, for eksempel vedligeholdelse af den vej, der løber

gennem landbyen. Kvinder driver med hård hånd warungs. De må være gode

forretningsfolk, for pengene skal tjenes på små marginaler, så der er ikke plads

til udskejelser.

At være kvinde på Bali er ikke på forhånd ensbetydende med at være feminin.

At være mand er ikke nødvendigvis at være maskulin. Mange mænd går i

sarong, et skørt, et stykke tøj rundt om livet, ved særlige lejligheder med en

blomst bag øret. Mænd her i landsbyen har feminine træk. Og kvinderne kan

forekome meget maskuline. Men det er stadig kun mænd, der kan møde i

banjaren og træffe beslutninger om fællesskabets affærer og fremtid.

Man ser unge nænd gå hånd i hånd og sidde med armene om hinanden. Det

betyder kun, at de er venner, ikke nødvendigvis at de er boy friends. Det er

svært for de unge mænd og kvinder at mødes, for familierne vogter over de

unge piger. Det får nogle af de unge mænd til at udvikle intense

drengevenskaber. Der er tolerance overfor homoseksualitet i landsbyen. Det

skyldes nok, at al menneskelig erfaring siger, at de unge mænd ender med at

gifte sig og blive samfundstøtter.

Buwit er ved at udvikle sig fra en landsby for risbønder til også at være en

soveby for folk, der arbejder udenfor landsbyen. Den udvikling kan få stor

betydning for landsbyens liv. Flere og flere beboere får arbejde udenfor

landsbyen – for eksempel i turistindustrien i Kuta eller i hovedstaden Denpasar.

De pendler frem og tilbage på deres motorcykler. Er væk hele dagen.

Mange af arbejderne ved denne kommunale grøftegravning var kvinder. Hårdt

arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Mænd og kvinder side om side.

Ligeberettigelse: Ja, for så vidt retten til hårdt, legemligt arbejde angår.

Jord er endnu billig i Buwit. Folk udefra køber byggegrunde, bygger huse og

bruger landsbyen som en soveby. De arbejder andetsteds. Det peger på, at

Buwit på sigt bliver en forstad til Denpasar, men risbønderne vil nok stadig

dyrke deres marker som deres forfædre før dem.

Folk i denne landsby møder gæster med smil. Går man en tur gennem

landsbyen, siger folk ”Hallo”, mange tilføjer et ”Ke mana” - hvorhen – hvortil

man svarer ”jalan, jalan” - bare ude at gå en tur. Og nogen spørger til ens

velbefindende: ”Apa Kabar” - og man svarer ”Baik”, fint. Det er let at starte en

samtale med spørgsmål om civilstand, børn, arbejde. ”Sudak kawin” – allerede

gift? ”Anak?” - børn? Småsnak med smil. Buwit.

Ceremonier til gudernes ære

Landsbyen Buwit er et samfund, som præges af den herskende religion,

hinduismen. Man ser ceremonier næsten hver dag. Religiøse ceremonier er en

del af hverdagen i Buwit. Hindu-religionen kræver ofre og tilbedelse af

guderne, og det er en del af hverdagen at bede, at bringe ofre og at deltage i

ceremonier. Der er flere templer i Buwit, og her arrangeres regelmæssigt store

ceremonier, som alle i landsbyen kan deltage i.

Hvert af de lokale templer har deres årsdag efter den balinsesiske kalender,

der tæller 210 dage. Dagen kaldes Odalan. Det er samtidig anledning til

reparationer og istandsættelser af templet. Alle i den del af landsbyen, som har

t tilhørsforhold til det lokale tempel, forventes at deltage i både arbejdet i

templet og ceremonien. Her får en af templets figurer og loft en gang maling.

Der er de store arrangementer, hvor en banjar – områdets ”sogneråd” - står

for programmet, og der er de mindre, som holdes i en families kreds. Nogle

balinesere siger, at de har to familier – den lille, de nærmeste, og den store,

udvidede med mange onkler og tanter, niecer og nevøer. Samles den store

familie, kan deltagertallet løbe op i flere hundreder.

Og så er der den måske allerhelligste dag – Nyepi. Den dag er det forbudt at

tale, at tænde lys, at se fjernsyn, at gå ud. Ideen er, at hele Bali skal være helt

stille. Selv den internationale lufthavn er lukket for flytrafik. Man skal bruge

dagen til at bede og meditere. Og de ånde onder skal lokkes til at tro, at der er

mennesketomt på Bali, så de tager et andet sted hen.

På Bali tror man nemlig på onde ånder. Også på gode, men troen på djævle er

fast og indgroet i de fleste balineseres bevisthed. De kan formildes ved ofre.

Og de kan bekæmpes ved bønner til guderne.

Den hellige mand ankommer.

Der er flere præster i Buwit. Der er ingen uddannelse til hindupræst, men den

potentielle præst skal aflægge en præsteed, mediksa, og det skal ske ved en

stor ceremoni, hvor menigheden modtager præsten og denne lover at bistå

menigheden. Hindu-præster kan gifte sig, og deres hustruer hjælper dem i

deres arbejde, for eksempel ved at fremstille særlige ofre til guderne. Disse

ofre sælges til de, der ønsker ceremonier afholdt, og præstekonen bidrager på

den måde til præstefamiliens økonomi. Ved cemonier i templet er det

sædvane, at de, der står for ceremonien, betaler et beløb, som diskret lægges

ved ofrene. Det er en lille sum, 3-5.000 rupiah, afhængigt af familiens eller

samfundets økonomiske vilkår. Beløbet kaldes sesari, og det betyder noget,

man gør med et ærligt hjerte. Præsten forventes at bruge beløbet til gavn for

templet, men det indgår i præstens private økonomi.

Ceremonierne finder også sted i hjemme, og der er mange anledninger. Både

de store begivenheder i livet – fødsel, død og bryllup – og de mindre – en ny

motorcykel eller måske endda en ny bil, en fødselsdag, babys første tand.

Nogle begivenheder er så store, at de helt dominerer livet, ikke blot i

landsbyen Buwit, men på hele Bali. Det er for eksempel de store højtider,

Galungan, hvor man markerer verdens skabelse og det godes triumf i form af

den sejr, som dydens gudinde vandt over det onde. Dhama vandt over

adharma. Det fejres i den 11. uge af det balinesiske år. Og efter den hellige

dag følger en periode på 42 hellige dage. 10 dage efter Galungan fejres

Kuningan, en slags allehelgensdag, hvor man ærer forfædrenes og gudernes

sjæle. Det sker ved risofre – gul ris, kuning betyder gul.

Det er fantastisk, så mange ressourcer balineserne afsætter til religiøse formål.

- Vi arbejder hårdt og tjener penge, men vi bruger dem alle sammen på

religiøse ceremonier, sagde en balineser.

Her på øen koster religion penge. Der skal bringes daglige ofre til guderne, og

ved særlige lejligheder skal der arrangeres ceremonier. De særlige lejligheder

er ret talrige. Præsten skal betales, familie og venner beværtes, der skal købes

offergaver. En ceremoni kan koste lige så meget som et nyt farvefjernsyn. Eller

en computer. Balineserne er selvfølgelig forbrugere, men de prioriterer det

religiøse over forbruget.

Et brudepar erklærer, at de hellere vil have et stort bryllup med ceremonier

end køleskab og TV. Man sparer sammen til brylluppet, som først holdes, når

man har penge nok, så dette er stedet for lange forlovelser. Det siges, at en

ung pige skal være jomfru på bryllupsdagen. Er hun ikke det, kan der opstå

tvist om den aftalte medgift.

Brudepar: Hellere ceremoni end

køleskab og TV.


Mandi

Ikke alle i Buwit har

eget badeværelse.

Mange bor til leje i et

værelse, enten hos en

anden familie eller i et

hus, der er beregnet

på udlejning, og som

kan rumme 3-4-5

familier, som hver har

sit rum.

Har man ikke

badeværelse selv, må

man gå til den

nærmeste mandi – en

flod eller bare et

vandløb, hvor man

kan tage bad og vaske

tøj. Det har balinesere gjort i århundreder. Eget badeværelse er en nymodens

foreteelse.

En mandi tjener også som et sted, hvor man mødes og taler sammen. Den har

en vigtig, social funktion.

Man deler sig efter køn, men det er en symbolsk ting. Det er naturligt og

almindeligt at bade uden tøj, og det tager ingen anstød af, for det er en lokal

sædvane, at man lader, som om man ikke ser de andre.

Der fiskes selvfølgelig også i floden. Der er ingen fiskehandler, så familiens

fiskeforsyning skal klares af det mandlige overhoved. Husfaderen kan stå med

sin fiskestang ved floden i timevis.

Og børnene morer sig med at svømme, dykke og hoppe i vandet. Også selvom

det er snavset. Herligt. Det, der ikke er så godt, er vandets kvalitet, som kan

skifte fra sted til sted. Mange smider affald i vandløbene, for der er ingen

renovation i Buwit. Og mange bruger vandløbene som toilet. En balinesisk

gæst døbte floden, der løber neden for huset, ”Chokoladefloden” på grund af

dens farve. Med et pænt ord: Mudderfarvet. Et bad i en mandi i Buwit kan

være lidt af en sundhedsfare, især for børn, som ikke forstår at holde hovedet

oven vande. Børnedødeligheden er høj på Bali. Ungernes svømning i det

langtfra rene vand kan være en af årsagerne. Antallet af kolibakterier i floden

er nok ret højt.

Mange henter vand til husholdningsbrug fra kilder, der løber ud i floden. Det er

grundvand, hovedsagelig nedsivende regnvand. Man kommer med spande og

store vandbeholdere, der kan tage 20 liter vand, og man bærer vandet hjem

på hovedet.

Der er ingen renovationsordning i denne landsby. Folk skaffer sig af med deres

affald som de bedst kan. Det mest almindelige er at samle affaldet til et bål,

hvis røg forpester luften, også for naboerne. Alternativet er at smide affaldet i

floden. Det giver oversvømmelser, fordi affaldet blokerer for vandet.

Hovedproblemet er plastik. Næsten al emballage er lavet af plastik. I alle

forretninger får man varerne i plastikposer. Så der er plastik alle vegne. Glem

det idylliske billede af et balinesisk landskab. Kik nærmere efter og se plastik

alle vegne.

Ris, ris, ris

Det balinesiske landbrug er ikke sæsonbetonet. Der er kun to årstider –

regntid og tørtid. Takket være omfattende overrislingsanlæg kan man dyrke ris

hele året, også i tørtiden. Risen er den helt dominerende afgrøde. Man kan se

noget majs, kassava og andre vækster,men det er risen, der tegner sig for den

allerstørste part af det dyrkede area omkring denne landsby og – må man tro

– på Bali.

Risbønderne følger ikke den samme rytme. Man se marker, hvor der høstes,

side om side med marker, hvor der sås. Det har noget at gøre med

vandforsyningen. Man skal ikke bruge overrisling, når man høster. Så marker,

der skal høstes, får ikke vand. Det sørger et primitivt, men effektivt

slusesystem for. Man sætter simpelthen en lem i vandkanalen.

Pløjning og såning

De fleste risbønder i Buwit dyrker deres jord, som deres forfædre før dem: Alt

foregår med håndkraft. Man bruger køer og okser til pløjningen. Enkelte

bønder har mekaniseret pløjningen. En mand med forretningstalent har

investeret i en maskine, som kan vende jorden med nogle skovle, og den lejer

han ud til interesserede risbønder, som dermed kan afskaffe okseholdet og

spare deres egen tid. Maskinen laver en forfærdelig larm. Den kan høres flere

kilometer væk.

Den første fase er oppløjning af den nøgne, tørre jord. Balineserne kalder der

ngendag – jorden åbnes. Så åbnes sluserne til marken, og den køres over med

en slæde af træ, som kaldes en lampit, trukket af en eller flere køer og okser.

Har man ikke trækdyr, må man gøre det med håndkraft. Det gør marken til en

kæmpe mudderpøl.

Risen sås først i et hjørne af marken, et sædbed, ngbut, hvor den vokser i tre

uger, og herfra plantens den ud i den oversvømmede, bare mark. Og så vokser

den. Det går hurtigt. Vækstperioden er cirka fire måneder.

Det er vigtigt at vedligeholde grøfterne mellem rismarkerne og de mange

kanaler, som skal føre vandet frem til markerne. Det sker ved håndkraft, som

regel med en segl.

Risen har vokseværk

Der er 10 dage mellem de to billeder. På det øverste billede er risen lige blevet

plantet ud fra det hjørne af marken, hvor den spirer. På det andet billede har

risen allerede vokset sig stor og stærk.

Risen høstes

Risen høstes med håndkraft. Man skærer planterne over med en segl og

samlet negene. Ved tærskningen slås negene mod en træplade, hvorved

kernerne falder af. Man kan så kaste kernene op i luften for at skille avnerne

fra riskornene.

Det er hårdt arbejde, og det foregår i tropisk klima – 30 grader Celcius. Start

ved solopgang, afslutning ved solnedgang. Hattene er risbøndernes foretrukne

beskyttelse mod sol og støv.


Risen lægges til tørre på blå plastikduge, tit overvåget af børn – eller

fugleskræmsler, for den nye ris er en lækkerbisken for de mange fugle i Buwit.

Tørret puttes den i sække og køres eller bæres hjem.

Der handles også i marken. Køberne kommer med kontanter – en sæk med 50

kilo koster cirka 100 kr. Så har familien mad til lang tid.

En have mellem rismarkerne

Risen er den dominerende afgrøde, men nogle risbønder i Buwit laver små

haver til andre afgrøder på afgrænsede områder af rismarkerne. Denne

risbonde har lavet sig en køkkenhave, hvor han dyrker mange slags

grøntsager. Han har hegnet sin have ind og sat store net op for at holde

fuglene væk. Risbønderne kæmper en bestandig kamp med fuglene, som

meget gerne vil have del i afgrøderne.

Det røde orkester


Landsbyen har sit eget orkester. Det spiller til de religiøse ceremonier i

landsbyens templer, og det kommer også gerne til begivenheder i familier. Det

er et slagtøjsorkester. Kodeordet er gamelan. Musikerne er amatører. De

penge, som orkesteret tjener ved at spille til private ceremonier, bruges til

instrumenter og transport. Orkesteret viderefører en århundredgammel

tradition på Bali. Musikerne er amatører. De fleste af dem er risbønder.

Instrumenterne tilhører landsbyen.

Volleyball

Drengene spiller volleyball på en cementbane i en sen eftermiddagstime, hvor

varmen har lagt sig en smule. Sveden driver af dem, og de går op i spillet med

liv og sjæl. Og de har det sjovt.

Ænder og gæs

Fjerkræ spiller en stor rolle i det balinesiske køkken. Kylling og høns er nok de

mest almindelige spiser, tæt fulgt af ænder og gæs. Der er fjerkræ overalt.

Enhver husstand med eget hus og have har høns, mange også ænder og gæs.

De er alle steder i landsbyen, ude i rimarkerne ser man især ænder og gæs.

Rismarkerne er jo overrislede og byder derfor på lækre godbidder i form af

orme og andet småkravl, som ænderne og gæssene er meget glade for.

Fjerkræet fylder meget, ikke blot på menukortet i denne landsby på Bali, men

også i det daglige liv.


Det daglige offer

De balinesiske hinduer bringer ofre til guderne flere gange om dagen, første

gang om morgenen, ofte tidligt. Ofrerne kan bestå i nogle blomster, en cigaret,

en banan, et æg, tit placeret i en lille, flettet kurv. Der siges en bøn over

offeret, og der gøres nogle bevægelser, besværgelser, over det. Det er vigtigt

at markere, at man er i gang med et offer, og det gør man ved at binde et

skærf om livet.

Det daglige offer bringes ved familiens eget alter; hver familie har et lille

tempel med et alter i et hjørne af ejendommen. Men man kan også bringe ofre

ved indgangen til hjemmet. Er der alvorlige ting på spil, bringes offeret i det

lokale tempel.

Hjem fra skole

De mobile restauranter

Spisevanerne her i landsbyen – og det er nok generelt for Bali – afviger en del

fra den vestlige måde at spise på.

Det fælles middagsmåltid, som vesterlændige kender som en institution i

familielivet, er ikke udbredt. Man spiser, når man er sulten, ikke nødvendigvis

sammen.

Det er almindeligt, at man køber mad fra en af de mobile restauranter, som

kører gennem landsbyen. De tilbyder risretter, primært nasi goreng – ris med

kylling. En anden populær ret er kødboller. Man kan også få grillet kylling.

Råvarerne er som regel i orden, problemet er hygiejnen, for der er jo ikke

rindende vand. Måske derfor leveres maden tit i karduspapir. Det er billigt. Og

slet ikke dårligt.

Hjemme koges der oftest ris om morgenen. Nogle velstillede familier har en

riskoger, som i avancerede modeller kan indstilles til automatisk start på et

bestemt tidpunkt. Man skal bare putte ris og vand i den – nogle modeller kan

endda selv tilføre vand. Riskogere er meget populære. Et statussymbol. Og en

god bryllupsgave.

– Giv brudeparret en riskoger, så får de et godt familieliv, sagde en livsklog

kvinde.

Morgenmaden består af ris, tilsat hvad man nu måtte have – lidt kylling, et

æg, tomat, agurk. Og risen står så hele dagen, så man kan forsyne sig, når

man er sulten. Det, der er tilbage om aftenen, gives til hønsene eller bruges til

ofre til guderne. De færreste har køleskabe. Menukortet for dagens måltider er

ret ens: Ris, ris, ris. Hvid ris. Risen er dominerende. På balinesisk er der ikke

forskel på ordet for at spise og at spise ris. I begge tilfælde siger man

”ngajengang”.

Balineserne spiser med fingrene. Man bruger højre hånd, tager ris mellem tre

fingre, nuldrer risen en smule og dypper den så i en sovs af en slags – og

putter det i munden. Sovsen må meget gerne være krydset. Balinesere holder

meget af stærkt krydret mad.

Det balinesiske køkken er under stærk indflydelse af det javanesiske køkken.

Selv her, i denne afsidesliggende landsby, kan man få gado-gado, en

javanesisk salat med kartofler og andre grøntsager. Kødboller er en

delikatesse, oftest fremstillet af hønsekød. En anden delikatesse er babi guling,

grillet smågris, som er menuen ved festmåltider i landsbyen.

Buwit har endnu ikke fået en warung muslim, som man ser det mange steder

for eksempel i Denpasar. Her produceres mad i overensstemmelse med

koranens bud. Derimod har en warung fornylig introduceret forårsruller, kogt i

olie. De er populære og kan også fås i den mobile restaurant.

Og her er den traditionelle warung, en forretning med de helt basale

dagligvarer, et beskedent udvalg. Mange soft drinks, meget slik. Som regel en

hyggelig atmæsfore. Her hygger familien sig.

Middagshvil. Ind i skyggen, kasketten ned over ansigtet. En lur. Det er midt på

dagen, varmen er virkelig stærk. Puhha.

Den mobile købmand

Der er en købmand i Buwit, som har et større udvalg end de andre, mindre

warungs, men denne mobile købmand kan give et frisk pust – og friste til køb.

Han byder på dagligvarer bragt til døren. Han kommer en gang om ugen.

Drengedrøm

Han har fået en guitar, og den spiller han på sin sin mors warung, som også er

familiens dagligstue. Hvad mon han drømmer om?

Skak i telefonbutikken

Alle har mobiltelefoner. Mobiltelefonerne har gået deres sejrsgang i Indonesien.

Bortset fra babyer og ældre mennesker har næsten enhver sin egen

mobiltelefon, mange endda to. De billigste koster cirka 100 kr.

Det indonesiske mobiltelefonmarked deles mellem tre store udbydere og et

antal mindre. Det er let at købe ulåste telefoner i supermarkederne. Det

kræver ikke hverken legitimation eller registrering. Man kan så sætte et SIMkort

i telefonen med et nummer, som man selv kan vælge mellem de, som er

til rådighed i butikken. Man kan skifte nummer, så tit man vil. Det koster bare

et nyt SIM-kort, og det er gratis. Man betaler kun for taletid. Man kan også få

telefoner med tilknyttet abonnement, men det er undtagelsen. Det almindelige

er at købe telefonen for sig og et simkort, der markedsøres af en hos en

udbyder. Og så køber man taletid – her kaldet pulsa. Og man kan tale ganske

meget for 50 kr.

Taletiden købes i telefonbutikker som denne, hvor de også sælger telefoner og

simkort. Der er ikke mange kunder i denne lille landsby, så ekspedienten – her

uden skjorte – tager sig gerne et parti skak med en ven, overvåget af

kvarterets børn.

Internettet er helt ukendt.

Og så lavede de en fiskedam

Buwits lystfiskere var sure over at fiskebestanden i landsbyens flod og dens

afløb var ringe, måske som følge af de inddæmninger, som risbønderne

foretager for at regulere vandet i rismarkerne. Fiskene kunne ikke komme

gennem risbøndernes sluser!

Hvad kan man gøre det ved?

Man kan lave sig en fiskedam et sted, hvor den ikke er i konflikt med

risbøndernes sluser. Så det gjorde de. Her er den nye fiskedam netop blevet

indviet. Store smil. Og fisk.


Kvægavl

Her i baghaven. Her står dyrene fint under et eternittag. Og der er sat

en mur op mellem dem og familiens domæne. Lugten er ubeskrivelig.

Denne risbonde har foretrukket at bygge sin kostald ude mellem

rismarkerne, måske fordi han ikke har plads hjemme eller fordi familien

ikke bryder sig om duften...

Her bærer man ting på hovedet



Han skærer træ

Mange balinesre er kunstnerisk begavede. Det falder dem så let at tegne, at

male, at spille musik, at skære i træ. Her er landsbyens træskærer. Han leverer

udskæringer til bygningsbrug – en smuk overligger til en dør, udsmykning til

templet.

Håndværket som træskærer går i arv fra far til søn. Der er 3-4 familier, som er

landsbyens træskærere.

Grisehandleren

Han opkøber grise i landsbyen og sælger dem til slagteriet i hovedbyen på Bali,

Denpasar. Og lever altså af forskellen mellem køb og salg. Han bor ikke i

Buwit.

- Jeg er muslim siger han. Og der bor ikke muslimer i Buwit. Det er en hindu

landsby. Der er ingen moske. Men jeg har det meget godt med mine kunder i

Buwit. De respekterer mig, jeg respekterer dem. På Bali lever hinduer og

muslimer fredeligt side om side. Hvorfor skulle vi ikke det?

Ansigter

Blomster

Det mystiske sted

Blev advaret mod at udforske det mystiske sted i udkanten af landsbyen. -

Uha, sagde en ældre mand, der er sket forfærdelige ting der. Hvad ville han

ikke ud med. - Det var ikke i min tid, sagde han. Min bedstefar fortalte mig om

det. Der har ikke være mennesker længe. Området ligger hen som urskov. En

flod løber gennem det. Der kommer vand ud af den klippe, som området ligger

på. Frisk vand, drikkeligt. Trappen kunne ikke forceres. Trappetrinene var

slimede og glatte, urskov voksede hen over dem. Det mystiske sted beholdt sin

mystik.

Stranden

Balineseren vender ryggen til havet. Mange har en forestilling om, at havet

rummer fjentlige ånder og djævle, som kun er ude på at forvolde skade og

ulykker. De færreste balinesere kan svømme. De er bange for havet. De, der

må leve af havet, fiskerne, har travlt med at bringe ofre, så de kan pacificere

de onde kræfter.

Men en gang imellem er man nødt til at vove sig ned til havet. Det gælder for

eksempel efter begravelser, når den dødes aske skal strøs i havet. Hinduer tror,

at det menneskelige legeme er skabt af fem elementer: akasa (rum), wayu

(luft), teja (ild), apah (vand) and pertiwi (jord). Den afdøde bør opnå moksa –

en forening af sjælen med gud, og det sker ved at den døde passerer nogle

stadier, som markeres ved ceremonier, først begravelsen, som omfatter

brænding, pengabenan, og strøning af asken over havet. Herved returnerer dn

døde til to af de oprindelige elementer, vand og jord, og i processen forenes

sjælen med gud.

Ilden er en fast bestanddel af ceremonier, ikke blot begravelser, for ilden

repræsenterer et af de vigtigste elementer i menneskelivet.

Der er daglige cemonier på stranden ved Buwit. Som regel arrangeret af

familier som led i deres ritualer, men også en banjar kan have en årlig

ceremoni ved vandet. Man medbringer parasoller, både i form af paraplyer, der

kan skærme mod solen, og kunstfærdige, ceremonielle parasoller som man

også bruger i templet hjemme i landsbyen. Og man har offergaver med, både

til guderne og til de onde ånder, der bor i vandet.

En enke bringer sin mands aske til stranden. Hendes børn har konstrueret en

båd, hvor asken ligger, indsvøbt i stof, og den båd sætter hun i vandet.

Præster spiller en central rolle ved

ceremonierne. De leder deltagerne i

ceremonien igennem ritualerne, fremsiger

bønner, ringer med sølvklokker og brænder

røgelse af.

Undertiden beder en familie en præst om at

foretage et ritual alene, for eksempel på

årsdagen for et dødsfald. Præsten tager så

alene til stranden, klædt i hvidt, og her

forretter han de nødvendige ritualer og beder

bønner.

Præsterne lever af at yde tjenester som denne.

De er ikke offentligt ansatte, men får betaling

per ceremoni.

Bål indgår i rutualerne. Her afbrændes et offer til guderne.

Der er to fantastiske ture at gå ad stranden: En mod nord til det berømte og

enestående tempel Tanahlot og en mod syd til strandene ved Seminyak og

endnu længere Kuta.

Turen til Tanahlot tager et par timer og fører ad en ret vild strand til det

berømte tempel. Ved at komme fra stranden undgår man det meste af det

halløj, som området foran templet har udviklet sig til. Templet selv ligger på en

ø lidt ude i vandet.

Vejen langs stranden er farbar, men man skal være forberedt på at krydse

nogle floder med en ret høj vandstand. En havde vand op til halvanden meters

dybde! En ung mand, som tilfældigt var på stranden, viste, hvor det var bedst

at gå over. Da kan kunne se, at vi havde et problem med den høje vandstand,

smed han resolut tøjet og vadede ud fra den anden side, kom os i møde og

lejlede os ved hånden over floden.

Kilometerlange, næsten mennesketomme strande. Landet åbner sig ikke mod

havet, vender næsten tværtimod ryggen til det. Der er landsbyer på strandens

landside, mange med fiskere, om har deres både liggende på stranden, slæbt

et godt stykke på land, så de er uden for havets rækkevidde. Der er stor

forskel på ebbe og flod, og der kan være et kraftigt tidevand.

Stranden ved Buwit karakterises af nogle store sten, formentlig lava, aflejret

efter de store udbrud i forhistorisk tid. Nu er de gode legepladser for områdets

børn og unge. Og et godt sted at finde krabber og andre spiselige smådyr.

Fodbold søndag eftermiddag på stranden. Iterimistiske mål, megen

entusiasme.

Næsten helt alene i verden.

På hovedet i vandet.

Der er fantastiske muligheder for surfing på Balis vestkyst. Fra Kuta i syd til

Tanahlot nordpå er der steder, som hærede surfere rejser langt for at komme

til. De lokale er godt med.

Koen har græsset på grænsen mellem strand og strandeng hele dagen. Nu er

solen ved at gå ned, og koen bringes hjem til stalden. Den kender vejen.

Budskabet fra disse unge fyre er enkelt: Livsglæde.

Han vasker tøj i havet. Tog sig en dukkert, kom i tanke om at tøjet også kunne

trænge til en tur i vandet. Det tørrer hurtigt i solen.

Huset i Buwit

Valget af Buwit som stedet for tre måneders overvintren var et kompromis

mellem på den ene side et ønske om at opleve balinesisk liv udenfor

turistområderne og på den anden side et krav om let adgang til den vestlige

verdens goder, særligt supermarked, cafeer og restauranter. Man kan sagtens

finde sig et feriested, som fuldstændig ligner badehoteller i Europa, Karibien og

mange andre steder med daseri ved en swimmingpool, grisefester og venlige

indfødte. Det findes på Bali især i Kuta, Nusa Dua og Legian. Mindre vestligt

prægede feriesteder findes på østsiden i Candidasa og på nordsiden i Lowina.

Et godt bud på et spændende sted både til feriebrug og som overvintringssted

kunne være kunstnerbyen Ubud, der byder på alle slags indkvartering – fra

den vildeste luksus til det mest primitive – med mange muligheder for

oplevelser, især for den kunstinteresserede. Der er tre gode kunstmuseer i

Ubud og et væld af små og store gallerier. Men Ubud er meget præget af

turiststrømmen, og man får let en fornemmelse af at folk i Ubud betragter

turisterne som omvandrende tegnebøger, som det gælder om at flænse så

meget og så hurtigt som muligt.

Buwit er totalt turistfri, men ikke rig på oplevelser. Det er en ægte balinesisk

landsby på godt og ondt. Landsbyen ligger tre kvarter i taxa fra turistområdet i

Seminyak og en time fra Kuta og lufthavnen. Ubud kan nås på en god time. Og

der er kun tyve minutter til nogle meget gode og mennesketomme strande.

Buwits koordinater med udgangspunkt i huset, som vi lejede i tre måneder.

Kilde: Google Maps.

En balinesisk familie har bygget fem huse til udlejning på jord, der har været i

familiens eje i generationer. Husene administreres af ejerens barnebarn, Deasy

Swandarini. Alle husene har privat swimmingpool, og et af dem har en gazebo

(billedet), god til læsning, internet surfing (der er wifi) og middagslur. Husene

ligger mellem vejen og floden, og to af husene ligger lige ned til den mandi,

som lokale folk bruger til vask og bad.

Vi lejede et af husene med eet stort værelse med himmelseng, sofa,

skrivebord og fjernsyn med lokale kanaler og et stort badeværelse. Køkkenet

var indrettet udendørs på terrassen, hvor også spisebordet stod. Den eneste

ulempe ved det var de flyvende myrer, flying ants, som kunne angribe i

tusindvis om aftenen. De fløj mod lyset og kunne standse enhver aktivitet i

køkkenet. Når der altså var lys. Elselskabet på Bali var i bekneb for elektricitet

og lukkede for strømmen for udvalgte områder. Elselskabet kaldes det for

”moving blackouts”. Det skete især om aftenen, netop når solen gik ned og

aftensmaden skulle forberedes. Det var meget irriterende!

Med huset fulgte hushjælp. Agung og Komang er to unge mænd, som hver dag

gjorde rent i huset, vaskede op og passede haven og swimmingpoolen. En

gang om ugen sprøjtede de mod moskitoer, som ikke var nogen voldsom

plage, måske som følge af deres indsats.

Det var derimod Ulat Buluh, en sommerfuglelarve, som for at beskytte sig har

små pigge med gift på kroppen. Når de forlader larvestadiet, blæser disse

pigge i vinden og sætter sig på utildækkede dele af kroppen, hvor de giver en

meget ubehagelig kløe. Der er kun én ting at gøre: At brænde larverne.

Problemet var især, at larvernes pigge blæste ned i vandet i swimmingpoolen,

hvor de satte sig på svømmernes hud. Resultatet var timers kraftig kløen, ikke

ulig ubehaget ved mødet med brandmænd i havet. I flere dage medførte

svømning voldsom kløe. Agung og Komang tog affære med bål og brand, og så

blev problemet løst.

Ulat Buluh – lille larve, der er ved at

blive til en sommerfugl – piggene

giver mange timers meget voldsom

kløe

Huset i Buwit havde swimmingpool, internet og en gazebo. Ejendommen var

omgivet af rismarker og en flod, som vore naboer brugte som mandi –

badeværelse og vaskeplads. Sad man i gazeboen, kunne man høre folk

snakke, ungerne pludre – og vandets passage mellem store sten. Man var

velkomnen til at deltage i begivenhederne nede i floden. Valget stod mellem at

føre filosofisk samtale med de ældre herrer, der sad meget længe i vand til

livet, og at følge med i børnenes og de unge fyres leg i vandet. Deres største

fornøjelse var at springe i vandet fra store sten.

Gazebo – et vidunderligt

sted at sidde eller ligge -

læse, lytte til muik,

snakke, lytte til floden,

sove til middag...

Tre måneder i denne landsby gik forbløffende hurtigt. Tempoet i landsbyen var

ganske vist langsomt. Men der var hele tiden religiøse ceremonier, hvor man

er vlkommen til at være med, der var livet i rismarkerne med såning og høst,

sjovt at følge med i. Man kunne gå lange ture, og ville man til stranden, var

det kun en kort tur i taxa eller på motorcykel. Man kunne også bare sætte sig i

en af de mange kiosker – warung – og drikke en coca cola. Snakken kom

hurtigt til at gå, især hvis man har brugt lidt tid på at lære nogle basale

sætninger på bahasa indonesia.

Når man er så længe et sted, bliver man en del af hverdagen. Vi var de eneste

vesterlændinge i landsbyen og vakte en del opmærksomhed den første tid,

men det drev over, og efterhånden lærte vi folk at kende – først de handlende,

så folk, man kom på goddag med. Vi mødte en udbredt venlighed, måske

blandet med nysgerrighed. Og megen hjælpsomhed. Et smil og en

høflighedsformular på det lokale sprog kan gøre underværker. Også her er det

vigtigt at møde folk med respekt og høflighed.

Bali skal opleves til fods. Det er selvfølgelig helt fint at chartre en bil til en

udflugt – måske en tur øen rundt eller til Ubud – og det kan gøres meget billigt

og sikkert, også med fine stop undervejs, måske overnatninger på venlige

hoteller. Men det er også godt bare at gå hen ad vejen. Måske skal man sætte

sig et sted – på en vejsten eller i en warung med en kold drink – og lade Bali

komme til sig. Man er sjældent alene. Balinesere elsker at snakke. De er

nysgerrige og lægger ikke skjul på det.

– Ke mana? Siger de. Hvor skal du hen?

Man behøver bare svare:

– Jalan, jalan. Bare en gåtur hen ad vejen.

Så er snakken i gang.



 
Panel title

© 2017 perekelund

Antal besøg: 1005

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,44331502914429sekunder