projektopgave - De første forskere
De første solforskere vidste godt at Solen hverken var Ra´øje, et hjul på Helios´ vogn, eller noget andet gudeligt. 

Omkring fem hundrede år f.Kr. skete der noget i Grækenland, som kom til at forandre menneskernes gamle forhold til Solen. De græske filosoffer begyndte med, at studere den omgivende natur på en helt ny måde. Mange af dem tvivlede på, at der stod guder bag alt i naturen, og de mente, at ting slet ikke kunne ske af sig selv. Solen behøvede altså ikke en gud for at lyse, den var i stedet lavet af et selvlysende stof. 
De græske filosoffer diskuterede Solen. Diskussionen var hel teoretisk, for Solen lå alt for lang væk til, at man kunne føle på den, og grækerne havde ikke instrumenter, som de kunne studere den med. 
Solen var et lysende himmellegeme: en rund kugle eller skive, som bevægede sig rundt om Jorden på et døgn. De fleste filosoffer mente, at Solen var lille, og at den svævede lige over skyerne. Filosoffen Anaxagoras kom i fængsel, da han påstod, at Solen var større end halvøen Peloponnes. 
Når menneskerne så på himlen kunne de se Solen, Månen og stjernerne. De syntes at det hele bevægede sig rundt om Jorden. Dermed var Jorden i centrum for hele universet. I dag kalder vi dette syn for det geocentriske verdensbillede. (Geocentrisk betyder “Jorden i centrum”.)
En af de vigtigste personer, som støttede det geocentriske verdensbillede var filosoffen Aristoteles. Det kom til at betyde rigtigt meget at han støttede det geocentriske verdensbillede. Hans ord havde stor betydning, både i hans egen tid og i de århundreder som kom efter ham. Efterhånden begyndte mange at tro, at Aristoteles´ ord måtte være sande. 
I modsætningen af Solen og Månen, bevæger planeterne sig ikke støt og roligt i forhold til stjernerne. Én gang om året standser planeterne Mars, Jupiter eller Saturn op på himlen, bevæger sig lidt bagud nogle måneder, for så at vende og bevæge sig fremad igen. Og denne bevægelse var virkelig svær at forklare, hvis Jorden virkelig befandt sig i universets centrum. 
Filosoffen Aristoteles forsøgte at løse problemet ved at lave et kompliceret system, hvori planeterne ikke bare bevæger rundt om Jorden, men også bevægede sig i små baner rundt om deres egen bane. I det 2. århundrede e.Kr. havde astronomen Ptolemæus opdaget, at dette ikke var nok til at forklare planeternes bevægelse, og han lavede sin egen udgave af Aristoteles´ teori. Resultatet var meget indviklet, så han selv indrømmede, at universet umuligt kunne være sådan. 
Selv om de fleste filosoffer godkendte Aristoteles´ syn, fandtes der enkelte som var uenige. Aristarch fra Samos, mente at det ikke var Jorden, men Solen, som befandt sig i universets centrum, og at Jorden og de andre planeter bevægede sig rundt om den. 
Aristoteles havde påstået, at Solens overflade var glat, hvid og perfekt. Men i år 300 f.Kr. så astronomen Teofrastos fra Athen noget mærkeligt på Solens overflade. Han så små, sorte pletter. Dette er en af de første betragtninger af solpletten, som vi kender til. Og den var vigtigt. For hvis Solens overfalde havde pletter, kunne den umuligt være perfekt, sådan som Aristoteles påstod. Men ingen brød sig om Teofrastos´ betragtninger. Og selv om vi i dag ved, at solpletterne faktisk eksisterer, var det tilhængerne af Aristoteles som vandt diskussionen om Solen. 

4d92fb4b7356430032011.jpgAristoteles 
4d92fb77161af30032011.jpgAnaxagoras
4d92fc9ecbb9630032011.jpgPtolemæus
4d92fbefd3f9730032011.jpgAristarch



Moderne solforskere 

I dag studeres vores egen stjerne som aldrig før, og med stadig mere avancerede instrumenter. Solens teleskoper svarer helt til de teleskoper, man betragter stjernerne med. Solen ligger ganske nær os, derfor kan vi se detaljer, som er umuligt at se på stjernerne. 
Over solteleskoperne ligger den tykke atmosfære, som altid er uklar at se igennem, og som ofte danner tykke skyer. For at få et virkelig god forhold må et teleskop flyttes op i verdensrummet, hvor der ikke findes nogen forstyrrende atmosfære. En stor fordel ved at betragte det fra verdens rummet er, at teleskopet også kan betragte ultraviolet stråling og røntgenstråling, som Solen udsender store mængder af. 
Alle billeder af Solen, er blevet optaget med solteleskoper på Jordens overflade eller af satellitter i bane omkring vores klode. Der bliver taget nærbilleder med en rumsonde af næsten alle solsystemets planeter, deres Måner, kometer og asteroider. Solen er kun blevet besøgt af én rumsonde, og den var passeret mange millioner kilometer derfra. Amerikanske forskere har foreslået, at der sendes en sonde direkte ind i Solen. Solen er det vigtigste i solsystemet, og derfor ville det være meget interessant at sende en sonde dertil. En vigtig årsag til at dette endnu ikke er gjort, er at Solen er for varm. Hvis en sonde skulle passere lige hen over Solens overflade, skulle den kunne tåle temperaturer, som får de fleste metaller til at smelte. 
En sonde der bliver direkte sendt ind i Solen, ville løse mange af Solens mysterier og det ville sikkert opdage ting, som vi ikke engang kan forestille os i dag.  


 
Panel title
Antal besøg: 14330

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,0980689525604sekunder