psykisklidelse - min historie
 

psykiske lidelser samt sorg og krise

Der findes et hav af psykiske lidelser, den mildeste grad er vel en lille depression, men hvad er værst? At være den ramte eller at være pårørende. Jeg vil vove at påstå at det er lige slemt, at være pårørende til en psykisk syg er også en psykisk lidelse, eller kan hurtigt blive det.

Skizofreni, angst, borderline og ikke mindst bipolar lidelse, som er en sygdom der fremkommer i min familie.

Jeg begyndte at interessere mig for emnet efter min datter, på dengang 22 år fik stillet diagnosen bipolar.  Sikke et chok det var at få en sådan besked. Ikke mindst fordi der ingen hjælp er at hente nogen steder for forældre/pårørende når diagnosen er stillet. Det undrer mig rigtig meget at man ikke sætter større fokus på de pårørende ved disse diagnosestillede lidelser. Pårørende har en stor indflydelse på om den syge får et godt liv fremover med den sygdom, der er blevet stillet overfor dem. Hele deres liv skal nulstilles og opstartes på ny, alting forandres og det bliver bestemt ikke lettere bare fordi man nu har fået stillet en diagnose. Det skal lige med at min datter gav samtykke til at jeg fik lov at blive informeret om alt hvad der havde med hende at gøre. Alligevel følte jeg at de på Bispebjerg hospital havde mundkurv på. Jeg fik en følelse af at der var nogle mennesker der havde taget min datter til fange og nu prøvede at hjernevaske hende. Det lyder måske lidt voldsomt, men til tider var det som om hun havde fået helt nye identitet, holdninger og hendes tankegang var også meget fjern den jeg kendte. Jeg havde svært ved at besøge hende, da jeg bor i Sønderjylland og er alene med to mindre børn, så alting foregik pr. telefon. En gang under indlæggelsen, da der var foregået en voldsom hændelse med en anden patient, var min datter blevet meget angst efterfølgende. Hun turde ikke sove og personalet var åbenbart blevet enige om at for at hun kunne få ro, ville de indlægge hende på den lukkede afd. Da min datter ringede for at fortælle mig det, var det en meget kort samtale og kun lige information om hvorfor. På den lukkede afdeling har patienter ikke lov at have deres mobil eller anden form for kontaktmulighed med sig. Det anede jeg ikke noget om. Og i de mange timer hvor hun var indlagt på den ”lukkede”, hørte jeg intet. Alle de tanker der gennemgik mit hoved, den frustration om hvor slemt er det her, hvad foregår der, osv. Jeg var ved at blive skør i den tid hun var indlagt. Alle de bebrejdelser man gør sig, det er frygtelig selvudslettende. Men efterhånden som medicinen hjalp hende og hun kunne begynde at blive sluset ud i den virkelige verden kunne jeg få mere besked. Jeg søgte på internettet for at finde svar, for at finde bare en lille sætning jeg kunne bruge, men der var ikke noget brugbart. Jeg fandt en hjemmeside ”Bedre Psykiatri” hvor pårørende havde mulighed for at skrive ind og hjælpe hinanden. Jeg var så super glad, indvendig jublede jeg af glæde. Endelig var der nogen der måske ville høre på mig og give mig nogle svar. Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg virkelig regnet med at nu var jeg redet. Men verden ser anderledes ud. Der gik over en mdr. før der var nogen der skrev til mig, og det var ”bare” en af de medarbejdere som arbejder indenfor ”Bedre psykiatri” Han kunne måske hjælpe mig skrev han, jeg skulle bare skrive en mail hvor i landet jeg befandt mig og min adresse, så han kunne sende mig noget materiale. Det er ikke så godt at bo i Aabenraa, for der findes intet hjælp i nærheden, så han anbefalede en psykolog så jeg kunne få lidt værktøjer til at kunne håndtere de mange frustrationer. Materialet han fremsendte var meget sparsomt lige inden for det område jeg havde brug for. Men det var da bedre end intet. Og så var der da én der bekymrede sig om mig! Jeg fik en tid hos en psykolog igennem min læge. Og første gang jeg var der, ville han vide hvad jeg kom for. Jeg fortalte kort om min datter, og han måtte indrømme overfor mig at han kun vidste meget lidt om sygdommen bipolar. Så jeg ”underviste” ham i det resten af den time. Min umiddelbare tanke efterfølgende var vel nok at jeg da fik sat ord på en del af alle frustrationer, så det var jo en vellykket samtale, men da jeg ankom næste gang, var vi præcis det samme sted. Jeg kunne ikke fortælle mere og psykologen vidste ikke mere end sidst jeg var der. Jeg konkluderede at jeg var ”klogere” på det punkt end ham og hans interesse for at indhente materiale for at kunne hjælpe mig var der ikke, så jeg afsluttede samtalerne. Jeg stod ude på gaden og så tog jeg en dyb indånding. Jeg blev klar over at det her var en kamp jeg selv måtte kæmpe. Mine tanker kørte hele vejen hjem, ”hvad ville være den bedste løsning for mig, for min datter men også for de to drenge der sad hjemme og havde et stort behov for en nærværende mor. Jeg blev enig med mig selv om at den eneste jeg kunne tale med det om, var min datter. Så jeg ringede til hende og fortalte hende at nu skulle vi hjælpe hinanden og samarbejde, fuldstændig med åbne kort. For hvis jeg skulle være i stand til at hjælpe hende, så havde jeg brug for hendes hjælp til at forstå og udvikle. I starten gik det rigtig godt, hun virkede glad for at kunne gøre noget for mig også, men til tider stillede jeg nok for store krav og det udløste vrede og sikkert også modvilje fra begge sider vi følte det sikkert som et angreb ind imellem og tingene blev sikkert også sagt og gjort forkert. Det endte ofte med at vi udviklede en fælles skyldfølelse, ingen af os ønskede jo ikke at den anden skulle blive såret, men det skete bare. Sådanne situationer havde vi rigtig mange af, men efterhånden har jeg/vi lært hvordan jeg/vi skal takle det, selvom der stadig sker små misforståelser, så føles det som om vi har et godt samarbejde. Der er nu gået et år siden diagnosen er stillet. Et helt år, hvor vi havde kunnet miste hinanden pga. misforståelser og uvidenhed.

Vi har været heldige at vi evnede at komme igennem det, ikke fordi jeg mener at kampen er slut, for det er den bestem ikke. Vi har bare lært at håndtere flere af de opgaver vi bliver stillet overfor. 

Mine store spørgsmål er:

Hvorfor har vi ikke et bedre system i forhold til hjælp, til pårørende? 

Jeg har aldrig fundet svaret, jeg tror ikke der er noget svar på dette spørgsmål.

Hvor meget betydning er der i at have sine kære med sig under et sygdomsforløb, også dem der varer resten af livet?  

Det har jo en kolossal stor betydning, det er vores nære venner og familie vi støtter os til, det sociale som vi har brug for. (Marslow) Hvis de går i stykker bliver vi endnu mere syge.

Hvad kan vi som pårørende gøre for at hjælpe?

Forståelse og accept er en stor og vigtig del i den proces.

*Hvor mange danskere lider af psykisk sygdom?

Der findes ingen præcise tal for, hvor mange danskere, der lider af en psykisk sygdom, men beregninger viser, at op mod 20 procent af den danske befolkning har en lidelse af ikke-psykotisk karakter i løbet af et år.
Antallet af depressionsramte i 2009: Mindst 250.000 personer

Antallet af psykiatriske indlæggelser i 2008: 42534 personer
Kilde: Danske Regioner, marts 2009, og Det Psykiatriske Centrale Forskningsregister

De lange ventelister

Pr. 1. marts 2009 stod 2.629 børn og unge med et akut behov for undersøgelse eller behandling på venteliste til børne- og ungdomspsykiatrien.
Pr. 1. marts 2009 stod 4.334 voksne med et akut behov for undersøgelse eller behandling på venteliste til voksenpsykiatrien.
Kilde: Danske Regioner, marts 2009

Hvad kunne være en god løsning på, at få det bedste til at ske i en god behandling til en psykisk syg?

Jeg kan jo ud fra egen erfaring, sige at der mangler rigtig meget pårørende politik på dette område. De pårørende kan hjælpe den syge rigtig meget, hvis begge parter ønsker det. Men ofte bliver man som pårørende skubbet væk og en pårørende der ikke forstår at håndtere det skub, vil sjælden forsøge igen, alt sammen pga. uvidenhed. På den måde bliver den syge meget mere ensom og derved også mere syg.

 

 

Hvilke konsekvenser kan der være hvis pårørende ikke har del i den syges sygdom, og derved ikke kan støtte den syge?

Den syge kan hurtigt føle sig forkert og uelsket, dette medfører ofte til selvmordsforsøg og det lykkes også for nogen.

Hvilke muligheder har pårørende for at få støtte i Danmark?

Der er i dele af Danmark oprettet selvhjælpsgrupper som man kan blive tilknyttet til. Og der er mulighed for pårørende at få 10 samtaler hos en psykolog, ellers er der ikke meget andet at gøre end at søge information selv og prøve sig frem med erfaring. Der er skrevet en del bøger man kan købe ved boghandlen eller låne på biblioteket. Jeg har erfaret at der også kan være foredrag rundt omkring i landet som man kan melde sig til. Det er bare ikke så godt at bo i det sydligste Sønderjylland, for der er der næsten intet at hente for pårørende.

Det er skræmmende at tænke på, hvor mange penge kommunen ville kunne spare ved at have hjælp og samarbejde fra pårørende og der hvor de sparer er at sætte fokus på pårørende politikken. Jeg taler meget ud fra erfaring i min opgave, og vil så også lige tilføje, at ud fra de ting jeg er begyndt at se, høre og læse kan se at det er et stigende problem, der er rigtig mange unge og børn der lider under at have en eller anden form for psykisk lidelse. Det undrer mig at der ikke er skabt meget mere fokus på området Psykiatri, kan det virkelig passe at det i vores tid, 2010 stadig er et tabu? At vi er bange for at tale om det? At vi intet aner om det og ikke ønsker at indhente viden omkring det? Ja, det kan passe. Jeg har aldrig kendt en, der ønskede høre om hele mit forløb med en psykisk syg datter, en datter der udad til ser fuldstændig ud som alle andre og er meget velfungerende og studere jura på KBH universitet, smuk osv.. Det hele virker jo lidt forkert, så det er bedre at vi ikke kommer ind på det. Vi taler ikke om det, men holder bare masken med et stort smil… Min datter har været syg siden hun var 14 år, hverken læger eller psykologer gennemskuede det jeg allerede dengang kunne se. Når jeg kom ind på emnet bipolar, som jeg kendte pga. jeg er vokset op med en mor der har det, blev jeg afvist og fik beskeden, på en pæn måde. Mødre er jo ind imellem lidt hysteriske og specielt med teenager piger. Derfor skulle man jo ikke male fanden på væggen og de kunne kun indformere mig om at min datter ikke fejlede noget andet end hun var en ægte teenager. Og det sagt med et lille skælmsk smil…

Åh.. ja, man undrer sig over mange ting og man skal bestemt ikke regne med der er nogen svar at hente nogen steder fra. Man må selv finde svarende og det giver mange lussinger til alle parter. Vi har mistet familiemedlemmer som stod os meget nær, nogen som man aldrig havde kunnet tiltro ondskab. Pludselig skete det så bare og der hvor man havde det største behov for støtte, da var der ingen. I stedet skulle man til at forholde sig til at der også var et tab af netværk oveni at barnet pludselig blev bevidst om sin sygdom og også handlede derudfra. Man tror at en diagnose giver ro i sjælen, for den kan man behandle og så bliver alting endelig godt. Sådan var min umiddelbare reaktion da min datter ”endelig” fik en diagnose. Selvfølgelig var det blandet med sorgen i at ens barn virkelig var syg, men også en lettelse, nok mest lettelse. Jeg er sikker på at der er mange pårørende der har gennemlevet det samme som jeg, og jeg vil i fremtiden kæmpe for at der vil blive sat mere fokus på pårørende politikken. Jeg er stadig ikke helt klar over hvordan jeg vil gøre det, men jeg plejer at kunne finde løsninger når jeg ønsker det.

 

 
Panel title
Antal besøg: 82

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,47696995735168sekunder