Ridder af Dannevirke - historien

tilbage til menuen


Valdemar Sejr              

Valdemar Sejr


Konge af Danmark

Regerede

1202-1241


Ægtefælle


Margrete (Dagmar)
Berengaria

Børn

*Niels Valdemarsen

Far

Valdemar 1. den Store

Mor

Sophia af Minsk

Født

28. juni 1170

Død

28. marts 1241[1]

Begravet

Ringsted Kirke

Valdemar Sejr (Valdemar 2.), søn af Valdemar 1. den Store, dansk konge fra 1202-1241. Han efterfulgte sin broder, Knud, der døde barnløs. I 1188 blev han hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under Knud og også under Valdemar Sejr. Først erobrede han Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg.


Korstoget til Estland

Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen ville således hellere færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland således at Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde på bekostning af den danske konge.

Med i korstoget var også Johanniterordenen, som siden omkring 1130 havde haft pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner. Ganske vist med et hvidt kors, der opdelte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange felter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe ser ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner.

I 1217 sendte Valdemar sin nevø Albert af Orlamünde til Estland i håb om at erobre Øsel. Vinteren 1218/19 var streng nok til, at man kunne sende styrker fra Riga over isen til Estland. Ekspeditionen fik i eftertid tilnavnet Det kolde korstog. Sværdbroderordenen, tyske korsfarere og nyomvendte letlændere og lithauere begav sig i vinternattens mørke over isen til Suntaken og derfra over land til Reval. Frosten og den bidende vind fik ansigtshuden til at slå sprækker og falde af. Mange forfrøs næse, hænder eller fødder i løbet af natten. Om morgenen satte de i fortvivlelse ild til den første landsby, de fandt, for at få varmen, og tilbragte de næste dage med at plyndre og dræbe hedninge, hvorefter de jagede krigsfanger og kvæg ud på isen ved Reval og gik tilbage til Riga med byttet. I løbet af sommeren 1219 kom Valdemar selv. Hvis det passer, at han medbragte 1.500 skibe, har han også mobiliseret stormændenes private styrker. Ærkebiskop Sunesen fulgte også med. Danskerne rejste nu borgen, der blev kendt som Danskeborgen, som på estisk blev til Tallinn. Esterne mødte nu frem hos Valdemar, og overgav sig til ham og kristendommen. Rørt gav Valdemar dem store gaver, mens biskopperne døbte dem på stribe. I virkeligheden drejede det sig om en krigslist, for esterne vendte tre dage senere tilbage og overfaldt de danske styrker, der sad ved aftensmaden og blev så overrumplede, at de kun blev reddet fordi Vitslav af Rügen havde stået gemt under klitten med sine ryttere og fik drevet esterne på flugt. Danskerne og de tyske vasaller forfulgte nu de flygtende og skal have dræbt mere en tusinde af dem. Der blev afholdt en takkegudstjeneste, før Valdemar tog hjem. For sikkerheds skyld blev biskopperne tilbage med en troppestyrke, der "hele året kæmpede mod Revals beboere indtil de endelig modtog dåbens sakramente". [2]

Arven efter Valdemar Sejr

På grund af sine mange erobringstogter fik han tilnavnet "Sejr". Alle erobrede områder undtagen Estland gik imidlertid tabt igen allerede i hans egen tid efter konflikten med Grev Henrik. Som sin far søgte Valdemar Sejr at sikre den kongelige arvefølge ved at få kronet sin ældste søn til medkonge, og de andre sønner fik hver et landområde i arveligt len. Dette medførte en svækkelse af kongemagten og indeholdt kimen til den tronkamp, som sønnerne udkæmpede efter hans død. I 1205 giftede Valdemar Sejr sig med Dagmar, datter af Ottokar 1. af Böhmen (Tjekkiet). Hun var ifølge traditionen elsket af befolkningen. Hun døde i 1212 og "hviler udi Ringsted". På sit dødsleje skulle hun efter overleveringen (folkevisen) have forsøgt at overtale Valdemar Sejr til at ægte Karl af Rises datter, Liden Kirsten og ikke den "beske blomme", Bengerd, som hun kaldes i folkevisen. I 1214 giftede Valdemar Sejr sig alligevel med Berengaria, der var datter af kong Sancho I af Portugal. Hun blev moder til Erik, Abel og Christoffer.

 

 
Panel title

© 2017 Copyright

Antal besøg: 158

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,70466589927673sekunder