|
Det kan sagtens lade sige gøre at flytte en hund til nye omgivelser, hvis hunden er sund og rask, og du tager højde for den tid, det tager at vænne hunden til det nye sted. De fleste hunde er meget mere afhængige af deres flok - altså familien - end de er af deres territorium. Derfor er det lettere at flytte hunden til en ny bolig end til en ny familie. Men en god og alsidig miljøtræning, da hunden var hvalp, gør alting lettere.
Hvis det nye sted indeholder påvirkninger, som hunden ikke har oplevet før, kræver det mere træning, end hvis hunden har stiftet bekendtskab med disse ting tidligere.
Inden du flytter, er det vigtigt at lægge mærke til følgende i de gamle omgivelser:
Hvor sover hunden?
Hvor hviler den sig, når familien er hjemme/er ude?
Hvor spiser den?
Hvilke morgenrutiner har den? Når familien vågner, på morgenturen, spisning osv.
Hvordan forlader familien hunden, og hvordan opfører den sig?
Hvordan kommer familien hjem, og hvordan opfører hunden sig?
Hvordan er dagsrutinen generelt?
Hvordan er dens fortrukne tissested? Græs, grus, asfalt, ude, hjemme, med eller uden snor?
Hvordan er dens foretrukne "lortested"? Græs, grus, asfalt, ude, hjemme, med eller uden snor?
Hvordan er de daglige gåture? Med eller uden snor, legekammerater, omgivelser (dyr, trafik eller lignende)
Hvordan er omgivelserne? Støjniveau, biler, børn, dyr, skraldemand og -spand, postkasse og lignende.
Hvordan er omgivelserne i forhold til den foretrukne opholdssted, når den er alene?
Gør de samme overvejelser omkring det nye sted og tilpas indretning og rutiner, så de ligner hinanden så meget som muligt. Tag også hensyn til hundens behov, når du skal vælge den nye bolig.
Brug mindst en uge på at gøre hunden tryg i sine nye hjemmeomgivelser. Hvis ændringerne i rutinerne/omgivelserne er meget store for eksempel fra et stort hus i meget rolige omgivelser, hvor det eneste der sker er, at postbudet afleverer brevene i en postkasse ved vejen og skraldebilen kommer en gang om ugen, til en lille lejlighed på 2. sal, hvor børnene løber op og ned ad trappen, brevene kommer ind ad døren, og trafikken drøner forbi vinduerne, skal du nok regne længere tid til "alene hjemme træning".
Uanset hvilke forskelle der er på det gamle og det nye sted, så lad ikke hunden være alene hjemme, før de kendte møbler er på plads, og den har "genfundet" sine hvilepladser. Selvom du ikke mener at have behov for at lade hunden være alene i flere timer, er det en god ide, at lære den det alligevel. Den dag, der er behov for det, er der sikkert ikke tid til at træne det først. Og den træning kan godt tage lang tid.
Start med at lade hunden være alene i et andet rum i en meget kort periode, som da du trænede hvalpen. Hvis den viser uro, skal du gøre perioden kortere eller flytte træningstidspunktet til efter en god tur, hvor hunden er træt. Gør langsomt perioderne længere. Når dette går godt, kan du gå videre til næste punkt.
Lad hunden være alene hjemme i en meget kort periode. Gå for eksempel ud med skraldespanden. Hvis hunden viser uro, skal du gøre perioden kortere eller flytte træningstidspunktet til efter en god tur. Gør langsomt perioderne længere.
Når hunden viser den "gamle" adfærd, inden den bliver forladt, kan den målrettede træning afsluttes. Vær dog opmærksom på unormale tegn, når du vender hjem. Nogle steder bliver skraldespanden for eksempel kun tømt hver 14. dag. Eller måske er græsplænen blevet slået med en larmende motorplæneklipper. Dette kan have resulteret i en iturevet avis eller det, der er værre, hvilket er tegn på at hunden har været urolig. Husk, at det ikke er hundens skyld! Det er træningen, der har været for dårlig. Find årsagen og træn med langsom tilvænning på netop den påvirkning, der har gjort hunden usikker.
© 2023 Copyright