Sidsel Stories - Mørkets Kammer
Mørkets Kammer
Forår 2007

Denne historie begyndte ganske godt, men jeg kom til at planlægge alt muligt "epic shit", som kvalte historien før den overhovedet kom ordentligt i gang.

Den handler om en ung kvinde der hedder Scarlet, som hader sit job men ikke kan tage sig sammen til at sige op. Hun opdager en organisation ved navn MKO, som fortæller det naive pigebarn om Mørkets Kammer, og de kræfter det giver folk.

Den er en del mere moden end Phoenix, men er alligevel ret sjov - ofte af de forkerte årsager.

Her er den så.
Have fun!


                                     1

På arbejde 


Elevatoren kørte med 300 km/t, på vej ned i 283 kilometers dybde. Der gik cirka 10 sekunder, så var hun ved den etage hvor hun fik sin dragt. Selvom det var en meget hurtig opbremsning, var det alligevel komfortabelt at sidde i elevatoren. Det specielle tryk i en Pressure Elevator, gjorde jo at man ikke mærkede det ellers enorme tryk, både op og ned, som man ville føle i en gammeldags elevator. En vidunderlig opfindelse, efter hendes mening. Hun trak i den stramme beskyttelsesdragt. Den var til gengæld meget ukomfortabel. Hun steg igen ind i elevatoren. De automatiske døre smækkede efter hende, og maskinen satte i gang. Et par sekunder efter var den igen oppe på 300 km/t. Det tog ca. 1 time at komme ned på sektion 468. Den der var længst nede i jorden. Da hun kom ned, var der nu 30 minutters gang, indtil hun kom til sin arbejdsplads. Hun gik alene i de lange underjordiske gange.

Tænk hvor slemt det ville have været før i tiden. Uden ordentlige vægge, kun klippen. Men de her skinnende metal vægge er jo også luksus. Jeg er meget taknemmelig over at de er jordskælvs sikre. For ikke at være meget varme resistente osv. Selv om der er god belysning og det hele, så er det alligevel ikke rart at gå alene. Bare jeg var sammen med George. Så ville det være som i paradis, ligegyldigt hvor vi var henne… Der er ikke engang noget at lave hernede. Jeg kan jo ikke engang lave lidt matematik, der ville give mening… Diana ville sikkert bare øve lidt kamp eller sådan noget, men hvad ville det nytte for mig? Vi mennesker vil da også hele tiden have noget at lave. Vi er blevet så dårlige til at kede os. Jo mere vi opfinder.

 

Hun nåede endelig sin arbejdsplads. Et gigantisk bor var i gang med at skabe en endnu længere tunnel. Hun gik hen til en lille, buttet mand.

”Godmorgen John. Hvad er vi i gang med?” Manden gav et lille spjæt fra sig, og vendte sig mod hende.

”Ah Scarlett! Du forskrækker mig hver dag. Og jeg bliver altid sindsoprevet af din skønhed.” sagde John.

”Drop det. Jeg er her for at arbejde, ikke for at høre på dine skønheds komplimenter. Som jeg spurgte om før, hvad er vi i gang med?” Den lille mand gav et lille suk.

”Vi borer bare som vi plejer, og når vi finder noget skal vi nok give dig besked. Gå du over og kik lidt på planerne smukke.”

Hun forlod John, og gik bestemt hen imod The Underground Office. Hun kom ind, og så det hun plejede. Et pragtfuldt kontor, med de seneste designer stole og borde. På hendes bord, (hvor et skilt, som hun var meget stolt af, med navnet ”Scarlett Woods” stod med ”guld” bogstaver) lå et Cyber Board med arbejdsplanen på. Hun kikkede på den. Det var John der havde lavet den. ”Vi borer 180 meter ind i klippen, indtil vi er 5 meter fra det ukendte område.” Stod der. Hun rettede 180 til 250, og derefter holdt hun øje med arbejdet.

 

Sidst på dagen, var de nået 15 meter ind. Klokken 23.30 fik hun fri. En udmattende dag. Hun var faldet og slået hånden, så en læge måtte kikke på den. Der var heldigvis ikke sket noget med den, bortset fra en hudafskrabning og et flot blåt mærke. Hun kørte op i elevatoren. Nåede til dragt etagen. Kørte videre op. Kom ud i den kolde natteluft. Hun gik mod parkeringspladsen.

Det var en uudholdelig dag. Nu skynder jeg mig bare hjem og laver mig en lille mad. Nogle gange overvejer jeg virkelig at sige op… Det er 1 af 10 gange det er godt… Der er ingen der rigtigt forstår hvordan jeg har det. Jeg er klog, og de fleste syntes også, at jeg er smuk, og så er jeg havnet på den helt forkerte arbejdsplads… Nåh, det må jeg overveje senere, for nu...

Nej, det er løgn!

Hendes bil var der ikke. Der var et ret godt sikkerheds system. Men det var ikke umuligt at stjæle en bil. Hun greb sin mobil (en gammel model, Facci 7840), og trykkede på 3, som hendes søsters nummer var linket til. Den ringede.

”Tag den nu, for helvede…” Der gik 6 bib, før Diana tog sin mobil.

”Hallo, det er Diana.” Lød det.

”Hej Dia, det er mig. Hør, kan du… Nej det var dig der skulle købe ind til middag på onsdag. Vel kan jeg ej gøre det på vej hjem! Diana, kan du ikke komme og hente mig? Min bil er forsvundet!”

”Nåh! Jo… Hvor er du? Nåh, ja det siger jo sig selv. (Scarlett blev utålmodig. Det var koldt, og absolut ikke sjovt at stå ude på parkeringspladsen.) Jeg kommer om et split sekund.”

Diana lagde på. Der gik 10-15 minutter, før hun kom i sin gamle skrotbunke, (Earth Ranger fra 2008, som de hun desværre havde arvet fra sine forældre) og hun stødte lidt ind i muren. Det kunne Scarlett høre. Diana trillede ind på parkeringspladsen.

 

Diana Woods, er Scarlett Woods’ store søster. Hun er 23 år gammel, har kort sort hår og, som en Woods, blå, lidt violette, øjne. Hun er nogle gange lidt impulsiv, men hun er ikke dum. Hun går til Kickboxing, har sort bælte i Karate og brunt bælte i Judo, så hun er en hver mands frygt, som nogle siger, men hun er ikke aggressiv. Sød og meget forstående, det er hvad hun er. Som hun selv siger, så bruger hun kun sine færdigheder til forsvar. En cool kvinde, som aldrig har bekymret sig om mode, makeup, parfume og g-streng.

 

Diana kørte forbi Scarlett, og stoppede, ikke som planlagt, 3 meter fra hende. Hun bakkede lidt. Vinduet blev rullet ned.

”Hej søs! Er øsen stukket af?”

”Whatever…”

Scarlett satte sig ind i bilen.

”Det ser ud til, at jeg er afhængig af dig, indtil politiet finder min bil, eller jeg får en ny. Hvilket sikkert godt kan tage tid.” Sagde hun.

”Det er helt ok! Jeg har ikke travlt for tiden.”

”Jeg ringer lige til politiet…”

De kørte hurtigt af sted fra parkeringspladsen. Da Scarlett havde ringet, kørte de et stykke tid, uden at tale til hinanden. Diana ville så gerne sige noget.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til hende… Har jeg noget at sige…? Hm… Nåh jo! George!

”Scarlett for resten, George er flyttet ind hos mig!” Sagde hun så. Det gav et lille sæt i Scarlett.

”Virkelig!? Hvordan!? Hvornår!? Hvorfor!?”

”I går! Jeg er jo stuntkvinde og han er skuespiller! Han blev smidt ud af sin lejlighed, fordi nogle andre ville flytte ind i den, og de kunne betale mere. Men du skal ikke komme og bo der, du flipper bare ud over rodet!”

 

En halv time senere, blev Scarlett sat af ved sin lejlighed. Hun lavede en kedelig leverpostejs mad, børstede tænder og gik i seng. Men hun kunne ikke sove, lå bare og kikkede op i loftet. Tænkte over sin dag. Alt for lang, og alt for kedelig. Måske skulle hun bare sige op? Begynde på en frisk, et nyt sted? Men hvor?

 

Næste dag på arbejdet, blev ikke bedre end den sidste. Hun blev mere og mere sikker på, at hun ville sige op.

”Scarlett, pas dog på!” råbte én af hendes kollegaer, der vandrede rundt med en stor kasse, og Scarlett blev skubbet hen imod boret. Hendes nøgler, som hun altid ville have med sig, røg ud af de varmesikrede lommer, blev svitset af varmen og forsatte hovedkulds ind i boret.

Nej!” råbte hun.

”Det… Det må du undskylde…”

”Du kunne godt have tænkt på hvad konsekvenserne ville være, før du skubbede mig!”

”Undskyld…”

Endnu en trættende dag var på dens værste midtpunkt. Alt var kaos. Folk løb rundt som hovedløse kyllinger, og ingen tog hensyn til hinanden. Endnu en af grundene til at komme væk, fra det som folk tillod sig at kalde for en arbejdsplads.

 

2

Kærligheden blomstrer


Scarlett stod endnu engang på parkeringspladsen. Igen kom den halv-smadrede Earth Ranger nullene. Stoppede 4½ meter fra hende og bakkede. Vinduet blev rullet ned.

”Woods taxi-service til tjeneste!”

Scarlett satte sig ind.

”Diana?”

”Hva’ så søs?”

”Jeg siger det bare lige ud, mine nøgler er ret smadrede…”

”… Hvor vil du hen med det?”

”Du ved… Min snedker siger, at min nøgle er forældet og at min lås også er… Så jeg kan faktisk ikke komme ind med en ny, om så jeg fik lavet tredive præcise kopier. Og indehaveren ville alligevel af med mig, så jeg kan nok ikke komme tilbage dertil…”

”Så, du vil bo hos mig?”

”… Ja… Hvis det er ok…”

”… Tja… Det er vel ikke umuligt… Du skal bare bidrage med penge og sådan…”

”Ja, ja! Bare jeg kan bo hos dig!”

”Det… Kan du godt…”

”Tak Dia! Du er bare den bedste, søster!”

Scarlett rakte hen, og gav søsteren en kram. Resten af turen forløb i stilhed. Scarlett havde på fornemmelsen, at Diana ikke var så vild med at skulle have hende boende.

 

10 minutter senere ankom de til Dianas hus. Et forstads hus, med en ikke så velplejet have. De gik hen af fliserne, som destinerede vejen til hoveddøren. Diana indtastede sin kode på Recognizeor’en og åbnede døren. Entreen var meget kedelig. Der var ingen billeder, eller nogen anden form for dekorationer. Kun en masse knager, til tøj. I det hele taget, et meget kedeligt hus. Bortset fra rodet, som Scarlett ikke kunne holde ud. Diana hang sin windbreaker på en knage.

”Bare hæng den ting du kalder en frakke her.” sagde hun. Scarlett gjorde som hun sagde.

”Kom med mig ovenpå, så finder vi et værelse…”

Scarlett fulgte med. Der var kun to døre oppe i gangen. Én til højre og én til venstre. Hun fandt senere ud af, at den til højre, var til et toilet. Diana åbnede den venstre. De eneste ting der var, var en seng, en madras på gulvet, et skab, en kommode, et skrivebord inklusiv computer og en masse kampsport plakater.

”Der er ikke så meget at vælge imellem, men vi vækker lige George og finder ud af tingene.” sagde Diana.

Hun gik hen og puffede hårdt til en skikkelse, der lå i sengen.

”Av!” sagde George.

”Ja, ja, av, av… Vi skal lige finde ud af hvor vi skal sove, for Scarlett skal også bo her nu.” forklarede hun.

”Nåh, ok. Fair nok.” sagde han træt og satte sig op i sengen.

”H-Hej Geo… George...!” stammede Scarlett.

Diana gik hen og satte sig på sengen. Scarlett fulgte ikke med. Hun var som frosset til stedet.

”Jeg tænkte, at jeg sover i sengen, efter som jeg tit sparker meget med benene, som jeg fandt ud af i nat, og så sover i to på madrassen. Er det ok?” Diana.

”Fint med mig.” sagde George.

Wauw, så skal jeg sove ved siden af Scarlett… Hun er skøn! Klog, sød og endda også smuk… Høj og slank… Og fantastisk rødt hår… Jeg kan virkelig godt lide hende! Bare hun tænker det samme…

”O-Ok…!” sagde Scarlett.

Oh! Så skal jeg sove ved siden af George! Mit livs kærlighed! Han er så sød, og dejlig! Ikke særligt høj, uglet brunt hår… Amor har ramt plet!  Bare jeg nu ikke gør et eller andet sygt… Og bare han også kan lide mig!

 

George Davies, er 24 år gammel og er ekstremt forelsket i Scarlett. Han er ikke særligt høj, har kort brunt hår, er i ok form og er skuespiller. Slet ikke nogen stor kendis. Er altid sød imod andre og er god til at lytte. Han elsker at sidde og læse hele natten, indtil klokken er halv 2. Han bruger i virkeligheden kontaktlinser, men ingen ved det, bortset fra Diana, som nærmest er hans ”irriterende lillesøster”, selvom de ikke er i familie.

 

”Godt så. Så foreslår jeg, at jeg går ned og laver lidt ”frost” mad til Scarlett og så går vi alle sammen i seng. Er det godt nok? Ok.”

Diana gik ud af døren.

Jeg vil gerne lave lidt mad til min søster, imens hun sidder og nyder ”sit livs kærlighed”. De passer nu så godt til hinanden. Jeg håber virkelig, at de finder sammen! De kunne blive et fantastisk par!

Hun satte en pakke ”Kartoffel Produkter” i mikroovnen. En god omgang økologi (på ”frost”) var lige sagen efter en lang dag, mente Diana.

Jeg ved at hun kan lide både kartofler, pomfrits og kartoffelmos.

 

Scarlett sad på madrassen, med George ved sin side. Hun vidste ikke hvad han lavede, for hun havde ikke kikket på ham, siden de satte sig ned. Hun turde ikke rigtigt. Men hun vidste at Dia ville komme tilbage snart, så hun gjorde det alligevel. Han sad med dynen over benene og læste. Han havde en lidt for stor kortærmet T-shirt på, og hun kunne se kanten af et par natbukser lidt under hans hofter. Hun lænede sig lidt forover, så hun kunne se hvad han læste. Han læste: En Kvindes Erindringer. Den handlede om en ung kvinde, som i år 1991 nær var blevet dræbt af sine forældre, for derefter at flygte, trods sit forbud, til London fra Liverpool. Det var hendes yndlings bog.

”Læser du den?” spurgte hun.

”Næ, ikke rigtigt. Jeg kikker bare på bogstaver.” svarede George.

Nej! Hvor er jeg dum!

”Nåh ja! He… Hvor er jeg dum…”

”… Øh…”

Kom nu find på noget at sige til hende!

”Nej, du er da ikke dum! Du… Du tænkte dig bare ikke om…”

”Nåh… Ja, hvis du siger det!”

Dumt svar! Nåh… Øh… Bogen! Den har jeg jo læst! Det er min yndlings…

”Øh… Det er min yndlingsbog!” fremstammede hun.

”Nåh, du læst den! Ja, den er rigtig god! Jeg ved ikke om det er min yndlings, for jeg er jo ikke færdig endnu men…”

De kikkede på hinanden, uden at sige noget.

Jeg kan klare alt, selv mit arbejde, hvis der… Der sker noget mellem os …

Jeg har bare at gøre det! Gør det så! … Hvad hvis nu hun… Nej, for helvede, gør det nu!

De nærmede sig hinanden lidt. Det var nu det skulle være. De var jo perfekte sammen. Men det skulle åbenbart ikke være den dag.

”Så, søs! Her er lidt varm mad. Du kan jo ikke leve på leverpostejs madder!”

 

Senere på aftenen, da Scarlett havde spist sin mad, lå hun og George på madrassen. Hun var lige ved at vække ham, for at fortælle hvad hun følte for ham. Men alligevel…

 

3

En mærkelig dag


 Scarlett slog øjnene op. Hun lå i et bælgmørkt rum. Hun kom hurtigt på benene og så sig omkring. Der var kun mørke. Hun kunne ikke engang se sin krop. Pludselig begyndte hun at gå. Gå, ud i det rene ingenting. Der gik lang tid. 1 time måske. Der var noget galt. Det var ikke normalt, at vågne op midt om natten og begynde at vandre rundt i et uendeligt mørke. Hun fik et chok, da en rungende stemme sagde:

”Du er for bange. Du er unaturlig. Du er ikke i form. Ligegyldige ting. Syntes du. Vil du være bedre end du er?”

”JA!” råbte hun, uden egentlig at ville det.

”Jeg har meninger om alt. Jeg styrer dig. Hvordan du er. Jeg kan give dig en pludselig lyst til at dræbe. Eller begå selvmord. Og en masse andre ting. Du er blot en brik i mit spil. Du er god nok allerede. Dit svar var naivt. Jeg ville aldrig gøre dig til noget bedre. Kun til det værre. Jeg er livets små mirakler. Jeg er døden. Jeg er livet. Du vil være bedre!?”

Der kom pludselig lys. Hun blev blændet. Der var spejle overalt. Hun så sig selv i dem, eller hvad man nu kalder det hun så. Hun skælvede over hele kroppen, havde piercinger overalt i ansigtet, havde skrig pink hår og vejede ca. 180 kg. Hun skreg.

 

Scarlett satte sig svedende op. Hun så sig omkring. Klokken var 2 om natten og hun befandt sig i Dianas soveværelse. Det var en drøm! Den mærkeligste drøm hun nogensinde havde haft! Hun lagde sig svedig og forpustet ned igen.

Hvad fanden var det for en drøm!? Jeg er egentlig bange for at sove igen… Hvad er klokken mon? (hun så på uret)Fire minutter over 2? Jeg skal gå halv fem. Nåh, jeg må prøve.

Da der var gået en time, opgav hun. Hun gik ned i stuen. Tv’et var gammelt og støvet. Og det kunne kun tage underlige kanaler, med sprog hun ikke kunne, da Diana jo boede i Serraville. Men det var stadigvæk irriterende, at man ikke kunne se ordentligt tv. Hun var millisekunder fra at tænde tv’et, da hun stivnede. Det lød som om der gik noget rundt ude i haven! Hun listede hen til vinduet og trak de tunge, sorte gardiner fra. Hun fik et heftigt chok, da hun gjorde det. Der stod nogen, lige foran vinduet! Hun gav et hvin fra sig. Skikkelsen foran vinduet vendte sig om og løb, med lynets hast, igennem haven og ud på vejen. Hun kunne høre Diana komme væltende ned af trappen. Hun gik med hastige skridt imod Scarlett.

”Hvad har du gang i? Har du sangtime midt om natten?” spurgte hun søvnigt.

”D-Der var nogen ved vinduet! Jeg tror, at det var en tyv!” fortalte Scarlett forskræmt.

”Der er sgu da ikke nogen der gider at stjæle noget fra mig. Jeg ejer ikke noget nogen gider at bruge tid på at stjæle. Gå nu op i seng…” sagde Diana.

”Nej tak… Jeg bliver her…”

”Ok. Godnat…”

Diana vraltede op i seng igen. Scarlett var skræmt fra vid og sans. Først en sindssyg drøm, så én der prøvede at bryde ind. Hun ville og kunne aldeles ikke sove.


Kvart i fem, satte Diana hende af på parkeringspladsen. Scarlett kørte den kedsommelige tur ned i elevatorskakten og gik den endnu mere kedsommelige tur i metal gangene. Da hun endelig nåede frem til boret, var alt som det plejede. Desværre. Hun gik ind i The Underground Office. Der var alt også som det plejede. Endnu værre.

De var omkring 60 meter fra ”det ukendte område”, da Scarlett endelig fik fri. Hun kørte op med elevatoren og gav sig til at vente på, at Diana kom.

Jeg håber i morgen bliver bedre end i dag, for ellers siger jeg op!

Hun ventede. Og ventede. Og ventede… Hun stod der i ca. ½ time. Diana kom ikke. Bilen var sikkert brudt sammen. Hun havde glemt sin mobil derhjemme, så hun kunne ikke ringe.

Ok, nu er det nok! Jeg går!

Hun begyndte at gå. Det var måske ikke den sikreste beslutning, men det var bedre end at låne en telefon og stå og vente på en taxa i kulden. Hun havde lige rundet muren der omgav p-pladsen, da en mand kom op fra elevatoren. Han spejdede ud over p-pladsen. Han kløede sig lidt i hovedet og lagde øret til den mobil han havde i hånden, for at forklare Diana, at Scarlett var gået. Hun gik med hastige skridt hen af de mørke gader. Da hun havde gået lidt, fik hun en ubehagelig fornemmelse. Det var som om hun blev forfulgt… Hun gik hurtigere. For få dage siden, havde hun haft den samme fornemmelse, men i sin nu forsvundne bil.

Jeg skulle have ventet på en taxa…!

Hendes hjerte hamrede hurtigere og hurtigere. Hun satte i løb. Det gik rundt om hjørner, op og ned af trapper, for så at ende ved Paul Genius broen. Scarlett skred ned af den stejle, mudrede kant, for så at lande på et 1/3 meter bredt ”fortog” af mursten. Hun kantede sig af sted, indtil hun nåede ind under broen. Her var der et lille 5x6 meters areal af mursten, som hun kunne være på. Hun satte sig forpustet og skælvende op af den kolde bro. Da der var gået 10 minutter, listede hun sig hen til den anden ende af arealet. Her var en stor plads, som der om sommeren tit var middelaldermarked på, men man skulle gå 1 km, fra hvor hun var, for at nå trappen op derfra. Og hun kunne under ingen omstændigheder kravle op af skrænten igen. Hun kikkede forsigtigt rundt om hjørnet. Her fik hun næsten dejavú. Da hun kikkede, stod der én lige foran hende. Hun skreg, og fik sådan et chok, at hun mistede balancen. Hendes krop faldt lodret ned imod det kolde vand, men nåede at blive grebet af den fremmede. Han trak hende op.

”T-t-tak… Men hv-hvem er du!?”

”Rouq, 19 år, arbejder med ting som du ikke er klar til at vide.” svarede han, meget hurtigt. Han lignede også en wannabe hemmelig agent. Meget iøjefaldende var: en sort trenchcoat, der gik ham til fødderne, en sort trøje, snehvidt hår og meget lyseblå, snedige øjne. Scarlett ville ikke sådan lige give op.

”Men… Hvorfor fulgte du efter mig?” spurgte hun.

”Efter hvad jeg ved, er du en af de vigtigste brikker i spillet. Og nej, ikke et ”spil”, i det der er ved at udspille sig i denne verden.” svarede Rouq. Scarlett tænkte lidt.

”I ”denne verden”? Er der da flere?” spurgte hun, lidt ironisk.

”Når du nu er så hurtig til at regne det ud, kan jeg jo ligeså godt svare ærligt. Ja, der er to verdener til.”

Scarlett var lamslået. Hun vidste ikke om hun skulle tro på det. I denne tidsalder var alt vel muligt? Hun måtte spørge om noget mere.

”Og hvad er det så for nogle verdner?” spurgte hun.

”Det er én af de ting du ik’ kan få at vide endnu. Hvis vi havde mere tid, ville jeg sætte dig ind i tingene. Men jeg har ikke tid. Og det har du heller ikke. Der er ved at blive udkæmpet et slag imellem MKO og DSH. Ikke en krig, med våben og sådan, men… Det kan jeg heller ikke sætte dig ind i. Ville bare informere dig om, at du har en større rolle i verdenernes fremtid. Så du kan sådan set bare gå hjem til din søsters kedelige hus og sove.”

Den sidste sætning fik Scarlett til at gispe. Hun havde set Rouq før!

”Det var dig! Du var ved at bryde ind i vores hus, i morges!” gispede hun.

”Tag det dog roligt. Der er sgu ik’ noget nogen gider stjæle der. Og ja, jeg har været inde i jeres hus, men det er ikke noget du skal bekymre dig om. Jeg ville gerne informere dig om det her, men det er ikke tid endnu.” sagde han. Hun var forvirret. Hvad skulle hun sige til det? Da hun ikke kunne finde på noget, prøvede hun at spille cool. Hun skulle bare lige holde op med at hoste.

”Ved du godt at det er ulovligt at ”stalke” folk?”

”Selvfølgelig ved jeg det! Men jeg er sgu da ligeglad!” svarede han bare.

”Det er jo imod loven!”

”Det er intet, i forhold til at begå indbrud.”

Hvad!? Har du…

”Fordelt alene og med andre.”

Pludselig hørte Scarlett en velkendt stemme i det fjerne.

Scarlett!? Scarlett, hvor er du!?” lød Dianas stemme, efterfulgt af en vred mands råben (”Hvad fanden er det for en larm, midt om natten!?”). Scarlett blev helt glad, da hun hørte det.

Dia! Jeg er her!” skreg hun, så højt hun kunne.

”Nåh, det ser ud til, at det er blevet tid til at fordufte. Ses snart igen, Scarlett. Og for resten, hvor du end er, så kan jeg altid finde dig.” sagde Rouq. Han gik ud til kanten af det lille murstens areal, og tog et kæmpe spring på omkring 2,80 meter op i et firkantet hul i broens ”gulv”, som Scarlett ikke før havde bemærket, satte foden på kanten af det, satte af og forsvandt op. Hun løb hen under det og kikkede op, men nåede kun at se en skygge der forsvandt længere oppe.

Vildt…!

Scarlett!” lød det bag hende. Scarlett vendte sig og løb i armene på sin søster, der knuste hendes knogler, mere end sædvanligt, i et stort bjørnekram.

 

4

Forklaringen


Scarlett så meget frem til sin fridag, om søndagen. Om lørdagen, havde hun fortalt Diana om den mærkelige oplevelse hun havde haft. Diana mente, at det sikkert var Rouq der havde saboteret bilen, hvilket var derfor hun ikke kom, så han kunne møde Scarlett. Det var egentlig også en meget god forklaring, men de skulle jo have ny bil alligevel. Hvad nu hvis det var sandt, det med de to andre verdner? Alle de tanker svirrede rundt i hendes hoved. Hun fik slet ikke arbejdet. Men det lagde John, som jo var ”bossen” i den her afdeling, ikke nogen vægt på.

”Hun har fortjent det! Kun 2 sygedage siden sommerferien! Og så køn… Suk…” Gik han rundt og sagde, til dem der gerne ville vide det.

 

Klokken var omkring 23:40, gik Scarlett i gang med at pakke sine ting sammen. Hun så på sit skilt. Hvad holdt hende tilbage? Hvorfor var hun ikke stoppet for længst?

Der er for mange ting, der kører rundt i mit hoved… På den anden side, hvis jeg først bliver arbejdsløs, kommer der til at gå endnu længere tid, før jeg får fat i en ny bil. Og en ny lejlighed, for den sags skyld…

Hun gik igennem de metalliske gange, hen til elevatoren. Hun tog den, op til dragtetagen. Dragten blev afleveret. Hun gik ud på parkeringspladsen. Det havde hun helt glemt. Hvad med bilen? Nu måtte hun ringe efter en taxa. Der kom en enlig bil kørerne ind på parkeringspladsen. Det var vist nok en Daydream Saga.

Den er godt nok flot… Skinnende sort, blankt, mørkebrunt leder interiør… Lort, bare jeg kunne købe sådan én! Hvad står der på nummerpladen? Nej…

Forgyldte, snørklede bogstaver oplyste nummerpladen, med navnet: Scarlett.

”Hej, hej!” råbte Diana ud af ruden.

Den stoppede præcis foran den måbende Scarlett.

”Kom og hils på dit nye dyr!” sagde Diana.

”Det kan du lige bande på… Hvor har du fået den fra!?”

Scarlett steg ind. Den bil havde hun drømt om, siden den kom i butikkerne for ikke særligt længe siden. Den var virkelig fed. En helt fantastisk bil, med alle de seje gadgets. Diana rakte hende en seddel.

”Læs lige det her.”

Hun begyndte at læse:

 

Scarlett:

Her er en model, som du nok vil kunne lide.

Er i gang med at skaffe mere, som du vil kunne bruge.

Der går nok lidt tid, før du hører fra nogen af os.

Men vær ikke i tvivl.

Vi holder øje med dig.

 

Scarlett var meget glad for sin nye bil. Dianas skrotbunke var jo blevet saboteret, så hun tog toget, sammen med George. Han kørte alligevel altid med toget til arbejde og de var jo i samme branche, endda i samme firma, så det var ikke noget problem. Scarlett så meget frem til at høre mere fra MKO. Hvad blev det næste?

 

”Ja tak, den er god med dig, kom nu med min dragt!” sagde Scarlett irriteret.

”Nej, den er god nok! Alle dragterne er forsvundet. Vi kan ikke bore videre. Jal har givet ordre til, at alle de som har en halv time eller under til arbejde, må gå hjem, indtil de hører nærmere!” sagde manden bag skranken. Endnu et år var gået. De var nu i år 2020. Det havde været et alt for langsomt år, for Scarletts vedkomne. Det var den anden mandag i januar. De var ikke kommet et skridt videre end 94 meter fra det endnu ukendte område. Jorden var hård som diamant, så det tærede mange kræfter fra alle og alt for mange deadlines var blevet overskredet. Da Scarlett kom på arbejde, var alle dragter, inklusiv hendes der som sædvanligt kom for sent, forsvundet. For to dage siden var det endnu en gang vaskedag. De kunne ikke bare være forsvundet på vaskeriet, for så ville hendes dragt stadigvæk være tilbage. Den kom jo for sent, da hun var meget langsom til at pakke sine ting sammen. Det var tyveri. Det mest skræmmende var nu, i hvert fald for Scarlett, at der muligvis havde været nogen i omklædningen, da hun kom op med sin. Scarlett susede undrende op til sin bil og kørte hjemad. Hun havde nu ikke noget imod nogle fridage. Hun var ved at eksplodere. Af én eller anden grund, havde hun ikke sagt op. Hun tænkte konstant på det, men hun gjorde det aldrig… Hvorfor? Hun kom hjem til nr. 12. Hun og George var kærester nu. Hver dag hun kom hjem, ventede han på hende (hvis ikke han var faldet i søvn i lænestolen). Hun indtastede sin kode og gik ind. Både Diana og George var på arbejde, så der var ingen hjemme. Hun vidste ikke hvad hun skulle lave, andet end at søge i job annoncer. Men det gjorde hun ikke. Hun satte sig i den nussede lædersofa og tændte tv’et. For nylig havde de fået kanalen News. Det var de alle tre meget glade for. Tv avisen var lige begyndt.

”Her er News. Kl. 10:26 i morges, var der et opgør, sandsynligvis mellem to bander, i centrum, på Hactovej i Serraville. Der er meldinger om skud og få øjenvidner så folk der blev stukket ned. 4 er døde og 2 er sårede. Politiet er på bar bund i sagen. De prøver i øjeblikket at afhøre én af de to sårede, som er ved at komme sig, men hans eneste kommentar er:

”Jeg vil hellere begå selvmord, end at sige noget til nogen.” De prøver via. Øjenvidner at finde ud af hvem resten var. Der var muligvis omkring 12-13 personer tilstede i opgøret…”

Forfærdeligt…

”Næste indslag. Hele menneskeheden er forbavsende langt bagud i teknologi og videnskab, end forskere ville have ment vi ville være på nuværende tidspunkt, i starten af år 2000. Vi bliver mere og mere dovne til videnskab. Kun 11,6 % af de unge ønsker at have noget med det at gøre. Næsten det eneste vi bruger videnskaben på, er at finde mere olie…”

Surprise… Det vidste jeg virkelig ikke…

”Forskere prøver desperat at få flere unge med på det…”

Scarlett slukkede tv’et. Hun gad ikke høre mere om det. Det regnede og der var ingen folk på gaden, så hun besluttede sig for at gå en tur. Hun rejste sig for at hente sin regnjakke. Hun tog den på og gik ud. Mens hun gik ud af grusstien, begyndte hun at tænke på noget hun ikke havde tænkt på i lang tid.

”Gad vide hvad der egentlig skete med ham der… Hvad hed han nu…? Ruk? Nej… Nåh, det kan være lige meget, for han kommer ikke igen. Han var sikkert bare en syg stodder, som prøvede at gøre mig sindssyg!” sagde hun dæmpet til sig selv.

”Ja, det var han sgu nok.” sagde en stemme, et stykke væk derfra, hvor hun stod. Hun så sig omkring, og fik øje på en skikkelse, oppe på et tag. Det var ham.

”Og nej, det er ikke ”Ruk”. Det er Rouq,” sagde han med et besynderligt smil. Denne gang var Scarlett vred.

Hør, hvad er det du vil!?” råbte hun irriteret.

”Det skal jeg nok sige dig.” Han gik ud til kanten af taget og trådte ud.

”Nej, hvad… STOP!” råbte Scarlett. Det kunne godt være at han var mærkelig, men han skulle da ikke prøve at begå selvmord! Til hendes overraskelse, faldt han uden en lyd og landede på benene, som hoppede han ned fra sofaen i stuen.

Hvad fanden!?

”Hvordan gør du det der?” spurgte hun, måbende.

”Hvis jeg må svare på dit spørgsmål fra før, så er jeg kommet, for at få dig til at forstå. Hvis du kan huske noget af vores samtale for lidt under et år siden, så skal du få afklaret hvad det er der sker.” Han trak en lille sten op fra lommen. Indgraveret var mærket: MKO.

”Hold på den,” sagde han.

”Jamen, hvad…” begyndte hun.

”Bare gør det.” Hun tog fat på den lille sten, han holdt. Han trykkede på mærket. Stenen begyndte at lyse. Lyset blev større og omfattede dem begge. Det føltes som at hun fik kastet en spand fyldt af koldt vand imod sig. Lyset forsvandt og hun stod i en stor sal, med seks store sten piller ned fra loftet til gulvet. Der var køligt og væggene var golde, med grå mursten. Der var meget rodet. Rundt omkring var der skinnende metal ting og store apparater hun aldrig havde set før. Rouq tog stenen fra hende og stoppede den ned i sin lomme. En køn kvinde kom hen til hende. Hun havde langt brunt hår, røde læber og bemærkelsesværdige gule øjne. Hun smilte og sagde:

”Velkommen, Scarlett, til Mørkets Kammer Organisationens hovedkvarter i Danmark.”

 

”Mit navn er Mariah Cooper. Jeg er leder af dette lille hovedkvarter. Du undrer dig nok meget over hvad det er der foregår. Og det skal jeg nok fortælle dig. Det hele. Hvordan det hænger sammen.”

 Scarlett og denne Mariah, havde sat dig ved et lille bord, med fire stole.

”… Ok… Det første jeg gerne vil vide er… Hm… Hvad er MKO?” spurgte Scarlett.

”Ja. MKO er en forkortelse af Mørkets Kammer Organisation. Organisationen har eksisteret siden omkring middelalderen. Du vil sikkert gerne vide hvad det er vi laver og det vil jeg fortælle dig. Jeg vil begynde helt fra bunden. I denne verden, Mellem Verdenen, hersker der en mystisk kraft. Fra tidernes morgen, har alle mennesker haft en vis mængde mutagen i kroppen, som gør os modtagelige over for disse kræfter. Vi har længe været i tvivl om, hvor kræfterne kom fra. Det har vi nu fundet ud af. De kommer fra et mystisk hulrum langt nede i jorden. Det har scanninger vist. I dette hulrum tumler der mange mærkelige ting rundt. I hulrummet findes den kraft, som hele MKO undersøger. Denne kraft går i spænd med mutagenet. I mange folk, faktisk to tredje dele af Jordens befolkning, er mutagenet så svagt, at kraften ikke har nogen effekt på dem. Men det kraften gør er, at den giver folk ekstra ordinære evner. Mange ved selvfølgelig ikke at de har dem. Og de fleste af dem der får evnerne, har dog et lidt for svagt mutagen til at de bliver aktiveret automatisk, efter behov. De bliver nødt til at have hjælp fra større magter, men det kommer vi til. Men dem som har nok mutagen i sig til, at det automatisk aktiverer, aktiverer det automatisk første gang de har brug for det. Derefter kan de fleste selv kontrollere det.”

”Må jeg lige afbryde et øjeblik?” spurgte Scarlett.

”Selvfølgelig.”

”Hvad er det for nogle ”evner” man får?”

”Det skulle jeg lige til at forklare,” sagde Mariah. ”Som eksempel kan jeg fortælle dig om mine egne evner. Da jeg var 14, havde jeg en ven med hjemme. Vi var ude på den gamle altan. Pludselig hørte vi en af vores andre venner, kalde nede fra gaden. Vi læner os ud over og kikker ned. Men jeg lænede mig lidt for langt ud. Altanen giver en høj lyd fra sig og det gav også et enormt ryk. Overrasket som jeg var, falder jeg hovedkulds ud over altanen… I bunden af den ydre del af altanen, var der et måske 30 cm langt stykke metal. Jeg vender og drejer mig mærkværdigt hurtigt i luften og får drejet mig, så mit hoved vender ind imod altanen. Her rører mine fingrespidser den yderste kant af metallet. Som ved et mirakel, hænger de fast. I næsten ingenting, hang jeg der. Jeg havde intet at gribe om, jeg sad bare fast. Jeg ser muligheden og fjerner den ene hånd fra metallet. Jeg sætter den selvfølgelig højere op. Og så den anden. På den måde, får jeg arbejdet mig helt op til kanten. Da jeg så kommer derop… Giver altanen sig endnu mere. Tre store ryk kommer i træk og altanen hænger nedad. Jeg får hurtigt ormet mig helt op på den vakkelvorne altan. Min veninde og jeg er på vej inden for, da altanen giver et sidste ryk og falder. Jeg var inden for, så jeg prøver hurtigt at få fat i min veninde, som ikke var inde. Det lykkedes i sidste øjeblik. Jeg bruger derefter alle mine kræfter i venstre arm, på at få hende op. Det lykkedes og jeg slap med en forstrukket arm. Heller ikke vennen på gaden kom til skade,” fortalte hun.

”Wauw… Det er da… Sejt!” udbrød Scarlett. ”Tænk! At sådan noget virkelig er muligt! At folk går rundt, uden at vide at de måske kan sådan noget!”

”Ork, der er skam mange ude i verdenen, som har meget sejere evner end ”at kunne hænge fast i ting”. Dem som dog ikke får kræfterne aktiveret af sig selv, kan kontakte, hvis de overhovedet kender til det, folk i MKO som netop kan aktivere andres kræfter. Men jeg vil gerne forklare din rolle i det her. Nemlig grunden til at vi zappede dig her hen. Du arbejder nede i jorden, hvor du borer dagen lang, ikke? Det må da være kedeligt?”

”Du drømmer ikke om det…”

”Det tænkte jeg nok… I er jo ved at bore hen til ”et ukendt område”, ikke?” spurgte Mariah.

”Jo! Hvor ved du det fra?” spurgte Scarlett forundret.

”Tja… Man kan vel sige, at jeg har hørt en lille fugl synge. Det såkaldte ”ukendte område”, er ikke så ukendt endda. Det i er ved at bore jer ind til, er faktisk det hulrum som bestrålingen kommer fra. Mere præcist, Mørkets Kammer. Grunden til at det hedder det er, at hvis der kom hul ind til det, ville bestrålingen være så stærk, at folks kræfter vil ”gå amok”. Forestil dig konsekvenserne, hvis vi ikke kunne håndtere det. Det ville måske ikke være specielt farligt for folk som mig, men hvis de har større og mere omfattende kræfter. Så ville vi gå mørke tider i møde.”

”Gud… Ja det kan jeg godt se…” måbede Scarlett.

”Du arbejder jo dernede, så din rolle ville være således: Efter hvad fuglen sang, har du en ret stor rolle hos jeres afdelings ”boss”, John. Så du må finde på noget for, i det mindste, at forsinke boringen. Vi har allerede gjort lidt, du ved, med dragterne?”

”Nåh, så det var jer! Men jeg kan godt se alvoren i det her… Skal jeg så være medlem, eller?”

”Ja, det må du meget gerne. Faktisk, må du også gerne sætte din søster og din kæreste ind i det. Vi har brug for så meget hjælp så muligt.”

”… Det vil jeg gøre.”

”Du får lige sådan en her (Mariah kastede en sten, som til forveksling lignede den som Rouq havde, til Scarlett…). Den får dig, og alle der rører den mens du aktiverer den, her hen.”

”Ja, den brugte Rouq også… Jeg vil gerne spørge… Hvad er det for nogle tre verdener?”

”Det har du ret til at få at vide. Vi lever i Mellem Verdenen. Det hedder den, fordi at vi har en masse teknologi, men at vi også er interesserede i det overnaturlige. Vi har jo også MKO som bidrager med disse kræfter. Så er der Lav Verdenen. I Lav Verdenen handler alting om teknologi. De er fuldt ud bevidste om at der findes disse kræfter, der er nemlig de samme kræfter hos dem, da deres verden ligner vores på en prik, men de vil under ingen omstændigheder bruge dem. MKO eksisterer heller ikke der. De to andre verdener, i vores dem som kender til de andre, handler med denne fine teknologi fra Lav Verdenen og de sælger den glad og gerne, til… Høje priser. Den sidste verden kaldes Høj Verdenen. De lever i harmoni med naturen og deres kræfter er meget stærke. De bruger dem ved en hver lejlighed og de er meget venlige.”

”Hvordan kommer man så ind i de andre verdener?” spurgte Scarlett.

”Jo, altså… Jorden er opdelt i zoner. Der er 5-Zoner, som er de normale. Sådan én befinder vi os i nu. Så er der 0-Zoner, som er der hvor strålingen fra hulrummet ikke kan nå os. Det er tit i troperne og i bjerge der er 0-Zoner. Der virker vores evner ikke. Så er der de berygtede 10-Zoner. Sådan én er der faktisk i det østlige Tyskland. Dem med stærkt mutagen, får det tit meget mærkeligt i 10-Zoner, for der er strålingen meget høj. I 10-Zoner er der masser af portaler til de andre verdener, men de åbner og lukker sig uvilkårligt. Man kan kende forskel på hvilken portal der går til hvilken verden, på farven. Høj Verdenen er grøn, Mellem Verdenen er gul og Lav Verdenen er Rød.”

”Som et lyskryds.”

”He, he… Ja…”

”Lige et spørgsmål til… Jeg kan huske at Rouq nævnte noget der vist nok hed DFH? Hvad er det?” spurgte Scarlett.

”Det skal jeg nok fortælle dig. DSH er en forkortelse af ”De Sorte Hjerter”. Det de vil, er det modsatte af det vi vil. De vil gerne have kaos over alt… Så selvfølgelig, er vi i ”krig” med dem.” fortalte Mariah.

”Det forstår jeg… Øhm.. Nu hvor jeg er medlem, kan jeg så ikke få noget at vide om de… andre?”

”Jo, det kan du da godt. Vi er jo ikke så mange. Både MKO og DSH er verdensomspændende organisationer, så det er ikke kun os. Derfor er vi det meste af tiden i USA. Derfor gik der også lidt under et år imellem at du hørte fra os. Altså… Vi kan begynde med Rouq Liench. Han er sådan set lidt irriterende og meget ironisk, men han har færdigheder som er ret fantastiske. Det er omkring et år siden, at han kom ind i MKO. Der er ikke ret meget at sige, andet end at du skal passe på med ham.”

”Er han ikke også tyv?” spurgte Scarlett.

”Jo. Jeg har prøvet at få ham fra det, men han nægter… Så er der hans bror, Taen Liench (En ung mand, som var solbrun i huden, havde sort hår, måske lidt brunligt og som så stærk ud...). Han er sød nok og også lidt en gentleman, men han har temperament. Især over for Rouq. Han kan ikke fordrage ham. Det er ikke en god idé at sætte de to sammen… Har du hørt om Nicole Vidal?”

”Ja, var det ikke hende der forsvandt i sidste uge?” spurgte Scarlett mistænkeligt.

”Jo, det var Nicole. Hun var en meget sød ung kvinde, som også var medlem, som jo så forsvandt. Men vi håber, at hun dukker op…” sagde Mariah. Hun så trist ud.

”Selvfølgelig gør i det. Nåh, men jeg tror at jeg vil smutte hjem. Ha’ det godt. Og mange tak for den længe ventede forklaring! Vi ses snart igen!” sagde Scarlett.

”Ses, Scarlett. Kom godt hjem.”

Scarlett trykkede på stenen, lyset omsluttede hende og hun forsvandt. Mariah gik hen til Rouq.

”Hun virkede da sød. Jeg tror at du har ret. Hun er en af de specielle,” sagde hun.

”Hvad sagde jeg?” sagde han hånende.

”Nogen idé om hendes evner?” spurgte Taen.

”Ikke endnu. Men jeg tror at det er noget stort…”

”Tror du at vi kan stole på hende?” spurgte han.

”Man kan ikke stole på nogen. Det ved alle der er normale.” sagde Rouq.

Drop det!

”Stop nu… Det der er ikke godt for noget… Og Rouq, jeg tror altså, at hun er til at stole på. Hun er på vores side, det er jeg sikker på.” sagde Mariah.

 

5

Første gang

 

Det kan godt være, at både Scarlett og George tror på det, men jeg gør ikke!

Scarlett var taget på arbejde, for at hjælpe John med at finde ud af det med dragterne og George var som sædvanligt også på arbejde. Diana havde to fridage månedligt og dette var den første af dem. Hun luskede lidt rundt i huset. Hun prøvede at finde ud af hvad Scarlett havde gang i. Det var jo tåbeligt, med den ”hemmelige organisation”. Diana ledte over alt. I hendes tøj, under sengen, på computeren, i dynerne og endda på toilettet. Nu havde hun været det hele igennem, to gange og havde intet fundet. Hvor havde hun ikke kikket?

Har ledt i tøjet… Hm, hm, hm… Sengen… Hm, hm… Nåh ja! Hendes frakke! Den har hun ikke taget på i dag.

Diana gik hurtigt ud i entreen. Scarletts frakke. Hun rodede i de mange lommer. Hun fandt hendes mobil, som hun sjældent huskede, nogle halspastiller og…

En sten!? Hvad skal hun med en sten!?

Hun vendte den. Indgraveret var mærket MKO. Hun kørte fingeren over mærket. Pludselig begyndte den at lyse.

Hvad?

Lyset omsluttede hende. Det føltes som om at hun fik en masse koldt vand imod sig. Lyset forsvandt. Hun stod i et stort lokale, med seks store stenpiller. Der var en masse mærkelige dimser rundt omkring. Nogle store, nogle små. Der stod én ovre i hjørnet. Han havde snehvidt hår og sort tøj. Han rodede med noget, hun ikke kunne se.

”Hvad er det her for et sted?” hviskede Diana, til sig selv.

Mystisk nok, hørte han hende. Han drejede lyn hurtigt om og fik øje på hende.

”Hvem fanden er du!?” spurgte han.

Diana sagde ikke noget. Hun var lidt forvirret. Han gik hurtigt hen til hende. Han tog et fast greb, i hendes blå t-shirt. Som refleks, gav hun ham et spark i maven.

Ham der er i hvert fald ikke stærk…

Han faldt bagover.

Ah, fuck! Du kan da noget… Nu spørger jeg sidste gang, hvem er du!?

”Øhm… Diana? Scarlett søster?” sagde hun usikkert.

”Det kunne du jo bare have sagt! Av…” Han kom op at stå. Det så ikke ud til at han var super god til at slås.

Vent lige lidt, er det ikke ham som Scarlett har beskrevet? Hvad hed han… Rouq?

”Øh… Hedder du Rouq?” spurgte hun.

”Det er mig…” Diana måbede. Så var det rigtigt, hvad Scarlett havde fortalt.

”Men… Hvor er de andre?”

”De andre?”

”Øhm… Ja… De andre i hovedkvarteret?”

”Nåh… De er… Øhm… Ikke her… De er… Ude?” sagde han tøvende.

Det spørgsmål var han vist ikke så vild med…

”Hm… Hvor ude?” spurgte Diana.

”Øhm… Hm… Det… Øh… Ved jeg ik’…”

”… Ok… Og så lod de dig…” Rouq afbrød hende.

”Og Scarlett og George… Og de tog med …”

Hvad!? Uden at fortælle mig det!?” udbrød Diana.

”Måske…” Diana rasede og Rouq trak sig væk fra hende.

Hvorfor skulle jeg også sige det!?

”Slap dog af, de kommer nok tilbage snart!” sagde han.

”Men det kan de da stadigvæk ikke være bekendt!”

 ”Nej… Men… Hvad med at du så tager tilbage, til dit hus, så kommer de før eller senere?” foreslog han.

”Næh, nej! Jeg bliver lige her og hvis de ikke er tilbage om en time, så… Så smadrer jeg dig!

Shit!

De hørte pludselig en dør der åbnede. Scarlett, George og to andre kom til syne, omkring et hjørne.

Hvor har i været? Hvorfor tog i ikke mig med!?” spurgte Diana.

”Busted…” mumlede George. Diana løb hen til dem.

”Jamen, Dia, altså… Du troede ikke på det, så jeg troede at du var ligeglad?” sagde Scarlett bedrøvet.

”Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad, når det er sandt! Du kunne jo have taget mig med, for at overbevise mig! Jeg har endda fri!” George så ned på sine slidte sneakers.

”Det er selvfølgelig rigtigt… Men vi kan da tage dig med til Lav Verdenen, som jeg fortalte om, i morgen?” foreslog Scarlett.

”Ja, der vil jeg gerne med hen! Men igen, hvor var i?” spurgte Diana.

”Altså, vi var faktisk henne for at prøve at finde en portal, til Lav Verdenen, men vi kunne ikke finde én, så vi tog hjem igen…”

”Hm… Ja, ok… Men så tager vi helt hjem nu, ikke?”

”Jo, det gør vi… Du brugte MKO stenen til at komme her hen, gjorde du ikke, Dia?” spurgte Scarlett.

”Øh… Jo, men hvorfor gjorde du ikke?”

”Jeg lod jo som om at jeg tog på arbejde… Men lad os nu tage hjem.” Diana gav Scarlett stenen. De holdt alle tre på den. Lyset omsluttede dem og de forsvandt.

”Det var da meget godt, at de fik det løst…” sagde Mariah.

”Rouq, hvad lavede du med Ishia, før vi kom?” spurgte Taen.

”Intet…” sagde han bare.

”Tror du, at jeg er dum? Jeg kan se på dig at…”

INTET!” råbte Rouq.

Slap dog af!” sagde Mariah.

”Det går ikke. Han er ikke til at snakke med, når han er sådan…”

 

Diana blev vækket af Scarlett. Hun var meget træt.

”Så skal vi op! Vi skal til Lav Verdenen.” sagde Scarlett. Diana kom hurtigt til livs og tog tøj på. Klokken var lidt over 7. Hun gik ned af trappen. De skulle åbenbart ikke have noget morgenmad, for de skulle hurtigt af sted. Da de alle tre havde fået tøj på, fandt Scarlett stenen frem. De holdt alle på den. Hun trykkede. Igen kom lyset, ”vandet” og så var de i hovedkvarteret. Der var ingen, så de satte sig rundt om bordet.

”Hvordan tror i der er i Lav Verdenen?” spurgte Diana.

”Jeg tror at der er meget metal og seje biler. De har sikkert også mange mærkelige våben…” foreslog George. ”… Og der er sikkert mange nørder…”

”Der er da ikke noget galt med nørder?” sagde Scarlett.

”Nåh, der er i! Jeg tænkte nok, i var her,” lød det. De vendte sig og så, at Mariah var kommet.

”Bare kom med, vi kører til øst Tyskland. Vi har fundet et sted, hvor der er flere portaler. Kom!” De rejste sig og gik med. De gik igennem en tung metal dør (som George var ved at blive mast i) og kom ud på en lille p-plads. Der stod en af de nyeste biler. Den var skinnende mørkegrøn.

”Sæt jer bare ind.” sagde Mariah. Hun satte sig ind på fører sædet. Taen og Rouq stod uden for garagen. Scarlett satte sig ind ved siden af Mariah. George og Diana satte sig om bagi.

”Hvad med Rouq og Taen?” spurgte Diana. Først her lagde hun mærke til, at Taen havde et par hvide vinger.

Wauw! Det er vildt!

”Taen flyver, Rouq bliver her igen.” svarede Mariah.

Totalt cool!  Mariah startede bilen. Den havde en blid brummende lyd. De accelererede og kørte ud af garagen. George og Diana kikkede bagud og nåede at se Taen lette fra jorden og flyve højere op, end han kunne se.

”Hør, hvordan kan i egentlig holde folk der ikke kender til MKO, væk fra at komme igennem portalerne?” spurgte Diana.

”De kan vi heller ikke. Mange af dem der forsvinder, på verdensplan, gør det fordi, at de er kommet igennem en portal. Men de fleste kommer ikke tilbage igen…” svarede Mariah.

Diana blev stille. Det måtte være forfærdeligt, at fare vild i en anden verden.

 

De nåede endelig frem, til området med portaler. Diana havde haft lidt hovedpine længe. George var en kende svimmel, men han mærkede ellers intet. Scarlett havde heftig kvalme. De stod ud af bilen og Mariah låste den. De vandrede lidt rundt i gyderne. Diana så Taen flyve rundt over deres hoveder. De skulle lige til at runde et hjørne, da de hørte nogen hviske på et uforståeligt sprog. Mariah gav tegn til, at de skulle stoppe. Hun kikkede rundt om hjørnet.

”Ted re ne latrop, lit Val Nenedrev! Ned re dev ta ekkul gis, ås iv åm ednyks so!” hviskede en kvinde i sort og mørke lilla tøj.

”Nem Nednireksreh åm ekki ednif du fa, ta iv rah teræv reh! Iv åm erab ednyks so!” hviskede en mand også i sort og mørke lilla tøj.

De sorte hjerter! Og der er en portal til Lav Verdenen!

Der var en masse små, røde lysglimt og gnister i luften og de formede sig alle som i en cirkel, lodret i luften. De to DSH’er gik igennem portalen og forsvandt i et rødt lysglimt.

”Det var DSH’er. De er lige gået igennem Lav portalen, så normalt ville vi vente lidt med at gå igennem, men gnisterne er små, hvilket betyder, at den er ved at lukke sig! Kom med, skynd jer igennem, jeg kontakter Taen!” Scarlett var den første til at gå igennem. Hun gik igennem og blev til en gnist. Diana stod og stirrede lidt, da hun så kom i tanke om, at hun skulle skynde sig og gik igennem. George var meget tilbageholdene. Det kunne jo stadigvæk være et ondt trick!

”Af sted med dig, George!” sagde Mariah.

Suk!

George tog mod til sig og gik igennem. Det føltes som om, at han faldt og det var som om at gyden blev tværet ud, jo længere ned han kom. Han så pludselig en masse røde lysglimt. De var så skarpe, at han blev nødt til at holde sig for øjnene. Da han åbnede dem igen, stod han i midten af en stor plads. Fortovet var af metal og ligeså var husende, som var meget abstrakte, hvor de næsten alle sammen havde høje spir og stumpe former over det hele. Vinduerne var mærkeligt forskudte af hinanden, så det lignede at de var blevet kastet på, af en lige lovligt fuld mand. Mariah og Taen kom til syne bag dem, i et rødt lyn.

”Kom bare med, vi skal ind i den butik dér!” sagde Mariah og pegede på et lille hus, midt imellem to store. Det havde normale panorama vinduer og der stod ”Superb Tech” på dem. De satte kursen imod butikken og på vejen var der to slanke blondiner, i hvide, meget små metalliske shorts, en mini metallisk top og lårhøje metalliske støvler, der vinkede frækt til George og Taen. Taen ignorerede det, men George kunne ikke lade være med at kikke. Scarlett fnøs. De gik ind af døren til ”Superb Tech”. Der var, som forventet, en masse teknologi derinde. Der var udsmykkede computere, vaskemaskine lignende ting, gigantiske fladskærme, metal handsker og meget mere, hvoraf det meste ikke kunne identificeres af de tre. Der stod en buttet mand bag ved en skinnende disk. Han fik øje på dem og sagde:

”Ah! Mariah, monique! Hvad skal de have denne gang, hvis man må spørge?”

”Altså, vi har jo hørt om denne her dims, der kan finde porta…” begyndte hun, men blev afbrudt af manden.

”Ah! Ja! Selvfølgelig!” Han gik ud fra bag disken og gav sig til at lede i nogle metal kasser. Lidt efter kom han tilbage, med noget der lignede en lommeregner i hånden. Han begyndte at forklare Mariah, hvordan den virkede, men Taen lyttede ikke efter. De havde fået mange nye ting, siden han var der sidst, så han tog sig et kik, på de der tossede metal handsker.

 

Omkring en halv time efter, gik de ud af ”Superb Tech”. Den portal de kom fra var jo lukket, så de blev nødt til at finde en anden. Heldigvis, havde Mariah jo købt en ”Portal Finder”, så det blev ikke til meget besvær. Dog skulle de stadigvæk gå 2 km, for at komme til en anden portal. Det gik fint og de snakkede godt med hinanden. På halvvejen fik Diana det meget mærkeligt. Hun følte sig desorienteret og meget svimmel. Hun begyndte lige så stille at miste balancen. Pludselig begyndte omgivelserne at fade ud. Hun fik nogle besynderlige syn:

En kæmpe stor katedrallignende sal; Hun så nærmest kun det hele i glimt; En kvinde med langt sort hår, som lignede slanger; En eller anden der skød noget, fra en pistollignende ting, imod hende; En masse halvmørke, grå gange; En fremmed mand, hvor det lignede at noget sort var ved at opsluge ham; En masse skud, i samme gang; En snestorm, hvor det var stort set umuligt at se; En sort skygge, der umuligt kunne have gode intentioner; Et væsen hun aldrig havde set før, som havde hende i én hånd; En masse skrig og blod; Smerte… Det føltes så virkeligt. Det undrede hende meget, men hun nåede ikke at tænke meget mere over det, før hun fik ondt i hovedet og besvimede.

 

6

Et andet sted


”Diana!? Diana, er du ok!?” spurgte Scarlett forskræmt. Diana åbnede langsomt øjnene. Hun følte sig meget døsig. Hun så sig omkring og fik øje på Scarlett, der havde bøjet sig over hende. Folk der gik forbi på gaderne så mærkværdigt på dem, som om de var en turist attraktion. Hun glippede med øjnene og satte sig op.

”Pyha… Besvimede jeg, eller hvad?” spurgte hun desorienteret.

”Ja, det gjorde du. Du vaklede sådan mærkeligt omkring og da Taen så prøvede at få dig til at stå stille, besvimede du. Hvad skete der med dig?” spurgte Scarlett. Taen så også meget forskræmt ud og sagde nervøst:

”Det var altså ikke meningen at få dig til at vælte! Det… Det… Øhm…”

”Eh, det er ok… Det var ikke din skyld, det var mig der var mærkelig.” sagde Diana.

”Men, Diana, hvad skete der?” spurgte Mariah.

”Lad mig se (hun tog sig til tindingen)… Det var nærmest som om, at jeg fik visioner. Jeg så et par mærkelige scener, som umuligt har foregået.

”Øhm… og hvad var så det?” spurgte Taen.

”Hmm… Lad mig nu se… Det var en stor sal… Måske en kirke eller noget og en kvinde og et ”skud”… Noget sort, blod, smerte… Det er alt jeg kan huske…”

”… Ok…” sagde Taen eftertænksomt.

”Og… Gisp! Der var et monster! Det havde fat i mig!” forsatte Diana.

Hvad!? Et monster i en kirke!?” spurgte George.

”Nej, nej! I gangene! Men det var sådan…”

”Jeg er altså sat af for længst.” sagde Scarlett til de andre. George nikkede langsomt med hovedet, imens han gloede på Diana, der bare fortalte videre. Mariah rejste Diana op, som snakkede helt afsindigt hurtigt, og fik hende til at følge med. Nu var der ikke så langt til portalen.

”Diana… Diana hold op med at… Diana, stop!” sagde Mariah og Diana holdt mund. ”Jeg har fundet ud af, hvad dit mutagen gør. Du er en Mindbugger.”

”Og hvad er så det?” spurgte hun.

”Det er en person, som kan se ud i fortiden og i fremtiden og som med stor kraft kan se ind i andres sind.”

”Sejt, så kan jeg læse tanker! Men altså, de der skrig var bare…” Efter noget tid, var de alle sammen ved at få nok af Dianas plapren. Nu var de heldigvis ved portalen, som selvfølgelig gik til Mellem Verdenen, og de gik igennem. De kom tilbage til Østtyskland og de kørte hele den lange tur tilbage til Serraville. De kom til hovedkvarteret, som var forklædt som varehus, parkerede bilen og gik indenfor. Rouq sad i en tilsyneladende ret gammel sofa og skrev noget på en blok.

Hej, Ruk!” råbte Scarlett og han var ved at tabe det hele. George kunne ikke lade være med at grine, meget højlydt.

”Årh, for fanden da…” sagde han irriteret.

”Hold op med at være sur,” sagde Mariah. ”George, Scarlett og Taen, kom lige med ind ved siden af, med mig.”

Usynlig, eller bare forhadt? Nej…

De gik ind i rummet ved siden af og lod Diana og Ruk blive tilbage.

”Hør, vi må altså lige scanne Dia, for jeg tror hun har vigtige informationer…”

Diana stod og kikkede lidt på Rouq, som havde lagt blokken fra sig, og lagt sig lige så lang han var i sofaen og kikkede op i loftet. Hun havde nogle spørgsmål.

”Rouq?”

Hvad?” svarede han, som om hun havde spurgt ham om hun havde spurgt ham om noget helt sindssygt dumt.

”Kan du lave sorte monstre?” spurgte hun drillesygt. Han satte sig op og så mistænksomt på hende.

”… Hvorfor?”

”Fordi jeg har set et!” sagde hun lynhurtigt.

”Hvad fanden snakker du om!?” spurgte han vredt. Diana smilte bare og spurgte:

”Kender du en kvinde med slangehår?” Dette lod til at irritere ham yderligere.

”Nej jeg gør ej, det er der ingen der gør! Hvorfor spørger du mig om det!?” Spurgte han vredt. Nu havde han rejst sig op. Diana gik helt hen til ham.

Det føltes virkelig som om, at jeg skal hade ham! Han er ikke på vores side, det kan jeg mærke! Jeg håber du brækker noget af det her…

Hun spændte musklerne i højre arm og slog ud efter Rouq med en knytnæve, så hårdt hun overhovedet kunne. Hun ramte hans venstre kæbe og han faldt sidelæns.

Argh! Hvad fanden laver du!?” Hun tog fat om hans hals med begge hænder og placerede det ene ben på hans brystkasse. Hun klemte hænderne sammen og pressede hans hals ned imod gulvet, så meget hun kunne, imens hun også trykkede med benet. Han gispede efter vejret. De andre kom pludselig ud af rummet ved siden af og så hvad det var der skete. Scarlett tog hænderne op foran munden og George gloede med store øjne. Mariah og Taen løb hen imod de to på gulvet. Taen greb fat i Diana og trak hende væk og Mariah hev Rouq væk fra Diana og satte ham op. Han hostede meget voldsomt. Diana så til, med et ansigt der viste at hun var lidt ked af det.

Hvad har du gang i!?” spurgte Mariah hende oprevet. Rouq rystede hende af sig og rejste sig op.

”Jamen jeg kan bare mærke, at han ikke er en ven! Vi kan ikke stole på ham! Han… Han er…” Hun tabte tråden. Taen så på de andre og sagde:

”Vi bør nok gøre det nu.” De andre nikkede. Mariah så på Rouq.

”Er du ok?” spurgte hun.

”Det er lige meget, bare få den idiot væk fra mig…” svarede han hæst. Taen holdt fast i Diana og trak hende med ind i det andet rum, sammen med George, Mariah og Scarlett. I det andet rum, var der en masse uhyggelige maskiner. Der var et lille kammer, hvor der lige akkurat kunne ligge et menneske med gennemsnitshøjde, en rund glassøjle med en lysende grøn væske i og et apparat, der lignede en af de gammeldags strålekanoner, for at nævne nogle få ting. De lagde hende i den strålekanon-lignende genstand.



Underlige ekstratekster jeg aldrig færdiggjorde:

Rouq mærkede vinden piske mod ansigtet, imens han fløj over hustagene. Han kikkede ned og kunne se Shaiyo, i sin forvandlingsform, hoppe rundt på hustagene. Hun var ikke lige så hurtig som ham, så de kom ikke så hurtigt frem. Han trykkede på øresneglen.

Hvor langt er der endnu?” lød det, i Shaiyos øresnegl. Hun var efterhånden blevet lidt træt af det spørgsmål.

”Der er altså stadig… Støn… Et par kilometer, men så heller ikke mere!” svarede hun forpustet.

Ok, så… Hvor mange kilometer er…” Shaiyo slukkede sneglen. Hun gad ikke svare på det spørgsmål. Et par kilometer væk, var en helt anden på vej samme sted hen. Men i modsætning til Rouq og Shaiyo, var han meget tættere på målet. Terra tog Mutagen-søgeren frem.

”Hmm… Tohundrede meter til målet… Fint.” Sagde han til sig selv.

Når jeg kommer, kan han nok mærke mit elements kræfter, men det betyder ikke noget. Han kan sikkert ikke kontrollere sit eget element endnu. Det kunne gå galt, men ellers kan jeg jo altid få backup. Tænkte han.

Han satte farten yderligere op, uden at løbe og fortsatte.

Fuck, nu skændes de igen…! Tænkte målet.

Hvis du ikke kan forstå hvad jeg mener, så er du endnu mere hjernedød end normalt!” råbte hans far.

Stop nu det der, Ramu! Jeg er helt sikker på, at det ikke er hans skyld! Og det var jo kun et sølle lys! Du ved, at han har taget ved lære fra…” råbte hans mor, men faderen stoppede hende.

Han brændte vores hus ned til grunden, Myra! Han havde tænkt sig at gøre det igen! Han er jo fuldstændigt korrupt og du ved det! Hvad er det han har imod mig!?

Du skal IKKE sige sådan noget om min søn!

Nu holder du lige kæft! Jeg tager en alvorlig snak med ham, når jeg har drukket min kaffe.

Suk…

Han kunne høre faderen trampe hen og sætte sig tungt i sofaen. Der blev stille igen. Der gik et par minutter uden der skete noget, så hørte han pludselig et udråb fra sin mor.

Åh, for pokker da! Vi har jo glemt at købe ind!

Åh, for helvede da! Var det ikke meningen, at du skulle gøre det!?” brokkede Ramu sig.

Stop det! Det er ikke mig der kan køre bilen! Vi har ikke tid i morgen, der skal jeg bruge hele dagen på, at lave mad til festen! Der er ikke noget at gøre. Vi må køre derned før supermarkedet lukker! Nej, lad være med at brokke dig! Det er lige så meget din skyld! Gå ud til bilen, så henter jeg min pung.” Han kunne høre hende skynde sig forbi den lukkede dør, til hans mørke værelse og lidt efter skyndte hun sig forbi døren, men huskede at han var der, så hun åbnede døren og kikkede ind.

”Vi tager ud at køber ind. Gå nu ikke alt for sent i seng, vel?”

”Nej, nej. Det skal jeg nok lade være med. God tur!” Myra smilte og lukkede døren. Han fandt MP3 afspilleren frem og satte Dread Pets nyeste nummer i ørene.

 

Da der var gået lidt tid, slukkede han for musikken. Han måtte hellere slappe lidt af, ellers ville han aldrig falde i søvn. Han lagde hovedet på puden og lukkede øjnene.

Jeg kan altid tage nattøj på senere. Tænkte han.

Pludselig kom der en lyd inde fra stuen. Det lød som om et af vinduerne blev skubbet op. Han kom hurtigt på benene og listede hen til døren. Han åbnede den langsomt og kikkede forsigtigt ind i stuen. Han gik langsomt ud i gangen. Der stod en teenagedreng, med mørkebrunt hår og sort og gråt tøj på og så sig omkring i stuen. Drengen fik øje på ham og løftede det ene øjenbryn.

”Hvad er du?” spurgte han hånligt. Han hentydede sandsynligvis til hans meget punkede udseende, som bestod af stramme, sorte jeans (med kæde), slidte, sorte sneakers, en tætsiddende, sort t-shirt, med et blodigt motiv, en slidt, sort læder jakke, en piercing i øjenbrynet og fem fordelt på ørene, vildt sort hår og mørk makeup omkring øjnene.

Hvem er du?” Drengen lod til at rømme sig, uden lyd og sagde:

”Mit navn er Terra og jeg kommer fra organisationen DSH, som er en organisation der hjælper folk som dig.”

Folk som mig?

”Folk som mig?”

”Ja!”

Der er et eller anden ubehageligt ved ham der… Det virker som om han ikke helt selv er klar over hvad han laver, men der er også noget andet… Ved bare ikke hvad… En slags aura eller sådan noget…!

”Hvad mener du, sådan helt præcist?”

”Altså, du brændte jo dit eget hus ned, for nogle måneder siden og…” Han afbrød Terra.

”Vent lige, hvordan vidste du det!?” Spurgte han mistænksomt.

”Eh… Jeg ved mere end du lige tror… Men altså, eh, det gjorde du og du brugte dit element til det.”

”Mit element? (Hvad sker der for ham!?) Hvad mener du så med det?”

”Eh, jo… Altså…”

”Du er sgu’ for dårlig til at forklare det, så nørden kan forstå det, Terra!” sagde (den onde) Rouq, der pludselig sad i vindueskarmen.

”Hvem er nu det!?” Spurgte nørden fortvivlet.

”Rouq. Jeg tager over, hvor idioten tabte tråden. Du kommer med os, eller du er død.” sagde Rouq.

”Død? Hvad… Død!? Hallo, hvad fanden snakker i om!?” Spurgte nørden skræmt og bakkede bagud.

”Er du fatsvag? Vi tager dig med til Mørkets Herskerinde, så hun kan manipulere dig. Så bliver du én af os.” Han greb en lommekniv, som lå på en taburet og holdt den op foran sig, klar til at forsvare sig.

”Ja, ja. Prøv du bare at gøre nogen skade med den der!” sagde Rouq og trak begge sine Espadas frem, hvorefter han fløj imod ham, knaldede ham ind i en væg og satte den ene imod hans strube.

”Nu gør du hvad jeg siger! FORSTÅET!?” råbte Rouq. Der lød pludselig et højt knas, som en dør der blev smadret, ude i entreen. Rouq og Terra kikkede på hinanden.

”Davh rav ted!?” spurgte Rouq.

”Ted dev gej ekki!” sagde Terra.

”Ås dnif god du fa ted!” sagde Rouq dæmpet. Terra så bare frem og tilbage, imellem Rouq og døren. Han havde et skræmt blik.

”Hår rof edevleh ad! Dnib mah, UN!” sagde Rouq med sammenbidte tænder. Rouq slap ham, fløj hen til Terra og rettede sit blik imod døren. Lige da han skulle til at røre på sig, rakte Terra sine hænder ud og sigtede nærmest efter gulvet under hans fødder. Pludselig smadrede gulvplankerne og der skød fangarme af planter, der var omkring t="on">10 cm i diameter, op fra gulvet, som bandt ham om håndleddene.

”Hvad i…!?” Mere nåede han ikke at sige, før døren fra entreen indtil stuen blev sparket af hængslerne. Det var Shaiyo og (den gode) Rouq.

”Nej!” råbte (den onde) Rouq og sendte dem begge hovedkulds tilbage i entreen, med sine telekinetiske kræfter, for så at få dem lige i hovedet igen og blive kastet ud af vinduet af dem. Han så skræmt og forvirret til. Det hjalp ikke på frygten, da han så Shaiyo, som i hans øjne var et monster af en eller anden art.

SHIT!

”Vent lige, bliv endelig ikke bange!” sagde hun og tog en pistollignende tingest, med en sprøjte i skudløbet frem. Bagved blev Terra skudt efter (den onde) Rouq, ud af endnu et vindue.

Jeg skal vel ikke stikkes med den der!?” Spurgte han med dirrende stemme. Hun så på ham med et blik, der kun kunne betyde ”jo”. Hun gik helt hen til ham og rettede sprøjten imod hans højre arm. Han sprællede som en fisk på land. Shaiyo hårdt fast i hans arm, med sin gråblå pansrede hånd og kikkede strengt på ham. Hun løftede op i hans ærme, hvor hun fandt en selvtegnet tatovering og stak ham. Han ville skrige, men der kom ikke den mindste lyd ud af hans mund. Den blålysene væske var nu tømt ud af sprøjten og var inde i ham. Hun rettede sig helt op og sagde:

”Et lille boost fra en Mindbugger, Ignis.” Han sagde intet, men så hende bare ind i øjnene. Ignis. Det var hans rigtige navn.

”Vi bør nok tage af sted igen., inden hans forældre kommer hjem.” sagde (den gode) Rouq, som havde fået et stort sår i panden.

”Ja, det må vi nok. Kom bare med os, vi er ikke DSH, men på den gode side.” sagde Shaiyo og trak pansret til sig og blev til sit normale jeg. Ignis havde ikke lagt mærke til det, men planterne var væk.

”Skulle vi tage den manipulerede udvalgte idiot med?” spurgte Rouq.

”Nej, vi tager ham senere.” sagde Shaiyo og så på Ignis, der var højere end hende selv.

”Hvor gammel er du?” spurgte hun.

”17…” sagde han.

”Ok. Du er ung, men jo tidligere jo bedre. Kom med.” Hun gik ud i entreen og ud i den kolde have. Ignis fulgte med. Det var en stjerneklar aften.

”Hvordan får vi ham nemmest af sted? Han kan ikke kontrollere sine kræfter og han er ikke sådan en frø som dig?” spurgte Rouq.

”Tja, vi kan vel bruge ”Kræftfelt Skaberen”. Så behøver jeg heller ikke hoppe.”

”Hvad!? Har du sådan én!? Så kunne vi have kommet før…”

”Ja, men nu skal vi hjem. Hér, det er jo dig der kan flyve, ikke?” Hun kastede en rund metalting til ham. Han trykkede med en sur mine på en rød knap og et camoufleret kræftfelt omsluttede dem. Rouq lettede inden i det og satte begge hænder på det. Kræftfeltet bevægede sig som han skubbede det, så de kom hurtigt op i himlen. Ignis nåede lige at se forældrenes bil komme kørende for enden af vejen. Han kunne næsten høre faderens vrede råb, når han kom hjem til smadrede ruder, gulv, ingen tåbelig søn og sindssyge personer. Det var en rar fornemmelse at kunne forestille sig det. Men det var måske lidt synd for mor.

Ah, crap! Jeg hader de Paralysatorer! Tænkte (den onde) Rouq og hev en opbrugt Paralysator ud af sin arm. Terra lå nogle få meter fra ham, ude i haven. Han havde også en Paralysator i armen. Rouq gik hen til ham og hev den ud af armen på ham. Terra gav et spjæt fra sig og kom ”til live” igen. Han satte sig langsomt op og tog sig til tindingen.

”Åh… Mit hoved…”

Det samme gjorde Rouq.

Ah… Det var da sygt at jeg er så svimmel… Føltes som blodmangel eller sådan noget… I det øjeblik lagde han mærke til, at han havde et stort sår på halsen. Der piblede blod ud af det.

Crap… Han hørte pludselig en bil i indkørslen og et højt udråb, fra en meget vred mand:

Hvad fanden i helvede er det!? Hvad er der sket med døren!?” Det hørte Terra også og han så på Rouq, der var meget desorienteret.

”Vi må væk herfra!” sagde Terra og tog fat i Rouq. Han trak ham med, men han kunne næsten ikke gå. De var kommet om på højre side af huset, da han mistede balancen. Han faldt ind imod væggen og klamrede sig til den.

”Hvad fanden laver du!? Vi må væk herfra! Kom nu op!” hviskede Terra fortvivlet. De kunne stadig høre faderens stemme rase indenfor. Stemmen kom pludselig tættere på. Han ledte sandsynligvis efter Ignis. Han var på vej rundt om huset, hen til dem. Terra blev grebet af panik og løb af sted, ud mod vejen. Rouq prøvede at komme op, men kunne ikke. Han kom tættere og tættere på og nu kunne man høre moderens fortvivlede stemme. Endelig rundede faderen hjørnet og fik øje på Rouq. Rouq fik også øje på ham og kunne se faderens ansigt skifte farve, fra tomatrød til lilla.

ER DET DIG DER HER SMADRET DET HELE!? ER DET DET!? HVA!?” Rasede han og styrtede hen til ham. Han tog fat i hans hals, lige over såret.

”Av…” Han prøvede at gøre modstand, men kunne ikke. Den lilla mand begyndte at ruske ham, hvilket resulterede i, at han næsten blev kvalt og hans hoved konstant dunkede ind i muren. Lillamand ville have ham til at svare, men det var jo ikke så nemt, når man havde blodmangel, var ved at blive kvalt og nu også havde ondt i hovedet. Endelig tog den skræmte kvinde initiativ.

Du kvæler ham jo! Lad mig!” hun fik sin mand væk fra Rouq og tog fat i hans arme.

”Hvem er du og hvad laver du her?” spurgte hun, bemærkelsesværdigt roligt. Han tog sig sammen og fik fremstammet ordet:

”… Gisp… Blodmangel…” Hun tog hånden op foran munden, som et lydløst gisp og tog sin mobil op af lommen. Hun begyndte at taste et nummer, men Rouq tog fat i hendes hånd, som et tegn på at hun skulle lade være.

Nu må jeg lige tage mig lidt sammen… Har overlevet værre ting end det her…! Han fik langsomt kæmpet sig op på benene. Der stod han lidt og lænede sig ind mod muren og samlede kræfter. Faderen skubbede moderen væk og skulle til at tage fat i ham igen. Rouq satte en hånd på hans brystkasse og sendte ham hårdt ind i den velklippede ligusterhæk, med telekenitik.

Ramu!” udbrød moderen og styrtede hen til sin mand. Rouq fik taget sig ordentligt sammen og satte af. Han fløj højt op, men nåede ikke så langt, før han ikke havde mere energi og landede hårdt på et hustag.

Pis…! Han huskede endelig sin DSH sten og trykkede på knappen, hvorefter han blev teleporteret til DSH’s hovedkvarter i Mellem Verdenen.

 

 

 

Aqua holdt sig tæt ind til Shaiyo. De maste sig hen af den isnende kolde væg. Det var her.

”Man kan godt forstå, at de syntes det er skræmmende! De ved jo ikke hvad det er!” hviskede Aqua.

”Shh!” En tyk tåge havde for lidt siden, lagt sig over denne lille by, Ceny-Toqn (Sænny-Tong). Aqua havde ingen idé om, hvilken fare der lurede og Shaiyo undervurderede den. De bæster var ikke til at regne med. Shaiyo gav tegn til, at de skulle omkring hjørnet. De kantede sig af sted. Langt derfra stod Ignis, Tammy og Shone på et fladt hustag. De prøvede at få en Lav Verden-dims til at virke, så de kunne fjerne lidt af tågen. Mekanik var ikke Shones stærke side og Ignis og Tamaya var ikke til megen hjælp. Ignis øvede sig, stadig, på at lave ildkugler og Tamaya var opslugt i sine egne tanker.

”Argh, jeg får spat af det her…!” hvæsede Shone, da han for 20’ende gang, ikke kunne få dimsen til at virke. Ignis var pludselig ved at tabe en ildkugle, så i et dramatisk forsøg på at fange den, snublede han og væltede ind i Shone. Dette resulterede i, at ildkuglen ramte dimsen, som gik op i flammer. De lå bare og kikkede på den. Tamaya kikkede på dem og håbede, at ingen ville miste besindelsen. Endelig gav Shone et dybt suk fra sig og rejste sig, fik Ignis til at fjerne ilden og smed dimsen ud over taget. Man kunne efter to meter, ikke længere se, hvor den faldt hen. Så tyk var tågen. Shone trykkede på øresneglen, for at fortælle at det ikke længere var muligt at fjerne tågen, men der var bare skratten. Han slukkede den igen.

”Jamen, så er der jo ikke andet for end at vente.” sagde han tungt. Ignis kikkede længe på ham, men gik så ud til kanten og øvede videre. Tamaya var blevet ilde til mode efter hændelsen og rejste sig. I det øjeblik, fik hun kuldegysninger, da noget åndede hende i nakken. Hun var som frosset til stedet. Hun drejede sig langsomt og fik øje på bæstet. Det var det mest skræmmende hun længe havde set. Det lignede et ekstremt tyndt menneske, med langt filtret hår, en lang slidt kjole med masser af huller og blodpletter, grå hud og som det mest skræmmende, helt hvide øjne. Da hun fik øje på den, blev der langsomt skudt lange, tynde, sorte knive ud af fingrene, som en farlig forlængelse af bæstets negle. Tamaya stod helt stille, imens knivene nåede sin fulde længde (omtrent 40cm). To mere, af forskelligt udseende, trådte ud af tågen. Tamaya var skræmt fra vid og sans og gav et øredøvende skrig fra sig. Shone og Ignis fik straks øje på de mærkelige væsner og skyndte sig op at stå. Tamaya trådte langsomt tilbage, da ét af væsnerne pludselig slog ud efter hende. Som refleks blev hun til sin metal form. Knivene prellede af på hende. Væsnet slog ud igen, med samme resultat. Én af dem løb forbavsende hurtigt imod Shone og væltede ham bagover. Den anden løb imod Ignis, med kampklar knive, så han kunne blive spiddet. Ignis dukkede sig da den kom, men havde nu intet andet bag sig end den tomme luft. Væsnet stoppede hurtigt sig selv, så den ikke faldt ud over taget og vente sig langsomt imod ham. Det virkede som om den kikkede på ham, med sine døde øjne. Den satte i løb igen. Ignis havde ikke set at han stod på kanten, så da han tråde tilbage, trådte han ud i den tomme luft. Han kunne ikke nå at redde det, så han faldt bagover igennem tågen. Han havde kun faldet i to sekunder, før han kun kunne se tåge. Han faldt og faldt uden at vide, hvornår han ville ramme jorden. Pludselig kunne han se en lygtepæl lyse, igennem den tykke tåge og uden at ville det, satte han ild til sig selv. Det resulterede i, at han svævede halvt i et sekund eller to og landede så hårdt på fortovet. Han havde overlevet faldet, men der var helt sikket flere bæster hernede. Han kom op på benene og klamrede sig til lygtepælen, som var det eneste han kunne se, i håb om at der ikke ville ske noget, både med ham eller nogen af de andre. Tamaya var ved at blive godt træt, da bæstet angreb konstant og hendes panser snart ikke kunne holde længere. Shone kæmpede for at holde knivene væk, men det gik ikke så godt. Han var millisekunder fra at blive spiddet, da der lød en høj, men dog hæs, hviskende stemme.

”Jsdåp del ehunmap, etac beppæbdevtø!” Væsnerne stoppede pludselig og trak sig tilbage i tågen. Shone og Tamaya ventede på at de skulle komme tilbage, men intet skete. Der lød pludselig en høj latter og ud af tågen kom endnu én. Men hun lignede ikke helt de andre. Hendes øjne var hvide og hun havde grå hud, men hun var ikke udmagret, bare tynd, havde en sort cat suit på og en langt mere rang holdning. Hun havde meget langt, filtret, sort hår og havde også lange, sorte knive på fingrene. Tamaya gjorde sig klar til rigtigt at slås og Shone så ud til at være frosset til stedet.

”I behøver ikke være bange for Konpaku (Konpa:ku). Hvem var det måske der lige reddede jeres skind?” sagde Konpaku hæst. Tamaya slugte en klump og sagde:

”D… Det gjorde du! M… Men… Hvem er du, sådan helt præcist?” Konpaku lo højt og afslørede sylespidse tænder.

”Konpaku?” sagde hun. ”Konpaku er Nakigara’ernes leder. Konpaku er den eneste der kan styre dem, så i har bare at udvise respekt!” Tamaya skælvede.

”O… Ok… Hvorfor trak du ”Nakigara’erne” tilbage?” spurgte hun. Konpaku stirrede længe på Tamaya. Så sagde hun:

”Fordi i har forbindelse til større magter. Konpaku ved for eksempel, at Vandets Udvalgte og Ildens Udvalgte er med jer! Konpaku kan bruge dem!”

”Du får aldrig lov til at tage Ignis, gør hun vel?” sagde Tamaya og prøvede at fange Ignis blik, men nu opdagede hun endelig, at han slet ikke var der.

”Ignis? Ignis!?” Tamaya blev fortvivlet. ”Hvad har du gjort ved ham!?” skreg hun.

”Hvad Konpaku har gjort ved drengen? Ja, det var ikke Konpaku der skubbede ham ud over kanten!” Tammy gjorde store øjne og løb hen til kanten. Hun spejdede ud over alt, men kunne ikke se igennem tågen.

Du har bare ikke at…!” hun nåede ikke at sige mere, før hun opdagede, at Konpaku var væk. Tamaya vidste ikke hvad hun skulle gøre. Shone stod stadig helt stille, som om han var i en anden verden. Shaiyo og Aqua havde endnu ikke mødt noget og de begyndte at blive trætte af at vandre rundt. De skulle lige til at runde et hjørne, da Shaiyo fik et chok. Øresneglen skrattede helt vildt.

”H… Hallo!? Er der nogen?” spurgte hun forsigtigt.

.a! De. .r ..g, .g.is!” lød det.

”Der er meget skratten! Jeg kan næsten ikke høre dig!”

..or er i ..nne!?

”Øhm… Godt spørgsmål! Øh… (Shaiyo skyndte sig hen til enden af huset, så hun kunne se hvilken gade de var på) Jakkuio’s (Shakius) Gade!”

N.! De. h.r j.. li.e væ..t!

”Nå! Hvor er du nu!?”

.e. ved ..g sg. Ik! P..fov.j t.or je.!

”Hvad!? Der har vi lige været!”

.vad!?

”Vent lige, vi kommer hen til dig!” Shaiyo hev Aqua med sig og de skyndte sig tilbage hvor de kom fra.

”Hvad skal vi!?” spurgte Aqua irriteret.

”Hen til Ignis, jeg tror der er sket noget!”

”Ej! Kan jeg ikke bare blive her!?” klagede hun.

”Vil du gerne blive dræbt!?” Aqua holdt mund og fulgte med. De rundede hjørnet og løb lidt af sted, før de fandt… Konpaku. Hun stod helt stille, med ryggen til dem.

Hvem er det!? tænkte Shaiyo. Konpaku vendte sig lynhurtigt og fik øje på Aqua. Hun smilte lumskt.

”Næ, ser man det! To af De Udvalgte på samme sted! Konpaku er heldig i dag!” sagde hun og sprang imod Aqua, klar til at spidde hende. Aqua dukkede sig i sidste øjeblik.

Så blev de alle sammen dræbt af en enorm meteor.

~ Le fin


^ Jeg har muligvis skrevet den pludselige slutning senere...

 
Panel title
Antal besøg: 41

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,2728860378265sekunder