Sidsel Stories - Phoenix
Phoenix
2006-2007

Phoenix var den første historie jeg skrev, så den indeholder ikke meget logik. Phoenix: Livets Udvalgte er den første i "serien", og Myternes Port er den anden. Myternes Port blev desværre aldrig skrevet færdig.

Historien handler mest af alt om to piger, Dasallica og Rush, som er fra en anden planet der hedder Hanticore, hvor alle har magiske evner. Planeten eksploderer og nogle af indbyggerne bliver kastet gennem rummet og lander på jorden (just go with it...). De må nu tilpasse sig til en verden der ikke kender til deres evner, og overleve en trussel fra deres gamle hjemplanet.

Det er en ganske barnlig fortælling, men den er ret underholdende nonetheless.

Enjoy!

Phoenix: Livets Udvalgte


1

Hanticore

Prolog


Et sted ude i rummet var en planet der hed Hanticore. Den lå i galaksen Woundzipac. Den var på en måde Jordens uopdagede tvilling. Den havde samme farve som Jorden, klimaet var det samme, dyrene, planterne. Alt! Men, der var 2 ting der adskilte planeterne fra hinanden: 1: De mennesker der boede der havde ingen forurening. 2: Alle havde magiske evner. Og med det havde de også én Special Kraft, som er den kraftigste udladning af magi man har. De gjorde alt ved hjælp af deres evner. Som for eksempel hvis de gik ind i et supermarked, skulle de selv åbne dørene ved hjælp af magi. Der var stadigvæk biler og andre køretøjer, men de kørte ikke på benzin. De kørte selvfølgelig på magi! Så næsten alt havde noget med det at gøre. Men ikke lektierne.... Og deres navne var også noget anderledes. Men nok om planeten. Vi møder en pige der hedder Dasallica Amischo. Hun har langt sort hår, grønne øjne, og er 12 år gammel. Og uden at hun vidste det var hun Livets Udvalgte. Livets Udvalgte er den med stærkest magi på planeten. Livets Udvalgte skulle beskytte Hanticore mod Myternes Port, De Sorte Hjerter og Dødens Udvalgte. I dag, den 16. november, var Dasallica på udflugt i bjergene med skolen. Hun var meget nervøs, for dagen før havde hun fået en besked. I 7 år havde en gammel mand prøvet at give hende den. Hun havde ellers ikke hørt efter inden den dag. Han sagde at hun var Livets Udvalgte, og at hendes far, Odoan, var blevet dræbt, den 16. november, den dag de skulle på udflugt, fordi han vidste, at hun var Livets Udvalgte og at alle ville dø den dag, på grund af hende! Så hun var meget nervøs. Nu holdt de en pause. Hun var gået ind i buskene for at tisse. Lige da hun var færdig, og havde trukket bukserne op, var der pludselig en ukendt stemme bagved hende der sagde: ”Vend dig om!” Og i det sekund hun vendte sig, blev hun hypnotiseret af en fremmed mand! ”Adlyder du mig?” Spurgte han. ”J-Ja...” Hun ville egentlig ikke sige eller gøre det, men sådan noget gør man jo, når man er hypnotiseret. Den fremmede mand var ikke så fremmed endda. Det var Youzorckiran. Den ondeste forbryder der nogen sinde var blevet født. Han brød ud af Hanticores største og sikreste fængsel for 5 år siden og havde siden da prøvet at finde Livets Udvalgte.  Han havde overhørt Dasallica og den gamles samtale dagen før, så nu vidste han hvem hun var. Han havde længe prøvet at finde ud af det, for at destruere Hanticore! Og det havde hun jo kræfter til! Han teleporterede dem hen til det svageste punkt på hele Hanticore, kaldet Nul Punktet. ”Spræng planeten i luften!” Råbte han. ”Javel...!” Dasallica løftede sig op i luften. Der kom et glimt, af en lys Fønix, der hævede sig op i luften fra hende! Derefter forsvandt den, og hun havde nu en kæmpestor, gyldent lysende aura! Hvilket var Livets Udvalgtes Special Kræft: Phoenix. Hun sendte alle kræfter ned på det svage punkt! Et kæmpe jordskælv begyndte. Dasallica vågnede fra hypnosen og så nu forbryderen, og genkendte ham fra tv, der nu grinede ondskabsfuldt af fuld styrke mens de begge rystede og rullede rundt på jorden. Mens hun tænkte på det, blev jordskælvet kraftigere og kraftigere og 6 sekunder senere eksploderede hele planeten! Den blev forvandlet til millioner af små og store meteorsten. Hvis bare Dasallica havde været mere forsigtig, ville Hanticore stadigvæk være der…

 

2

Strandet i rummet


Mørk blå. Hvid. Sort. Nogle af de farver Dasallica Amischo så, mens hun fløj hjælpeløst rundt i rummet. Hun tænkte på sit liv, sine venner, sin mor med sine røde højhælede sko, hvad der var sket og så på hende selv. På alt det hun havde gjort i sit liv. Og så havde hun overlevet eksplosionen. Måske som den eneste. Alle de andre var vel døde. Og ikke bare døde, sprunget i luften! Deres ødelagte kød og blod var vel frosset, og svævede rundt et sted. Hvorfor var hun ikke død eller frosset? Hvorfor kunne hun trække vejret? Hun kunne ikke bevæge sig. Måske var hun frosset, men bare ved bevidsthed? Eller måske var det bare meningen, at hun skulle leve. >Hvad!?< Tænkte hun. Nu fløj hun forbi en planet. En blågrøn én. En lille én. Mindre end hendes, nu ikke eksisterende, hjem planet Hanticore. Hun svævede faktisk enormt hurtigt. Nu kom der endnu en plantet. En dybt havblå én. Og én til! Samme farve som den forrige. Og endnu én. Høj orange farve, havde også en ring. Farverne flød ud for øjnene af hende, så hurtigt gik det nu. Og en kæmpe stor. Også ret orange. Og nu en lille én. Helt rød. Og nu... >GISP! Er det Hanticore!?< En planet, der lignede Hanticore, på en prik! Nu styrtede hun ned mod den. Hun blev varmere og varmere. Hun var en menneskelig meteor. Der var vand. En sø. Hun var ved at styrte ned i en sø, på en planet der lignede Hanticore. Så, nu skete det. SPLAAAASH!!! ”Urrr...” Hun vågnede. Nu kunne hun bevæge sig igen. Hun lå i et eller andet. ”Hv-Hvor er j-jeg?” Spurgte hun ud i luften. ”Åh, hun er vågnet!” Sagde en kvindelig stemme. ”Kom, tag min hånd. Jeg hjælper dig med at komme op at stå.” Hun tog fat i en hånd. Med noget besvær, kom hun op at stå. Hun blev ført af sted. Hun kunne høre at en dør foran hende blev åbnet. Hun blev vist ført ind af den, ind i et andet lokale. Her hørte hun en velkendt stemme. ”Das? DAS!!! ÅH, NU ER JEG LYKKELIG!!!” Det fik hende brat til at åbne øjnene, og glad omfavne sin aller bedste ven: Rush. 

  

3

En lidt ny verden

 

De kastede sig i armene på hinanden. ”Åh, Das! Hvor er det godt at se dig!” Rush har brunt hår, som er kort og er en høj pige. De har kendt hinanden siden Dasallica blev født. Rush er nemlig nogle uger ældre end hende. ”Jeg troede at jeg var fanget hos de dumme tøser for evigt!” Råbte hun næsten. ”De dumme tøser? Hvem er så det?” Spurgte Dasallica. ”Nå dem...? Det er nogen du kender rigtig godt.” Rush førte Dasallica ind i en anden del af rummet. De hang kun sammen ved hjælp, af en åbning i en af væggene.  Og der sad, ganske rigtigt, tre dumme tøser, som Dasallica kendte rigtig godt. Tioolin, Ritza og Beanterin. På Hanticore, var de fem piger, alle ”fra-vuggestue-og-op-fjender”. De havde nemlig været fjender det siden vuggestuen. Tioolin, var lederen af ”slænget”. Hun var en langhåret blond pige, med en slangekrølle i den højre side, hvilket gjorde hende meget populær. Især blandt drenge. Hun var magtsyg, og ville have alt hvad hun pegede på. Og det fik hun som regel også. Det gjorde hende dermed også til den mest irriterende af de tre piger. Ritza, var en pige med halvlangt hår, sat op i en hestehale. Hun var, efter Dasallica og Rush’s mening: sindssyg. Da de var små, havde hun et eller andet med, altid at hive hovedet af alle dukkerne. Også hendes egne. Engang havde hun sat sin ”kælefrø” Ossododdo, ind i et skab, og havde brændt skabet og frøen inde i det. Der var derfor mange der mente, at sindssyg ikke kunne dække over hende. Beanterin, var en meget fed pige, med sort page. Nok var hun fed, men hun var uhyggeligt klog. Da hun var et år gammel, kunne hun håndtere en blyant som et voksent menneske. Da hun var to kunne hun tale grønlandsk, japansk og mange andre sprog. Men ingen regnede hende for noget særligt. De tre piger sad tilsyneladende og spillede ”Fang Røveren!”. Tioolin snød tydeligt. I et hjørne sad en sortbrunhåret dreng og kikkede på pigerne der spillede. De tre piger var så optagede af deres spil, at de slet ikke lagde mærke til ham. På en lille skænk, sad også en lille rødhåret pige, der græd. ”Hey, Ruh... hvem er ham ovre i hjørnet, og hende der græder?” Hviskede Dasallica. ”Nå, dem? Ham drengen hedder Rion,” Hviskede Rush tilbage, ”ham skal du ikke lægge dig ud med!  Han er meget stærkere end alle os tilsammen, og har drage evner, som de eneste. Han har ikke engang en Special Kræft! Det er der nogle mennesker, der ikke har. Den lille pige er vildt underlig! Hun beskylder mig hele tiden for at være Livets Udvalgte, som jo er dig og er vildt uforskammet!” Tioolin så op, og opdagede Dasallica. ”Åh nej! Er du nu også kommet? Nu kan det da ikke blive værre! Hele mit makeuprum, er gået tabt! Og der er ikke engang en læbestift, i det her hul!” Sagde hun sørgmodigt. ”Nej! Ingen læbestift! Ingen ting, nej!” Sagde Ritza. ”Der er faktisk en læbestift. Og mascara, øjenskygge, neglelak…” Tioolin stoppede Beanterin, i opremsningen. ”Nej der er ej! Og der har aldrig været det!” Beanterin, så fornærmet ud. ”Er du egentlig ikke træt Das?” Spurgte Rush. Hun havde slet ikke lagt mærke til det, men hun var faktisk så træt som hun aldrig havde følt sig før. ”Jo, helt vildt træt! Hvor kan man sove her?” ”I værelset ved siden af. Det er mit. Kom med!” De gik tilbage, ud af døren, ud på gangen og gik ind af en anden dør. Det lignede et værelse på Hanticore, så de gjorde klar til at gå i seng. Dasallica faldt i søvn, øjeblikkeligt.

 

Et andet sted midt om natten, skete der noget, som Rush og Dasallica, snart ville kunne mærke hårdt! ”Godt mine tilhængere. Nu er tiden kommet! Vi er kun få, men som i ved, har Mystisk endda mødt Den Udvalgte! Og Mystisk fortæller, at hun kun er 12 år gammel! Nu er chancen der, så nu GØR VI DET! LIVETS UDVALGTE, VIL SNART MØDE SIN UNDERGANG!!!!!!

 

Næste morgen, vågnede Dasallica, og hun følte sig perfekt tilpas. Rush sov stadigvæk, så hun listede lige så stille ud på gangen. Hun havde ikke lagt mærke til det dagen før, men der var faktisk mange døre, ude på gangen. Der var små vinduer i alle dørene. Hun kikkede ind i et af dem. Det var Ritza’s værelse. Nu huskede hun pludselig det hele! I nattens løb, havde hun glemt alt om dagen før. Men nu huskede hun det hele. ”Hey Das. Er du allerede stået op, eller udforsker du bare?” Rush var kommet ud fra deres værelse, med morgen hår. ”Tja, både og. Jeg fik ikke spurgt om det i går men, hvor er vi egentlig?” Spurgte Dasallica. ”Nåh ja... vi øh... vi er på Jorden.” ”Aha...” ”Altså, Jorden, er en planet helt ligesom vores, men...” Hendes stemme knækkede.

”M-Men hvad...?” Rush tog mod til sig og sagde: ”Men... De folk der bor her er skam helt ligesom os, bortset fra, f-fra... Ingen har de evner som vi har...” Sagde hun til sidst. ”HVAD!?” ” Det er rigtigt! Ingen har vores evner, som her kaldes: Specielle Super Evner! O-Og der er, e-er... Masser af det som vi, på Hanticore, regnede os frem til at være... Forurening!” ”HVAD!? OGSÅ DET!?” Hun var allerede brudt sammen over det. ”Ja... Men før vi drager for hastede konklusioner, syntes jeg vi skal gå ud og se på den ”nye” verden. De har endda samme valuta som os! De bruger også Kroner og Øre! Jeg har stadigvæk min pung på mig, og jeg havde jo lige vundet 5000,- i Penge Rummet!” ”Ok, lad os gøre det... Men hvordan kommer vi ud herfra?” Spurgte Dasallica. ”Det har Jean givet os lov til. Jean er hende forskeren der bor her.” ”Fedt! Lad os så komme af sted! ”De fik hurtigt udforsket meget af den by de var i. De shoppede som de aldrig havde gjort før! De købte tasker, smykker, tøj, computer spil, blade, bøger, kaktusser, blyanter, tuscher og papir. De var kommet til dyrehandleren. Rush købte to hunrotter, som hun kaldte Mia og Zille. Dasallica vidste ikke hvad for et dyr hun skulle købe. ”Hej min pige. Ved du ikke hvad du vil have?” Spurgte manden ved disken. ”Nej…” ”Ved du hvad, jeg tror jeg har lige hvad du vil have! Kom med!” Dasallica fulgte med. De gik ud i et bag lokale, hvor der sad en fugl i et bur. Fuglen havde gyldne fjer, og meter lange halefjer. Det var en Fønix. Fønixen, var den 3. ting, som skilte Hanticore og Jorden fra hinanden. ”Wow! En Fønix! De fugle var også på Hant... øh... Dem har jeg hørt meget om fra bøger! Kan jeg købe den? Pleeaasee!” Bad hun. ”Ved du hvad? Du må  den!” ”Woaw, må jeg!? FEDT!!! TAK!” Dasallica fik Fønixen. Det var en pige. Hun kaldte den Gold.

 

  

4

En super idé


Næste dag, sad Dasallica og så tv. Der var kun én kanal, som på det tidspunkt viste Nyhederne, og hun kunne ikke finde ud af, at lægge andre kanaler ind. Der var noget om en ny bog og om en lama der var flygtet fra Zoologiskhave. Men så kom der noget spændene. ”Og over de sidste 2 år, er kriminaliteten steget markant, med over 76 %! Politiet siger, at de ikke længere har kontrol over det. De har bedt os om at sige, at de har brug for flere folk til at hjælpe. Og med det mener de, både til Politi, Brandvæsnet, og andet! Hjælp vores by, til at blive et bedre sted at være! Og nu til vejret...” Dasallica slukkede tv’et. Hun havde fået en idé. En idé til, hvordan hende og Rush kunne hjælpe, måske ikke bare byen, men hele verden! Hun skyndte sig af sted, for at finde Rush. Hun ledte alle vegne, men kunne ikke finde hende. De andre var der heller ikke. Til sidst kikkede hun inde i fælles rummet. Det var kun Rion der var der, så hun spurgte ham, om han havde set Rush. ”Hey... øh... Rion, har du set Rush?” Spurgte hun. ”Rush? Kan du beskrive hende? Der er så mange piger her.” Dasallica stirrede længe på ham. ”Øh... Kort hår!” Sagde hun så. ”Hm. Nåh ja, hun gik ned i byen. Hvorfor?” Spurgte han, og så mistænksomt på hende. ”Nåh, jeg skal bare fortælle hende noget vigtigt! Hemmeligt vigtigt!” ”Okay, hvis du siger det.” Hun skyndte sig af sted til byen. >Han var da… underlig!< Tænkte hun. Før hun nåede ud af døren, så hun en altan, som vendte ind mod Køba-Stredet i byen. Der hvor Rush, sandsynligvis, ville gå hen. Hun gik ud på altanen, tog mod til sig, og fløj af sted, højt over jorden, så ingen skulle se hende. Hun fløj over Køba-Stredet, og søgte efter Rush. Efter en rum tid, fandt hun hende ude foran en slikbutik, med en pose i hånden. Der var helt sikkert slik i! Hun måtte på en eller anden måde, fange Rush´s opmærksomhed. Hun koncentrerede sig. Det gjorde ondt i hovedet. Endelig fik hun sendt en lille bitte vandstråle ned i håret på hende. Rush kikkede op. Dasallica signalerede til hende, at hun skulle følge efter. Og så gik det af sted! De fløj og løb længe. Endelig fandt de en lille gyde, hvor de kunne snakke privat. Da de var kommet langt nok ind, landede Dasallica foran Rush. ”Pust... Pust... Hvad... Pew... Hvad så Das?” Stønnede hun. ”Hør Ruh! Jeg har fået en vildt god idé!” Sagde hun. ”Nå... Host... Hvad går den så ud på?” ”Jo, ser du: Jeg hørte i Nyhederne, at kriminaliteten i den her by, er steget med over 76 %!” Begyndte hun, ”Wow... Det er ikke så fedt... Puh... Hvad har det med din ”vildt gode idé” at gøre?” ”Det er nemlig det! Her på Jorda, eller hvad det nu er denne her planet hedder, er vi de eneste der har, som de nok kalder det, specielle evner! Og vi vil kunne hjælpe med vores specielle evner! Vi vil kunne hjælpe! Som Super Politibetjente! Super Helte!!!” ”Orv ja! Det har jeg slet ikke tænkt på! Det skulle vi da gøre!” Råbte Rush. I det samme, stormede der tre mænd, med læderjakker på, langt filtret hår og skæg frem! ”Hit med det hele tøser! Ellers bliver det værst for jer selv!” De var lige ved at hoppe ud af bukserne, så forskrækkede blev de! De var skrækslagne et øjeblik. >Hmmmm. Det her ville være god start træning til Super Helte tjansen!< Tænkte Rush. ”Præcis! Det bliver værst for jer selv, hvis ikke i skrider!” Sagde hun så. ”Nå! Så det skal være med den på hva’! Nu skal i få!” Sagde den største og, tilsyneladende også, stærkeste mand. ”Das! Det her er god start træning til Super tjansen! Kom nu! Lad os vise dem hvem der bestemmer!” Råbte hun til Dasallica. ”Åh! N-Nåh ja! H-He-He...” En af mændene sendte en knytnæve af sted, mod Rush! Hun skyndte sig at lave et kraftfelt, rundt om hende og Dasallica. ”Hvad i...!?” De slog hele tiden på det, Rush fik mere og mere ondt i hovedet, og kraftfældet blev svagere og svagere! Til sidst råbte Dasallica til Rush: ”Luk mig ud af fældet! Du ved, at jeg kan Taekwondo!” Hun åbnede fældet i Dasallicas side, så hun kunne komme ud. Dasallica sendte et cirkelspark i hovedet på, den tilsyneladende, leder. Rush skød resten af kræftfældet på de to andre, og det væltede dem. Dasallica hoppede højt op i luften, snurrede rundt, og sparkede samtidigt den store mand i maven. Rush fik dannet nogle grimme, voksende bylder i hovedet på de to andre. De sprang op og ned. ”Løb gutter! Løøøøb!!!” De stak halerne mellem benene og løb så hurtigt de kunne. ”Sådan Das!” Råbte Rush. ”Yes!” De klaskede hænder, og løb, (de havde ikke nok energi til at flyve) så hurtigt de kunne hjem. Der var meget, der skulle gøres! 

                                                    

                                     5

Træning


Næste dag vågnede Dasallica, ved at noget smadrede i værelset ved siden af. Hun gned sine øjne, trak i morgen kåben og gik derind. Det var en vase, der var faldet på gulvet. En kvinde var i gang med at feje stumperne op. ”Hvad skete der?” Spurgte Dasallica. Hun kikkede op. ”Nå, hej! Vi har vist ikke fået talt sammen, siden at du faldt i søen. Jeg hedder Jean.” De gav hinanden hånden. ”Dasallica.” ”Nå, men der var nogen der stødte hårdt til væggen, og så faldt vasen ned. Der er ret tynde vægge her i huset, så der kan sikkert let komme vibrationer. Det skulle vel aldrig have været dig?” Tja… Hun havde faktisk ret ondt i siden… ”Øh… Hvis det var, så må du altså meget undskylde…” Sagde hun derfor. ”Det gør ikke noget. Jeg skulle alligevel have den på lodsepladsen.” Det var meget rart lige at få stiftet et bekendtskab med den man bor hos. Senere på dagen, kom Rush hen til Dasallica. ”Das, prøv at hør: Hvis vi skal være Super Helte, så kræver det altså noget: 1: Super identitet. 2: Supertøj. 3: Ting der kan hjælpe os med at finde forbryderne, for vi er endnu ikke stærke nok til at finde dem selv. Og aller vigtigst…” ”Et super hold navn!” Afbrød Dasallica. ”Nej. 4: TRÆNING, TRÆNING OG ATTER TRÆNING!” Afsluttede Rush. ”Jean har en simulations maskine, som vi kan bruge til at træne i. Vi kan gå derhen nu hvis det er.” De ordnede simulatoren til: Kamp niveau 1, og gik ind. Simulationen begyndte. De stod i en park. En stor Dobberman kom til syne. Den snerrede af dem, og gik til angreb! Den gik efter Rush. Hun sprang til side, og fik flænset sit ene bukseben! Dasallica var hurtig: Hun koncentrerede sig lidt, og sprøjtede vand i øjnene på hunden. Det gjorde den endnu mere arrig, og gik nu til angreb på Dasallica. Rush sprang ind foran hende, og fik på rekord tid, lavet en strømstråle! Den ramte hunden i benet. Den pep, og løb væk. Simulationen stoppede. Jean stod udenfor, og klappede. ”Det var flot piger!” Dasallica og Rush kom ud. ”Det var faktisk ret hårdt…” Sagde Dasallica. ”Ja.” Jean så ud til at tænke. ”Jeg syntes at i skal vælge en evne som i vil beskæftige jer med. Så kan i arbejde ekstra hårdt med den. Og så kan i senere begynde på jeres andre evner. Hvad syntes i om det?” >Hvad siger du til det Rush?< Tankesendte Dasallica, >Jeg syntes at det lyder super fedt!< >Det syntes jeg også! Jeg skulle bare vide om du syntes det samme…< ”Super!” Sagde Dasallica og Rush i munden på hinanden. ”Jamen ok! Dasallica, hvilken evne vil du gerne arbejde med?” Dasallica tænkte lidt. ”Jeg vil gerne arbejde med min flyvning, for da jeg skulle hente Rush, var jeg hele tiden ved at falde ned… Men jeg vil først arbejde med vind og luft!” ”Ok. Rush hvad med dig?” Rush så ud til at vide det med det samme. ”Strøm! Så kan jeg sætte alle mine modstandere i stødet!” ”Hi-hi! Ok! Vi prøver mod hunden nogle gange mere, og så skal i prøve kun, at fokusere på jeres valgte evner.” Og så startede de igen. Hunden bed sig fast i Dasallicas ene ben, og Rush skød en lille strømstråle på den igen. Men denne gang sprang hunden på Rush, væltede hende, og bed i hendes kind! Dasallica blæste den væk. Hunden fik taget an stor luns af Rushs kind, det blødte vildt, og hun græd. Simulationen sluttede igen. Rush var meget skadet, men Jean klappede bare! Da de kom ud, forsvandt Rushs sår pludselig. ”Wow! S-smerten forsvandt bare!?” Sagde hun, og gnubbede sin kind. ”Åh, ja det glemte jeg at fortælle jer! Inde i simulationsboksen er der en helt speciel atmosfære. Der er et middel i luften, som gør, at simulationen virker ægte. Altså at det gør ondt. I kan faktisk dø derinde,” Rush og Dasallica vekslede gru blikke. ”men så snart i kommer her ud, i den normale atmosfære, så læger sår, og i vil ”genoplive”… Og op til 12. niveau, vil simulationen nød stoppe hvis i påtager jer for megen skade. Men efter det, så er det fra 12. til 18. niveau at hvis én af jer dør, så nød stopper den. Men derefter stopper den kun, hvis i begge dør. Og den stopper selvfølgelig altid, når i har besejret fjenden.” Noget smadrede. Jean løb ud. Endnu en vase var faldet, men denne gang var det ude i gangen, og den rødhårede pige spurtede væk. ”STOP!” Råbte Jean, og tonsede efter. Pigen var hurtig, og Jean mistede hende af syne. Hun fangede hende først i fælles rummet, hvor Rion havde fået fat på hende. ”Pust… Støn… Tak! Jeg skal lige… Puh… Have en snak med hende her!” De havde øjenkontakt i nogle sekunder før han slap hende. De var tilbage i simulationsrummet, og Jean var helt oppe at køre. ”Hvad lavede du herinde!? Prøvede du at udspionere os!?” Hun sagde ikke noget. Jean gik frem og tilbage. Bandene. Rush ragede i sin lomme. Hun fandt et stykke chokolade. ”Hvis du fortæller os hvad du lavede og hvorfor, får du det her stykke chokolade, med nougat og karamel i.” Det var en god strategi, for endelig talte pigen, af sine lungers fulde kræft. ”Jeg udspionerede jer, for så kunne jeg få en bog om magikontrol af … MMMFF!” Et grønt glødende reb, kom til syne, om munden på hende, så hun kunne ikke berette mere. De prøvede at få det af, men når de rørte det, blev de påført giftmagi, og blev kastet tilbage. Så det var forgæves. Pigen blev sendt ind på sit værelse. 

  

6

Første gang


De havde nu trænet i en måned. Dasallica kunne skabe tornadoer, og Rush kunne påvirke alt strøm inden for t="on">10 meter, og skabe en stor strømstråle af det. De var begge blevet meget bedre til deres valgte evner, og var nået til 7. niveau, i Simulationsboksen. De havde tænkt over det noget tid, og de havde besluttet, at de var klar som super helte. Træningen ville de dog altid blive ved med. De havde fundet et navn til deres supergruppe: Team Phoenix. Supertøj havde de også; Tykke, røde bomulds trøjer, med lange trompet ærmer og en broderet gylden Fønix på torsoen; ”Sorte” denim bukser, med trompet bukseben; Bjerg klatrings agtige ruskinds støvler; sorte bind på hovedet, med huller for øjnene. Nu manglede de bare deres personlige Supernavne. ”Hvad med Thunder Girl?” Sagde Rush. ”Det syntes jeg igen, lyder for vildt…” ”Hvad med dig?” ”Girl of Lore.” Sagde Dasallica. ”Nej!Det er for smart!” De tænkte noget tid. ”Hvad med at vi kalder os vores kælenavne? Das og Ruh?” Sagde Dasallica til sidst. ”Det kan jeg leve med.” ”Hvem skal så være lederen af vores team?” Spurgte Dasallica. ”Dig! Du er Livets Udvalgte.” ” Nåh ja, ok.”

 

Jean havde en maskine, som kunne opspore når byen på nogen måde var i fare. Derfor, var hun også en slags ”hjælpe betjent”, for byens politi. Men det var kun i weekenden. Hun havde trods alt et job. Den blev sat i gang, og så ventede de. De havde også fået, en ”Bibber” som de havde puttet i lommen. De kunne ved et enkelt klik kontakte politiet, til det sted man var. Men det var en test udgave, så folk i byen, havde ikke nogle endnu. Klokken 19:36 bibbede maskinen. De løb derind. ”Der er et røveri i gang i en berømt computer butik, inde på Durholms Plads! Der er to bevæbnede mænd.” Læste Jean op. ”Jeg kontakter ikke politiet, som jeg ellers ville have gjort. Så kan i klare det.” ”Vi har trænet noget imod pistoler og våben, så det er nok ok!” Sagde Dasallica. Jean viste dem vejen til Durholms Plads, på digital kort. Og så fløj de. Da de kom dertil, så de, at computer butikkens dør var oppe. De fløj op over vinduet, og lænede sig ned og kikkede. To mænd med gevær og huer for næse og mund, stod og var ved at tømme penge kassen. Den ene truede ekspedienten med sit gevær. Dasallica signalerede til Rush, at hun skulle samle strøm, og svitse geværerne ud af hænderne på de to mænd. Rush samlede strøm, bukkede sig ned, og sendte to lyn af sted mod deres hænder. De fik svitset deres geværer ud af hænderne, og Rush svang sig ned, og sendte endnu et lyn af sted i gulvet, så de også fik deres fødder svitset! Dasallica svang sig også ned, og brugte vinden til at hive pengesækken hen i hendes favn. Den var tung. ”Hva’ fanden!?” Sagde den ene. Dasallica hvirvlede dem rundt i en lille tornado, og bragte dem på ryggen, ud på gaden foran dem. Rush bandt dem i strøm, så de ikke kunne komme nogen vegne. Og til sidst skubbede Dasallica et lille, men stærkt, kraftfelt i hovedet på dem, så de blev bevidstløse. ”Hv-Hvem er i? Er i… Er i gudinder?” Spurgte ekspedienten forundret. >Han virker lidt overtroisk.< Tanke sendte Dasallica til Rush. >Ja… Men lad os nu bare sige det som det er!< ”Nej, vi er ikke gudinder.” Svarede Rush. ”Vi er derimod Ruh, det er mig, og Das. Sammen er vi Team Phoenix. Et superhold!” Han gloede på dem, som de havde forventet. ”Skynd dig hellere hjem, og fortæl hvad du har oplevet til alle dine venner. Så er du sød. Men ikke til politiet. Den klarer vi nemlig.” Sagde Rush. ”Som i ønsker, i smukke gudinder… Øh… Superhelte…” Sagde han, og løb. De stod lidt og kikkede på deres værk. Så omfavnede de hinanden, grinene og grædende. ”Åh Das! Det her er bare fedt!” Grinede Rush. ”Det her er meget lettere end jeg troede! På den gode måde selvfølgelig!” Græd Dasallica. Pludselig blev noget slynget igennem luften. Det ramte Dasallica i maven, og hun blev kastet hen i den anden ende af Durholms Plads! Det var den samme slags giftmagi som rebet der var kommet om munden på pigen. Men denne gang var det ikke et reb, men en slagsstråle! En stråle der ikke bliver skudt men kastet, og endnu stærkere end almindelige stråler! ”Das!” Rush sprintede hen til Dasallica der lå og ømmede sig. ”Urrrr… Hvad var det…?” Spurgte hun. ”Det var den samme slags magi som rebet på pigen. Giftmagi. Og endda en slagsstråle! Lad os komme tilbage til Jean! … Øh… Øjeblik!” Rush løb hen og lagde noget ved forbryderne. Hun kastede et blik mod der hvor strålen var kommet fra, i håb om at se hvem det var. Men der var intet. De aktiverede deres Bibbere. Rush havde tænkt sig at lægge visit kort hver gang de havde besejret nogen. De fløj af sted. På visit kortet stod:

 

Kærlig Hilsen:

Team Phoenix

Das og Ruh

 

 

7

Hjaltre


”Og han er ved at stige ud af limoen! Og der er han! Hjaltre! Den nye milliardær, som blev fundet i et super marked for en måned og 2½ uge siden! Det er fantastisk! Han er så køn, med sit gyldne, glatte, hår og havblå øjne!” Forklarede journalisten til kameraet. Hjaltre steg ud af limousinen. Han var et godt eksempel på hvad der sker med folk, når deres hjemplanet er sprunget i luften. Han var kommet til sit palæ, i Los Angeles. Endelig slap han af med tv folk, og journalister. Han gik igennem parken, på vej til palæet. ”Jones, bring mig et glas Portellieyo vin.” Kommanderede han sin tjener Jones, da han til sidst sad i sit jacuzziværelse, med sit fladskærms tv på væggen, i sin fulde magt. Jones kom tilbage, med vinen. ”Tak Jones. Vil de være venlig at tænde mit tv?” Bad han. ”Selvfølgelig min gode mand.” Han tændte tv’et. De viste, igen, nyhederne. ”Og i går aftes, blev de to eftersøgte forbrydere, Emery Brown og August Edwards, fundet uden for computer butikken Drømmen, på Durholms Plads, bevidstløse og bundede i strømreb. Ved siden af de to forbrydere, blev der fundet et visitkort, hvor der stod: Kærlig Hilsen: Team Phoenix Das og Ruh…” Mere nåede Hjaltre ikke at høre, før han druknede i sin vin. ”Host, sprut! HVAD!? DET ER UMUGLIGT! Jeg må fortælle det til vor leder! Jones! Bring mig mit håndklæde, og mit tøj! Og gør min L.U. sporer klar!”

 

Ah!” Dasallica blev for tredje gang, skubbet ned fra fængslets tag, af den sindssyge galning, der var flygtet. ”DØØØØ!” Råbte han. Rush fløj hen, og sparkede ham i hovedet. Hun nåede lige at gribe Dasallica, før hun ramte jorden, og døede, for tredje gang.

”Godt at du endelig nåede det!” Sagde Dasallica. Nu fløj de begge op, og sendte strøm og vind på ham. Men denne gang havde Rush vind, og Dasallica strøm. Han blev blæst ud over taget. Rush fik vinden til at bære ham op, Dasallica bandt ham i strøm, og Rush sendte et kraftfelt på ham, så han besvimede. De klaskede hænder, og simulationen sluttede. De var nu nået til 12. niveau, og skulle gå videre til 13. De havde nu begge behersket vind og strøm, og de skulle nu vælge nye evner. ”Rush?” ”Ild! Jeg ved at det er en stærk evne og, at den er svær, men den er sej!” ”Ok. Dasallica?” ”Planter. Det er en flot evne.” Men de skulle få et chok. ”Piger… Her på 13. niveau… Her i byen er der en… En… En radioaktivitet. I vil komme til at møde halve mennesker, og muterede dyr. Det er der på 13. niveau… Bare så i ikke blev alt for forskrækkede.” De vekslede gru blikke. De nåede heldigvis ikke at starte. Super maskinen bibbede. ”Det er én, som gerne vil møde jer, ude i Shavy Skoven, uden for byen.” Jean viste dem skoven, og så fløj de. ”Nogen der vil møde os? Tja… Det lyder ikke godt, når det bliver vist på Super maskinen…” De fløj ind over skoven. De søgte ned gennem træerne. Pludselig, fik de skudt et kraftfelt i hovedet! ”Arh! Hvad var det!?” Råbte Rush. ”Nåh små piger, det var bare mig.” En mand, fløj over hovederne på dem. ”… Øh… Og hvem er du?” Spurgte Dasallica. Manden grinede. ”Mig? Ha ha! Mit navn vil blive det sidste i hører! Mit navn, er Hjaltre!”

  

8

En magisk

modstander


Hjaltre skød igen. Denne gang nåede de at flytte sig. ”DAS! VI KAN IKKE KLARE HAM! HAN ER LANGT STÆRKERE END OS!” Råbte Rush. ”JO VI KAN! VI SKAL BARE FINDE HANS SVAGHED!” Råbte Dasallica tilbage. ”OK! DU ER LEDEREN!” Hjaltre kastede ildkugler mod Dasallica. Hun blev ramt i hovedet.

Nej!” Hun styrtede ned, og slog hovedet mod jorden! Hun landede i kanten af en grus vej. Hun besvimede. ”DAS!” Hjaltres sendte strøm mod Rush, men hun undveg. Der gik lang tid, hvor Hjaltres bare jagede Rush, gennem skoven. Endelig fik Rush en lejlighed, til at sende strøm mod Hjaltres. Han undveg halvt, og det svitsede hans bukseben! ”Åh nej! Nu bliver jeg nødt til at købe nogle nye bukser! Det er bare for meget, og… bla… bla… bla…” Rush stirrede lidt. Så greb hun chancen, og brugte vind, til at blæse ham væk! ”Woa!” Han blæste langt væk. Han landede for fødderne af Dasallica. Rush havde ikke set præcist hvor han blæste hen, og hun ledte forgæves. Dasallica var først lige ved at vågne. Hjaltre kikkede på hende. Så begyndte han at rode i hendes lommer. Han fandt hendes Bibber. ”Aha. En såkaldt Bibber!” Han trykkede på knappen. Så begyndte han at flå sine gevandter (”Ja, jeg skal jo alligevel have nye bukser. Suk…” Klagede han), og smøre jord og blade i hovedet. Så gav han Dasallica en lille lussing, så hun blev mere vågen, og rejste hende op. Så smed han sig på jorden, og klynkede. ”Åh, hjælp mig! Hun er forfærdelig! Så hjælp mig dog! Hjæææælp! Hun har tævet mig synder og sammen!” Dasallica var først nu, kommet rigtigt til sig selv. ”Øh… Hvad…? Jeg har da ikke…” Mere nåede hun ikke at sige, før at hun havde fået håndjern på. ”Du er arresteret, for at have tævet milliardæren Hjaltre Shcamina! Alt hvad du siger, kan blive brugt imod dig!” Hun vidste ikke at politiet var så hurtigt. Hun blev skubbet ind i politi vognen, og kørt med til stationen. 

  

9

En stærk redning


Næste dag, blev Dasallica sat for retten. ”Og du slog, sparkede og jordede ham?” Spurgte dommeren. ”Nej, har jeg jo sagt! Han prøvede at slippe af med mig fordi, at jeg… har overhørt en vigtig samtale!” Sagde Dasallica. ”Hvad siger vores vidne så til det?” Dommeren pegede på vidnet. En politimand. ”Hjaltre lå med jord over det hele, og ødelagt tøj. Der var heldigvis ikke sket ham noget, men han var længe ude af stand til at tale. Jeg siger, at hun er skyldig!” Sagde han. ”Godt. Efter 1 time og 17 minutter, er dommen nu blevet sagt. Dasallica Amischo, er hermed kendt: Skyldig!” ”Nej!” Dasallica, kom i fængsel. Hjemme prøvede Rush og Jean, at opspore Dasallica, da der jo også var en sporer indbygget i Bibberen. ”Men jeg ledte efter hende overalt! Hun kan ikke bare forsvinde!” Sagde Rush. ”Vent! Den opsporer noget!” Super maskinen viste, at hun var i Hjaltres palæ. Men der var kun ham og hans tjener. De gennemsøgte hele palæet på maskinen, men hun var der ikke. Dasallica, var nu indespærret, sammen med to punker tøser, som ikke lagde mærke til hende og en rotte, der kravlede ind under én af de fire senge. Bare det ikke var den seng, Dasallica skulle sove i.

 

Dagene gik, og Dasallica havde nu været der i tre dage. Det var helt forfærdeligt. Hun havde fået den seng, ved siden af den som rotten boede under. Og på anden nat, var der en stor fed jagtedderkop, i den. Hjaltres var forsvundet fra sit palæ, og der var ingen spor af ham. Han var nemlig flygtet til et sted, hvor han vidste, at Dasallica og Rush ikke kunne finde ham. ”HVAD GJORDE DU!?” ”J-Jeg havde intet andet valg Store Leder!” Sagde Hjaltre. ”ARGH! VI MÅ LÆGGE EN PLAN! HURTIGT! KÆRLIG! KOM HER!

 

Klokken var 00:23… Dasallica kunne ikke sove. Hun var led og ked af at være i fængsel. Pludselig, hørte hun nogle underlige lyde. ”YAARRR!” Nogen skreg! Hun hørte skridt. Nogen gispede. Skridtene stoppede uden for hendes celle. Hun satte sig hurtigt op i sengen. Det var Rion. Han havde kæmpestore drage vinger! ”R-Rion? Men… Hvad?” Han rev nogle af cellens tremmer af, som var det knækbrød. ”Vi kan jo ikke have, at en fra vores planet, skulle rådne op i et fængsel vel?” Sagde han. ”Hvis du vil ud her fra, så bare følg mig!” Hun var lige ved at stige ud af sengen, da hun huskede, at hun kun sov i undertøj. ”Øh… Jeg har ikke noget på, så jeg skal lige klæde om…” Sagde hun så. ”Ja, ja… Jeg holder øje med at der ikke kommer nogen.” Han gik tilbage den vej han var kommet fra. Hun skyndte sig, at få sit tøj på. Hendes underbukser, var efter hånden meget ulækre. Så fulgte hun efter. De gik hen af gangen der førte til trappen. Der var et vindue i en af væggene. Hun kikkede ud. Hun åndede noget frisk luft, som hun længe havde trængt til. Men nede på jorden lå der en mand… Og der var blod under ham. Han kunne da ikke bare være faldet ud? Han måtte være blevet skubbet! ”Af sted!” Rion skubbede hende væk fra vinduet. Dasallica’s celle, var på 4. sal, og de var nu på 3. De var kommet ned på 2. sal, og der blev de mødt af to vagter. ”De er flygtet! Fang dem!” ”Løb!” Råbte Rion. Dasallica løb så hurtigt hun kunne, ned af den næste trappe. Bag hende, hørte hun intet. Hun nåede uden for, hen til vejen… Nu vidste hun ikke længere, hvor hun skulle løbe hen. Hun så Rion flyve ud, af et af vinduerne. Han greb fat i hende, og løftede hende op. Han fløj hende hele vejen hjem. Da de kom, løftede han hende ind i hendes værelse, gennem vinduet. ”Tak.” Sagde Dasallica. Rion fløj videre. Før hun gik i seng, gav hun Gold, en masse mad og vand, og kælede længe med hende. Derefter lagde hun sig i sin seng, og sov, øjeblikkeligt.

  

10

P.D.G.


Dasallica havde haft en glædelig morgen. Hun var blevet omfavnet af en glad Rush, som derefter foreslog hende, at tage et bad. Det var også første gang, at de prøvede at kæmpe i mod halve mennesker. En menneskeøgle… Det var også den dag, at Jean fortalte dem, om P.D.G. ”Piger, kom lige med.” Jean førte dem ind på deres værelse. ”Jeg har lige hørt om det. Det er noget der hedder: P.D.G. Eller: Phoenix Destruktion Grouppe.” Sagde hun. ”Os? M-Men vi er jo Team Phoenix! Vil de… Destruere os?” Spurgte Dasallica. ”Dræbe dig. Jeg fandt en seddel, da jeg var på vej til købmanden.” Hun viste dem sedlen:

 

P.D.G.

Phoenix Destruction Group

Medlemmer:

Mystisk, Smukke, Kærlig, Super Pige, Regel Holderen

og Underlig.

Mig selv: Store Leder

Livets Udvalgte Vil Snart Møde:

SIN UNDERGANG!

 

Dasallica kikkede lamslået på papiret. Pludselig åbnede døren. Det var Tioolin. ”Hallo, Jean! Vi har faktisk kaldt tre gange nu, og… Hvad laver i?” Hun kikkede på dem med fryd malet i ansigtet.

”Ah, nu ved jeg det! Jean hjælper jer selvfølgelig med kærester! Fordi i ikke selv kan finde ud af det! Ha! Det er sgu’ for da lamt man!” Sagde hun hånende. ”Skrid Tioolin!” Råbte Rush. ”Rush der er ingen grund til at være ubehøvlet! Jeg kommer nu Tioolin.” Jean gik ud af døren. Tioolin mimede, ”Kæreste hjælp!” i hendes, nu-bliver-i-vildt-upopulære udtryk, og gik med.

  

11

Rejser og visioner


Dasallica kunne ikke sove om natten. Hun var bange for lige pludselig at blive angrebet. ”Rush… Sover du?” Spurgte hun.

”Nej… Vi kan ikke sove på grund af. P.D.G…” Svarede Rush. Dasallica svarede ikke. Hun var rædselsslagen. 2 timer efter, var Dasallica endelig faldet i søvn. Det var den første nat, ud af mange, hvor hun fik visioner.

 

”Godt… Næsten alle er samlet, Mystisk, Smukke, Kærlig. Vi mangler bare Super Pige, Regel Holderen og Underlig hvor, at ingen af dem, var i stand til at komme… Mystisk, hvad har du i tankerne?” ”Jeg har ikke haft lejlighed til at tænke over sagen, men jeg er sikker på, at Kærlig ville have stor glæde, af at gøre noget for P.D.G. Store Leder.” Sagde Mystisk. ”Ok. Smukke, hvad med dig?” ”Øhm… Jeg… E-er det ok, hvis jeg sidder over denne gang, Store Leder?” Svarede Smukke. ”Hrm. Fint. Du slipper denne gang. Kærlig?” Kærlig var hurtig til at svare. ”Ja, jeg er enig med Mystisk! Jeg vil enormt gerne gøre noget for P.D.G! Jeg har lige det rette klar, til at lave ravage!” ”Godt! Du rapporterer til os, om hvad du gør, hver dag! Og hvis du ikke gør, bliver det værst for dig selv!” ”Må jeg afbryde? Vi er endnu ikke sikre på, hvem der er den udvalgte. Jeg kan samle data, med den Bibber, som ”Smukke” formåede at stjæle. Så kan vi med 100 %, få at vide, hvem der er Livets Udvalgte.” Sagde Mystisk. Store Leder tænkte lidt. ”Ok. Det er altid godt at være på den sikre side! Og vi er endda godt i gang med, at få Jean væk fra Team Phoenix! Hvis der sker noget uventet, så rapporter. Kærlig, Mystisk, af sted!”

 

Dasallica vågnede. Hun sprang ud af sengen, og så sig fortvivlet omkring. Derefter lod hun sig bumpe ned i sengen igen. ”Rush… Vågn op!” Rush var allerede ude af sengen. ”Jeg tror at alle er vågne, sådan som du hopper rundt!” Svarede hun. ”Jeg… Jeg tror at jeg har drømt noget ret vigtigt.” Sagde Dasallica. ”Fortæl, fortæl. Jeg er lutter ører.” ”Altså…” Dasallica fortalte Rush om drømmen. Om Store Leder, og om de underlige navne. Rush lyttede intenst. ”Wow… Er du helt sikker på, at al snak kun var hvisken? Du kunne slet ikke høre forskel i stemmerne? Og du kunne ikke se noget?” Spurgte Rush, da hun var færdig. ”Helt sikker!” Rush tænkte lidt. ”Hmmmm… Jeg tror ikke, at det bare var en drøm. Nu mere en advarsel. En vision, af en slags.”

 

Da Dasallica endelig gad stå op, lod hun som om, at der intet var sket om natten. Hun tog et bad, børstede tænder og klædte sig på. Men det havde jo ikke været en normal nat, og det blev heller ikke en normal morgen. Da hun kom ud på gangen, var det første hun så, en masse kufferter. Hun ønskede at det var Tioolin, der skulle flytte, men det var ikke noget godt.

 

Nej! Det kan du ikke!” Råbte Rush. ”Jeg har ikke et valg, Rush!” Sagde Jean. ”Jeg bliver nødt til, at hjælpe mine kollegaer med, at finde ud af, hvorfor de andre forskere pludselig døede!” Det var Jean, der skulle rejse til Canada, i 2 måneder. Rush var rasende på hende, og Dasallica havde ikke lyst, til at blande sig. På ingen måde. Da Rush ikke kunne overtale Jean, tog hun øjeblikkeligt af sted. Nu var de alene, sammen med Tioolin, Ritza, Beanterin, Rion og den underlige lille pige. Jean havde sagt, at de kunne holde kontakt, over en bærbar hun havde med. Der var ingen pengebegrænsninger på den, så de kunne bare skrive, så meget de ville. Hun sagde også, at hun havde opgraderet simulationsmaskinen til, at man kunne have adræthedstræning, flyvetræning, og træning til at øve udholdenhed og viden. De trænede lidt magi først. Mest for, at få afreageret Rushs vrede. Det gik godt for dem begge. Derefter prøvede de flyvetræning. Det gik bedre for Rush, end det gjorde for Dasallica. Hun stødte ind i en lygtepæl. De trænede hele dagen. Da de gik i seng, var de så trætte, at de næsten ikke kunne stå på benene. De krøb begge i seng. Før at Dasallica nåede at lægge sig ned, så hun et lille rødt glimt på gulvet. Det lyste neden under skabet, i det yderste hjørne af værelset. Hun rejste sig dovent op, og kikkede under det. ”Hey, Rush. Kom lige at se.” Rush kom lige så dovent, luntende hen til hende. ”Hvad?” Sagde hun. ”Prøv at se ind under skabet. Det er min Bibber!” ”Nå…” Sagde Rush træt. ”Jeg kan ikke… Umf! Nå den!” ”Prøv fra den anden side.” Det virkede. Hun fik den ud. ”Jeg orker ikke at tjekke den lige nu,” Sagde Dasallica. ”Vi kan gøre det i morgen.” Hun lagde Bibberen på sit natbord, og de gik begge i seng igen.

 

Dasallica vågnede næste morgen, med en underlig fornemmelse i maven. Uden videre, følte hun på natbordet. Bibberen var væk! ”Rush!

 

Den løgner! Hun kan bare vente sig!Hvorfor lyver hun altid!? Hun skulle spærres inde på livstid!” ”Slap af, Mystisk! Du kan ikke tillade dig at blive så vred! Nu ved vi jo hvem det er, ikke? Det er bare den dumme tøs, der ikke kan skelne mellem den der er Livets Udvalgte, og den der ikke er! Ok!?” Der var igen møde, i P.D.G. De havde fundet ud af, at Dasallica var den udvalgte. ”Det er der jo også ”mange” der kan.” Mumlede Smukke. ”Hvad sagde du, min søde Smukke?” ”Åh jeg talte bare lidt for mig selv om, hvor smuk din frisure er i dag, Store Leder.” ”Heh… Ok…(Der bredte sig et forlegent smil, på den Store Leders mund.) Hm. Jeg vil nu kontakte Kærlig, og høre hvordan det går med planen.” >Kærlig, hvornår rykker du ind?< Tanke sendte den Store Leder. >I morgen starter jeg førte del af planen, Store Leder.< Svarede Kærlig. >Godt.< Store Leder vendte sig igen, mod de andre. ”Kærlig iværksætter første del af planen i morgen. Nå. Vi har nu fundet ud af, at Rush ikke er Livets Udvalgte, som Mystisk fik oplyst af pigen,” Mystisk mumlede et eller andet, som den Store Leder ikke gad fordybe sig i. ”Men at det derimod er Dasallica… Som også er lederen af Team Phoenix, som Smukke fandt ud af,” Et selvtilfredst smil, bredte sig hos Smukke. ”Så derfor, skal vi nu gå efter Das, som Mystisk kom til tidligere, med sin slagsstråle. Han skulle ramme Rush, men i stedet ramte han hende. Mødet er hermed slut. Nogen der har noget at sige, før at vi bryder op? Nå ikke? Godt.” De gik alle hen mod mødesalens dør. Super Pige hviskede: ”Gode oplysninger du hiver frem.” Til Mystisk. Som svar, blev hun slået igennem væggen.

 

Sådan forklarede Dasallica det, da hun kom i tanke om, hvad hun havde drømt. Der var igen, kun hvisken og hun kunne intet se.

 

Dasallica kunne ikke glemme drømmen. Hun kunne ikke koncentrere sig, om noget som helst. Men hun fik snart andre ting på hjernen. Hun gik ind til Rush, der sad ved computeren. ”Hej Das! Jeg har spurgt Jean, om hvad vi gør, hvis der kommer flere fra vores planet! Hun siger, at vi bare skal få ind i Opvarmeren, som var den du og jeg vågnede i!” Sagde Rush hastigt. ”Øhm… Ja… Men… Hvorfor har du spurgt om det?” Rush skyndte sig hen til døren, og ud på gangen. ”Fordi, at der lige er kommet én til!” Så fik Dasallica også fart på. Gad vide hvem det var? ”Det er for resten én, som du underligt nok ikke har nævnt overhovedet, siden vi kom til Jorden!” Dasallica satte farten op. De kom ud til søen.

”Hvad nu?” Spurgte Dasallica. ”Prøv, at få vandet til, at trække sig tilbage! Bare nogle få sekunder,” Sagde Rush. ”så løber jeg ned og henter ham!” Dasallica koncentrerede sig. Endelig virkede det! Hun dannede en ”vandsti” og Rush løb ned. ”Das! Løb indenfor og tryk på den store, røde knap, på panelet til Opvarmeren!” Råbte Rush til Dasallica, da hun fløj op, med en skikkelse. Dasallica lod vanden glide tilbage hvor det hørte til og sprintede af sted. Hun tændte maskinen. Rush kom forpustet flyvende, med en dreng i favnen. Hun lagde ham ned i Opvarmeren, og lukkede lågen. Der var en glasrude i lågen. Dasallica lænede sig ind over, og kikkede. Hendes hjerte sprang et slag over. En dreng, med gulbrunt hår, og som hun allerede vidste, blågrønne øjne. Det var Kayden. Hendes kæreste, fra Hanticore.

  

12

Amora og Kayden


Hun var lige ved af græde. Hun blev på en måde så uendeligt glad, og på en måde så uendeligt trist, da hun så det. Hvorfor havde hun slet ikke tænkt på ham? Havde hun måske været ligeglad? Nej! Hun elskede ham jo! 5 timer efter, var Opvarmeren endelig færdig. De åbnede lågen. ”Årh… Hvad skete der lige? J-Jeg har vist fået en sten i hovedet… En stor sten…” Sagde Kayden, da han vågnede. Han åbnede svagt øjnene. ”D-Dasallica?” Sagde han, da han så hende. ”Ja!” Svarede Dasallica. Han satte sig op i hendes seng, hvor de havde lagt ham efter Opvarmeren var færdig. ”Hvor er vi, og hvad skete der?” Spurgte han. ”Vi er et sted der hedder Jorden. Jeg forklarer hvad der skete senere. Kom med!” Dasallica viste Kayden rundt. De prøvede træningen, gik ud i byen, osv. Hun havde fortalt ham hvad der skete på Hanticore og ligesom hende brød han sammen. Senere, stod de ude på altanen, og nød solnedgangen. ”Det er smukt, hva’?” Sagde Kayden. ”Det er endnu smukkere sammen med dig.” Svarede Dasallica. Uden af de rigtigt lagde mærke til det, mødtes deres læber lige så langsomt. >Nu er jeg den lykkeligste pige, i verdenen!< Tænkte Dasallica.

 

Kayden, havde fået et værelse. De sagde alle godnat, og gik i seng. Dasallica kunne ikke sove. Hun var så glad. Hun havde ikke lyst til at sove. Hun ville meget hellere ind til Kayden. Der var næsten helt stille. Rush sov meget tungt, kunne hun høre. Hun listede ud på gangen, på vej hen til ham. Hendes søde, dejlige kæreste. Pludselig ringede det på døren. Den blide dling-dlong lyd, nåede hendes ører. Hun gik ud til døren, og åbnede. Det regnede uden for, så personen var nok våd. Der stod en helt gennemblødt pige. Hun havde langt gyldent hår, sat op i en bølgende hestehale, turkisblå øjne og brunlig hud. Med det tøj hun havde på, lignede hun lidt en mavedanser. ”M-Må jeg godt komme i-ind?” Spurgte hun. ”Ja, selvfølgelig!” Pigen gik ind. Hun havde klip-klappere på. ”Hvem er du?” Spurgte Dasallica. ”Jeg hedder Amora.” Svarede hun. ”Hvor gammel er du siden, at du går rundt på gaden så sent? Og hvorfor gør du det egentlig?” ”Jeg er 13 år gammel, og jeg er her fordi… Fordi at jeg kunne mærke at i også var fra Hanticore.” Det gav et sæt i Dasallica. Hun gav Amora et værelse. Hun tørrede selv sit tøj, med varme evner, og gik i seng. Dasallica var lige gået ind på sit værelse, da Supermaskinen bibbede!

  

13

Alvor


Både Dasallica, og den søvndrukne Rush løb ind til maskinen. De kikkede på skærmen. ”Radioaktivitet, jaguar med et menneskes viden, er gået amok i udkanten af byen Serra, vores by.” Læste Dasallica. ”En jaguar? Hvor kommer den dog fra!?” De trak i super tøjet, og fløj af sted. Da de kom derhen, så de at jaguaren, løb rundt på et græsområde. De fløj ned. De omringede dyret, og prøvede at få det til at slappe af. Men det havde jo et menneskes viden, og åbenbart også, at kunne tale. ”Rush!” Råbte den. ”Hvad!?” Den sprang på hende! ”Aaaarh!” Skreg Rush. ”Nej!” Råbte Dasallica. Hun skød strøm efter jaguaren, men hvad hun end gjorde, prellede det af på den. Hun prøvede med Taekwondo, men den slog hende bare væk! Rush skreg så meget, at efterhånden hele byen var vågen. Pludselig tordnede jaguaren væk, så hurtigt den overhoved kunne. Dasallica gad ikke koncentrere sig om den. det var langt vigtigere med Rush. Der flød med blod, fra hende og Dasallica samlede hende op, og fløj hende hjem. Da de kom hjem, kontaktede hun Jean, øjeblikkeligt. Jean sagde, at hun måtte i ”Livsholderen” med den gennemsigtige væske i. Hun kom Rush i Livsholderen, og tænkte. Hvad nu? Der var en mekanisme i panelet hvor, at man kunne se skaderne på Rush. Hun havde mange rifter, hun havde brækket 2 ribben i højre side, og 1 i venstre, hun havde brækket et ben, og hun havde mange blodige sår. Før var hun svævende af lykke, nu græd hun. Det så sort ud. Hun var nu alene, i Team Phoenix. Hun gav Gold et strøg over fjerene, og gik i seng.

  

14

Kærlige Amora


Du indbydes hermed, til en lille fest i dag, i stuen, klokken 22:00! Stod der i brevet. Dasallica fandt fest tøj frem. Klokken 22, gik hun ned i stuen. Der var helt øde. >Der er noget galt…< Tænkte hun. Pludselig så hun Amora. ”Hej Amora! Det er vist kun os to i aften.” Sagde Dasallica. Amora havde et underligt udtryk i ansigtet. ”Ja Das. Det er vi. Og det er kun dårligt, for dit vedkommende. Nå, Dasallica! Jeg hører at du kan Taekwondo?” Sagde Amora. ”Hvad? Ja… Men…” ”Fint. Jeg kan Capoeira. Skal vi komme i gang?” Sagde hun. ”M-Men Amora…” ”Er du dum eller hvad!? Jeg er medlem af P.D.G! Det ved du godt hvad er! Det ved jeg, at du gør, for det var mig der tabte medlemssedlen, og med vilje! Plus, at jeg så den på dit natbord!” Nu slog det helt paf for Dasallica. ”Åh… Neeeej…” Peb hun. ”Åh jo. Kom så!” De gjorde sig klar til kamp. Dasallica var først ude. Hun sparkede efter Amora. Amora undveg. Hun væltede Dasallica, og lavede spin på gulvet, så hun sparkede hende. Dasallica kom på benene igen ”Mit dæknavn er Kærlig, hvilket er det sidste du kommer til, at lære i dit liv!” ”Kærlig, er da vist ikke hvad du er!” Det var her kampen for alvor begyndte. Dasallica prøvede, at bruge en teknik, hvor hun først sprang, så sparkede i springet, og landede sammenkrøbet på jorden for, at fælde hende. Springsparket virkede ikke, men det lykkedes Dasallica, at vælte Amora. Men Amora rullede bare frem igen og sparkede Dasallica. >Hun er virkelig god!< Tænkte Dasallica. De kæmpede længe. Først var det Dasallica, der ”førte”, men så fik Amora ”kontrollen” igen. Klokken var 22:48, da kampen endte. Dasallica fik, ved usædvanligt held, skubbet Amora ud gennem vinduet. Hun faldt ned og landede på fortovet. Hun besvimede dog ikke engang, men hun så ud til at være hårdt kvæstet. Dasallica fløj ned til hende, og var igen klar til kamp. ”Kom nu Amora! Det var jo ikke et langt fald!” Sagde hun hårdt. Pludselig, begyndte Amora at græde. ”Hvad er det dog jeg gør!?” Græd hun. ”Hvorfor startede jeg overhovedet den kamp!? Hvad tænkte jeg dog på? Det er da ikke sådan man skal være, hvordan kunne jeg ønske det!? Hvordan er jeg blevet så ond!? Hvorfor kom jeg overhovedet med i P.D.G!?” Hun græd og græd. Det kunne Dasallica ikke klare. Hun fik virkelig medlidenhed. ”Prøv at hør Amora, du kan sove hos mig i nat. Så snakker vi i morgen.” Amora kikkede op på Dasallica, som om hun var en idiot. ”Hv-Hvad? E-Er du slet ikke vred, eller noget!?” ”Nej… Sådan… Ikke rigtigt… Hvis du ikke helt selv ville, som du nærmest lige har sagt, så er jeg ikke...” De gik op på Dasallicas værelse, og gik i seng. Da Amora sov, gik Dasallica hen til computeren. Hun ville skrive til Jean. Hun spurgte om Livsholderen. Om hvorfor den ikke virkede. Jean var tilsyneladende ikke vågen, så Dasallica sendte beskeden som E-mail, i stedet for chat. Derefter gik hun i seng.

  

15

Fønix tårer


Det første hun gjorde om morgenen var at se om Jean havde svaret. Det havde hun ikke. Så hun lagde sig i sengen igen. Hun så over på Amora, som ikke var der. >Hv-Hvad!?< Tænkte hun. Pludselig, fik hun visioner. Og endda i vågen tilstand!

 

”Nå Kærlig. Det ser ud til, at du har afsløret dig selv. Nu har du ikke dit dæknavn længere, Amora. Mystisk, Smukke,

Super Pige, Regel Holder og Underlig, Lad os være alene!” Råbte Store Leder. ”Selvfølgelig, Store Leder.” Svarede en stemme, som virkede bekendt. ”M-Men…” Sagde endnu en bekendt stemme. ”UD!” Råbte Store Leder. Dasallica kunne høre, at de andre gik. ”Nå Amora. Du… Tja… Hvad vil du helst have? En hurtig, stikkende død, eller en langsom smertefuld død!? Ha-ha-ha!” ”Nej… DASALLICAAAAA!” Råbte Amora. ”Øh… Hvad?” Sagde Kayden. ”Hvordan er jeg kommet her hen? Hey… Er du ikke hende Amora?” ”Hvordan er du kommet ind!? Mystisk! DRÆB DEM!!!” En eller anden kom ind igen. ”Som du ønsker Store Leder!” Dasallica kunne ikke komme på, hvem det var. ”Dig!? M-Men… Du… NEJ! Hold ud Amora!” Kayden løb hen til Amora. Han gjorde dem begge usynlige. ”Tror i virkelig, at det der virker? Med ild kommer også varme. Jeg kan se jer!” ”Kayden!” Råbte Amora. ”Hop op på min ryg! Vi flyver ud herfra!” De forblev usynlige, og fløj ud af den kæmpe store port, der var udgangen. ”Hvis vi bare kan få fat på Dasallica!” Hviskede Kayden.

 

Dasallica ”vågnede op” af visionen. Hvad var der lige sket? Denne gang, var der ikke kun hvisken, men rigtige stemmer, og hun kunne nu også se folk! Hun kunne se Amora og Kayden, og en høj mørk skikkelse foran dem. De andre så hun ikke. Hun vidste at Amora ikke var der, men hvad med Kayden? Hun spurtede ind på hans værelse. Nej. Han var der ikke. Hun anede ikke hvor de var, og hun var næsten alene. Hvem kunne hjælpe? >Jeg spørger aldrig Tioolin, Ritza eller Beanterin! Måske Rion?< Tænkte hun. Hun løb hele huset igennem, for at finde ham, men han var der heller ikke. Derefter var hendes eneste håb, at få fat i, enten Jean, eller Rush. Hun løb ind og tjekkede computeren igen. Jean havde svaret. Hun skulle komme noget, i den lille beholder, der sad på panelet til Livsholderen. Noget hun vidste, kunne helbrede. Dasallica satte sig på sengen, og vred sin hjerne for, at finde noget hun kunne bruge. Så slog det hende pludselig. Gold! Hendes Fønix! Fønixer havde jo helbredende tårer, der kunne ordne en hver skade! Hun løb ind på sit værelse, og hentede Gold. Hun tog hende med ind til Livsholderen, og sagde: ”Prøv at se, Gold. Er det ikke forfærdeligt, hvad der er sket med Rush? Jeg tror ikke at hun kan klare sig meget længere.” Det virkede allerede. Fønixen sad på hendes skulder, og græd. Dasallica tog beholderen. ”Græd ned i denne her Goldey. Så er du sød!” Fønixen, gjorde som hun sagde. Snart var beholderen fyldt. Hun satte den på plads. Hun kikkede rundt på panelet. Under den, var der en knap. Og under knappen, stod der: Absorber. Dasallica trykkede på knappen. Tårerne blev sprøjtet ind i Livsholderen. Det virkede øjeblikkeligt! Rush kvæstelser forsvandt. Hun åbnede øjnene, og så meget forundret ud. ”Øh…” Stammede Dasallica. Hun ledte igen på panelet. Hun trykkede på knappen: Tøm. Al væske fra Livsholderen forsvandt, og den åbnede sig. ”Hvad skete der egentlig?” Spurgte Rush. Dasallica omfavnede hende. ”Nå, men det kan være lige meget. Det føltes godt at være tilbage!” De gik tilbage på værelset. Rush tog sig et hurtigt bad, for at skylle den klæbrige væske af sig. ”Rush du må hjælpe! Kayden og Amora er i problemer!” Rush behøvede ikke at høre mere. De fløj af sted.

  

16

Den store

hemmelighed


De fløj hurtigt over byen. De havde ikke lagt mærke til det før, men Jeans hus, lå i en lille forstad. De kunne lige skimte den rigtige by, Serra, som var en rigtig storby, med masser af højhuse og kæmpe firmaer. Den lignede virkelig meget New York. De stødte hurtigt på Kayden og Amora. De fløj ligeså hurtigt som dem, men den modsatte vej. ”Dasallica!” Råbte Kayden. De stoppede alle sammen i luften. ”Der er sket noget helt vildt!” Stønnede han. ”Vi ved det. Jeg fik visioner om det. I ved det hele! Hvem var de andre?” Spurgte Dasallica. ”Lad mig forklare det!” Sagde Amora, som klamrede sig om ryggen på Kayden. ”Ja, men flyv lige selv først!” Amora hoppede af, og svævede selv. ”Dasallica, du må virkelig undskylde! Det var mig, der sendte jaguaren på Rush! Så hun ikke gik i vejen, for vores planer! Undskyld! Virkelig undskyld!” Dasallica og Rush vekslede blikke. ”Det… Det… Altså, sket er sket…” Stammede Dasallica. ”Ok. Vi var i P.D.G’s mødesal, en gammel forladt kirke. P.D.G’s leder ville dræbe mig. Jeg ved ikke hvem hun er. Og så, lige pludselig, kom Kayden ind af kirkens port. Han redede mig.” Forklarede Amora. ”Jeg var der fordi, at jeg var i gang med at udforske byen. Så fandt jeg den gamle kirke, og gik ind i den.” Sagde Kayden. ”Hvem var de andre?” Spurgte Dasallica. ”Som jeg sagde, ved jeg ikke hvem lederen er, andet end hun er en kvinde. Hun står altid i skygge, så jeg ved heller ikke hvordan hun ser ud. Den ene af medlemmerne, er en der hedder Hjaltre. Hans dæknavn er Smukke.” ”Det ved vi. Bare ikke det med dæknavnet.” Sagde Dasallica. ”Han er en egoman…” Sagde Rush. ”Nå! Det ved i godt. Ok. Mit dæknavn var for resten Kærlig. Det har jeg allerede fortalt dig Dasallica. Det vil nok være et chok, men Tioolin Ritza og Beanterin er medlemmer.” Sagde Amora. ”Arh! De kan bare vente sig, kan de!” Råbte Rush. ”Tioolins dæknavn er: Super Pige. Beanterins dæknavn er: Regel Holderen. Og Ritzas er: Underlig… Ja det er ikke dem selv, der har fundet på det. Og… Rion er også! Hans er: Mystisk.” ”Nu er vi da lost…” Sagde Rush. ”M-Men han redede mig jo, da jeg var i fængsel!” Stammede Dasallica. ”Gjorde han?” Spurgte Rush. ”Ja. Det var fordi, at da vi troede, at det var Rush, som var Livets Udvalgte, så blev vi nødt til, at redde dig også! For ellers ville det sikkert være meget sværere, at komme ind på hende fordi, at hun jo ville sørge. Nå, men han er altså medlem. Og han har været meget vred, på sin søster, som er hende den lille rødhårede pige. For det var nemlig hende, der gav dem de oplysninger. Han lokkede hende med en bog, om magisk kontrol. Hun elsker sine evner. Men hun tog bare fejl! I kan vel huske da i havde trænet første gang hvor, at Jean løb efter hende fordi, at hun havde smadret vasen? Godt. Rion fik jo fat i hende, og hun gav oplysninger til ham ved hjælp af tanke sending. Samtidigt havde han lavet en mekanisme, som gjorde, at hvis hun begyndte at tale om hvorfor hun udspionerede jer, så var det giftrebet kom frem om munden på hende! Men Jean nåede ikke, at opfange hvad de tanke sendte til hinanden.” Sluttede Amora. ”Vent lige, er Jean fra Hanticore!?” Spurgte Dasallica forbavset. ”Ja! Det troede jeg da i vidste!” ”Men det gjorde vi ikke…” Sagde Rush. ”Det må vi lige spørge hende om!” ”Men nok om det! Så er det derfor, at Tioolin har været så stille på det sidste!” ”Hvis du tænker på, at det var fordi at hun skulle holde det med P.D.G. hemmeligt, så tager du fejl. Til et af møderne, var hun flabet over for Rion. Så slog han hende igennem væggen.” Forklarede Amora. ”Så kan hun lære det!” Næsten råbte Rush. ”Jeg vidste ikke, at han var  stærk…” Sagde Dasallica stille. ”Vi bliver nødt til, at forhindre dem i at dræbe dig, Dasallica.” Sagde Amora. ”Så lad os komme i gang!” Rush begyndte, at flyve den vej Kayden og Amora kom fra, men Dasallica stoppede hende. ”Vi er ikke stærke nok Ruh.” Rush så skuffet ud. ”Jeg tror, at Das har ret Rush.” Sagde Kayden. De svævede lidt, uden at nogen sagde noget. ”I kunne da være med i Team Phoenix.” Sagde Rush pludselig. ”Så kunne vi forene vores kræfter. Vi ville kunne blive meget stærkere!” ”Det lyder da som en god idé!” Sagde Amora. ”Jeg er med!” ”Ja! Også mig!” Sagde Kayden. ”Ok!” Sagde Dasallica til sidst. ”Lad os så komme hjem! Vi skal have trænet en hel masse!”

 

”Nå. Vi skal vist ikke bruge dæknavne mere Rion.” Sagde Hjaltre. ”Nej. De ved det jo nu. Vi skal bare vente på, at de angriber.” Svarede han. ”Jeg er glad for, at vi ikke har dæknavne længere! Syntes du også, at jeg er smuk…?” Spurgte Hjaltre. ”Lad os nu bare gå inden for.” Svarede Rion. 

  

17

Superhelte holdet


De brugte 1½ måned på at træne. De fik alle sammen behersket vind og luft, strøm, ild, planter, vand, at se igennem ting og lidt forvandling. Amora og Dasallica, delte deres viden om kamp. De lærte de andre det, så godt de overhovedet kunne. Den lille rødhårede pige, var nu også med i Team Phoenix. Hun hed Sophianna. Hun havde også lært det de andre havde. De skulle planlægge hvordan de kom ind i kirken. ”Der er mange rum inde i kirken, før mødesalen. Hvert rum er bevogtet med en magisk foranstaltning. Og det kan se usynlighed.” Sagde Amora. ”Hvordan kom du så ind?” Spurgte Sophianna. ”De reagerer kun på folk, der ikke er medlemmer af P.D.G. Også kun på mennesker.” ”Hvordan kom Kayden så ind?” Spurgte Rush. ”Det ved jeg ikke.” Svarede han. ”Jeg ved, at forsvars magien blev opgraderet af Hjaltres, den dag. Derfor var det ikke aktivt.” Sagde Amora. ”Kan vi så ikke bare forvandle os?” Spurgte Dasallica. ”Nej det tror jeg ikke.” Sagde Kayden. ”Vi kan jo ikke gøre det længe, og da jeg var i kirken, var rummende kæmpe store. Og lange.” De tænkte. ”Hvor mange rum er der?” Spurgte Rush. ”Syv. Hvorfor?” ”Hvis vi øver os, så kan vi nok lære, at gå ind i hinanden.” Sagde hun. Stilhed. ”Hvordan det?” Spurgte Kayden. ”Vi kan… Altså… Jeg kan for eksempel gå op på din ryg. Så går jeg ind i dig. Så forvandler du dig til… En mus. Så løber du så længe du kan. Når du forvandler dig tilbage, så ”kommer jeg ud af dig”, forvandler mig og løber videre.” Forklarede Rush. ”Ja! Det er faktisk en god idé! Jeg kan gå ind i Rush, som går ind i den næste og så videre!” Sagde Amora begejstret. ”Ja! Det lyder… Ok.” Sagde Kayden. ”Super!” De var alle med på den. ”Men hvordan får vi så alle med ind i mødesalen?” Spurgte Sophianna. ”Ja, hvordan det?” Stilhed. ”Hmmmm. Jo! Der er en slags ”godkender”, hvor man skal indtaste sit dæknavn, ved det sidste rum. Derfra kan man slå sikkerhedsmagien fra, og teleportere en selv, og folk fra andre rum, indtil mødesalens port. Den kan vi bruge! Mit dæknavn er ikke aktivt længere, så jeg bruger bare én af de andres. Jeg kan se igennem væggen, hvem der er til stede, sådan så jeg ikke vækker mistanke.” ”Hvordan kom Kayden igennem der?” Spurgte Sophiannay. ”Jeg gik bare ind… Magien var jo ikke aktiv, så det var maskinen sikkert heller ikke.” Svarede han. Det var alle tilfredse med, indtil Dasallica spurgte: ”Men… Hvad så med dem der bliver i rummene, indtil de bliver teleporteret?” Igen stilhed. ”De må gøre det bedste de kan, for at undgå magien, for hvis de går med videre, vil det skabe fare for de forvandlede.” Svarede Amora.” Og heldigvis, så har hvert rum et nummer. Så vi skal bare holde øje med, hvilket rum vi er i. Og ellers kan vi jo sende.” Sådan blev det. Først løb Sophiannay, så Kayden, så Rush, så Dasallica, og så Amora. Derefter skulle de finde ud af, hvad de gjorde med de forskellige folk, som var der. ”Ok. Vi begynder med Hjaltres. Hvad med ham?” Spurgte Amora. ”Da jeg kæmpede imod ham tideligere, så stoppede han op, da jeg svitsede hans bukseben.” Sagde Rush. ”Godt. Så kan vi måske sigte efter hans hår og tøj, og derefter lave et direkte angreb. Hvad med Tioolin? Er det ikke nogenlunde det samme? Godt, godt. Beanterin så?” De tænkte lidt. ”Hun er jo enormt klog, så der skal vi nok tænke meget over hvad vi gør.” Sagde Dasallica. ”Ja… Men hun er jo… Ret så fed, så hun er nok ikke hurtig.” Sagde Kayden. ”Ja, så vi kan nok lave hurtige angreb.” Sagde Rush til sidst. ”Ok! Ritza?” De tænkte igen. ”Hun er jo sindssyg, så hun angriber nok hele tiden. Måske kan én af os, få hende til kun, at angribe mig for eksempel. Og imens kan nogle af jer andre angribe hende bagfra.” Foreslog Kayden. ”Ja! Det er en god idé! Ok. Hvad så med Rion?” Alle var tavse. Det blev de ved med at være indtil Amora sagde: ”Så må vi vel bare prøve os frem…” Så det besluttede de. Senere den dag, kom Jean hjem. Hun ville, så godt hun kunne, gerne hjælpe dem. De fik hendes mobil med, så de kunne ringe til hende, når de stod uden for møde salen. Så ville hun ringe til politiet, så de kunne hjælpe dem. ”Men Jean, hvorfor kan vi ikke ringe?” Spurgte Dasallica. ”Jeg tror ikke, at politiet tror særligt meget på jer. I er stadigvæk børn, glem nu ikke det!” Dagen efter, skulle de ud til kirken. 

 

                  

                                                                           18

Kampen


Klokken 7.20 om morgenen, fløj de. De fløj ligeså lydløst, igennem luften. Klokken var 7.29, da de ankom til kirken. De gik ind i hinanden. Sophianna forvandlede sig, til en mus. Og så løb hun. Hun nåede næsten til rum 2, da hun forvandlede sig tilbage. Magien begyndte. Der blev skudt strømstråler af sted, mod Sophianna. Kayden kom ud af hende, forvandlede sig også til en mus, og løb videre. >Jeg har det dårligt med bare, at efterlade en 9 årig pige…< Tanke sendte han til Dasallica. >Løb nu bare…< Han nåede ind i rum 3. Denne gang, var det ild. Rush kom ud, forvandlede sig og løb videre. Hun nåede næsten til rum 5. Så var det Dasallica. >Bare, at jeg klarer det.< Tænkte hun. Hun nåede til åbningen, af rum 7. Amora løb, som den sidste. >Det er det sidste rum Amora! Du kan godt klare det!< Sendte Dasallica. >Ja, det tror jeg nok, at jeg gør.< Amora kom til kontrolrummet. Hun kikkede igennem væggen. Tioolin var der ikke. Hun tastede hendes navn ind. >Super Pige.< Og teleporterede de andre fra rummene. ”Er alle uskadte?” Spurgte hun. ”Jeg er.” Sagde Rush. ”Ja, også mig.” ”Og mig.” Sagde Dasallica og Sophianna. ”Jeg er ikke…” Sagde Kayden. Alle vendte sig mod ham, og så, at han havde et stort brandmærke, på armen. Det blødte. ”Åh…” Sagde Amora. ”Bare rolig. Jeg kan heale.” Sagde Sophianna. Hun healede hans arm. ”Tak…” De gjorde sig klar til kamp. Amora åbnede døren. De fik øjeblikkelig opmærksomhed. ”Vi skulle ikke noget, så vi tænkte, at vi ville aflægge en lille visit!” Sagde Dasallica. Tioolin kom til syne midt på gulvet, i en røgsky. ”Hey!? Hvad sker der her?” Spurgte hun forundret. ”Nåh, endelig kom du Dasallica, min skat.” Sagde kvinden, som stod i skygge. ”Skat!? Hvordan kan du kalde mig det, din syge kvinde!?” ”Syg? Måske. Endelig tog i jer sammen til, at angribe. Godt klaret. Og nu… DRÆB DEM!!!” Tioolin løb frem! >Så er det nu folkens!< Tanke sendte Dasallica. Hun sendte vandstråler af sted. De undveg. Her lykkedes planen, i første hug! De brændte hendes slangekrølle af! ”Neeeej! Den har jeg arbejdet på i tusinde år! BUUUUHUUUU!!!” Græd hun. ”Slap dog af…” Mumlede Sophianna, og blæste hende ind i siden. ”God idé Soffy!” Sagde Amora. Så var det Ritza. Hun stormede frem og prøvede, at grille dem. Kayden prøvede planen. ”Hey, din bøf! Du kan helt sikkert ikke fange mig!” Drillede han. ”Nå ikke? NÅ IKKE!? FLYGT!!!” Råbte hun. Her virkede planen også. Derefter sendte han hende ind i siden. ”RION! Gør portalen klar!” Råbte lederen til Rion. Imens, var de andre i gang med Hjaltres. Det tog lang tid før, at de fik ham! Han var virkelig god! Men endelig… De fik slået ham ud! Da Beanterin, også var så optaget af det der skete, lagde hun slet ikke mærke til Sophianna, bag hende. Derfor blev hun blæst ind i væggen. ”Godt skud Soffy.” Sagde Rion, der rodede med en maskine. ”Nå, Store Leder. Nu har vi besejret næsten hele din ”hær”. Hvad vil du gøre nu?” Spurgte Dasallica. >Hvis, at vi også skal af med Rion, så bare prøv, at irritere ham nok, så skal han nok angribe os!< Tanke sendte Sophianna. >Nej, vi venter lidt. Vi tager ham senere.< Sendte hun tilbage. ”Ja, Das. Du vil nok vide, hvem jeg er. Og det skal du da også have lov til. Det bliver sikkert det største chok i dit liv!” Sagde den Store Leder. Hun trådte ud af skyggerne, med de velkendte røde højhælede sko. ”Zinna!?” Sagde Rush forskrækket. ”MOR!!!???” Råbte Dasallica. ”Ja, Das. Godt, at se dig igen.” Alle var i chok. Selv Rion. Tårer, piblede ned Dasallica’s kinder. ”D-Du… Du… Prøver… At… Dræbe m-mig?” Spurgte Dasallica forsigtigt. ”Ja! Ikke fordi, at jeg ikke elsker dig. Men somendt bare fordi, at du er Livets Udvalgte. Og så at jeg tilfældigvis er Dødens Udvalgte! Det er bare det.” Sagde hun, med sukkersød stemme. ”Er du Dødens Udvalgte!?” Spurgte Amora forundret. ”Hvad er det overhovedet?” Spurgte Rush. ”Dødens Udvalgte, er den som er født til, at dræbe Livets Udvalgte, som er født til, at Beskytte Hanticore, mod al fare. Og de er i familie! Det er da vildt!” Forklarede hun. ”Wow! Ja, det har du ret i!” ”Ja! Jeg er Dødens Udvalgte. Det ville jo nok være lidt dumt hvis jeg havdeleget jeg var og havde prøvet at dræbe min egen datter, ikke sandt?” Sagde Zinna. ”SELV OM JEG ER LIVETS UDVALGTE, OG SELV OM DU ER DØDENS UDVALGTE, HVORFOR SÅ DRÆBE MIG!? DU ER MIN MOR!!!” Råbte en grådkvalt Dasallica. ”Desværre skat. Det er instinkt!” Svarede hun. ”DU SKAL IKKE KALDE MIG FOR SKAT!!!!!” Råbte Dasallica. ”Portalen er klar, Zinna.” Sagde Rion pludseligt. ”Godt. Aktiver den!” Sagde hun strengt. ”NÅ!? DU KAN MÅSKE IKKE FREMMANE DEM SELV!?” Råbte Dasallica foragtet. ”Jo, det kan jeg faktisk. Men man skal være tre til det, og da jeg ikke har så mange til rådighed, må jeg jo bruge ”Jordboernes” maskiner. Jordboer… Den replik, så jeg i en dårlig film engang, på denne planet.” Portalen blev aktiveret. Rion kom hen til Zinna. ”Nåh. I kan jo bare følge efter os, hvis i ellers kan klare det.” Sagde hun. De gik begge igennem. ”NEJ!!!!! DU SKAL IKKE BARE SKRIDE!!!” Råbte Dasallica, og styrtede frem. Pludselig, blev hun slynget tilbage, af en lang hale! Det var en gigantisk slange! Bag den, stod Beanterin, med helt grå øjne, og en aura, der lyste i alle farver! ”Du skal ikke gå i vejen!” Snerrede Dasallica ad slangen. >Das, det er Beanterin bag ved den, som du skal gå efter!< Tanke sendte Rush. >Fint! Så gør jeg det!< Dasallica gik målrettet, om bag slangen. Den bed og slog efter hende med halen, med hun lavede bare, et hvidglødende kræftfelt, hver gang! Da hun var kommet hen til hende, gav hun hende en knytnæve, lige på næsen! Beanterin røg tilbage. Auraen forsvandt, og slangen gjorde det også. ”Argh! Nu havde jeg lige min chance!” Sagde hun foragtet. ”Jeg kommer altid i baggrunden!” ”Ja, og det bliver du ved med!” Svarede Dasallica igen. ”Lad os så komme efter min ”dejlige, søde” mor.” Sagde hun. ”Åh nej! Vent! Vi har glemt, at ringe til Jean!” Sagde Rush. ”Ja ok! Fint! Så lad os få det gjort…” Rush ringede. ”Ja, Jean hej! Vi glemte, at ringe da vi var uden for, men vi har klaret det! Nu har vi bare brug for hjælp til, at fange Zinna, Dasallica’s mor, som faktisk var lederen! Ja, vildt ikke? Men dig og politiet, kan bare komme her hen! Jo, ser du: Der er en portal, som vi kan gå igennem! Så kommer vi derhen hvor de flygtede til! Nåh, ja… Så bliver vores evner jo afsløret… Men det er jo politiet, så det går nok! Ja, bare kom så hurtigt som muligt! Ja! Hej!” Hun lagde på. ”De kommer om nogle minutter!” Sagde hun så. De satte sig på gulvet, og ventede. Dasallica, så meget bedrøvet ud. ”Bare rolig Das… Det skal nok gå, uanset hvad der sker!” Sagde Rush. ”Ja… Det… Gør det…” 2 minutter senere, ankom politiet. De bragede igennem væggen! ”Der er hende forbryderen! Dacallisa! Skyd!” De skød imod dem. Dasallica lavede et kræftfelt. Pludselig begyndte portalen, at skyde telekinesisk kraft, imod betjentene! De blev dræbt, øjeblikkeligt! Den skød også mod Jean! Rush dannede en kræftfelt om hende. ”Løb hellere Jean! Jeg tror kun, at den reagerer, på mennesker fra Jorden!” Råbte Amora. ”Øhm… Ja! Ok! Vi ses derhjemme så!” Sagde Jean, og løb. Portalen stoppede. ”Nåh… Så bliver det vist kun os alligevel!” Sagde Rush, med et suk. ”Åh!” Sagde Amora, og kikkede på de døede betjente. ”Så lad os komme igennem den portal!” Sagde Dasallica bestemt. De gik hen til den. Tog en dyb indånding, og gik igennem. 

  

19

Phoenix


Det føltes som om, at de blev til vand. En underlig følelse af, at være helt stenhård og, at være helt ubetydelig, og gele agtig. De kom endelig ud, på den anden side. ”Woa! Det var underligt!” Sagde Kayden. ”Nå, hvor tror i så, at Zinna er henne?” Spurgte Sophianna. ”Hvor er vi overhovedet?” Spurgte Rush. ”Øhm… Vi er vist midt i Serra… Og vi står på et højhus.” Svarede Amora. Og det gjorde de. Pludselig så de Zinna, oppe på et andet. ”Nå! Det var i længe om!” Råbte hun til dem. ”Ja, din lille portal, gav os nogle problemer!” Råbte Dasallica tilbage. >Kom så! Lad os så komme af med hende!< Tanke sendte hun til de andre. >Men… Jeg mener… Hun er din mor! Måske elsker i stadigvæk hinanden inden i?< Sendte Rush tilbage. >Hvad er der at elske, når hun prøver at dræbe mig?< De lettede fra taget. Hun gik tilbage af den vej, hun var kommet fra. De fløj, så hurtigt de kunne, derop. Men da de kom, var hun væk. ”De er da vist ikke gode til, at lede hva’ Rion?” Spurgte Zinna. ”Nej.” Svarede han. ”Når de nu finder mig, så udløser jeg alle Dødens Udvalgte’s kræfter! Og de vil ikke kunne…” Men han lyttede ikke efter. >Jeg kan ikke lade hende dræbe dem. De er de vigtigste fra Hanticore, og må ikke dø. Og slet ikke Dasallica. Men har hun givet nok information?< Tænkte han. ”Hvad vil du så gøre når, at du har dræbt dem?” ”Ah ja! Så vil jeg udslette denne planet! Om det så bliver det sidste jeg gør!” Svarede hun. >Ja. Det har hun nu.< Han gik ligeså stille hen til hende. Da han var lige bag hende, gav hen hende et hårdt slag i ryggen! ”ARGH!” Skreg hun, og faldt. ”Nå, Rion! Jeg ser, at du har forrådt lederen!” Sagde Dasallica, der nu var kommet op bag ham, med de andre. ”Nåh? Hvorfor?” Spurgte hun. ”Nå, somendt bare fordi, at hun ville dræbe jer, og derefter udslette Jorden. Ikke noget personligt.” Svarede han. ”Nu gik det da ellers lige så godt. Var det ikke det du ville have?” ”Nej.” ”Hvad var det så!?” Spurgte Dasallica foragtet. ”For information. En gruppe der ville dræbe Livets Udvalgte, lød da interessant. Og det var tilfældigt vis, en som jeg boede sammen med.” Sagde han. ”Hmmmm. Ja… Det lyder jo rigtigt nok.” Sagde Dasallica tænkende. ”Det er rigtigt!” Sagde Amora. ”For jeg fortalte ham om det!” ”Ja, så må vi vel tro på det.” Rion så på Sophianna og sagde: ”Vø ræd bedaobp doxet wæ jycevae!” De gloede alle sammen på ham, bortset fra Sophianna, der så ned i jorden og svarede: ”Øtvbjimv ryd gxuv leg env gud hlydp…!” Pludselig kom Zinna flyvende! ”Hvis det skal være sådan, så kan jeg bare dræbe JER ALLE SAMMEN!!!” Hun sendte en kæmpe strømstråle imod dem! De kastede sig ind i siden. ”Ved i hvad Dødens Udvalgte’s Special Kræft er? At have ALLE evner under kontrol, fra fødslen! Og, at kunne manipulere med dem alle for, simpelthen, at skabe energi! OG DE EVNER SKAL I NU MÆRKE!” Pludselig gik alting meget hurtigt. De var alle i dødelig kamp mod Zinna. Alle blev såret. Sophianna, fik listet sig om bag Zinna, og affyrede en bølge af lys, imod hende. Det kastede hende af sted! ”Godt. I har bevist, at i er det værd. Jeg satser ALT nu!” Råbte Zinna. ”Jeg klarer det her.” Sagde Dasallica. ”Men Das…” Begyndte Rush, men Dasallica stoppede hende. ”Nej Rush. Det er min mor, hun er Dødens Udvalgte,jeg er hendes datter, og jeg er Livets Udvalgte!” Hun dannede endnu et hvidglødende kraftfelt, og fangede de andre i det. De prøvede ikke at komme ud, for hun havde jo ret. Det handlede om hende. Zinna gik hen til kanten af højhuset. ”Nåh Das, er du med på en lille flyvetur? Jeg ved hvor dårlig du er til det!” sagde Zinna, og lod sig falde ned. ”Hvorfor skulle jeg ikke være det!?” råbte Dasallica, og sprang ud efter hende. ”DAS!!!” skreg Rush, som var fanget inden i kraftfeltet. Zinna var sindssygt hurtig, så Dasallica fløj så hurtigt hun kunne! De manøvrerede rundt imellem de kæmpe store bygninger, og Dasallica så ikke mere af byen end fartstriber! Zinna begyndte at skyde ildkugler imod Dasallica. Dasallica gjorde alt for at undvige, men det var svært. Zinna havde ret. Hun var ikke god til at flyve! Hun skød strøm imod hende, men hun undveg bare. Pludselig forsvandt hun for øjnene af hende! Hun var lige ved at stoppe op, men nej! Hun ville have ram på sin mor! Hun fløj rundt omkrig de bygninger hun forsvandt ved. Pludselig kom Zinna op bag hende! Hvad der skete, vidste Dasallica ikke, men det gjorde ondt i hele kroppen og hun faldt ned imod Serra’s trafikfyldte gader! Hun kunne slet ikke se noget. Hun rystede lidt på hovedet og kom til sig selv. Hun så gaderne kommer nærmere og nærmere! Hun skyndte sig at bremse, ved at flyve! Hun nåede lige at stoppe. Hendes næse ramte jorden. Folk gloede med kæmpe store øjne på hende. ”Ehm… Jeg er ved at blive destrueret af min mor, så jeg må smutte! Hej-hej!” råbte Dasallica ud over gaden. Hun fløj med lynets hast op igen. Dasallica fandt Zinna, på toppen af det højeste hus i hele byen! ”Det var du ikke så god til hva’?” hånede Zinna. ”Hold dog kæft!” råbte Dasallica. ”Hov, hov, nu ikke så grov! Er du klar til at blive tværet ud?” ”Tal for dig selv!” I mellem tiden havde Sophianna fundet ud af, at få kraftfeltet til at flyve. Der var bund på, så de kunne stadigvæk ikke komme ud. Men nu kunne de prøve at finde Dasallica. Sophianna holdt kraftfeltet flyvende, imens de andre lettede og skubbede på det, så de kom frem. Der gik ikke længe, før de fandt Dasallica og Zinna, da de jo var på det højeste hus i byen. De stod tilsyneladende og ”snakkede”? Det var et kæmpe stort hus, så Sophianna satte dem ned i sikker afstand, hvis nu der skulle ske noget. De begyndte at råbe til hinanden. De kunne ikke høre hvad de sagde, da der var helt lydtæt i kraftfeltet. ”Argh… Aigustikken er ikke rar her…” sagde Kayden og gnubbede sine ører. Zinna lyste pludselig hvidt, og en kæmpestor hvid aura kom til syne om hende. Nu kom det. Fønixen steg op fra Dasallica, og hun fik en ligeså stor gylden aura, som Zinna. Auraerne blev langsomt større, og til sidst, rørte de hinanden! Lyset strømmede ud fra dem! Det bredte sig ud over hele byen! Over alle huse, og de var på det højeste, af dem alle. Nu rakte de armene frem for, at kontrollere dem. Nu var kræfterne rettet hundrede procent imod hinanden! Der gik lang tid med det. Næsten 2 timer. De andre begyndte virkelig, at kede sig, inden i kraftfeltet. ”Hvordan mon det kan være, at hun kan udløse alle de kræfter, og samtidigt holde på det her kraftfelt?” Funderede Sophianna. ”Det er fordi, at det ikke belaster hendes evner. Hun har gjort det sådan, at hun bare har fremmanet det. Hun brugte kun kræfter på det, da hun dannede det. Men det forsvinder først når hun vil have det. Men hvis hun falder i søvn eller noget, så forsvinder det også.” Forklarede Amora. ”Jubii… Så kan vi risikere, at der går endnu længere tid før, at vi kommer ud herfra!” Sukkede Rion. Rush var den eneste, der intenst fulgte med. Pludselig sagde hun: ”Skynd jer, at komme! Nu sker der noget!” De løb hen til hende. Og ganske rigtigt. ”Se! Yes! Zinna er ved, at bukke under!” Råbte Rush. Zinna krøb mere og mere sammen, hendes aura blev mindre og hun havde ikke meget kræft tilbage. Rush, Amora og Sophianna havde lavet et heppekor. ”KOM SÅ DAS! KOM SÅ DAS! KOM SÅ DAS! GOOOO, DAS!!!” Sang de. >Argh! Hun skal ikke vinde! Hun kan ikke vinde! Det her er umuligt! Jeg vil snart slå til igen, og langt mere ødelæggende! Farvel Dasallica! Vi ses snart igen! Og… Tja… Man kan jo ikke vinde hver gang… Men næsten!< Hun sugede auraen ind til sig, og brugte de sidste kræfter på, at teleportere sig væk. Da Dasallica opdagede, at Zinna var væk, forsvandt hendes aura også, kraftfeltet forsvandt og hun besvimede. 

         

                                                                          20

Livets Udvalgtes opgaver


Dagen efter, vågnede Dasallica i sin seng. Hun havde det dejligt. Hun så, at klokken var 10:14. Havde hun sovet til over klokken 10!? Og hun var ellers et A Menneske? Underligt. Hun gik ind i stuen. De var der alle sammen. ”Åh! Du er våget!” Rush løb hen og omfavnede hende. ”Har du sovet godt?” Spurgte hun. ”Ja, det har jeg i hvert fald! Hvad skete der egentlig? Jeg har sovet så længe, og jeg kan ikke huske det…” De fortalte hvad der var sket. Hun havde en underlig fornemmelse. ”Ok… Tja… Jeg kan godt huske det, når jeg nu får det fortalt. Hun angriber igen. Det er jeg sikker på… Øhm… Der er noget som jeg længe har tænkt på… Og jeg tænkte, at én af jer måske vidste det… Det er… Hvad skal Livets Udvalgte egentlig?” Spurgte hun. Sophianna var hurtig til at svare. ”Det ved jeg. Jeg har læst mig til det: Livets Udvalgte skal beskytte Hanticore, imod Dødens Udvalgte, som vi allerede ved, Myternes Port, De Sorte Hjerter, og al fare. Og så er der noget, som jeg har tænkt på. Tror i, at det er det samme her? Tror i, at Myternes Port og De Sorte Hjerter også eksisterer her?” ”Selvfølgelig gør det ikke det!” Svarede Rion. ”Vi er på en anden planet, hvis du ikke skulle have opdaget det! Avayp!” ”Vent nu lige, det er faktisk muligt, at det kan være sådan.” Sagde Jean. ”For Jorden er jo identisk til Hanticore. Det eneste der skiller de to planeter fra hinanden er, at menneskene her er anderledes. Og så Fønixen selvfølgelig. Men det er ikke særligt meget!” ”Det har hun ret i! Der kan noget om det!” Sagde Rush til sidst. ”Ja det er der, lille frøken ”jeg er fra Jorden”” Sagde Dasallica til Jean. ”Hey, hey! Jeg har en god forklaring! Jeg havde faktisk glemt det… Jeg kom først i tanke om det, da I lavede et kræftfelt omkring mig, i kirken!” Sagde Jean. ”Ja, ja! Og så et spørgsmål til: Hvad gør de ting?” Spurgte Dasallica. ”Myternes Port, indeholder myter selvfølgelig. Men kun myter om magiske væsner og monstre. Og De Sorte Hjerter, er en organisation der arbejder på at udrydde alle der er anderledes. De er super Racister kan man sige. De ville være en kæmpe trussel for Jorden, hvis de er her, for de er jo fra Hanticore. De ville prøve, at udrydde hele Jordens befolkning. Myternes Port derimod, skal findes og åbnes før, at den kan gøre nogen skade. Men til gengæld, gør væsnerne stor skade.” Forklarede Sophianna igen. ”Ja, ok… Lad os håbe, at ingen af dem ikke er her!” Senere på dagen, var Rush og Dasallica gået på cafe. De fik kage og varm chokolade med flødeskum. ”Ved du hvad Das?” Sagde Rush. ”Næ!” ”Jeg vil altid være med dig, lige meget hvad der sker! Og jeg tror altså også, at Zinna skal samle mange kræfter før, at hun angriber igen. Jeg tror faktisk, at der kan gå et år eller to!” Sagde hun. ”Åh Ruh! Du er virkelig min bedste ven, og det vil du altid være!” De omfavnede hinanden, med det resultat, at de fik kage på trøjerne.


Phoenix: Myternes Port


1

Den rette vej til succes

 

Søen var mørk som natten og helt stille, da noget plaskede ned, i dens rolige overflade. Alle andre, der jo lå og sov, vidste intet om det der var ved at ske. Men hvad det end var, svømmede det nu mod bunden. Flere ting plaskede i søen. Eller det var måske ikke ting, men personer? Nu var den første ved bunden, hvor den søgte efter noget. De andre ting var også kommet derned. Nu dannede der sig langsomt skikkelser. Nu var det mennesker. De søgte alle videre. Der gik flere timer. Endelig fandt de hvad de havde ledt efter. Et stort dæksel, cirka så stort som et hus, lå næsten usynligt i den sandede bund. Den første person gjorde en håndbevægelse til en af de andre, og den rakte en lille bitte pose til den første. Personen svømmede ind i midten af dækslet. Der var et lille hul i det. Deri blev posen smidt ned. Åbninger kom til syne overalt i dækslet. Først som tynde streger. Derefter som store kratere. Da der ikke længere var noget dæksel tilbage begyndte der, at stige et blændende lys op. Den første person hoverede, og de svømmede alle op.

 

”Amischo. Hvad er efter din mening, den rette vej til succes?” spurgte læreren, ved navn Lars Olsen.  

”Øh…” begyndte Dasallica. ”… jeg… jeg har ikke lavet mine lektier Hr. Olsen…” svarede Dasallica til sidst.

”Aha. Det havde du heller ikke i sidste uge. Du må være mere aktiv i dette fag, Amischo. Det er vigtigt, at vide hvordan man fører sig frem. Det bliver et -03 igen. Nåh, videre. Cannite?” sagde Hr. Olsen.

”Ja. Hvis man skal have succes…” forklarede Amora.

”Ja, det var godt Cannite. 10 som sædvanligt. Nå videre…” Dasallica hørte ikke efter. Hun var ligeglad med hvad Olsen sagde. Dasallica var nu 14 år. Efter hvad der skete med Zinna, havde de ikke set noget til hende. Jean havde fået dem alle ind på en skole. Den var streng, men der var ikke andre i området, og den anden skole der lå kortest væk, lå alligevel 2 timer derfra. De større klasser, havde timer med de mindre klasser, så de lærte det samme. Selvom det ikke var på deres klassetrin. Som opgaven med den rette vej til succes. Den fik 6-9. klasserne for. Og når de skulle have karakter, hvilket de fik fra 0. klasse, så blev den råbt op ud over det hele. De havde nogle ret underlige fag, som ”Hvordan man kommer frem i samfundet” og lærerne tiltalte dem med deres efternavne. Dasallica fik tit 02 eller noget i den retning, da hun hele tiden øvede sine evner. Rush lavede altid først sine lektier, og kom derefter hen for, at træne med Dasallica. Hun fik som regel 7.

”Hm… det bliver et 7 Jhonson. Ja, Yalpatch?” Tioolin, Ritza og Beanterin var stadigvæk lige idiotiske. De var blevet tilgivet deres gerninger, (Ritza og Beanterin havde gjort det 100 % fordi Tioolin ville have dem til det) og Tioolin havde fået 2 måneders stuearrest. Dagen forinden havde de sat ild til Sophianna’s matematikbog, så Jean blev nødt til, at erstatte den. Endelig! Timen sluttede. Dasallica gik ud, sammen med Rush.

”Jeg fik 7!” sagde Rush glad.

”Nåh, gjorde du? Ja, jeg hørte ikke efter. Det var da godt! Hvad fik de andre?” spurgte Dasallica.

”Jeg fik jo 7, Amora fik 10, Kayden 4, Sophianna 10 og Rion t="on">12.” opremsede Rush.

”Ja ok. Skal vi træne når vi kommer hjem?” spurgte Dasallica.

”Nej, jeg skal til Badminton. Men jeg tror gerne Kayden vil.” Kayden skulle lave lektier, så Dasallica måtte, igen, gøre det alene. Dasallica ville egentlig ikke træne, hun var bare ensom. Kayden lavede lektier, Rush gik til Badminton, Amora til Capoeira, Sophianna en smule til Spydkast og Rion til Kila. Kila var en kampsport, hvor man lærte alle former for kamp. De kunne nu også mere med deres alder. Dasallica, Rush og Kayden var alle 14, Amora var 15, Sophianna 11 og Rion 15(næsten 16). I stedet for at træne, gik Dasallica til Jean. Hun havde fablet om, at Dasallica skulle opleve, at se ind i de andres fortid. Så hun gik ind på hendes arbejdsværelse.

”Hej Dasallica. Hvordan gik det i skolen?” spurgte Jean.

”Nåh, det gik fint. Jeg fik t="on">7.” løj Dasallica.

”Godt, godt.”

”Øhm, Jean? Kan vi ikke begynde på det der fortids noget?” spurgte hun.

”Jo da! Alt er klart! Jeg tænkte, at som leder af Team Phoenix, bliver du nødt til at vide mere om de andres fortid. Så kan du sætte dig mere ind i det, hvis der opstår problemer, der måske har en sammenhæng.” Hun lagde sig ned på en briks, og fik nogle underlige briller på. Det lignede snowboardbriller, men man kunne ikke se igennem dem. Det blev helt mørkt da hun fik dem på. Så stod hun i et soveværelse. Hun stod ovre i et hjørne, af det mørke værelse. Hun kikkede på uret. Klokken var 12 om aftenen!

Men… Klokken har jo lige været 14.30!? tænkte Dasallica.

Nåh… Jeg er jo inde i et minde! Hun så en lille dreng i en seng i rummet. Hun kunne genkende på det rødblond hår, at det var Kayden. Hun stod lidt og dvælede ved ham. Hvor var han sød! Pludselig lød der en høj lyd. Noget smadrede et sted. Det lød som om det var uden for! Kayden vågnede og gned sine øjne. Han var vist kun 6 år gammel. Han stod ud af sengen og gik ud af værelset. Han boede i det samme hus, som Dasallica vidste han havde boet i, før Hanticores undergang. Han kikkede ud imod haven, fra et vindue inde fra stuen. Pludselig hørte hun en lyd, der fik både hende og Kayden, til at fryse til is. Hoveddøren knirkede langsomt og højt. Der kom en kold blæst ind. Kayden gik langsomt hen til døren… Han gik barfodet ud i haven.

Hvor er han modig! tænkte Dasallica, der var fulgt efter ham. Han kikkede lidt rundt. Han rystede af kulde! Der kom en skrattene lyd, ovre fra et af træerne. Han kikkede derop og blev bleg som et lagen! Hun kikkede også derop og så to hvidglødende øjne! Hvad det end var, sprang det på ham! Hun ville gøre noget, men kunne ikke. Hun var som frosset fast til jorden! Det lignede et menneske. Kayden skreg og skreg. Dasallica begyndte at græde. Han lavede pludselig en lille kugle af lys, i sin hånd. De kunne nu se væsnet. Det var et menneske, men det var meget blegt og det opførte sig ikke normalt. Det var i hvert fald ikke normalt, at angribe folk fra træer. I det sekund Kayden lavede lys kuglen, sprang personen tilbage. De flygtede begge. Dasallica kunne stadigvæk ikke bevæge sig. På få sekunder var væsnet væk og Kayden lå grædende i græsset… Hans mor kom styrtene ud og omfavnede ham. Hun bar ham indenfor. Pludselig blev alting sort igen og Dasallica lå på briksen igen. Hun tog hurtigt brillerne af og sikrede sig, at hun var tilbage på arbejdsværelset.

”Hvad skete der lige!?” spurgte Dasallica forundret.

”Du så ind i et af Kayden’s minder. Ret skræmmende ikke?” svarede Jean.

”Jo, for pokker! Wauw…”

”Kayden fortalte mig selv, at det var derfor han var blevet så skræmt til din fest, for 4 år siden. Jeg har også set det minde. Kan du huske hvad der skete i skoven?” spurgte Jean. Dasallica tænkte efter. Jo. Det kunne hun…

”Ja… Vi var ude i skoven, på skattejagt, og min mor… Hun havde lavet spøgelser og sådan noget… Det var midt om natten… Så gik vi ude på stien, på vej til det næste spor, da mor… Kom springende ud fra træerne for at forskrække os. Det var helt mørkt, så vi kunne ikke se hvem det var. Men vi vidste det, så vi grinede bare. Men Kayden skreg helt sindssygt og faldt bagover… Han var skide bange og flygtede fra hende… Det var sygt…” forklarede Dasallica. ”Ja. Det var nok på grund af det der skete dengang han var seks. Jeg forsker lidt i det. Men jeg skal faktisk på arbejde nu Dasallica, så jeg må smutte. Vi ses!” sagde Jean og tog jakke og taske på.

”Ses…”

 

Det var torsdag og Dasallica følte sig meget alene… Rush var, igen, til Badminton, Sophianna var til svømning, da hun også gik til det, Kayden hang ud med vennerne og det samme gjorde Amora. Rion var ikke rigtigt til nogen hjælp, da han konstant havde ondt i hovedet, lige for tiden. Jean var på arbejde, og hun havde tidligere intet sagt om, at hun skulle ”på ekstra arbejde”. Dasallica havde ikke lyst til at træne evner i dag, så hun besluttede sig for at gå en tur. Hendes samvittighed skreg hende i hovedet at hun skulle lave lektier, men hun gad bare ikke. Hun tog en jakke på, da det var januar og gik ud af døren. Hun gik lidt af sted og frøs afsindigt, men ville ikke gå tilbage. Der var ingen folk på gaden og det var jo også forståeligt, så isnende koldt det var. Det var overskyet. Hun rundede hjørnet. På en bænk sad der en dreng, på omkring hendes alder. Han havde en hætte trukket over hovedet og sad helt stille. Hun blev nervøs. Hun var nervøs for alt og alle, lige for tiden. Hun nærmede sig bænken og sagde:

”Undskyld, men hvem er du? Jeg har ikke set dig før og jeg kender området her ret godt?” han så ikke engang på hende, men sagde bare:

”Det er jo klart. Du er sjældent hér om natten.” Dasallica så tøvende på ham.

”Men… Hvem er du? Og hvad laver du her? Det er jo vildt koldt!”

”Solen er væk, men brænder stadig, dog bedre end om natten. Hvad laver du selv her, når nu det er så koldt?” spurgte han og så på hende. Hun kunne se at han havde sort hår, skinnende grønne øjne og var meget bleg. Hun tøvede igen.

”Øhm… Jeg går mig bare en tur… Hvad mener du med ”solen er væk, men brænder stadig”?” spurgte hun. Han så mere intenst på hende og sagde så:

”Livets Udvalgte må passe på. Det er ikke sikket at bo her mere!” Dasallica gjorde store øjne og sagde fortvivlet:

Hvad!? Hvad kender du til det!?” Han rejste sig.

”Solen kommer snart frem. Jeg må gå.” Han begyndte at gå den vej hun kom fra, men hun ville vide mere.

”Vent nu lige! Du prøver bare at slippe væk, solen er jo ikke farlig! Ej… STOP!” råbte hun efter ham. Hun tog ham på skulderen, men han rystede hende af sig og satte i løb. Hun ville ikke lade ham slippe væk, så hendes hænder lyste grønt og planter skød op fra fortovet og bandt hans håndled. Han prøvede at slippe fri, men kunne selvfølgelig ikke. Hun gik hen til ham og satte hænderne i siden.

”Nu fortæller du mig hvad du ved!”

”Nej! Du forstår det ikke! Jeg ville gerne men jeg kan ikke! Lad mig nu gå!” Dasallica blev vred.

Ikke før du har fortalt mig PRÆCIS hvad der foregår!” Det blev lysere. Solen var på vej frem. Han blev fortvivlet.

Lad mig nu gå, for helvede!” Dasallica rystede på hovedet. Nu var solen helt fremme og der så ikke ud til at komme flere skyer. Drengen skælvede og hun gik helt hen til ham.

”Come on, du ved jo godt solen er din ven!” sagde hun og fjernede hætten. Han gav et øredøvende skrig fra sig og hun kunne se, at hans hud begyndte at ætse. Hun blev så forskrækket, at hun mistede kontrollen over planterne, som gav slip. Drengen dækkede hovedet til med hænderne og løb så hurtigt han kunne. Han rundede hjørnet og forsvandt af syne.


2

Flere hemmeligheder?


Dasallica havde ikke kunne sove efter mødet med den mærkelige dreng.

Hvordan kunne han vide noget om Livets Udvalgte? Hvorfor? Var han også fra Hanticore? Nej, det var simpelthen umuligt! Der kunne ikke overleve flere fra den dumme planet! Nu måtte det snart være nok!

Hun kunne stort set ikke holde sig vågen i bilen på vej til skole. Rush måtte hele tiden give hende i puf i siden, så hun kunne holde sig vågen.

Endelig ankom de til skolen.

Endnu en kedelig dag i verdens værste skole, tænkte Dasallica. Hun var så vred over, at ingen af de andre kunne forstå hende. De synes også at det var en dårlig skole, men ikke at den var så slem som hun syntes. Tioolin, Ritza og Beanterin kunne endda lide den! Tioolin og Ritza var vilde med de mange ”vildt lækre” drenge, og Beanterin elskede dens ”sorte skole” image.

De 9 børn klemte sig ud af bilen, der egentlig mindede mere om en bus. Rion og Amora skyndte sig ind i skolen. De skulle til deres sidste afgangsprøve inden sommerferien. Denne gang var det åbenbart mundtlig fysik. Dasallica krummede tæer bare ved tanken.

I 2 timer sled Dasallica sig igennem 1 historietime og 1 dansktime. Hun sagde intet, og hun foretog sig intet. Hun overlevede bare indtil det første frikvarter. Da klokken ringede, sprang hun ud af sædet og skyndte sig ud i gården. Det var helt overskyet. Ikke en eneste solstråle slap igennem skydækket Hun smed sig på den sædvanlige bænk og ventede på Rush.

I samme øjeblik kom Amora og Rion ud i gården. Amora så meget nedslået ud, mens Rion havde et selvtilfredst smil på læberne. Rion skyndte sig over skolegården, hvor han blev mødt af…

Ham?! Hvad laver han her?! Den mærkelige dreng! De så ud til at være glade for at se hinanden. Måske kendte de hinanden fra Hanticore? Hvis drengen altså virkelig var fra Hanticore… Ud af samme dør som hende selv kom Rush hastigt ud i gården. Dasallica smilte til hende, men Rush kikkede ikke engang på hende. I stedet løb hun over mod Rion og drengen. Rion hilste glædeligt på hende, og hun gav drengen hånden med et stort smil.

De snakkede lidt sammen, og pludselig jublede Rush og… kyssede Rion!

Dasallica var målløs. Hvorfor ville hun dog gøre det? Var der noget imellem dem? Hvis der var, hvorfor havde hun så ikke sagt noget til hende?! Hun kunne mærke vreden ophobe sig i sit bryst og hun kikkede væk. Hun havde fået kvalme.

Hun fik et chok da Amora dumpede ned på bænken ved siden af hende. Hun så stadigvæk bedrøvet ud. Dasallica tog sig sammen og spurgte:

”Hey, hvordan gik det?” Amora sukkede dybt.

”Ikke så godt. Jeg var alt for nervøs og jeg kunne ikke finde ud af det… Så jeg fik kun t="on">7,” sukkede hun, med tårer i øjnene. Dasallica fnøs.

”7?! Er du sindssyg?! Jeg ville slå ihjel for et 7-tal, Amora! Ej hvor er det flot!” udbrød Dasallica, og smilte stort til hende, for at opmuntre hende.

”Rion fik 12!” sagde hun vredt. Det gav Dasallica et stik i maven. Hun ville slet ikke tænke på ham!

Klokken ringede allerede ind, og hun rejste sig dovent og sled sig indenfor. Efter de efterfølgende 4 timers undervisning var Dasallica ikke just entusiastisk. Hun blev inde i det store frikvarter – hun ville ikke risikere at se Rush og Rion igen. Det var meget svært for hende at ignorere dem i timerne, især fordi Rush konstant prøvede at fange hans blik.

Klokken ringede sidste gang den onsdag, og Dasallica skyndte sig at pakke sine ting sammen og styrtede udenfor. Hun satte sig på bænken og ventede på at Jean skulle hente dem. Snart var alle 9 unger samlet ude på kantstenen.

De var virkelig nogle blandede bolsjer.

Dasallica var mest bare en ensom pige der følte sig forladt af sine venner og sin kæreste. Hun havde haft det frygteligt efter hændelserne da hun var 12. På en måde savnede hun sin mor, på en måde hadede hun hende. Mest af alt ville hun bare gerne kunne spole tiden tilbage til Hanticore, så hun kunne ændre tingene. Hun kunne ikke lide livet på jorden, og folk havde endnu ikke rigtig anerkendt Team Phoenix.

Rush havde samme mening om Jorden som Dasallica. Hun savnede sine gamle venner, sin familie og sit gamle dagligdags liv. Ellers var hun en meget velfungerende pige, som havde hoved skruet ordentligt på plads.

 

 
Panel title
Antal besøg: 59

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,5715320110321sekunder