Skovs Kees - Blog
Oct
13
2009

1 uge

Mandag d. 12/10 var hvalpene en uge gamle, og man kan så småt fornemme deres forskelligheder.

Nogle af hvalpene er stadig "anonyme", og andet er måske også lidt svært, når man ikke er mere end en uge gammel og lidt over en håndfuld stor, men andre viser lidt af deres væsen lige så stille, som tiden går.

Aslan, der er førstefødte hanhund, er allerede lidt af en bølle overfor sine søskende. Hvis han vil have en ny pat, så fjerner han da bare den hvalp, der var der i forvejen. Det ses da også ved, at han er den største af hvalpene indtil videre. Han kan godt være lidt af en enspænder, og sover tit alene. Hvis nogle af hans søskende kravler hen efter hans selskab, finder han sig i det, han er vist for træt til andet, men han har heller ikke noget imod at sove selv.

Cera, derimod, vil allerhelst ligge i midten af en stor klump hvalpe-pels, og endda helst med nogen ovenpå sig. Måske fryser hun, for hun er en af de mindste hvalpe. Hvis hun tilfældigvis ender alene, græder hun og kravler kluntet rundt i jagt efter en sovekammerat. Hun virker til at udvikle sig i retning af en kælen familiehund. Til gengæld er hun lidt halvdum. Selvom hun har næsen lige foran en pat, kan hun ikke altid finde den, og ender ofte med bare at suge løs på Ronjas maveskind, hvilket ikke giver hende noget mælk, men til gengæld giver Ronja sugemærker.

Birk, som også er en lille én, indhenter nok aldrig Aslan i størrelse. Han spiser, til han er mæt, og så går han. Han er altid den første til at kravle væk fra maden, og falde i søvn næsten lige efter. Måske er han den første Kees, der ikke er ekstremt mad-glad.

Den sidste hanhund, Tjalfe, kan godt være lidt af en hyler - en forladt sælunge, der hyler efter sin mor på stranden. Hvis han er utilfreds med noget (spørg mig ikke om hvad, for jeg ved det virkelig ikke!), så hyler han ofte. Om det er efter selskab, sin mor, mad eller noget helt fjerde, ved jeg ikke, men det hjælper for det meste af klø ham bag øret eller ned langs ryggen.

 

På den måde opfører de sig allerede meget som de hunde, de endnu ikke helt er. De sparker med bagbenet, når man klør dem bestemte steder, de kan trøstes med lidt nussen - og de er så småt begyndt at afprøve deres ben ved at hæve sig lidt op over gulvet.

Men deres muskler er stadig utrænede, deres gang usikker, og deres øjne lukkede. De er stadig bare små hvalpe, der er dybt afhængige af deres mor.

Af Cecilie

Share on Facebook Back to the blog



Comments:


 
Panel title

© 2022 skovskees

Antal besøg: 19072

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0.093552827835083sekunder