Her har i en lille guide til de
forskellige synsvinkler i bog-skrivning:
Forfatteren skal passe på ikke
at skinne for meget igennem teksten, da det kan virke meget utroværdigt på
læserne. Blandt andet derfor er det vigtig at kende sin synsvinkel godt.
Synsvinkelen er den fortæller
der skal fortælle historien. Så når du skriver på bogen, skal du faktisk sætte
dig i fortællerens sted. Måske skal du forestille dig at du er jeg-personens
teenage øjne der følger handlingens gang, eller måske skal du forestille dig du
er fluen på væggen der ser og hører alt hvad der sker.
Ordforklaring:
Indresyn betyder at vi følger en
persons tanker, følelser og nutidige handlinger. Den bliver ofte forklaret som
den ”lukket” synsvinkel, da man skal forklare hvordan andre personer i bogen
føler igennem deres kropssprog eller handlinger.
Medsyn betyder at fortælleren er en
anden person end hovedpersonen. En der følger begivenhedernesgang udefra. Det
kan både være en lukket eller altvidende fortæller vinkel.
Bagudsyn betyder at fortælleren kan
fortælle om ting der er sket, før den tid fortælleren står i nu. Det kan ikke
bruges i den observerende fortæller, da den synsvinkel er meget neural og
objektiv, og som ikke går ind i tanker og følelser.
1. personsfortæller =
Jeg(fortæller)
Jeg-fortæller blev førhen ofte
brugt i krimi/detektiv historier, for at man som læser kunne føle at man løste
mysteriet sammen med hovedpersonen.
Synsvinklen er derfor meget
levende at fortælle historier med, da jeg-personen følger tingene som de sker og
fortæller det som de oplever det. Men også fordi man som forfatter er nødsaget
til at bruge sanserne og metaforer til at forklare stemninger, og dette gør det
meget mere levende for læserne.
Jeg-fortælleren er en lukket
fortæller, der kun kan beskrive egne følelser og tanker hos dem selv og ikke
andres. F.eks. kan denne hovedperson ikke vide, at dem de står overfor sveder i
hænderne, med mindre de selvfølgelig kan se det.
Eksempel: (direkte
jeg-fortæller)
Fra Andrea Cremers Nightshade
serie: Nateskygger udgivet af Tellerup
Jeg kan ikke lade ham dø
...
Men det vil betyde, at
jeg vil bryde med Vogternes love ...
Jeg skiftede skikkelse
uden at tænke over det.
Drengen spærrede øjnene op, da den hvide
ulv, der havde betragtet ham, ikke længere var et dyr, men en pige med gyldne
øjne og hvidblond hår.”
Der findes to former for jeg-fortæller, en
direkte og indirekte:
Jeg personen kan være
hovedpersonen (direkte), hvilket det ret ofte er, især i
ungdomslitteratur.
F.eks. Twilight sagaen af
Stephenie Meyer
Skjult jeg person (indirekte),
er en (bi)person der fortæller historien. Også kaldet medsyn.
F.eks. Dr
Watson i Sir Arthur Conan Doyle’s Sherlock Holmes
Det kan også være en form for
en flue på væggen. Altså ikke nogen der nødvendigvis er i alle scenerne. Så er
det bare et spørgsmål om, om forfatteren kan få ret meget ud af fluens tanker og
følelser. Det kunne også være en usynlig person.
Eks. Fight
Club af Chuck Palahniuk
I de eksperimenterede bøger kan
jeg-personen bruges som den utroværdige person, som vi læsere skal prøve at
kunne gennemskue, eller lignende.
2. personsfortæller = du
Er kun blevet brugt i meget få
bøger hvor det har virket nogenlunde. Så det er i hvert fald kun en synsvinkel
en erfaren og virkelig kreativ forfatter bør begive sig ud i. Så 2.
personsfortæller er helt klart den mest eksperimentelle.
Umiddelbart vil jeg synes det
er lidt mærkeligt selv at skulle skrive noget lignende: ”Du ser nu en lang og snoet vej foran dig.
Dommedagsagtigt, er det ord der pludselig dukker op i dit hoved”
Eksempler fra engelske
Wikipedia, af bøger udgivet i 2003-2011 med 2. personsfortæller:
▪ John
Updike 2003
How
to love America and leave it at the same time in The
Early Stories: 1953-1975
▪ Jhumpa
Lahiri 2008
"Hema and Kaushik" a trio of short stories in Lahiri's latest book Unaccustomed
Earth
3. personsfortæller = han/hun
3. personsfortæller er den
synsvinkel der er skrevet flest bøger i, samt den nemmeste for nye
forfatterspire at begynde på.
Her findes der også en indre og
ydre metode, samt en objektiv fortæller.
Indre
En indre 3.persons synsvinkel
kan ligge op af jeg-fortælleren bortset fra at det er han/hun der er brugt i
stedet for jeg. Det er stadig personens tanker og følelser vi skal arbejde med
her. Faktisk kan man tage teksten ovenover og bare ændre ordene:
Hun kunne ikke lade ham
dø ...
Men det ville betyde, at
hun ville bryde med Vogternes love ...
Hun skiftede skikkelse
uden at tænke over det.
Drengen spærrede øjnene op, da den hvide
ulv, der havde betragtet ham, ikke længere var et dyr, men en pige med gyldne
øjne og hvidblond hår.
Handlingen kan som regel blive
fortalt i ydre synsvinkel mens følelser og tanker bliver beskrevet som indre ved
en af personerne.
F.eks. i Harry Potter af JK
Rowling
Ydre = den altvidende fortæller
Historisk set har den
altvidende fortæller været brugt mest, men med tiden er det skiftet over til den
indre fortæller.
Denne fortæller ved alt om
alle, tanker, følelser, behov, ja alt. Alt hvad der kommer til at ske, alt hvad
der er sket, også på flere steder på samme tid. Så er det kun et spørgsmål om
hvad fortælleren vælgere at fortælle. Man kan sidestille denne fortæller med
forfatteren selv som historiefortælleren.
Et godt kendetegn er, når du
får noget at vide som hovedpersonen ikke ved om sig selv. De fleste forfattere
holder fortællerøjet hen over få personer, for at gøre det overskueligt for
læserne. Nogle vælger kun at følge en eller to personer. Dog uden at gå ind i
deres tanker og følelser, med mindre de selvfølgelig tænker højt. Hvis du
skrifter mellem dem så husk at gøre det tydeligt, eventuelt med *** eller ved
kapitelskift.
F.eks. i serien Song of Ice and
Fire af George RR Martin, skrifter der synsvinkel til en ny person ved hver
kapitel, hvor der lige i toppen står navnet på den det nu drejer sig om, for
ikke at gå på kompromis med teksten.
Eksempler på ydre synsvinkel:
JRR Tolkiens Ringenes Herre og Jane Austens værker
Den observerende fortæller
Denne fortæller er en lukket og
objektiv synsvinkel som ikke går ind i tanker og følelser. Den beskriver kun
hvordan tingene ser ud. Alt er set udefra. Neutralt.
Den observerende fortæller er
ikke altid god til skønlitteratur, da den kun beretter hvad der sker – som et
skjult kamera. Der er ingen følelser, eller tanker. Kun ren beskrivelse og
dialoger.
Eks. Hills
Like White Elephants af Ernest Hemingway
Vekslende synsvinkel
Du kan skrifte synsvinkel i din
bog, men det gøres fra kapitel til kapitel, men det frarådes hvis der ikke er en
meget god mening med det. Hver gang du skrifter synsvinkel forvirrer du nemlig
læseren.
Vil du vide mere, så slå det op på nettet
som:
Firste (Jeg) person =
First-person narrative
Anden person = Second-person
narrative
Trejde person indre =
Third-person limited narrative
Trejde person ydre =
Third-person omniscient narrative
