Soph Kous - Brudepigen

Det var fredag i juni, sidste uge inden sommerferien. Solen strålede fra en blå himmel, da Clara cyklede hjem fra skole. Uden for huset, hvor hun boede med sine forældre, var hendes storesøster Monas bil parkeret. Nå ja, Mona skulle jo komme forbi med brudepigekjolen. Clare havde bedt sin søster vælge noget enkelt. Prinsessekjoler var ikke lige hende - hun gik mest i jeans og T-shirt til hverdag.

   Hun kunne høre bryllupssnakken, allerede da hun åbnede døren. Sådan havde det været i evigheder! Mona skulle giftes om to uger, og forberedelserne blev mere og mere hysteriske, jo tættere de kom på dagen. Clara ville bare have, at brylluppet skulle overstås, så der kom lidt mere ro på igen. Hun smuttede ind i køkkenet.

   - Hej søs!, råbte Mona ivrigt. Jeg har kjolen med! Åh, du bliver helt vild! Den hænger over sofaen i stuen. Du kan jo prøve den med det samme. Jeg er vildt nysgerrig efter at se, om den passer! Clara tvang et lille smil frem.

   - Smil med tænderne, skat! Du har sådan nogle smukke tænder, sagde Claras mor.

   - Og vær forsigtig med kjolen. Vask hænderne, inden du tager den ud af plastikken, råbte mor efter hende.

   Clara skulle lige til at mumle noget for sig selv, da hun fik øje på kjolen. Hun stoppede op og stirrede. Oh my god! Det kunne simpelthen ikke passe! Havde de virkelig tænkt sig, at hun skulle gå igennem kirken i den rosa katastrofe? Folk ville aldrig glemme det syn! Der  var bare ét håb, og det var, at de ville indse, hvor grim den var, når de så hende i den. Hun tog den med ovenpå.

   - Husk at vaske hænderne!, råbte mor efter hende fra køkkenet.

   Kjolen var endnu værre, da den blev pakket ud af plastikken. Hun tog den på og tvang sig hen foran spejlet. Med mistro stirrede hun på sig selv, indhyllet i rosa, flæsekrave rundt om halsen, pufærmer og en stor roset på ryggen. Det her holdt bare ikke! Hun vidste ikke, om hun skulle grine eller græde.

   - Hvordan går det, skat? Kom ned, og lad os se!

   Clara trampede ned af trappen og skulle lige til at gå igang med at beklage sig over, hvor grim kjolen var, da Mona og mor spærrede øjnene op og smilede over hele ansigtet.

   - Men gud! Åh, skat!, udbrød hendes mor og tog hånden op foran munden. Hun fik tårer i øjneneaf glæde.

   - Søs, du er så smuk i den kjole, sukkede Mona og rystede beundrende på hovedet. Jeg har virkelig valgt den perfekte kjole til dig!

   Clara kiggede mistroisk på dem.

   - Styr jer lige! Kan I slet ikke se, hvordan jeg ser ud?, prøvede hun.

   - Jo, du ser da så fin ud, smuksak, sagde mor uforstående.

   - Jeg er jo et lyserødt mareridt! Og det allerværste er rosetten. Den skal bare væk!, sagde Clara.

   - Absolut ikke. Natalie skal have den samme kjole på. I øvrigt har jeg ikke købt dem, men lejet dem, så vi skal passe godt på dem, sagde Mona.

   Natalie, ja! Som om kjolen ikke var slem nok, så havde Mona også bedt deres kusine, verdens mest irriterende pige, være brudepige.

   - Tag kjolen af, sagde mor. Og vær forsigtig!

   - Ja, sukkede Clara og gik ovenpå igen. Hvis rosetten ryger af, er det ikke min skyld!

   - Clara!

 

Det blev sommerferie, og bryllupsdagen oprandt. Det var et smukt vejr. Clara klædte sig modvilligt på, men uden at brokke sig yderligere. Hendes søster var jo sød nok - hendes tøjsmag var bare helt hen i vejret! I øvrigt kunne Clara jo ikke tillade sig at ødelægge søsterens store dag. Hun trak forsigtigt i rosetten, men den sad fast, som var den naglet til kjolen. Lidt i to stod hun på kirketrappen og ventede på sin søster. Gæsterne sad allerede inde i kirken. Clara skrabede fødderne i gruset, da en bil dyttede foran kirken. Hun kiggede derhen, og hendes hjerte sank helt ned i de hvide sandaler - åh nej! Det var bare løgn! I bilen sad en flok fyre. Og én af dem var Tobias...

 

Efteråret før var hun startet på en ny skole, hvor hun havde mødt ham, og hun havde fået øjnene op for ham ret hurtigt. Der var noget ved hans smil og hans blik, der gik direkte ind i hjertet på hende, og fik det til at slå hurtigere. Men hun var ikke den eneste, der var faldet for Tobias. Han var en af de mest populære fyre på skolen og havde altid piger omkring sig. Men i løbet af juleferien var der sket noget... En af Claras bedste veninder var begyndt at komme sammen med en af Tobias' venner, hvilket gjorde, at Clara også begyndte at se mere til Tobias. I løbet afjuleferien havde hun fået fornemmelsen af, at han var begyndt at få øjnene op for hende. Han flirtede rigtig meget med hende. Det virkede meget oplagt, at der skulle ske noget til nytårsfesten, og hun kunne næsten ikke vente. Hjertet hamrede hele dagen, og hun strålede, da hun fik øje på ham til festen. Men nogle timer senere var hun alene på vej hjem. Hun var dybt skuffet, Tobias var endt sammen med en anden pige. Det, der var sket, gjorde stsdig ondt, og nu sad han der i bilen og stirrede på hende i den lyserøde kjole.

   - Dyyyyt!

   Hun lod, som om hun ikke havde set dem, og de biler, der kom bagefter med de sidste bryllupsgæster, tvang Tobias og hans venner til at køre videre. I en af bilerne sad Natalie. Clara åndede lettet op. For en gangs skyld var hun glad for at se sin irriterende kusine.

   - Hej Clara! Du må undskylde, at du måtte vente i denne varme!

   - Det skal du ikke tænkte på. Jeg overlevede, sagde hun med et smil.

   - Dit hår ligner til gengæld ikke noget, der har det så godt, sagde kusinen spydigt.

   Clara sukkede og glemte, at hun for en kort stund havde været glad for at se sin kusine.

   I næste øjeblik kom limousinen glidende, og Clara glemte med ét kusinens dumme kommentar. Bildøren gik op, og Mon kom til syne. Clara stirrede på sin søster og følte en klump i halsen. Hun kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.

   - Hvor er du smuk, søster!, udbrød Clara.

   Mona smilede stort.

   - Det er du også, søs, sagde hun og blinkede.

 

Det blev et rigtig smukt bryllup. Bagefter kyssede brudeparret på kirketrappen, og gæsterne kastede risgryn. Natalie smilede falske smil på alle kameraerne. Bryllupsfesten blev holdt i et festlokale nogle hundrede meter fra kirken. Velkomstdrinken blev serveret, og luften var fyldt af latter og snak. Clara gik rundt blandt gæsterne, og pludselig fik hun øje på en fyr, som hun ikke havde set før. Hun tænkte sig godt om for at kunne huske, hvem Mona havde sagt, der ville komme. Nu ærgrede hun sig over, at hun ikke havde lyttet ordenligt. Hun havde ingen idé om, hvem han var, men lækker, det var han...

   Clara havde heldet med sig, for ved middagen var de placeret lige over for hinanden.

   - Jeg så dig i kirken, sagde han. Jeg hører, at du er brudens søster...

   Clara smilede og nikkede.

   - Er du i familie med Josef?, spurgte hun.

   - Ja, han er min fætter. Jeg hedder William.

   - Clara.

   De smilede til hinanden, og pludselig føltes det, som om brylluppet blev dobbelt så sjovt.

   - Bor du her i byen?, spurgte han.

   - Ja, gør du også?

   Da han nikkede, blev Clara helt glad indeni.

   - Ja, men det sidste år har jeg boet med min familie i Tyskland. Jeg begynder på Strandskolen til efteråret.

   Hun spærrede øjnene op.

   - Der går jeg også!

   - Så kommer vi til at se en masse til hinanden til efteråret, sagde han med et stort smil.

   Hun smilede.

   - Ja, det gør vi, svarede hun.

   Efter middagen dansede brudeparret brudevalsen, og Natalie kom hen til Clara.

   - Hvem er ham den lækre, som sad ved dit bord?

   - Josefs fætter.

   William kom hen imod dem.

   - Han er virkelig lækker!, udbrød Natalie. Hvis du er interesseret i ham, må du hellere vente, til han bliver fuld. Ellers falder han da aldrig for dig!

   - Ha, ha! Du er så sjov, sagde Clara.

   Natalie smilede et stort smil til William. Han hilste og vendte sig mod Clara. Han virkede fuldstændig upåvirket af Natalies kunstige smil.

   - Skal vi danse?, spurgte han Clara.

   - Klart!

   De gik hen til dansegulvet, og Natalie fulgte dem med øjnene og et mopset udtryk. Clara følte sig som hovedpersonen i en romantisk film. Der var noget magisk over den dans. Hun vidste, at hun vlle huske den meget længe. Da den stoppede, stod Natalie pludselig bag dem.

   - Nu er det min tur, sagde hun og hev fat i William.

   William dansede med Natalie, og i mellemtiden gik Clara ud i gården for at få lidt frisk luft. Det var ved at blive mørkt udenfor, og temperaturen var behagelig.

   - Der er du jo! Det tænkte vi nok...

   Det var Tobias og hans venner. De havde parkeret nede ved vejen og kom gående imod hende. De snakkede højlydt.

   - Clara dog! Det havde vi ikke troet, hvis vi ikke selv havde set det! Det er da den mest hæslige kjole!

   Hun følte sig pludselig meget kikset. Efter dansen med William var det her som at få smidt en spand koldt vand i hovedet.

   - Det er min søsters bryllup. Hvad laver I her?, spurgte hun og kunne mærke, at hun blev varm i kinderne.

   - Vi hørte, der var bryllupsfest herude og tænkte, at vi ville se, om det virkelig var dig, vi så foran kirken. Hvorfor vinkede du ikke, da vi dyttede?

   Hun blev reddet af en stemme bag sig.

   - Clara?

   Hun drejede hovedet og så William komme gående. Han så afslappet og lækker ud med hænderne nede i lommerne på sin smoking. I det øjeblik var han den lækreste fyr, hun nogensinde havde set, og hun tog sig selv i at stå og stirre på ham. Tobias og hans gutter virkede vildt barnlige i forhold til William. Umodne og uinteressante.

   - Er alt ok? spurgte han undrende og sagde hej til Tobias og de andre.

   - Ja, det er bare nogle fra min parallelklasse.

   William løftede øjenbrynet.

   - Sorry guys, men I kan altså ikke have jeans på her!

   Hun grinede og kastede et blik på fyrene.

   - Jeg håber, at I har noget sjovere at lave i aften end at stå her og hænge. Vi ses!

William tog hende i hånden og sammen gik de tilbage til festen. Med William ved sin side følte hun sig pludselig stærk og lykkelig og smuk...

 
Panel title

© 2017 sophkous

Antal besøg: 46

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,62166500091553sekunder