Sunshine - Romaner og noveller.
Romaner og noveller.


Her kommer mine noveller og romaner til at stå. - Nyd dem :D


Jeg vil starte med at give jer en lille forsmag på min nye roman; Pigen er bly. Og jeg håber virkelig at i gider at læse den! :D


Pigen af bly

 

Han stod der, Ham jeg havde elsket, ham jeg havde såret. ”Ally, se nu! Se dig ordentlig for Ally… Ally!” Mine før så selvsikre og faste skridt stoppede op. ”Ally, Du var ved at træde på Oscar?!” Mit blik faldt ned på den lille, lysebrune hund der sad foran mig. En stemme råbte noget i mit hoved, men den nåede selvfølgelig ikke ud gennem min mund. Den stoppede lige på tungespidsen, da mine spidse tænder blokerede vejen ud. Stemmen tav, men kun for et øjeblik. Stemmen blev afbrudt af en høj råben. ”ALLY!” Jeg rettede mit blik mod Miley, min bedte veninde gennem hele mit forfærdelig tomme liv. Hun var den eneste jeg holdte af, lige i øjeblikket. ”Du var ved at træde på Oscar. Ally hvad sker der for dig?!” Råbte Miley, som om jeg var døv. Men det var jeg næsten også, lige nu. Intet andet end ham. Igen råbte stemmen i mit hoved til en høj skikkelse, på den anden side af gaden. Skikkelsen stod ved siden af ham.. Ham, jeg virkelig havde troet på, ham jeg sårede. Skikkelsen ved siden af Sam, var høj. Pludselig gik skikkelsen ind under gadelugten, så hans gamle, rynkede ansigt kom til syne. Hans rynkede pande og bekymrede ansigts udtryk, fik stemmen i mit hoved til at stoppe med at råbe. Der var helt stille. ”Hvad skal der så ske med hende?!” Råbte Sam fortvivlet. Jeg var forvirret, gad vide om Sam havde opdaget mig?. Miley var utålmodig, hun stod bag mig med armene overkors. Hun vendte øjne og greb hård om Oscars snor. Med bestemte og meget målrettede skridt, gik Miley ned af gaden og hen mod det lille hus vi var kommet ud fra. Sam var tilbage i byen, og intet kunne stoppe mig nu. ”Jeg ved det ikke..” Svarede den gammel mand, som før kun havde været en skikkelse. Mine fødder var limet fast til jorden og jeg stod bare og stirrede. Stemmen i mit hoved tav, og der var helt stille.

 

Jeg løb, løb som galt det mit liv. Det liv, jeg egentlig ikke kunne fordrage, men det liv jeg ville beholde. Løb, ned af gaden mod det lille hus, hvor Miley var forsvundet. Jeg længdes efter glæde, efter latter. Men intet, intet kunne rede mig nu. Ikke engang Sam. Eller måske var han en undtagelse? Kunne han virkelig rede mig? Jeg tvivlede. Jeg stoppede, ved huset hoveddør. Hoveddøren var lavet af egetræ, så glat så fint. Miley åbnede. Hendes store brune engleøjne lyst, hun lignede en lille pige, som for første gang havde været i tivoli. Jeg fik et syn, først var det hele mørkt, men efter få sekunder så jeg Sam, han gik ned af gaden lige hen mod huset. Jeg klemte min øjenlåg hård sammen, og mit blik møde Mileys fortvivlede ansigt. ”lad mig komme ind..” Sagde jeg koldt. Miley nikkede og åbnede døren helt. Jeg gik forbi hende ind i den store entré. Mit blik faldt på entréens mørkegule vægge, Mørkt trægulv og mærke træ møbler. Straks faldt mit blik på maleriet, det maleri der altid bød mig velkommen. Miley stirrede på mig ”Ally, Seriøst, nu det maleri igen?” Sagde hun irriteret og hev i min arm. ”Der er intet magisk ved det Ally, selvom at du tror det..” Sagde hun svagt, så hendes forældre ikke kunne høre det. Hendes forældre arbejde inde for politik, og var meget rige. De var altid venlige, og var rigtig søde mod mig, når jeg havde mine sædvanlige problemer. Når man havde magiske kræfter – lige som mig, var livet altid svært. Jeg rystede på hoved og gik med Miley op af en – lige som alle de andre ting i rummet, Mørk træ trappe. ”Ally, billedet kommer fra min oldemor, som nu er død. Intet magisk over det. Du må til at styre dig med det billede” Sagde hun, uden at kigge på mig. Hun gled elegant ind på hendes værelse. ”Miley, du forstår det ikke. Der er noget ved det billede.” Miley kiggede på mig med løftede øjenbryn. ”Som om det taler til mig..” Mumlede jeg. Miley kiggede på mig. Hun tog sin guitar, satte sig på sengen og begyndte at spille. Hendes fantastisk tynde fingre strøg hen over guitarens strenge. ”Stop!” Råbte jeg. ”Ikke igen..” Sukkede Miley, med et lille smil. ”Jo!” Grinte jeg og hentede en lille blok papir i hendes skrivebords skuffe. ”Spil videre, men bevæg dig ikke for meget!” Sagde jeg hurtigt og fandt min ynglings tegne blyant frem fra min bukselomme. Jeg satte mig med ryggen op af væggen, på hendes hvide sengetøj. Mine fingerspidser klemte om blyanten da det lille stykke bly løb hen over papiret i en lille bue, som skulle forstille hendes hoved. Buen blev forlænget med en streng. Strengen blev til endnu en bue som skulle forstille hendes skulder. Miley blev ved at spille og jeg blev ved med at tegne. Lyden fra guitaren gav mig inspiration og glæde til at tegne. Hendes tynde fingre gled stadig frem og tilbage hen over strengene. Mine fingre blev matte af at klemme på blyanten, men jeg måtte tegne videre. Miley begyndte at smile og smilet smittede. ”Du er fantastisk til at spille på den guitar, ved du det?” Sagde jeg svagt, med et smil. ”Du er fantastisk til at tegne, på ’din’ blok!” Grinte Miley og rettede blikket mod blokken i mit skød. ”Du må få den..” Sagde hun svagt og kiggede igennem ned på guitaren. ”Må jeg?” Sagde jeg svagt, ingen havde givet mig noget før, jo Miley og hendes forældre havde givet mig noget nyt tøj til min fødselsdag, og en halskæde, med mit navn. ”Jeg bruger den aldrig, og du har allerede tegnet i den, du bruger den jo hver gang du er her” Sagde han med et stort smil. Og jeg vidste hun havde ret, jeg brugte den tit. Jeg var forældre løs, og boede hos min tante, som jeg aldrig så. Hun havde problemer med alkohol, og var altid i byen med hendes venner. Jeg så hende aldrig, hun var aldrig hjemme, og når hun endelig var hjemme var hun fuld, og ville ikke snakke med mig fordi at hun skulle sove. Miley havde engang spurgte mig om hun skulle spørge sine forældre om de ville adoptere mig. Det lød godt, rigtig godt. Men jeg kunne ikke, jeg var sådan en person, der havde svært ved at tage imod ting, og når jeg endelig gjorde var jeg taknemlig. Jeg havde næsten ingen ting. Blyanten jeg sad med i hånden, to sæts tøj som jeg havde fået af Miley, et par slidte sko og halsskæden fra Mileys forældre. Intet andet.

 

 

Jeg var færdig, færdig med tegningen og jeg var tilfreds. ”Det er jo kunst Ally, du er fantastisk!” næsten råbte Miley. Jeg blev rød i kinderne og kiggede ned på blokken i min hånd. ”Tak..” Sagde jeg svagt. ”Ally..” Jeg rettede hurtigt blikket på Miley, da det var den stemme der skræmte mig mest. Miley var skræmmende, men hun var min ven, min eneste ven og jeg elskede hende præcis som hun var. ”Sæt dig” Sagde hun med hendes ’der er noget alvorligt jeg skal snakke med dig om’ stemme. Hun bankede med hendes hånd ned på sengen og hendes hvide sengetøj. Jeg satte mig og hun satte sig ved min side. ”Ally, mine forældre har spurgt om..” Hun holdte en lang pinefuld pause. ”De vil adoptere dig Ally” Sagde hun og rettede hendes blik på mig. ”Miley, det har vi snakket om!” Sagde jeg irriteret. Jeg var selvfølgelig glad for at de ville hjælpe mig, men det var for stort til at jeg kunne tage imod det. ”Ally! De spurgte mig! Jeg spurgte ikke dem, de syntes du er en vidunderlig pige, som ikke får lov til at udvikle sig ordentligt” Næsten råbte hun. Den sidste sætning hviskede hun. Miley tav. Jeg var mundlam, syntes de at jeg.. Jeg en grim, fattig pige på gaden var.. Vidunderlig? Jeg rettede blikket mod det store spejl på væggen bag mig. Jeg stirrede på mit lange lyse hår der gik mig til slutningen af ryggen, mine lange ben, blå øjne og til sidst mit grimme tøj. Mit hår var løst, det var uglet. Jeg havde intet pandehår og min pande var glat og let solbrun. Jeg kiggede på Miley. ”Vidunderlig?” Hviskede jeg og kiggede ned af mig selv. Jeg lignede et monster, et højt monster, med lyst hår. Mileys brune øjne lyste, i det halv mørke rum. Hun nikkede ivrigt. ”Ally, du ved ikke hvor vidunderlig du er” Sagde hun. Jeg lagde hoved på skrå, så noget af mit lyse går faldt ned over mit ansigt og dækkede for mine øjne. Jeg rettede hoved op igen, og stirrede så hen på spejlet og på pigen i spejlet som sad på sengen. ”Miley..” Sukkede jeg. Jeg rystede på hoved. ”Jeg er et monster” Mumlede jeg svagt. Miley tav. ”Jeg må hjem..” Sagde jeg svagt og rejste mig fra sengen. ”Nej Ally, du kan ikke bare løbe fra problemerne som du plejer, bliv her” Sagde hun hård. Jeg satte mig hurtigt ned på sengen igen. Jeg kiggede på blokken og blyanten i min hånd. ”Ally, kom med..” Sagde hun, og tog min hånd. Hendes hånd var blød, ligesom silke. Hendes mørkerøde neglelak passede til hendes mørkerøde top og sorte shorts. Miley var altid pæn i tøjet, og så altid helt fantastisk ud. Jeg havde et par cowboy bukser på som jeg havde klippet i så det var blevet shorts også en lyseblå top og et par slidte ballerinaer som var alt for små. Miley klemte min hånd og hev mig ud af værelse og ned af trappen, hun stoppede i entréen. ”Bliv her..” Sagde hun svagt og slap min hånd. Hun gik ind af en stor dør, som første ind til deres ene stue. De havde 3 stuer, 1 køkken, 5 badeværelset, 4 værelser og en enorm have. Miley var enebarn, og det var hun egentlig ikke tilfreds med. Jeg kunne høre Søren – Mileys far. Hans dybe hvisken gav genlyd i mit tomme hoved. Jeg var for træt til at tænke. Jeg havde glemt alt om synet. Det syn jeg havde haft om ham.. Om Sam. Han var kommet lige imod huset, men han var vidst gået forbi. Endelig kom Miley ud igen. Hendes mor og far stod bag hende. Mille – Mileys mor, stod med en chokolade kage i hånden, den duftede enestående. Duften fyldte rummet, med glæde og energi.

 

 

”Ally, vi vil meget gerne adoptere dig..” Sagde Søren. Miley og hendes forældre havde inviteret mig med ind i stuen. Vi havde siddet et stykke tid og snakket om adoption. Vi sad i den bløde, hvide stofsofa og snakkede. Tapetet var grønt og møblerne hvide. Miley tog en bid af kagen. ”Miley, har altid ønsket sig en søster, og.. Jeg tror ikke hun har noget imod at det bliver dig” Sagde Mille med et smil. Miley rystede på hoved. Jeg kiggede på tallerknen i min hånd. Jeg tog en lille bid og satte den fra mig på bordet. ”det er… Jeg kan bare ikke tage imod det, jeg vil ikke være til besvær..” Sagde jeg svagt og rettede ryggen. ”Det er du da heller ikke!” Sagde Søren hurtigt og kiggede på Miley. ”Vel?” Sagde han stadig med blikket rettet på den glade Miley. ”Nej, Ally det bliver så sjovt… Kom nu!” Sagde hun. ”Du må da gerne bo her i denne uge, for at du ligesom kan prøve det og tænke lidt over det..” Sagde Mille med et smil og tog en bid af sit stykke kage, som næsten var spist. ”Det vil jeg da gerne..” Sagde jeg svagt. ”Jeg går op og gør et værelse klart til dig” Sagde Mille. ”Det ved siden af mit!” Råbte Miley efter Mille, som var begyndte at gå op af trappen ude i entréen.

 

”Mange tusind tak Mille” Sagde jeg, og gik ind i det store værelse ved siden af Miley. ”Det var det så lidt” Sagde Mille og gav et vift med den ene hånd. ”Nej jeg mener det Mille” Sagde jeg svagt og kiggede i hendes store brune øjne som var nøjagtig ligesom Mileys. ”Tak..” Sagde jeg svagt og kiggede igen ind i rummet. Mille gik ud af værelse. Jeg kunne høre hendes lette, elegant skridt susede ned af trappen og ind i stuen. Jeg stod i min egen lille verden, og tænke på noget helt andet. Nemlig på Sam… Tanker og minder fløj gennemhoved. Jeg var anderledes nu. Han vidste min hemmelighed, ligesom Miley, og han tog det rolig og med et smil. ’Du er helt unik’ Havde jeg sagt til ham og hans hånd var løbet igennem mit meget lange lyse hår. ”Kan du lide det?” Spurgte Miley pludselig. Jeg vendte mig hurtig og hun kom ind i rummet. Væggene var lyseblå, næsten babyblå, med hvide møbler. Meget moderne og fint. Jeg nikkede ivrigt, selvom at jeg ikke havde hørt hvad hun spurgte om. ”Sam?” Spurgte hun og gik et skridt tættere på mig. Jeg nikkede. ”undskyld…” Sagde jeg svagt og meget utydeligt. ”Det er okay, han er din store forelskelse..” Sagde hun med et smil. ”Miley, hvad sker der for dig?” Grinede jeg. Jeg havde først lagt mærke til nu at hun stod med hænderne bag i ryggen, for at skjule noget. ”hvad har du der?” Spurgte jeg undrende. Hun kastede blokken og blyanten hen mod mig. Jeg greb dem med begge hænder. Hun havde skrevet noget på forsiden af blokken. ’Til min skønne Ally fra din Miley 4-ever’ Jeg læste det højt inde i mig selv. Mit blik rettede sig mod hendes fantastisk strålende øjne. ”Tak” Sagde jeg svagt,  med en – igen meget utydelig stemme.

 

”det kan jeg altså ikke!” Sagde jeg. ”Selvfølgelig kan du det Ally, du er en stærk pige!” Sagde Miley med et smil. ”Nej jeg er ej, og det ved du jo også godt selv… Hvad skal jeg dog sige til ham?” Spurgte jeg ”Hvad med at vi går en tur med Oscar, og hvis vi møder ham, går du hen og siger ’Kender jeg ikke dig’ med den der søde stemme du nu kan” Sagde Miley medet stort smil. Jeg tvivlede. Sam boede på gaden, ligesom mig. Eller jeg havde min tante, som jeg aldrig så.. Så ja jeg boede faktisk på gaden. Sam var en fantastisk dreng, som forstod mig. Han havde det nøjagtig på samme møde som mig, bare uden de magiske kræfter. Jeg nikkede. ”Lad os gøre det!” Sagde jeg med en selvsikker stemme. Mileys øjne blev store, hun havde ikke set mig så selvsikker før. For det meste var jeg en indelukket pige, som ikke talte så forfærdelig meget, og egentlig bare ville være alene, men når jeg åbnede mig op, - som jeg gjorde nu, var det hele meget nemmere og jeg blev mere selvsikker. Hun kaldte på Oscar, den lille langhårde chihuahua kom løbende ind på værelset. Oscar var lysebrun, næsten gul på ryggen, halen og panden. Han var hvid på brystet, maven og noget af snuden. Et ønske jeg altid havde haft var at få min egen hund, det var derfor at jeg altid var så vild med at være sammen med Oscar, gå ture med ham, lege med ham og træne med ham, når jeg var sammen med Miley. ”Bare han var min..” Mumlede jeg svagt.. Jeg mente to. To drenge. Sam og Oscar. Oscar var godt nok en hund, men sød – det var han! Vi løb ned af trappen og ud af hoveddøren. Miley tog Oscars snor i lommen og lod ham løbe frit.

 

”Hey Ally, der er han!” Råbte Miley og pegede på Sam, der stod på den anden side af gaden. ”Sssssh!” Jeg stirrede irriteret på Miley. Sam satte sig på en bænk, og for første gang i mit liv havde jeg set en dreng græde. Jeg troede at det var umuligt – men det var den tilsyneladende ikke. Mine følelser tog over, jeg havde svært ved at holde mig tilbage. Egentlig havde jeg lyst til at give slip på mig selv, lade løbe over til ham, spørge hvad der var galt og trøste ham. Men… Kunne han huske mig? Det var længe side, 1 eller 2 år. Hvordan kunne jeg overleve Overleve 2 år uden at se ham. Miley gav mig en albue i siden – et tegn til at jeg skulle give slip på mig selv. Jeg begyndte langsomt at slappe af i mine muskler, og til sidst gav jeg slip på mig selv og lod følelserne styre. Jeg løb over gaden, uden at se mig for. Jeg stoppede ved bænken og satte mig ved siden af den grædende Sam. Han snøftede en enkelt gang og rettede så blikket mod mig. ”Kender jeg dig?” Spurgte han svagt og med en meget lille stemme. Jeg havde lyst til  at nikke men rystede på hoved. ”Al-Al-Ally” Stammede jeg og rakte hånden frem mod ham. Han tog min hånd. ”Sam” Sagde han. Tårerne og gråden var væk og nu lignede han den Sam jeg elskede. ”Ally.. Du ser virkelig bekendt ud.” sagde han. ”Jeg er lige flyttet her til..” Sagde jeg med en meget usikker stemme.. Hvad havde jeg gang i?! En falsk identitet overfor Sam, det var virkelig forkert. ”Hvor bor du henne?” Spurgte Sam.. ”I det store hus derovre” Sagde jeg og pegede på Mileys hus. Jeg pegede på Miley, uden at kigge på hende. ”Miley, men lillesøster..” Sagde jeg svagt og lød som om at det kunne være lige meget lige nu. ”Miley..” Sagde Sam mistænksomt. ”Jeg kendte også engang en Miley og en Ally. De var bedste veninder… Ally var simpelthen fantastisk, hvis jeg ikke havde rejst havde jeg spurgte hende om vi skulle komme sammen. Men… Hun er sikkert flyttet” Sagde han svagt og sukkede. ’JEG ER ALLY!’ råbte den lille stemme i mit hoved. ”Ti stille!” Sagde jeg irriteret. ”Jeg sagde ikke noget?” Sagde Sam forvirret. ”Øhhh Det var ikke til dig… Men til..” Jeg kiggede mig forvirret omkring. ”Den fugl!” Sagde jeg og pegede på en fugl der sad på en lygtepæl et stykke fra os. ”Du minder meget om Ally.. Jeg.. Jeg savner hende” Sagde han og kiggede ned i jorden. ”Jeg er Ally!” Råbte jeg. ”Det ved jeg, men ikke DEN Ally, hvis du forstår..” Sagde han svagt og rettede blikket mod mig. ”Jo, jeg er Ally. Miley er ikke min lillesøster, hun er min bedste veninder. Jeg bor ikke ovre i det store hus, det er Mileys… Faktisk bor jeg på gaden og har ingen ’rigti’ø familie…” Det røg ud af munden på mig, og jeg kunne overhoved ikke styre det. ”Ally?” Sagde han svagt. Jeg nikkede. ”Det er dig!” Sagde han og omfavnede mig. Han bløde hånd strøg ned over min ryg. ”Men… Dette med at komme sammen det var..” Begyndte han. ”Ja…” Sagde jeg. Han kiggede forvirret på mig. ”Ja?” Gentog han. ”Ja, jeg vil gerne komme sammen med dig” Sagde jeg. Han lyste op som en lille pige på juleaften. Han kyssede min kind. Jeg havde første lagt mærke til at Miley var gået hjem nu. Vi var helt alene.. Mig og Sam..

 

Jeg fortalte ham det hele. Alt med at Mileys forældre ville adoptere mig.. Alt. Vi vidste alt om hinanden, min magiske hemmelighed var i sikre hænder hos ham, jeg stolede på ham.

 

 
Panel title
Antal besøg: 1416

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,32500815391541sekunder