Der gik nu nogle år før gruppen blev yderligere udvidet. 1995 var året hvor Lars kom til. Han var blevet kapret fra en anden lejr, da han jo som bekendt er Supers svoger. Dette år manglede vi dog Kenneth, som havde valgt at tilbringe sommeren i Guatamala.

 

Kenneths fravær i 1995 havde ikke ødelagt fascinationen af Festivallen for nogen af deltagerne. De vendte stærkt tilbage i 1996, og de havde taget forstærkning med. Jacobs bror Svend ville ligeledes prøve kræfter med Roskilde.

 

1996 var skelsættende, med Svends tilgang i lejren, fik Supers ønsker om at skabe sin egen lejr ny energi. Derfor blev 1996 året hvor gruppen brød ud af Zombie Birdhouse. 

 

Sut Mi Gola - bab løgposer blev født den sommer. Navnet er tyvstjålet fra Dennis Bruun, som var/er en bekendt af lejren. Det lød tilpas åndssvagt til at kunne bruges som lejrnavn.

 

Året efter fik ambitionerne og kreativiteten frit spil. De fire ønskede at skabe Roskilde Festivals mest spektakulære og mest fantastiske lejr. Glæden ved musik, vennernes selskab og åbenhed over for nye medlemmer i Sut Mi Gola skulle bære lejren frem. Samtidig skulle omgivelserne være i orden. Som jeg husker det, blev der bygget en lejr som var unik for sin tid. Nu har mange lejre den samme opbygning. Men i 1997 var 2 pavillioner overdækket med presening et helt nyt syn på festivalspladsen. Dertil skal man lægge, den skønne forhave. Den var omkrænset af et hegn med havelåge, hvor et kokranie sad i toppen og skuede ud over lejrpladsen.

 

Herefter gik Sut Mi Gola sin sejrsgang. Den blev kraftigt udvidet i antal af personer. Nye ansigter kom til fra ind- og udland, og Sut Mi Gola dannede derfor rammen om en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor mennesker fra hele verden mødtes. Blandt nationaliteter der har overnattet i Sut Mi Gola kan nævnes besøg fra England, Australien, USA, Kroatien, Syd Afrika, Finland og mon ikke der er nogle flere som jeg ikke kan komme på nu.

 

I år 2000 deltog Svend for sidste gang, Svend blev far i 2001 og ønskede derfor at trække sig tilbage fra Roskildes rampelys. Vi er stadig nogen der håber at han kigger forbi ved en senere lejlighed.

 

Sut Mi Gola fortsatte dog ufortrødent, selvom det nu var i lidt andre rammer. Sikkerheden efter ulykken i år 2000 var blevet skærpet. Det betød at vi ikke længere kunne medbringe materialerne til vores elskede havelåge og stakit. Alle dele af konstuktionen blev ellers genbrugt år efter år.

 

Men hvad, det er ikke en forhave der skal afgøre om man kan føle sig tilpas. Det er det fremragende selskab som man altid er sikker på at nyde i Sut Mi Gola. 

 

Dejlige mennesker, åbenhed,festlighed,humor,tonsvis af god musik udgør idag sjælen i Sut Mi Gola. Tak til alle der hvert år deltager aktivt for at Sut Mi Gola forbliver den bedste lejr på Roskilde Festival. Jeg er utrolig glad for det fællesskab vi allesammen har bygget op! 

I ved hvem I er!