TheLastDeluge - Forside


4d41cce8a6df527012011.png

  

 

Jeg bilder mig stadig ind at der rent faktisk er nogen der læser det jeg skriver herinde, så beklager min tavshed den sidste tid. Jeg er lige kommet tilbage fra hovedstaden, men før jeg fortæller hvordan det gik derovre, bli´r jeg nød til at stille et par spørgsmål;

Var der nogen af jer der læste artiklen om gaming i det sidste nummer af PANS, Pretty Awesome New Stuff? Seriøst, hva´ fanden er det der sker? Hvordan kan 88 procent af den danske befolkning stadig se gaming som en hobby?

Det har været til debat en milliard gange, og den generelle definition af begrebet sport, er at pulsen skal op, og man skal ha´ sved på panden. I ved, som man får i bueskydning, dart, udspring, dressur, billard, curling, bowling, og den slags… (ADVARSEL; Ironi kan muligvis være brugt)

Uden pis, ved I hva´ der har været på det olympiske program? Skak, ballonflyvning, Bridge og livredning! Ja ja Mads, det var demonstrations-sportsgrene, hvis olympiske status var tvivlsomme. Jah, men de gik ikke desto mindre under betegnelsen sportsgrene.

Langt de fleste, mig selv inklusiv, mener at golf er en sport, selvom fibersprængninger ikke forekommer særlig tit. Der er millioner der dyrker det, og de bedste er mangemillionærer. Det kræver mange mange timers træning at blive god til golf, et godt syn, og en stor koncentrations-evne.

Tja, hvis golf er en sport, er gaming også, for der kræves det samme, og det vil jeg forsøge at få 5,2 millioner danskere til at fatte, ved hjælp af… min blog. Jeg vælger at se bort fra der kun har været omkring 18 besøgende siden jeg oprettede den. J

Så, okay, her kommer altså beretningen om vores spil, vores team, og ikke mindst, den syvende og sidste kvalkamp.



Cerberus

 

Jeg føler stadig det samme sus når lyset tændes i brillerne. Det starter med en lille lyseblå prik langt ude i det fjerne, som i løbet af et splitsekund vokser sig større og større, indtil den fylder hele mit synsfelt.

Jeg skal forsøge at beskrive det der sker i introen. Den lyder mest cool på engelsk, men jeg må hellere oversætte.

”Vi accepterede omsider nederlaget.”

Den starter med et nik fra manden bag skrivebordet i det Ovale kontor.

”I slutningen af 2017 begyndte vandstandene i  verdenshavene at stige. Vi kunne intet gøre for at stoppe det.”

Man ser forskellige korte klip af diger der bliver oversvømmet, kystlinjer der forsvinder, desperate, opskræmte mennesker, og regeringsoverhoveder der forsøger at berolige dem.

”Heldigvis var hjulene sat i bevægelse, planerne lå klar, og ventede bare på at blive ført ud i livet.”

Hexagonerne begynder at blive bygget.

”For at undgå kaos blev verdens borgere holdt hen med halve sandheder. Da det ikke kunne holdes hemmeligt længere, blev de fortalt hvem der ville blive reddet. Det indebar de bedste indenfor forskellige grene og ikke mindst soldater, mange soldater.”

Nogle modtager et brev. Så vidt jeg kan regne ud, under 0,2 procent af verdens befolkning. Det handler om artens overlevelse, ikke den enkelte. Jeg ville næppe få det brev. Ville jeg skide højt og flot på resten af arten? Det er ikke til at sige.

”I år 2024 bestod verdens befolkning af lidt under 25 millioner mennesker.”

Folk forsøger at få livet, eller hva´ man nu skal kalde det, til at fungere. Man ser tusindvis stå og stirre udover havet. En due lander på dækket, med noget i næbet. Det er ikke et olivenblad, men et stykke blodigt stof.

”Bedst som vi ikke troede det kunne blive værre...”

Vrag af diniformer bli´r hævet op. Lilla lysende kupler på bunden af havet. Morse og de andre i FN indser pludselig, hvem der har skylden for at vandet steg.

”Ingen vidste, hvor de er kommet fra, eller hvor længe de havde været dernede. Det eneste vi vidste var, de havde forsøgt at udslette os, men vi havde vist dem, at mennesker aldrig overgiver sig uden kamp.”

General Kershnar sender soldater i kamp, og introen slutter med et kort glimt af et par sorte øjne. De tilhører Enceladus.

Da menuen tonede frem over den animerede havoverflade, kunne jeg se Nick allerede var online. Vi skulle først mødes om en halv time, men det var ikke unormalt.

”Hey, har du godt nyt?” spurgte jeg og forsøgte så godt jeg kunne at ligge en dæmper på mig selv.

”Du er tidlig på den,” sagde Nick fraværende. ”Jeg venter lige med at fortælle det, til de andre er kommet.”

”Arh, kom med en ledetråd i det mindste,” bad jeg og pustede op i mikrofonen, der sad under brillernes sorte glas.

”Det er ikke Julie du har i røret, så gider du stoppe det der?”

”Hvis du gider at spytte ud. Kom de med et tilbud?”

”Ja,” svarede han kort, og uden glæde i stemmen.

”Godt eller skidt?” spurgte jeg, selvom jeg vist allerede kendte svaret.

”Kan diskuteres.”

”For fanden da,” mumlede jeg. ”Vi skulle aldrig ha´ snakket med de nærigrøve, Nick, det prøvede jeg at..!”

”Vent nu lige med at flippe ud til du hører hva´ de sagde,” afbrød han.

”Okay, så helt skidt var det altså ikke?”

”Vent og hør.”

”Jeg venter,” stønnede jeg modvilligt. ”Har du været herinde længe?”

”En halv times tid. Jeg tænkte jeg hellere måtte se om der var sket noget spændende, for I andre tjekker det jo ikke med mindre jeg truer jer.”

”Er der så det?” spurgte jeg og kiggede på overfladen. Hvis man var inaktiv for længe begyndte bølgerne at blive større.

”Er der hvad?”

”Sket noget spændende?”

”Spændende nej, tragisk ja. Badger tabte tidligere i dag, så vi bli´r dårligt repræsenteret til VM igen i år.”

”Det er bare løgn!” udbrød jeg og rettede mig op i stolen. ”Du siger ikke de røg til et ligegyldigt skod team fra Finland?”

”Island, var det faktisk.”

”Kartoffel/katoffel.”

”Men jo, de var ukendte, jeg har i hvert fald aldrig hørt om dem. Der står her at de først er steget til niveau 2 for et par måneder siden.”

”Badger var Danmarks bedste chance for succes til VM,” sagde jeg. ”Det må eddermame være surt at tage til takke med en kvalifikation til DM i stedet for.”

”Ja, de er også helt i kælderen over det så vidt jeg læste, men du ved at top tre til de nationale mesterskaber automatisk får en billet til VM.”

”Måske er det et tegn til vi vinder i dag?” spurgte jeg. ”Jeg mener, hvis de kunne vinde over ét på niveau 4, så kan vi måske også?”

”Det vil snart vise sig.”

”Det var forhåbentligt ikke hele Badger der blev udslettet, vel?”

”Nej, heldigvis kun én af dem.”

”Lader de ham fortsætte i teamet på niveau 3, eller tror du de smider ham ud og finder en erstatning?”

”Det er ikke godt at vide, det står der ikke noget om. Dem vi møder i dag tabte i kvalen til VM. De mistede også én, men de lader vedkommende fortsætte.”

”Ja, det ved jeg godt,” sagde jeg. ”Det er sgu sjældent det sker. Hvem var det forresten Badger mistede?”

”Jimmy.”

”Jeg vidste det,” grinede jeg. ”Jeg fatter ikke hvorfor fanden de nogensinde tog den taber med! Forklar mig lige hvorfor de ikke kontaktede…”

”Dig?” afbrød Nick.

”Nej, for fanden, dig! De ved jo godt du spilder tiden sammen med os. Jeg ved det, de ved det, Julie og de andre ved det og det gør du sgu også selv. Nu kommer de forhåbentlig ikke rendede og tilbyder dig hans plads, tror du?”

Som om mit udstyr ville kunne hamle op med det de har på niveau 4, din klaphat. Og selvom det kunne, ved de godt jeg ikke er interesseret i spille sammen med dem. De er nogen okay gutter, men alt alt for fikserede på det spil.”

”Det er man sgu da nød til, for at nå niveau 4, Nick.”

”Det er jeg godt klar over og derfor ville de heller ikke kunne acceptere at jeg udelukkende ser det som en fritidsbeskæftigelse.”

”Jeg håber virkelig du ændrer dit synspunkt hvis vi vinder i dag,” sagde jeg. ”Kan du ikke se hvor fedt det kunne være…”

”… at blive professionel,” afbrød han igen. ”Jo, selvfølgelig kunne det det. Jeg håber da lige så meget som I andre at vi vinder i dag, men en evt. kvalifikation til DM er ikke ens betydende med…” Han tav.

”Okay, de tilbyder os altså ikke en bedre kontrakt, kan jeg så regne ud.”

”Mads, jeg ved godt du har en del hængende på det her, men det har vi andre altså også.”

”Ikke på samme måde,” sagde jeg og mærkede et eller andet svide i øjenkrogen.

”Hva´ vil du ha´ jeg skal sige?” spurgte han. ”Du har kun dig selv at takke for det.”

”Ja, Julie, der er jeg klar over, men er der noget galt med at sætte sig et mål og gå 100 procent efter det?” Bølgerne var begyndt at nå op til den nederste linje af menuen.

”Ikke hvis målet er realistisk.”

”Og det mener du ikke det her er, eller hva´?”

”Jeg er ikke sikker på dit mål er det samme som vi andres,” svarede han. ”Tidsrammen er i hvert fald ikke.”

”Det var den da vi begyndte,” sagde jeg. ”Det første mål vi satte os var at være på maksimumpoint den dag vi kunne stige til niveau 2 og det er lykkedes. Nu gælder det DM og få en kontrakt vi kan leve af.”

”Ja, men der er en risiko for det ikke lykkes, Mads, og hvis det ikke gør, så står du med et problem. Det beklager jeg selvfølgelig, men som sagt har du kun dig selv at takke.”

”Du kan godt se vi kører lidt i ring, kan du ikke?” spurgte jeg.

”Jo, og jeg vil godt ha´ læst det her færdigt, så klap lige i et øjeblik. Brug tiden fornuftigt og udfyld et HV30.”

Jeg burde ha´ været forberedt på dén ville komme. Det var ledernes ansvar at de andre medlemmer fik det gjort. Der var dødsygt, men der var ingen vej udenom, medmindre man havde lyst til at få sin adgang spærret.

”Det kan jeg umuligt nå, Nick,” forsøgte jeg. ”Jeg vil jo gerne besvare spørgs-målene ordentlig, så det kommer til at tage mindst…”

”Vel vil du da ej,” afbrød han. ”Hvis du kunne, kopierede du bare svarene fra det sidste du udfyldte.”

”Come on, det er så hjernedødt kedeligt, mand!” stønnede jeg. ”Der er jo ikke nogen der læser det lort alligevel! Ikke mine svar i hvert fald.”

”Dine svar bliver brugt i forskellige målinger ligesom alle andres, Mads. Gør det nu bare. Vi snakkes ved bagefter.”

Jeg gav frustreret musekuglen på højre joystick et smølfespark og bølgerne faldt øjeblikkeligt til ro.

”For fanden, jeg vidste det,” mumlede jeg og vippede lidt frem og tilbage og fra side til side i stolen, imens jeg scrollede op og ned i menuen. ”Vi havde andre muligheder end GTA!”

”Mads…!”

”Jeg skal nok, slap af!” udbrød jeg, men lukkede i stedet vores private postkasse op, og indtastede vores teamnavn på den virtuelle touch skærm. Jeg magtede ikke det fis lige nu.

Da vi oprettede teamet havde vi selvfølgelig alle et forslag til hvad vi skulle kalde os. Jeg mener det var Seb der foreslog Elysium, Nick, Future fortes, eller noget i den retning. Chris, Creeping Death, og Julie, et eller andet med Pink. Jeg kan ærlig talt ikke huske det længere, men hun var i hvert fald den første der blev nedstemt og valget faldt til sidst på mit forslag, Cerberus.  

I postkassen fandt jeg nyhedsbrevet om Badgers nederlag og slettede det. Det forrige kunne næppe kaldes for nyheder, for det var bare en artikel om at bookmakerne udråbte Kalypto som favoritter til at genvinde VM.

Selvom jeg havde brillerne på, kunne jeg fornemme de eneste to plakater der hang på min væg. Det ene forestillede Lionel Messi der jublede lige efter han havde afgjort Champions League finalen, og det andet var Caden Jared der løftede Deluge pokalen.

Caden Jared og hans team kom fra USA, førte klart på pointlisten og de var det første af de indtil videre 14 teams, der havde opnået niveau 5. 3dWise, som havde udviklet spillet, opkøbte alle der nåede derop, og det var det alle Deluge gamere stilede efter, nogen ville endda hellere opnå det, end at vinde VM. Det begyndte om et par måneder i Boston, men for os var VM ligegyldig, for os gjaldt det DM.

Vi var ved at være igennem en lang og stressende kvalifikation der havde varet de sidste to måneder. Julie var rasende over tidspunktet, for det havde været lige midt i vores afsluttende eksamener. Heldigvis havde jeg ingen planer om at læse videre, for med mit gennemsnit kom jeg ikke ind nogen steder.

Ud af Danmarks ca. 2.000 registrerede teams, var det kun omkring 1/3 der opnåede at komme i kvalifikationen. Der skulle 64 teams med til DM og for alle fem niveauer kunne blive repræsenteret, var det ikke bare dem med det højeste pointtal, der fik en plads. Hvert år fik de 50 bedste niveau 1´ere chancen og i år havde Cerberus været iblandt dem.

Vi var med nød og næppe gået videre fra første kvalifikationsrunde og havde indtil videre spillet seks af de syv kampe, i anden runde. Der var ingen på niveau 5 i Danmark og udover Badger, var der på nuværende tidspunkt kun to andre teams på niveau 4. Et af dem var Nereus, som vi mødte i dag, og vores DM billet afhæng af denne kamp. Teams under 18 år rangerede altid som niveau 1´ere og hvis det imod alle odds lykkedes os at slå dem, ville vi blive de første til DM nogensinde.

Spillet havde eksisteret i fem år og vi havde været med fra starten. Der var mange af de professionelle teams der havde spillet i kortere tid end os. Jeg misundte dem, ikke kun deres kontrakter, jeg misundte dem de ikke skulle koncentrere sig om hverken skole eller job. Det var sikkert også de færreste professionelle der havde irriterende forældre der brokkede sig evigt og altid, ikke fordi jeg nogensinde havde haft det problem, men de andre i Cerberus havde.

Et niveau 1 team steg først til niveau 2, når alle fem medlemmer kom på 50 point, og det nåede vi for over et år siden. Desværre ville vi ikke kunne stige før om nogle uger, ikke før jeg, som den sidste i teamet, fyldte 18.

Lanceringen af A-Game var begyndt et par uger før jul, for fem år siden. Udvikleren, det amerikanske firma 3dWise, havde i mere end tyve år havde været en stor spiller indenfor IT og kommunikations udstyr, så da de valgte at kaste sig over gaming industrien, kom det egentlig ikke bag på nogen. Grundlæggeren George Maclin, fortalte de havde en vision om at gøre gaming på verdensplan meget større end den indtil nu havde været, og jeg kunne stadig huske en af de anmeldelser jeg havde læst. Ekstra Bladet havde skrevet;

Samtlige konkurrerende spillekonsoller på markedet tilhører nu forrige generation. Så hurtigt, så nemt, kan det beskrives. Sandt er det, at handlingen og gameplayet i det revolutionerende virtuelle spil, The Last Deluge, er set før, men når man først har taget de briller på, har man aldrig lyst til at tage dem af igen.

I Den Sidste Syndflod, som spillet hedder på dansk, kæmper de få resterende mennesker en hård kamp imod caimanerne, en hær af invaderende væsner, der kommer fra havet. Verden er oversvømmet, så vi forsøger samtidig at få livet til at fungerer i et samfund af flydende byer. Disse er kaldet hexagoner og er sekskantede flader på flere kvadratkilometer, der er fæstet sammen for at kunne følge bølgernes bevægelser uden at bryde sammen. Der er sikkert nogle af jer, der læser denne artikel, der er klar over der i øjeblikket arbejdes hen imod noget der kunne minde om disse hexagoner for at komme problemerne med befolknings-tilvæksten til livs, om end ikke i lige så stor målestok som i dette spil.

Jeg garanterer at Sony, Nintendo og Microsoft vil ærgre sig over de ikke fik ideen til A-Game, der snarere er en lænestol end en traditionel spillekonsol.

Som det fremgår af billedet i denne artikel, befinder sædet sig ovenpå en stor kugle, som ved hjælp af hydraulik gør gameren i stand til at følge sin figurs bevægelser i spillet. Maskinens bestanddele befinder sig i stolens sokkel der omgiver den nederste halvdel af kuglen.

Ved hjælp af handsker, kan man styre sin figurs armbevægelser, og ved hjælp af fire knapper i stolens fodstøtter, kan man styre figurens gang. Jeg vil ikke engang forsøge at beskrive den fornemmelse A-Game giver, den skal opleves.

Hvad koster herligheden så? Det ligner noget halvdyrt isenkram, men det er faktisk overraskende billigt. Hvis man skal ud og købe en Mac eller en pc, der skal kunne køre de sidste nye spil optimalt, kan det hurtigt blive en dyrere investering end en A-Game. Det skal så også ses i lyset af at der skal tegnes et abonnement på spillet, der koster 200 om måneden.

Det eneste negative ved The Last Deluge, og de sikkert andre kommende spil, er reklamerne. De ødelægger oplevelsen en lille smule, men da de er med til at financere de kommende turneringer, hvor der er lovet store pengegevinster, vil brugerne sikkert lære at leve med dem.

Det gjorde vi ja, men forældrene var en anden snak. De var bekymrede for vi ville begynde at spille endnu mere og hva´ kan jeg sige? De fik ret. I løbet af foråret var der solgt over 100 millioner maskiner på verdensplan og tusindvis af Deluge teams begyndte at skyde op. Som aldrig før indenfor gaming, begyndte firmaer at kaste sponsorater ud. Vi indså derfor meget hurtigt vi nu kunne drive vores hobby til noget mere og forældrene fandt ud af deres trumfkort ikke længere virkede. Hvor mange har ikke fået den der smidt i hovedet om at man ikke kan blive rig af at spille et computerspil? Okay, det kunne man også til en vis grad før A-Game kom til verden, men slet ikke i det her omgang.

Lad os sige det sådan, forældrene forlangte der blev gjort noget og selvom regeringen, ombudsmanden, eller hvem fanden det egentlig var de brokkede sig til, forstod deres argumenter, gjorde de ingenting. De mente det var folks eget valg og at de havde set den samme tendens da poker for alvor holdt sit indtog i landet. Poker blev legaliseret, da regeringen langt om længe indrømmede det handlede om dygtighed og ikke held.

Deluge handler i allerhøjeste grad også om dygtighed og så længe folk betalte skat af deres præmieindtægter og sponsorater, mente regeringen ikke de kunne gøre andet end at lave nogen latterlige regler;

 

-          Ingen under 18 år måtte stille op i turneringerne, eller tegne kontrakt med et firma.

Kunne de virkelig ikke regne ud vi bare arrangerede dem selv online og lavede under-bordet-aftaler med firmaerne? Åbenbart ikke. Vores kontrakt var absolut ikke en guldgrubbe, men et godt supplement til SU´en.

 

-          3dWise skulle komme med en advarsel inden spillet gik i gang, om konsekvenserne af overdrevet brug.

Jeg tvivlede stærkt på der var nogen der nogensinde havde læst den, men den var der. Et eller andet sted. 

 

-          Alle Deluge gamere skulle løbende udfylde det røvsyge HV30 skema.

I alt sin enkelthed er det 30 spørgsmål der selvfølgelig starter med Hv. F.eks. HVor mange timer spillede du sidste uge? Svarene skulle være frit tilgængelige på 3dWise´s hjemmeside. Det var der som sagt ingen vej udenom, men om jeg udfyldte det i dag eller i morgen, gjorde ingen forskel.

 

-          Sidst men ikke mindst skulle skolerne tage de frygtelige medfølgende problemer med gaming, op med deres elever.

Der var vist et par skoler der havde gjort det, men min havde ikke været en af dem.

 

Forældrene var af gode grunde alt andet end tilfredse, for på trods af reglerne, eksploderede antallet af teams på verdensplan til over 100.000 i løbet af bare 10 måneder. I slutningen af året blev der afholdt det første verdensmesterskab, hvor førstepræmien var på 500.000 dollars. Det var blevet afholdt i Dallas i USA og interessen havde været større end selv 3dWise havde turde drømme om.

I det samme kunne jeg se at Chris loggede på. Der er en lille chance for han læser det her, men det betyder ikke noget. Ikke længere.

Chris og jeg havde været bedste venner fra tredje til niende klasse, men efter vi var gået ud af folkeskole var vi gledet lidt fra hinanden. Vi havde stadig kontakt over nettet, men så mindre og mindre til hinanden i den virkelige verden. Det var ikke rigtig nogens skyld, sådan gik det bare indimellem. Jeg havde snakket lidt med Julie om det og hun mente vi var ved at vokse fra hinanden. Jeg tror hun havde ret, Julie havde som regel ret.  

”Tak mester,” stønnede jeg. ”Du reddede mig fra at kede mig ihjel.”

”HV30?” spurgte Chris.

”You know it.”

”Tvang han dig igen?”

”Ja, men jeg nåede ikke at blive helt færdig,” løj jeg. ”Kører det, eller er du lige så nervøs som jeg er?”

”Jeg har været ved at smide en trold hele dagen, men jeg kunne forestille mig at du har haft det værre endnu,” grinede han. ”Nu er du jo ikke ligefrem kendt for at ha´ gode nerver, vel?”

”Er Seb ikke kommet hjem endnu?” spurgte jeg og ignorerede spørgsmålet. Det var sjældent jeg var nervøs før en kamp, så jeg vidste ikke lige hvad Chris mente med det. Det skete tit, så man skulle tro man vænnede sig til det på et tidspunkt.

”Nej, men jeg snakkede med både ham og Julie tidligere. Vi aftalte at mødes på Sherlock efter kampen, ligegyldigt hvordan det går.  Jeg ser vores frygtløse leder gemmer sig derude?”

”Du kender ham. Han loggede på for flere timer siden.”

”Forbereder han sig mentalt, eller hvad?”

”Ja, det tror jeg.” 

”Nej, jeg er her,” sagde Nick.

”Sidder du og aflytter os? Er det det de lære jer i forsvaret?”  

”Blandt andet, ja. Der er ikke noget at sige til det hvis du er nervøs, Chris, men ta´ det roligt. For to måneder siden var der ingen af os der havde forventet det her. Vi har gjort det kanon, ligemeget om vi vinder den sidste kamp eller ej.”

”Ja ja, det ved jeg godt, men alligevel. Det ville sgu være surt, hvis det kiksede for os nu.”

”Surt?” mumlede jeg og gabte. ”Men helt ærligt, hvorfor skulle vi ikke kunne slå dem? De tabte for et par måneder siden, så vi ved de ikke er uovervindelige.”

”Ja! Men det var i kvalen til VM,” grinede Nick. ”Til et andet niveau fire team, der havde et højere pointtal end dem selv. Som jeg ser det, har vi kun én mulighed for at slå dem.”

”Og det er?”

”At de tager den med ro. De har jo allerede sikret sig en billet til DM.”

”Så du mener altså det kan være de ikke vil risikere at miste endnu et medlem i en kamp, der egentlig ikke betyder noget for dem?”

”Netop, og hvis vi oven i hatten kan spille som vi har gjort på det sidste, så har vi måske en chance.”

”Jeg håber du har ret,” sagde Chris.

”Har jeg ikke det som regel, måske?”

”Det ved jeg sgu snart ikke,” grinede han. ”Jeg kan da vist huske et par situationer, hvor du har klokket i det, hvor jeg har været nød til at redde din røv.”

”Jeg tror nu nok, jeg stadig fører på dén konto, bassemand. Hvad med det store lokum der ramte dig sidste gang? Hvis det ikke havde været for mig, havde du været nød til at hoppe af.”

”Okay, det gav et par buler, men den kommer aldrig til at fortælle vennerne om det. Prøv lige at vent… Jeg tror jeg kan høre ham… Hey, Seb, få røven herind! Jeg har startet den op! Ta´ lige en cola med!”

I Deluge er der hverken førstehjælpskasser, eller små røde hjerter at finde i banerne. Kommer et eller flere af medlemmerne ud for en totalskade i diniformen, eller dør som soldat, er man ude af kampen og bliver degraderet. Hvor meget, afhænger af pointtallet, men samtlige på Niveau 1 og 2, skal starte helt forfra. I de fleste tilfælde trækker medlemmet sig enten fra teamet af egen fri vilje, eller bliver smidt ud. Det er en af grundene til teams tit kontakter andre gode gamere, og i forbindelse med turneringer kan det ikke undgås at medlemmer, eller endda hele teams bli´r udraderet. Derfor starter jagten på erstatninger, umiddelbart efter. Den er allerede startet, selvom DM ikke mere end lige er slut.

Det var Nick der tog initiativ til teamet for fem år siden, og da han oven i købet er et år ældre end os andre, var det oplagt at han blev lederen. Han fik hurtigt vi tre fyre med på ideen, men vi havde haft problemer med at finde det sidste medlem. Da Seb foreslog Julie, havde vi været pænt skeptiske. Der er masser af gode Deluge gamere der er piger, så det var ikke derfor. Problemet var at Julie´s eneste erfaring med gaming var Tetris og Sudoku på hendes mobil hvis hun befandt sig i et offentligt transportmiddel.

Nick, Chris og jeg lovede vi ville tænke over det, og da der ikke var andre der meldte sig, besluttede vi til sidst for at give hende chancen. Hun kostede os en del kampe i begyndelsen, men lidt efter lidt, endte hun med at blive… sår´n nogenlunde.

Få minutter før kampen skulle starte, dukkede hun langt om længe op. 

”Det må I undskylde,” sagde hun forpustet. ”Emma ringede og…”

”Nåh, okay,” afbrød Chris. ”Så er det selvfølgelig helt i orden at være ved at komme for sent. Det her er jo også bare vores hidtil vigtigste… Av, for fanden, Seb! Okay, jeg flytter min A-Game udenfor din rækkevidde bagefter.”

”Så er vi her alle sammen, Nick,” sagde jeg ivrigt. ”Kom så med det.”

”Okay, jeg snakkede med GTA-mobil i formiddag,” begyndte han. ”De ved at vi forhåbentlig snart bliver et officielt niveau 2 team, og at de ikke kan blive ved med at spise os af med småpenge.”

Han trak pinen ud nogle sekunder og jeg var til sidst      ved at eksplodere.

”Hvor meget mere er de klar til at tilbyde os?” spurgte              Seb.

”Det kommer an på…”

”Hvad, Nick?”

”Om vi kvalificerer os selvfølgelig,” sagde jeg. ”Hva´                ellers?”

”Nemlig, og hvis vi gør det, tilbyder de en kontrakt på 30.000 om måneden. Derudover er de villige til at betale udgifterne til diverse turneringer, transport, kost og logi, I ved.”

”Fuck,” hviskede jeg og rystede på hovedet. Det var værre end jeg havde frygtet.

”6.000 pr. næse?” spurgte Julie. ”Som der skal betales skat af? Det er jo til grin.”

”Jeg ved det godt,” sagde Nick. ”Det var det højeste, de ville gå op. De var dog villige til at snakke igen, hvis vi ender i top 30.”

”Top 30?” spurgte jeg.

”Det vil sige, vi mindst skal videre til anden runde,” grinede hun. ”Held og lykke, siger jeg bare!”

”Det er sgu da ikke umuligt!” sagde jeg. ”Helt seriøst, hvis vi ikke mener vi kan ende der, så...”

”Hvor længe binder vi os for?” afbrød Chris. ”Et år?”

”Ja. Det er ikke kun op til mig, men jeg synes vi skal sige nej. Så hellere tage chancen og snakke med andre repræsentanter under mesterskabet.”

”Helt enig,” sagde de tre andre hurtigt i kor, og jeg behøvede derfor ikke at give min mening til kende, for Cerberus var et demokrati. Forresten havde vi ikke noget at tabe ved det. Hvis vi ikke kunne komme i top 30, skulle vi ikke regne med at finde en anden sponsor alligevel.

”Okay, mine damer og herrer, det er ved at være alvor,” sagde Nick. ”Dommeren kan være her når som helst. Som I ved er denne modstander klart den bedste vi endnu har stået overfor, men forsøg nu bare at spille som I plejer og lad være med at gøre noget overilet. Mads og Chris, det er jer jeg mener, men det er I sikkert klar over.”

Mere nåede han ikke at sige, før dommeren dukkede op. Man så ham aldrig, man hørte kun hans stemme.

”God eftermiddag, Cerberus. Jeres modstander sidder klar, så hvis I også gør, kan vi gå i gang. Held og lykke til jer alle sammen og husk på, vi holder øje med jer undervejs.”

”Vi snakkes ved om et øjeblik,” sagde Nick. ”Bare hop ind.”

Imodsætning til de andre fire, bruger jeg kun stolen omkring halvdelen af tiden. Det kommer an på hvor kampen foregår. Hvis det er over vandet, har jeg noget ekstraudstyr, som de andre ikke har. Det vender jeg tilbage til, for da jeg trykkede på knappen, sluttede diniformens cockpit sig omkring mig. Brillerne gav mig det tredimensionelle panoramabillede, der lignede CGI-grafik fra en hollywoodfilm, Computer Generated Imagery.

Den mørke hangar var 700 meter bred og 200 meter dyb og var kun én af mange på denne hexagon.

Der skulle forestille at være mangel på både strøm og brændstof i fremtiden, så diniformerne var hybrider og en slange der var forbundet med broen, forsynede dem med begge dele. En anden slange var forbundet til mit visir og forsynede min figur med ilt.

På min højre side dukkede Julies figur i det samme op og på venstre side, Chris´. De var iført deres sædvanlige kampuniformer og jeg kunne stadig ikke bestemme mig for hvilken farve der var grimmest.

”Kan I høre mig?” spurgte jeg, da jeg havde aktiveret radioen på diniformens instrumentbræt og modtog som altid et ja fra de andre.

Sonar, projektører, våbensystemer, motorer, ilttilførsel, det hele skulle startes op manuelt inden afgang. Jeg havde hørt om flere der var blevet udslettet fordi de havde glemt et eller andet og det var måske en smule overdreven, men 3dWise gjorde et stort nummer ud af det hele var så realistisk som muligt. Derfor skulle de to teams ledere også briefes personligt før hver kamp, Nick af general Kershnar og lederen af Nereus, caimanernes herre, Enceladus.

Da vi startede teamet skulle vi ikke kun vælge et navn, vi skulle vælge hvem vi ville være. Menneskene, som bli´r kaldt auxilium soldater, eller den invaderende race, caimanerene. Når det først er besluttet, kan det ikke ændres. Jeg regnede egentlig ikke med der var ret mange der valgte caimanerne, men det var der. Ikke helt så mange som valgte at være soldater og det skulle der vise sig at være en fordel forbundet med. Der skulle jo være et lige antal teams til turneringerne, så procentvis var der derfor større chance for at komme med for caimanerne. 

”Okay, banen hedder Starry Night, og det lader til vi skal en tur på museum.” sagde Nick kort efter. ”Jeg forklarer resten undervejs.”

”Er den svær, tror du?” spurgte Julie.

”Missionen i sig selv er sikkert til at finde ud af, men modstanden bli´r det uden tvivl.”

Der lød pludselig et dunk, efterfulgt af en knirken, og langt nede til venstre dukkede der en lang, lodret lystribe op, da de to gigantiske porte langsomt begyndte at glide fra hinanden.

”Endelig,” hviskede jeg utålmodig og satte mig bedre til rette med et ryk. Det fik stolen og dermed diniformen til at vippe og så gik det hele pludselig stærkt. En underlig klaustrofobisk fornemmelse rullede ind over mig, som en iskold, sort bølge, cockpittet skrumpede ind, jeg fik kvamle og begyndte at ryste.

”Jeg tror sgu jeg… jeg bli´r nød til at komme ud,” mumlede jeg og løftede hænderne for at skubbe kuplen væk. Den var der selvfølgelig ikke, men det var sikkerhedsselen heldigvis, for ellers var jeg nok skvattet ud af stolen. Jeg begyndte at grine af min egen dumhed, men fornemmelsen gik ikke væk af den grund. Jeg blev nød til at slappe af, jeg havde ventet på det her i meget lang tid så nu skulle jeg sgu ikke nosse det op.

”Computergrafik, computergrafik,” mumlede jeg, idet venstre port passerede mig. Solen var ved at stå op ude i horisonten. ”Det er bare computergrafik.”

”Hvem bavler?” spurgte Seb, men han fik ikke noget svar.

Jeg fjernede brillerne et øjeblik, kiggede på plakaten af Caden Jared, tog et par dybe indåndinger og satte dem på plads igen.

Det var yderst sjældent jeg var nervøs før en kamp, men det var egentlig ikke så underligt jeg var i dag. En sejr i den her kamp betød mere for mig end de andre på nogen måde kunne forestille sig, og jeg havde set frem til den, men nu blev det hele pludselig meget virkelig. Gymnasiet var ovre, jeg havde ingen back up plan som de fire andre og den gamle idiot havde sat huset til salg, uden at skænke mig en tanke. Min søster var blevet sparket ud da hun blev 18, så jeg forventede ikke at finde ret meget sympati dér. Jeg vidste det på et eller andet plan var min fars skyld jeg befandt mig i den her situation. Han havde aldrig så meget som tænkt på at finde et 8-16 job. Han havde klaret sig på en anden måde siden han var på min alder og klaret sig godt.

”Hva´ så?” hørte jeg Julie spørge et eller andet sted langt væk. ”Nyder I det her ligeså meget som mig?” 

”Ja da, ingen problemer her,” grinede jeg åndssvagt og kiggede over på hende. Jeg tvivlede på min bævrende stemme lød overbevisende.

”Hvordan ser jeg ud?”  

”Lyserød,” mumlede jeg idet det sidste af portene forsvandt ind i hexagonens skrog. Foran mig var der ikke andet end sort vand. Det ikke kun koldt ud, jeg syntes også jeg kunne mærke det.

”Forsøg at spille som I plejer,” gentog Nick rolig. ”Det her er en hvilken som helst anden kamp.”

Jeg fik lyst til at grine, men bed tænderne sammen og trykkede begge pegefingre i bund.

Spillet var i gang.  

  

 
Panel title
Antal besøg: 131

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,34883713722229sekunder