travelers - Dagbog
Feb
24
2012

d.22.

 

Vi savner jer alle sammen så meget, men d.22. Februar var en lidt vemodig dag. Nu har vi fået så mange dejlige venner her og så var det vores sidste dag i Ho. Formiddagen var vores sidste deciderede tjenestetur i Ghana. Johannes og Karina skulle på deres sidste studium med kaffedrengene, Susanne tog Nastasia og Gloria med hen til Ruth (Gloria skulle overtage studiet med Ruth) og Tino tog med en lokal broder, jeg med en lokal søster. Studiet med Ruth var gået mere end godt. Gloria skal allerede studere med Ruth igen i morgen, dvs. hun har studeret 4 gange i denne uge. Susanne var meget fascineret af den måde hvorpå Ruth åbnede sig mere, nu da der var en lokal med. Ruth ville nemlig ikke kigge os direkte i øjnene før, når det kun var Susanne og jeg, fordi det er almindelig respekt at underkende sig på den måde. Men i dag både kiggede hun op og læste højere.

Christina (søsteren jeg fulgtes med) og jeg fik også nogle dejlige besøg i tjenesten. Ved det første besøg vi kom til, blev vi i to timer. Det var ret sjovt, fordi der kom flere og flere til. Først var det en dame, der gerne ville have mig, som hun udtrykte det. Jeg skulle åbenbart sælge kokosnødder for hende. Den næste ville have mig til at tage hende med til Danmark, så hun kunne se ”lige så frisk ud som mig”. Da jeg forklarede, at det ikke var så let, ville hun 'nøjes' med at få mine sko og mit tøj, så jeg spurgte hvad jeg så selv skulle have på? De elskede også at høre mig sige nogle sætninger på deres sprog (ewe og twi), så det gik der også lidt tid med. Efter alt det lykkedes det os endelig at gå i gang med rigtigt at forkynde for de forskellige. Både omkring de andre får og de salvede, men også omkring Guds udvalgte folk i fortiden sammenlignet med Guds folk i nutiden. Så var der også en mand, som var meget interesseret i guldbogen. Jeg gav ham mit personlige eksemplar (jeg kan altid få en ny derhjemme), han blev så glad og udbrød: ”Jehovah bless you!”

Tino havde en meget sjov oplevelse i dag. Han mødte en ghaneser, der talte norsk! Så han stod altså og kunne forkynde på dansk overfor en sort mand i Ghana, der så blev til et studium, Jessie ville holde.

Vores kære Godfred kom (igen) i dag. Så han, Tino og jeg spillede kort indtil de andre kom hjem igen. Susanne og Nastasia havde fået ordnet negle og Johannes og Karina havde minsandten skaffet PIZZA! Jep, ikke ris og kylling. Plus: is til dessert! En broder ved navn Michael kom på besøg. Han skulle have en bærbar fra Fillip, som vi havde til ham. Det var første gang de to ghanesere havde smagt pizza!

Feb
24
2012

d.21.

 

Dagene er nu gået helt til d.21.februar uden de vilde problemer. Hvor har vi været privilegeret over at vores rejse er gået så godt og er blevet velsignet med masser af gode oplevelser. I dag tog Johannes, Susanne og jeg i tjenesten igen, men Nastasia sluttede sig også til os. Heller ikke i dag var der samling, så Johannes og Nastasia tog på studium hos Wisdom og Savior: kaffedrengene, som vi kalder dem. Susanne og jeg tog på vores studium med skodamen. Vejret var helt perfekt i dag med kun 26 grader, næsten koldt, men så var vores hoveder klarere. Det gik så godt ved Ruth, som hun hedder. Vi havde lånt hende guldbogen i går, fordi hun skulle læse om genløsningen. Det havde hun, så vi begyndte på kapitel 3 om hvad Guds hensigt med jorden er. Vi indledte og afsluttede med bøn, så nu var det rigtig studium. Hun ville gerne på skole og studere til sygeplejerske, men havde ikke råd til det. Hendes spørgsmål var bl.a. hvorfor Jehova har sagt i sit ord, at han vil dække vores behov, men hendes ikke blev det. Vi læste mattæus 5:3 og snakkede også om det. Emnet om fremtiden blev også berørt. Efter studiet gik vi hen til en syerske, hvor vi købte smukt ghanesisk og kinesisk stof. På vejen hjem var vores taxachauffør meget snakkesalig og frisk, fortalte at han vidste hvor en af rigssalene i byen lå og også kendte bageren Jolly. Han 'loved the baker a lot'. Jeg gav ham bladene og han sagde, at han ville spørge Jolly efter at få mere af vide.

Om aftenen havde vi inviteret nogle unge fra menighederne til at komme. Det var sådan nogle vidunderlige timer vi havde sammen, med nogle rigtig gode, unge mennesker der også tager sandheden alvorligt. Jeg blev så rørt den aften, fordi de havde virkelig deres hårde kampe og udfordringer, som de delagtiggjorde os i. Bl.a. en ung broder ved navn Simon på 18 år. Han er det eneste vidne i sin familie, hans far er pastor og hans mor er også højtstående inde for kirken. De lægger et stort pres på ham, ved f.eks. at sige at hvis han er træt, gør det ikke noget han lige misser et enkelt møde. Han forklarer dem gang på gang, at bare det at misse et enkelt møde, ville føles som et hul i sit liv. Trods de mange kampe han må tage derhjemme, er han fast hjælpepioner og arbejder mod at blive pioner og menighedstjener. Det jeg dog lagde mærke til når de fortalte, var at de altid nævnte at Jehova hjalp dem. Det var helt naturligt for dem, at de kunne klare enhver udfordring med Jehovas hjælp. I alt var vi 13 mennesker: os seks, Elom, Gloria, Jessie og Joshua (tegnsprogsmenigheden), Bibi (forkortelse af langt svært navn), Simon og hans lillebroder og vores kære Godfred. Vi havde bestilt mad fra en billig restaurant (ris og kylling) og til dessert ville vi overraske dem med pandekager og is. Til kyllingen og risen havde vi brugt en plasticske og vores fingre. Nu skulle vi til at bruge kniv og gaffel. De fleste havde aldrig spist med det før, så vi måtte lære dem at bruge kniv og gaffel! Hvor var det bare sjovt, især fordi det hele var så uhøjtideligt og bare hygge. De lærte os nogle afrikanske moves og vi lærte dem at danse Cotton Eyed Joe hihi. De var desuden meget optaget af at sige flæskesteg, som en anden søster fra DK har haft lært dem, så næste gang overvejer Johannes og Susanne at tage en flæskesteg med til dem.. Det var helt fantastisk at se den enhed og afslappede atmosfære der var, trods kæmpe kulturforskelle. Klokken halv 11 tog de hjem og skulle tidligt op til eksamener og diverse næste morgen.

Feb
24
2012

d.20

 

Jeg kan mærke at jeg bliver dårligere til at skrive alle vores gode oplevelser ned. Der er så mange hele tiden, så nu er det bare naturligt og man husker dårligere det naturlige end det specielle. Men nu er det i hvert fald d.20.

Jeg var besluttet på ikke at sove mit ophold væk (selvom jeg var dødtræt fra i går!), så jeg tog med Johannes og Susanne i tjenesten. Karina, Tino og Nastasia sov lidt længere. Der var ingen samling, så vi gik selv i tjenesten. Johannes tog hjem og Susanne og jeg tog hen til skodamen og startede studium. Hun var virkelig oprigtig i sine spørgsmål og det var en glæde at studere med hende. Vi handlede mad ind på markedet og på vejen hjem studerede vi med Bless. Vi har aldrig svedet så meget som i dag, det var en hedebølge uden lige. Susanne og jeg gik og gik og gik og gik lidt mere, imens vi slæbte på tunge ting. Så det var en lettelse at komme hen til Bless, sætte os i skyggen af et mangotræ og undervise hende fra Bibelen.

En hård formiddag gik og ved 1-tiden var vi hjemme igen til frokost. Vores aircondition kunne ikke holde trit med varmen, den kunne mindst komme ned på 33 grader. Så varmen gjorde os meget tunge i hovedet og vi tog en middagslur. Susanne, Johannes og Karina gik en tur hen til en lokal broder, der er bager. De var helt vilde med vores rugbrød. Det samme var vi hehe...

Efter den daglige bibellæsning, pina colada, kortspil og is kunne vi endelig gå i seng.

Feb
24
2012

d.19.

 

Der gik kun et par timer før d.19.februar begyndte for nogle af os. Klokken 3.13 vågnede jeg med et sæt, fordi i min drøm var klokken 10 minutter over 4. Nastasia og jeg skulle til særlig stævnedag med menigheden. Så vi stod op kvart over 3, men der var stadigvæk ikke kommet strøm, så det var frem med lommelygterne. Den dejlige, kære Susanne stod op og lavede varme pandekager i mørket til os. Klokken halv 5 gik vi udenfor og så det stadig lynede! I alt lynede det derfor 9 timer i streg. Vi bevægede os mod rigssalen (i lyden fra en masse frøer) og derfra hen til Gloria, en sød, ung pionersøster som vi skulle følges med. Vi kom indenfor i hendes hjem, imens hun tog bad. Hun bor sammen med en anden i et lille rum, kun med det mest nødvendige. En helt anden tilværelse som føltes meget særlig at få del i at opleve. Johannes havde fulgt os hen til hende og tog nu hjem. Fra Glorias hjem gik vi ned til det sted, hvor vi skulle mødes. Oprindeligt skulle bussen have kørt klokken 5, men vi er i Afrika, så den kørte klokken 6. Der var arrangeret to store busser og en troutrou, hvor vi kom med troutrouen. De tre timer det tog at køre til stævnehallen i Accra, sang vennerne hele vejen. Vi sang bare med på dansk, som de synes var så hyggeligt. De spiste også deres morgenmad på vejen bestående af kylling og ris...

Da vi var ankommet til stævnehallen, var det hurtigt på toilet. Det foregik sådan at man fik toiletpapir udleveret og inde på toiletterne var der skilt om at man skulle skylle papiret ud – ikke ligge det på gulvet. Der var også en brønd på pladsen og under meddelelser blev det påpeget at det var til at drikke, ikke til at vaske tøj. Alle de regler kommer jo af en grund...

Stævnet føltes som et helt mini-internationalt stævne, fordi der var to sektioner: engelsk og ewe. Så f.eks. når vi bad, kunne vi høre den anden sektion synge for fulde kraft. Under pausen fik vi snakket med et missionærpar, der tjente i Liberia. Hun var fra Sydkorea og han fra Schweiz. Så snakkede vi med et par fra New Zealand, der er på international byggehold og er nu i Ghana, fordi landet altid er 100 rigssale bagud pga. alle de nyoprettede menigheder. Bagved os sad et par fra Tyskland, der havde tjent rigtig mange år i Congo som specialpionere og arbejdede nu på Betel i Ghana. Vi hilste på rigtig mange lokale venner, men også venner fra Togo, Grækenland og andre. Rigtig mange kom og spurgte om vi var missionærer, så vi begyndte helt at føle os som nogle. 1852 overværede formiddagsprogrammet på engelsk og om eftermiddagen var det 1915 Dagen gik og klokken 17 kørte bussen hjemad igen, dvs. vi var hjemme klokken 8. En af de ansvarlige brødre var oprigtig bekymret for at vi selv skulle tage en taxa hjem, så der måtte være noget om det. Johannes og Susanne kom derfor og hentede os ved rigssalen. Nastasia var så træt at hun kunne falde om og sove på jorden. Vi fik lidt aftensmad derhjemme og hørte om de andres dag. De var kommet en halv time for sent til et ewe møde de ville overvære. De troede mødet var klokken 9, men det var allerede halv 9. Så havde de været på hotel og slappet af ved en pool. Vi var virkelig trætte alle sammen, allermest Nastasia og jeg. Alligevel endte det med, at vi var de sidste der gik i seng klokken halv 10.

Feb
24
2012

D.18.

 

Dagen er d.18. Februar og vi tog i tjenesten omkring klokken 8. Det var egentlig meningen at vi skulle til bryllup, men til samlingen fik vi af vide at det var blevet aflyst, lidt mærkeligt...

Farmoderen tog sig en hjemmedag, Johannes og Susanne tog på nogle gode studier selv og Tino tog ud med en lokal broder ved navn Jessie. Johannes og Susanne var bl.a. på et studium med en kvinde de skød til at være omkring 25 år. Hun var så i 50'erne og havde fem børn og børnebørn...

Nastasia og jeg tog med en søster ved navn Ruby på et studium med en kvinde, hvor dagens studium gik på mirakler. Inde i studiet kom Elom, en dejlig søster fra Togo, som jeg tog videre med. Vi var bl.a. på et af Idas studier (hvor jeg bad bønnen igen) og nogle flere af hendes egne. Jeg fik også hilst på en masse venner i løbet af turen, bl.a. Gloria som Nastasia og jeg skal følges med til stævne i morgen. Jeg aftalte med hende, at vi skal mødes med hende klokken 4.40 am ved hendes hjem.

Elom og jeg gik og gik og gik, da vi sluttede tjenesten, ordnede jeg noget i byen, fandt en taxa og tog hjem, hvor jeg mødtes med de andre til pandekager.

Susanne, Nastasia og jeg tog så afsted,for at studere med Bless, men der var ved at blive holdt en begravelse lige ved siden af, så det var ikke til at høre noget. I stedet ville vi så tage på lidt shoppingtur i byen. Troede vi da. Man kan simpelthen ikke tage på shopping, uden også at tage i forkyndelsen. Vores blikke blev fanget af nogle smukke sko, som vi gik ind og kiggede på. Synet af en kvinde i en stol møder os og det viste sig at hun sad og læste i Vattårnet. Vi fortalte selvfølgelig, at vi var Jehovas Vidner og aftalte at komme og studere med hende på mandag. Næste butik var en kjolebutik, hvor tas og jeg en dag havde set en rigtig smuk turkisblå kjole fra en taxa. Den var ”desværre” udsolgt, men hun sagde at vi skulle komme igen på torsdag, fordi i morgen skulle hun i kirke. Den lå da lige til højrebenet, så det endte også med at hun fik et nummer af Vagttårnet. Flere på vores tur fik bladene, så vi kom i tjenesten trods et aflyst studium.

Resten af dagen gik med at få pakket og smurt madpakke til i morgen, lave aftensmad og studere. Men så blev det aften... Der var dømt troperegn for fulde gas. Himlen blev helt mørk og så kom der ellers en strøm af lyn, som oplyste himlen. Det var lige midt i vores aftensmad, så når vi sad indenfor lød tordenskraldene og regnen der trommede på vores bliktag, ligesom når man sover i telt eller campingvogn og det regner. Lige efter vi havde bedt over maden, lød to bank på døren. Det var en helt gennemblødt Godfred der stod der. Vi skyndte os at få ham indenfor og i noget af Tinos tørre tøj. Så gik al strømmen og hvor var vi glade for at vi akkurat havde tændt et stearinlys. Vi fik famlet os frem til nogle lommelygter, så heldigt at vi havde fået så god træning i Cape Coast med at gå på toilettet med en lommelygte. Nu skulle vi nemlig både pakke og smøre madpakke i mørke, så det var med at holde tungen lige i munden. Klokken blev 9 da Nastasia og jeg gik i seng, meget meget svedige, eftersom hverken aircondition eller blæsere kan virke uden strøm.

Feb
24
2012

D.17.

 

Så er det ved at være fredag d. 17.februar. I dag tog vi troutrouen til Ho hohoe. Efter en lang tur ad bumlede veje, mast og klemt mellem en masse folk, nåede vi endelig stationen. Herfra fandt vi en taxa der kørte os ud til en mindre by, hvor vi erfarede at vejen var så støvet, at det ikke var til at se foran sig! Vi fik en guide der tog os med ud i junglen, fortalte nogle ting på vejen og destinationen var det store vandfald. Sommerfugle over det hele i alle regnbuens farver, de var så smukke. Det så meget indbydende ud at stille sig under det brusende vand, så nogle af os vovede os derud. Bunden i vandet virkede meget slimet at gå på. Efterhånden som det blev lidt dybere, kunne vi heller ikke længere se bunden, men blot føle de snaskede planter imod vores fødder. Jo længere vi kom ud, jo mere blæste det og inden vi vidste af det, var vi drivvåde, selvom vandet kun nåede os til hofterne. Kraften fra de mange meters fald af vand var overvældende stærk, ikke godt for solbrændte skuldre. Når man kiggede op, mødte én, flagermusenes tilholdssted. Hundredvis af skrattende, ulækre flagermus der sad side om side hele vejen op. Vi gik selv de 45 minutters gang gennem junglen tilbage, fandt lidt spiseligt, forkyndte for nogle tyske piger, der var i landet som frivillige og kiggede på smukke træfigurer...

Så fandt vi en taxa, der skulle køre os til stationen i Ho Hohoe. Det var en rigtig hyggelig tur, hvor Susanne, Tino, Karina og jeg sad klemt på bagsædet og Johannes med Nastasia på skødet foran. Komisk var det fra start, hvor chaufføren lige skulle forbinde nogle ledninger og ud og slå på motoren for overhovedet at få den til at starte. På vejen var chaufførens dør ved at gå op hele tiden, så Susanne der sad bagved ham, måtte tage hånden over og holde fast i døren på turen. Men når som helst turen bliver lidt for farlig, trækker miss Marple sine kaffebolcher frem og så går det hele nok.

På hele vores rejse indtil videre, var turen hjem i troutrouen, det tidspunkt hvor jeg elskede selve Afrika allermest. Jeg sad bagerst sammen med et par (der i øvrigt var meget optaget af den smukke tromme, jeg har købt) ved et vindue, jeg ikke kunne lukke. Selvom min hjerne stort set blev blæst ud af det vindue og jeg hele tiden skulle holde fast, for ikke at ryge op i loftet ved bumpene, nød jeg hvert et sekund. Forestil dig et forholdsvis goldt landskab, men hvor du fornemmer omridset af de frygtindgydende, vældige og kæmpemæssige trækroner der hæver sig op over horisonten med bjerge i baggrunden. Stærke og faste står de der blot, selvom baggrunden og lyset, forandrer sig mere og mere. Langsomt iagttager du livet om dagen blive til livet om natten, men træerne står stadig ens. Det var meget smukt. Ghaneserne går åbenbart også meget op i liv. F.eks. fortalte vores guide i junglen os, om et stort træ der var blevet gammelt, dødt og var væltet. Han omtalte træet som ”han” og påpegede at ”han” var fredet. Da vi havde haft Godfred på besøg, havde vi spurgt ham om hvilken tid på året han bedst kunne lide. Hans svar var regntiden, begrundet med at ingenting led, fordi planterne fik vand. En meget sød tanke.

Feb
24
2012

D.16.

 

Kæreste alle. D.16. Februar tog Johannes, Karina, Tino og jeg til samlingen som var halv 9. Nastasia var syg igen, så Susanne blev hjemme ved hende. På vejen forkyndte vi for taxachaufføren (som vi plejer), som virkelig lyttede og var oprigtig interesseret. Det endte med at han spurgte efter et bibelstudium, da han satte os af ved rigssalen og ville med til møde.

Tino fulgtes med en lokal broder ved navn Williams, men Johannes, Karina og jeg gik sammen for os selv. Vi startede med at gå på gaden. Det vil sige gå på gaden, men sætte sig ned ved de forskellige og tale med dem et stykke tid. Vi tog lidt svinggerninger indimellem, men det var kun godt. Først gik vi ind på et posthus, hvor Johannes gik ind og talte med chefen, som tog imod bladene. Derefter skulle vi i banken, hvor vi mødte en mand , som også fik bladene. Bagefter tog vi på et af Filips studier med en mand ved navn Wisdom, som er kaffesælger, så Karina var henrykt. Det var også virkelig en oplevelse. Han bor i en slags hus uden vand, strøm eller noget som helst. Han var en meget god elev og studiet gik godt og virkningsfuldt. Efter at have studeret, spørger han om vi ville komme igen den følgende dag. Eftersom vi fredag skal se på vandfald, beklagede vi at vi først ville komme igen lørdag. De er meget villige og tager sig tid til at studere.

Vi skulle lige ind i et såkaldt supermarked og have nogle ting med hjem. Vi går jo bare med vores Bibel og blade fremme, så der var en mand der så det og spurgte om vi var Jehovas Vidner. Han havde læst meget af vores litteratur, ville meget gerne have et af bladene og fortalte at hans ønske var en dag at blive et af Jehovas Vidner.

Karina og jeg skulle så studere med et af Idas bibelstudier ved navn Bless. De var nået til et kapitel fra bogen ”Bevar jer selv i Guds kærlighed” omkring samvittigheden. Kvinden er nået rigtig langt i hendes forståelse og var så vidunderlig og dejlig. Hun ville gerne med til møde på søndag og vi skal studere med hende igen på lørdag. Karina narrede mig til at bede både den indledende og den afsluttende bøn. På engelsk selvfølgelig. Ja, jeg får sandelig træning i det hele!

Da vi kom hjem talte vi tre sammen, at vi havde afsat 28 blade den formiddag. Det var kun fordi vi ikke havde flere, ellers kunne det sagtens have været flere.

Lidt over middagstid mødtes vi seks igen og delte oplevelser med hinanden, en skøn og tilfreds følelse man får af det.

Omkring halv fem kom Godfred. Drengen der havde sin første oplæsning i går. Det var så hyggeligt at han kom. Vi blev enige om at med den alder han havde, måtte han være our african littlebrother. Han fortalte at han boede hos sin bedstemor, hvor en specialpioner også bor. Det ville koste ham 9 cedi at besøge sine forældre med troutrouen (en minibus, som er det mest anvendte transportmiddel), så vi kan regne ud at det er langt væk, eftersom en tur på to timer koster 4. Han går i skole hver dag fra 7 til halv 4, undtagen på markedsdage hvor det er til halv 3. På markedsdage og lørdage sælger han yoghurt. I løbet af sådan en lørdag arbejder han omkring 10 timer og tjener 10 cedi (35 kroner) som han sætter ind på en bankkonto, for at spare op til skole. En meget fornuftig og arbejdende dreng. Hans yndlingsskriftsted er da også Mattæus 7:7. Han blev heldigvis og spiste med, den dygtige kok Susanne havde formået at lave yam med kylling i noget palmeoliesovs med grøntsager. Beskrivelse af madens udseende kommer vi ikke ind på, men det smagte godt! Vi fik også en lidt speciel oplevelse ud af det, eftersom Godfred endda også spiste benene i kyllingen. Vi blev virkelig flove over alt det vi levnede.

Feb
24
2012

D.15.

 

D.15. Februar var flyttedag igen, vi bor i vores kuffert hernede. Vi sagde farvel (rettere: på gensyn) med Michael, Tina, Oliver og Tabita, som skulle hjemad igen og til Filip og Ida, som skulle videre for at tjene i Congo. Det hus vi er flyttet til nu, ejes af en dansk broder, hvilket kan ses. Danskerne gør ofte lidt mere ud af deres indretning. Så efter at have fundet os til rette, tog vi til møde. Det var lige før tårerne trillede – sikke en vidunderlig menighed. Vi hilste bl.a. på en ældre søster (meget tynd, stort tøj, store briller og med en ungdommelig og frisk udstråling uden lige!) som Susanne tidligere på hendes tur med Ida havde besøgt. Susanne havde foræret hende et brød og vores herlige søster var simpelthen begyndt at græde. Det viste sig at hun var meget meget fattig, men meget gavmild og gæstfri, en rigtig Dorkas. Dét at forære et brød hernede betyder ”jeg tænker på dig”, så søsteren var meget rørt.

Vi hilste også på nogle venner fra tegnsprogsmenigheden, som har møde sammen med den engelske. Det var et meget underholdende møde for os, fordi på den ene side af podiet stod nogle brødre og en søster (med hovedbeklædning) og 'oversatte' til tegnsprog. Når nogle så skulle svare havde de et videokamera til at stå, som de pegede ned mod personen, der så kom frem på det fjernsyn der stod i baggrunden. Deres ansigtsudtryk var fantastiske at se på. Deres begejstring når de 'taler' kan vi helt sikkert lære af, så det var en skøn oplevelse.

Godfred er en dreng på 14 år, som Filip studerer med. Han har kæmpet længe og oprigtigt for at komme på Den Teokratiske Skole og denne aften havde han endelig sin første oplæsning. Han er så sød og med stærk vilje til at gøre det rette.

Efter mødet delte jeg nogle små lommelygter ud, som min mor havde givet mig med. Det var meningen at de var til børnene, men de voksne var ligeså vilde og begejstrede for dem, så jeg havde travlt. Jeg sagde at de var fra min mor hjemme i Danmark og de blev meget glade og rørte over det, så tak til min mor smiley.gif


Feb
24
2012

D.14

 

D.14. Februar Tog vi en ”lade-op-dag” på hotellet. Johannes var med Filip på studium hos en anklager ved navn Mercy. Omkring hende kommer lige en oplevelse: undervejs i studieforløbet med hende, kom emnet om at betale tiende en dag på banen. Præsterne er meget snedige hernede og har lagt snoren i Bibelen et par sider tilbage fra Mattæus. Dvs. at de lader som om Malakias er en del af det nye testamente. De oplæser så Malakias 3:10 og bruger det som begrundelse for at folk skal betale tiende til kirken, hvilket er mange penge for dem. Da Filip forklarer hvad Bibelen virkelig lærer, bliver Mercy så sur, tager telefonen, går ind og ringer til sin datter og fortæller højrøstet at de er blevet snydt i alle de år! Ja, præsternes hykleri er ved at blive afsløret.

Tino, Nastasia og jeg blev helt gode til at lave stunts i poolen. Karina, Nastasia og jeg tog selv på marked og nøj, hvor var det bare spændende! Johannes og Susanne har nu fået lejet et hus, så det er sikkert at de kommer igen hertil, hvilket er meget glædeligt for menigheden. Det ghanesiske Betel havde sendt et brev til menigheden om at vi skulle komme, så vi fik en meget hjertelig velkomst.

Om aftenen var vi inviteret på gin&tonic med de andre, vi tog kortspillene med og nød et godt og åndeligt opbyggende samvær, hvor snakken gik på diverse oplevelser.

Feb
24
2012

d.13.

 

D.13. Gik turen klokken 8 om morgenen til Ho. Efter flere timers kørsel og ømme bagdele nåede vi endelig hertil. Vi mødtes med Guldbrandtsen, som bor på samme hotel som os. Da vi skulle ud og finde et sted at spise sammen, var Filip meget opsat på at vi skulle hilse på en bestemt broder fra menigheden. Filip havde studeret et kapitel med ham hver dag og han var nu et døbt Jehovas Vidne, der selv ledede mange studier. Den planlagte restaurant var desværre lukket, så vi fandt et andet (et af Idas studier), hvor vi fik ris for alle pengene. Vi unge spillede kort og hyggede os sammen.

Feb
24
2012

D.12.

 

D. 12. Februar stod vi op, det plejer vi som regel at gøre om morgenen tihi :D

Isaac ringede, han ville sikre sig, at vi havde husket Boka eller Steven (de ghanesere har altid tonsvis af navne). I fredags i tjenesten blev han også ved med gentagen at huske os på ham og sikre sig at vi nu kunne finde vejen hen til ham. Selvfølgelig kunne vi det. Johannes, Susanne og jeg gik efter morgenmaden hen til hans hus, hvor vi fandt ham siddende på jorden. En anden mand var ved at komme noget grønt suppe på hans ben, dækkede det med noget træ og derefter indbandt han det. Det viste sig at han var faldet ned fra en flere meter lang telefonmaste! Han så ikke for godt ud, men han insisterede på at komme med os til mødet. Vi havde en pæn trøje med til ham, men manden er meget muskuløs og bredskuldret, så det var lige med nød og næppe han kunne passe den. Der er langt op til vejen fra vores hus, endnu længere fra hans hus, så vi begav os på vej hen ad de støvede jordveje og manden humpede hele den lange vej. Vi havde så ondt af ham og bad til at der måtte komme en taxa. Det gjorde der ikke, men selvfølgelig af en grund. På vores vej kom en mand nemlig hen til os og fortalte at han havde set os i fredags i forkyndelsen, men vi havde slet ikke talt med ham. Han ville så gerne have et nummer af Vagttårnet, så det fik han. Det udløste at der kom flere hen og ville have, så tilsidst havde vi slet ikke flere blade. Desuden fik manden virkelig bevist sin oprigtighed.

Vi tog til møde og efter var manden meget opmuntret og bekendtgjorde at han ville med igen. Han var også betaget af vores smukke sange. Det er der ikke noget at sige til, for det er vi også selv. Strømmen gik under mødet, så der var ingen musik til en af sangene. De er vant til det, så de lavede ”et beat”, der bestod af knipsen med fingrene og sang bare ekstra meget til. Man får helt gåsehud. Vi udvekslede kontaktoplysninger med vennerne, sagde på gensyn og blev ønsket god tur videre til Ho, det var helt sørgmodigt...

Resten af dagen skulle der være fødselsdagsfest hjemme i huset, så vi flygtede ned til stranden. Dagen var skoldhed, så det var ny energi for sjælen, at blive kølet af i de store bølger.

Feb
11
2012

D.11.

 

D.11. Februar holdte vi lørdag hehe. Nastasia startede klokken 6 med at få lavet 17 små fletninger i sit hår, så nu passer hun også ind i miljøet. Vi tog ud i regnskoven (Kokum National Park), hvor vi skulle gå i hængebroer, der hang 40 meter over jorden! Vi så ikke nogle af følgende dyr (bortset fra fugle og sommerfugle), men vi ved de lever der: antiloper, leoparder, elefanter, 300 forskellige slags fugle og 800 forskellige slags sommerfugle. Vi fik også nogle sjove snakke med en masse store skolebørn, som straks stillede op på række, da jeg spurgte om jeg måtte fotografere dem. De er meget glade for billeder. Nastasia og jeg fik for første gang købt noget: et par håndlavede træøreringe hver, som vi fik pruttet til 13,5 DK kroner. Det var til at overkomme.

Bagefter holdte vi ind og Susanne, Nastasia og jeg var de modigste, der fik klappet en krokodille.

Hjemme igen tog Johannes og Tino til fodbold med brødrene fra menigheden. Noget vi har snakket en del om, var en oplysning vi fik ved mødet i onsdags. I næste uge er der nemlig stævne, så der var et tilrettelægges lokalt punkt omkring betaling for leje af deres stævneplads, organisering af rengøring og betaling for bus til stævnet. Menighedens medlemmer skulle give 2 cedi hver (7 kr), men broderen nævnte at ældsterådet godt vidste, at det ikke var alle der havde råd til dette beløb. Derfor opfordrede de dem med lidt større indkomst, til at lægge lidt mere i bidrag. Tænk at nogen ikke har råd til at komme til stævne, fordi det koster 7 kroner! Vi gjorde selvfølgelig hvad vi kunne for at hjælpe, men situationens virkelighed har berørt vores tanker.

Til aftensmad skal vi ikke have kylling og ris. Vi skal have fufu med suppe. Vi ved ikke helt om vi glæder os. Alle ghaneserne taler så godt om det, men griner, når vi siger vi vil smage det. I dag har vi også smagt ghanesisk chokolade (AD!).


Tilføjelse til Julian, der har skrevet i gæstebogen: Du har ret, alle krokodillerne lignede flydende træstammer i vandet. Tilføjelse til Vanessa, der har skrevet i gæstebogen: Tak for repremanden, men mit immunforsvar er i dens bedste form, så indtil videre har jeg heldigvis ikke haft brug for dem smiley.gif

Feb
11
2012

D.10.

 

D.10.Februar var Nastasia stadig syg. Vi spiste morgenmad og så kom 3 af brødrene fra menigheden, Isaac, Salomon og Nathaniel. Vi havde spurgt om ikke vi kunne gå her i vores område. Karina, Tino og Salomon gik den ene vej og Susanne, Isaac og jeg den anden. Johannes tog med Nathaniel ind til byen, hvor de skulle på Nathaniels studier. Johannes fortæller, at han aldrig har været så intensivt i tjenesten før. De gik fra det ene studium, hvor de talte om falske profeter (her skulle Johannes lede det) til næste studium ved siden af, hvor de talte om Jehovas navn, til næste studium hvor de talte om hvor de døde er.

Karina, Tino og Salomon mødte en dame, der var en tilflytter fra Kumasi. Hun havde studeret i Kumasi, men der havde ikke været nogen i 5 år, så hun var meget begejstret for at få et genoptaget studium. De var der i to timer og måtte bl.a. forklare dommens dag.

Susanne, Isaac og jeg gik ind på en byggeplads hvor vi bl.a. fik en snak med en meget fornuftig og lyttende mand. Han havde spurgt mig, hvorfor en kærlig Gud, der allerede havde sendt sin søn, så vi kunne opnå tilgivelse, tillod al den lidelse på jorden. Jeg læste en del fra kapitlet om hvorfor Gud tillader lidelser, og han havde virkelig nogle gode yderliggående spørgsmål. Han vidste også at det kun var rigtigt at komme i rigssalen, men hans hindring var, at han ikke havde noget pænt tøj at tage på. Jeg kan fortælle at vi på søndag, skal hente ham, medbringe en skjorte og tage ham med til møde. Alle arbejderne var helt vilde efter at få fat i et nummer af Vagttårnet. Ved næste besøg mødte vi et ægtepar, hvor manden var en syvende-dags-adventist. Han var meget godt kendt med Bibelen, men havde så mange forkerte opfattelser. Han mente at Kristi tusindårsrige ville betyde at Kristus kom om tusind år. Så holdte han stærkt på overholdelse af sabbatten. Isaac forsøgte at ræsonnere med ham, idet han påpegede at vi alle var enige om at sandheden kommer fra Bibelen. Det istemte manden. Så sagde han videre, at så måtte vi også være enige om, at han blev nødt til at være mere ydmyg omkring det. Senere sad vi og snakkede med en meget god, ældre mand på hans terrasse. Det var livet. Det var livet at gå fra det ene hus til det andet, hvor folk byder dig velkommen og lytter! Stiller spørgsmål, finder papir og pen frem, så de kan skrive ned, hvad vi siger.

Isaac og jeg gik også ned til to kvinder og deres børn, som var ved at vaske tøj. De havde aldrig lært at tale ordentligt engelsk, læse eller skrive. Deres modersmål var fanté og de havde et godt spørgsmål til os. Hvorfor er det kun nogle, der må tage af brødet og vinen ved mindehøjtiden? Vi skulle så forklare forskellen på den store og den lille skare og alt hvad det indebar. Han ville have mig til at forklare det og så oveni købet på engelsk!! Der fik jeg min sag for. Han skulle oversætte det jeg sagde til fanté, så jeg håber han har formuleret det bedre end jeg. Vi brugte primært Lukas 22:19,20, Johannes 14:2, Romerne 8:16,17 og Åbenbaringen 14:1. Ja, man bliver virkelig trænet i at huske skriftsteder. Også er de rigtig gode til at bruge illustrationer, så vi suger til os af erfaring.

Efter den oplevelsesrige tjenestetur, tog Susanne, Tino og jeg ind til byen for at møde Johannes. Vi fire gik ned og spiste på en restaurant nede ved stranden, hvor vi mødtes med Stabbi, for at betale husleje. Han havde sin fætter med, der viste sig at være en broder. Han har været i sandheden 4 år sammen med hans kone og 3 børn. Broderen fortalte at den ene af hans små døtre, havde gennemgået en meget kompliceret blindtarmsoperation. Da Johannas spurgte om blodspørgsmålet var blevet taget op, svarede broderen prompte: ”Nej, nej, nej da. Jeg bad uophørligt til Jehova!” Sikke en tro og tillid, det varmede helt... Efter vi havde spist, bestilt takeaway (ris og kylling) ved dem, skulle vi over og besøge Nathaniel og hans familie, da Tino og jeg skulle hjælpe ham med at downloade Watctower Library til sin telefon. Aldrig havde vi set en lignende computer, så vi fik virkelig vores sag for. Efter at have rodet en del med den, viste det sig at der sad et antivirusprogram i. Efter at have taget det ud, gjorde det det ikke meget bedre, eftersom computeren ikke kunne finde telefonen. Nå, nok med den nørdsnak...

Vi handlede ind på markedet, hentede vores aftensmad og var hjemme halv 7, hvor jeg skyndte mig ind til min aftale med familien på Skype. Så var det Rasmussens tur til Skype med morfar og mormoren og mange andre, imens faldt jeg om af træthed...

Feb
11
2012

D.9.

 

D.9. Februar tog vi en slap af dag ved stranden. Den syge lå og sov under en palme, imens vi andre badede. Jeg vil ikke fortælle så meget mere, andet end at den taxachauffør som Susanne, Tino, Nastasia og jeg kørte med, kørte 120 km/t på en hullet vej med folk, geder og høns! Et tidspunkt skulle han tage sin telefon og kørte 80 km/t ude i rabatten. Vi er ikke for begejstrede for deres kørsel, hjertet sidder ofte helt oppe i halsen...

Feb
8
2012

d.8.

 

Kære alle. Så stod dagen på kristne aktiviteter for fuld power. Morgenmad klokken 7 og derefter det der er ved at være vores daglige morgenmotion: vandring hen ad de støvede og beskidte jordveje, alle 6 ind i en taxa og med kurs mod rigssalen inde i byen.

Vi fik overværet en twi samling, som kredstilsynsmanden holdte (vi havde både mødt ham på Betel og en gang i tjenesten). Hvor var det nogle hyrder med stort H. De tog sig så godt af os. Fordelingen i dag blev til Johannes og Tino gik med Larbi Isaac, Susanne og Nastasia med en søster ved navn Rut og hendes bror, Karina og jeg med Salomon. Et af de første besøg, som Karina, Salomon og jeg havde, var inde i en lille gyde, hvor vi startede med at snakke med nogle store børn, hvorefter der strømmede folk til for at lytte. Vi talte om Jesus Kristus og Gud og tilbagebeviste treenighedslæren. Næste besøg var en kvinde, Salomon og jeg havde truffet i går. Jeg fik lov til at holde studiet med hende og emnet drejede sig om Guds rige, så det var skønt at gå til hovedsagen. Hendes engelsk var meget svært at forstå, dét kombineret med larm i baggrunden, gjorde at jeg virkelig måtte koncentrere mig den halve time. Imens vi studerede med hende, kom en mand hen og spurgte os: ”Is that the Watchtower?!” Karina svarede og rakte et frem mod ham. Han fortalte at en broder tidligere havde studeret med ham og nu ville han lære endnu mere. Så Salomon fik hans adresse og aftalte et tidspunkt. Det var ikke første gang, jeg oplevede sådan noget. Flere har været henne ved mig og decideret spørge efter Vagttårnet. Vi har også fundet ud af, at det er intet problem at nå sine pionertimer. Du er stort set i tjenesten hele tiden, fordi det bare er så naturligt.

Johannes og Tino forkyndte for en taxachauffør, hvor de fik gennemgået omkring 10, 11 skriftsteder og aftalte studium. Som jeg vist har nævnt et sted, så har Salomon 32 studier og afsætter omkring 300 blade om måneden. Det er heller ikke længe siden, at Ghana havde rekordtal i fremgang, så det er et perfekt sted at være newsgreater. Fredeligt og nogenlunde sikkert, så som hvid kan du færdes trygt omkring. Der sker en kæmpe fremgang, men den kunne sagtens være større, hvis der var flere arbejdere. Så vi føler os priviligerede og glade over at kunne være her. Vi har allerede oplevet så utrolig meget, på trods af at vi kun har været her i 9 dage. Vi mærker Jehovas velsignelse for alle vores bestræbelser og takker ham. Vi får den ene gode oplevelse efter den anden og når vi først er kommet i gang med at snakke om dem, er vi ustandselige hehe...

Familien vi bor hos, er meget præget af en trist og sørgelig stemning. Vi kan godt forstå dem. Faderen arbejder hele dagen, som lærer på den lokale skole, men tjener kun 95 cedi om måneden. Moderen arbejder i hendes mors salon og sådan som vi har forstået det, er hendes bror for nylig død. Men i går aftes spurgte Arto, (vores afrikanske far) om ikke vi ville tage os tid til at snakke med ham om det arbejde vi udfører som Jehovas Vidner, det ville vi selvfølgelig.

I dag har vi fået købt puder på markedet! Så nu kan Nastasia, Johannes og jeg sandelig sove på en hovedpude i nat, jaaahh!

Efter tjenesten kastede stakkels Nastasia op igen, så det var lige tidligt nok hun begyndte.

Karina, Johannes, Tino og jeg tog så til mødet klokken seks og hvor var det en dejlig måde at slutte dagen på. Vi erfarer i sandhed brodersamfundets enhed, omsorg og størst af alt: kærlighed. Til menighedsbibelstudiet havde vi netop om at flytte til, hvor behovet er større. Så en broder nævnte os i sin kommentar. Karina (som er finne) talte ved mødet (i Ghana) med en søster fra Rusland. Søsteren fortalte at hun var kommet til Ghana, havde lært sandheden at kende og derefter blevet et døbt Jehovas Vidne. Så skulle hun en dag rejse hjem og besøge sin veninde i Rusland. Det viste sig at veninden også var blevet et af Jehovas Vidner! Så kan vi nikke genkendende til, at vi tilhører et internationalt brodersamfund.

Vi er blevet enige om, at vi slet ikke kan tælle alle de oplevelser vi får. Jeg kommer så tit i tanke om én, jeg skal huske at skrive ned, men når jeg så sætter mig ved computeren er de væk. På den positive side betyder det i stedet, at der stadigvæk er en masse dejlige oplevelser at give jer del i, når vi kommer hjem.

Tilføjelse: Jeg har haft meget hjemve i dag, og så læste jeg lige de dejlige beskeder i gæstebogen - tusind tak!

Feb
7
2012

d.7.

 

Så blev dagen d.7. Februar. Jeg sidder her i en sofa, udmattet, træt, men tilfreds og glad. Susanne kom og vækkede Tino og jeg klokken kvart over 6 i morges, så gik jeg ud og hjalp med at bage pandekager, imens Tino dækkede bord. Johannes havde ligget hele natten med mavekneb og diarré. Nastasia var stadig syg, så farmoderen måtte træde til og passe hendes to generationer. Susanne, Tino og jeg startede tjenesten i huset, ved at fortælle Kraaka at vi tog ind til byen for at forkynde. Så gik turen ellers over et bjerg til fods og ned igen, så var vi ude ved vejen, hvor vi kunne tage en taxa ind til byen.

Vi benyttede tiden i taxaen til at forkynde, han vidste godt hvem vi var og ville gerne med til møde på søndag, vi fik hans nummer.

Inde i byen skulle vi gå fra hus til hus, dvs ingen er i deres huse, men på gaden, så vi begyndte bare at tale med nogle som sad udenfor husene og hurtigt strømmede folk til.

Man begynder med at fortælle og vi forkynder den gode nyhed fra Bibelen, så spørger vi om de ved hvad den er og det ved de. Så taler vi om hvordan det vil blive på jorden til den tid og hvad de må gøre for at blive antaget af Jehova. Af og til får vi en adresse, som vi skal komme igen på næste dag.

Da vi kom til rigssalen 8:30 startede vi med at sætte os til en tegnsprogssamling, ups... Vi blev dog hurtigt vist hen til den samling, vi skulle overvære. Det endte med at jeg skulle følges med den ene af pionerbrødrene og Susanne og Tino med den anden. Nogle dejlige, dygtige og villige brødre. Salomon på 23 og Isaac på 27 år. Vi udførte det de kaldte ”streetministry”. Det første besøg som Salomon og jeg gik hen til, var to unge kvinder, der sad ved deres butik. Dem forkyndte vi så for i en halv time, halvt stående, halvt bukkende og i varmen. Det skulle jeg lige vænne mig til, eftersom man hurtigt kan få det ret dårligt af det. Salomon var dog sød til at spørge, om jeg fik det dårligt. Alle de skriftsteder vi dog fik læst! Vi illustrerede, forklarede og spurgte. Vidunderligt med alle de dybe, åndelige emner, som udfordrede ens bibelkundskab og hukommelsen. ;-)

Næste besøg var to unge mænd, der ikke var gode læsere. Det var også en meget spændende udfordring. Dem snakkede vi så med i tyve minutter. Næste besøg var en taxichauffør, der sad og ventede. Han skulle ca. hvert femte minut, hen og flytte sin taxi. Men vi holdte den røde tråd, igennem hele den tid vi var ved ham. Den ene lange snak efter den anden fortsatte; dét var virkelig opbyggende. Da vi mødtes med de andre, fortalte Susanne og Tino, at de havde været med på nogle meget spændende studier. Bl.a. med en præst og en indoneser.

Vi tre skulle lige handle nogle ting med hjem fra markedet, men vi er ikke pionerer for ingenting, så vi brugte anledningen til at forkynde for sælgerne samtidig. På markedet fik jeg også lige købt en gave til min dejlige og flittige bror derhjemme surprised.gif)

Ca. klokken halv to mødtes vi med brødrene igen ved rigssalen og de tog med os tilbage til huset, fordi de ville se til Johannes. Vi skal så at sige, ”bestige et bjerg op og ned” for at komme til vores hus. Salomon insisterede hårdt på at bære vores 12x1,5 l. vand, så vi havde meget ondt af ham. Hjemme i huset serverede vi øl og brød til dem og deres besøg var til stor opmuntring for de syge hjemme.

De tog tilbage til byen klokken 16, så efter de var gået, skyllede trætheden over os. Alle de nye indtryk. Deres engelsk kan være meget svært at forstå, så man skal desuden hele tiden anstrenge sig. Alle de oplevelser vi fik, er svære at skelne ud fra hinanden, så når der kommer et grams overskud tilbage til mig, vil jeg forsøge at genkalde mig dem og få skrevet dem ned.

Nu skal vi snart til at have lidt aftensmad og så skal jeg på Skype med min familie klokken 8!


Tilføjelse: Johannes har lige fortalt, at en broder kom hen til ham ved mødet og fortalte, at han havde set os, da vi ankom til vores hotel. Han havde tænkt ved sig selv: ”that's a nice family, they must be some of our friends!” Det var en meget dejlig tanke, at få del i.


Ekstra tilføjelse: Jeg ligger jævnligt flere og flere oplevelser ud, under mappen Ghana!

Feb
7
2012

d.6.

 

Kæreste alle. D.6.februar. Nastasia har kastet op hele natten, så her til formiddag hviler hun sig. Susanne, Johannes og Karina var stået op og havde lavet pandekager, som vi fik med sirup, ananas og mango til. Den lækreste morgenmad vi har fået til nu. Forresten er deres ananas helt exceptionelle, slet ikke som dem vi køber i Danmark.

Vi holder fridag i dag, så nu ligger jeg ude på terrassen og betragter den gekko, der piler rundt foran mig. Inde i byen er der altid larm, larm og mere larm. Nu kan vi nyde roen, kun afbrudt af alle fuglene der synger for os. Lige nu sidder jeg også og observerer tre ørne, der flyver og spejder ud over den røde jord med dens mangfoldige planteliv. Ude i haven går ibisen rundt og holder vagt. En stor leguan holder til mellem stenene, så den holder jeg også øje med. Nu skal der studeres..!

Klokken er nu ved at nærme sig spisetid. Stakkels Nastasia har ligget syg hele dagen med feber og opkast. Det gør det ikke bedre at hende og jeg, ligger på gulvet inde i stuen og sover, lige der hvor alle går igennem. Varmen har været meget streng i dag, så vi har sovet næsten hele dagen. Dog med tid til masser af studium, hvis vi ellers kunne koncentrere os i varmen. Moderen i huset laver mad til os i dag, som vi skal spise imens vi forbereder os til Vagttårnet over Skype, sammen med de unge i Fåborg menighed.

Johannes, Susanne, Tino og jeg gik en tur her i eftermiddags. På vores vej så vi både mango-, banan- og plantaintræer samt sukkerrør.

Tilføjelse: Vi bor lige overfor et halvt bygget hus med etager, hvor gederne holder til, så nu kan vi prale med at bo overfor et gedetempel ;p

Feb
6
2012

d.5.

D.5.februar. Fantastisk dag. Der er så meget at fortælle, så nu må jeg se om jeg kan huske det hele. Eftersom der intet strøm var, virkede hverken vores aircondition eller vifte, så vi har sovet elendigt alle sammen. Nastasia og jeg stod op 05:30 og mødtes 8:00 med de andre til morgenmad. De havde været nede og bestille den omkring klokken 7, så vi regnede med den ville komme omkring klokken  8. Den kom halv 9 og vi skulle til møde klokken 9. Så vi nåede at forstudere inden morgenmaden.  Nastasia og jeg havde været i rigtig god tid, så vi sad og ventede på terrassen imens de andre tog mødetøj på. Vi tror ikke det var et tilfælde at strømmen svigtede og morgenmaden var forsinket, det betød nemlig at vi var meget sent på den, hvilket vi ellers ikke ville have været. Nu skal i høre.

Imens Nastasia og jeg sad og ventede, hørte vi manden (fra Tyskland) ved siden af os, spørge en servitrice om hvor der lå en kirke, han kunne tage i. Han spurgte også om hvornår moskéen åbnede. Vi tog mod til os og jeg gik hen og undskyldte at vi havde overhørt hans spørgsmål, men at vi gerne ville invitere ham i rigssalen. Præsenterede os som Jehovas Vidner fra Danmark, der netop var på vej til en rigssal i Cape Coast hvor der blev holdt møder. Han sagde at han ville skynde sig at spise op og så tage med os. På vejen forklarede han at han var katolik, men synes det var lige meget hvilken kirke han gik i. Lige inden vi skulle til at gå mødte vi desuden Filip, Ida og deres familie Michael, Tina, Oliver og Tabita Guldbrandtsen. De havde ikke kunne få kontakt til os, så det var helt perfekt! Vi fulgtes hele flokken til rigssalen og da vi nærmede os, mødte der os, de smukkeste stemmer der sang til Jehovas pris for fuld kraft. Det var lige til at få en tåre i øjenkrogen af. Foredraget handlede om at overleve Jehovas store dag, om forskellen på falsk og sand religion, så det var helt perfekt for tyskeren, der var til møde for første gang. Under Vagttårnsstudiet fik vi svaret og da det var færdigt kom vores dejlige brødre og søstre med de største smil, hilste på os og bød os velkommen. Tyskeren var meget glad for den måde hvorpå vi påviste alting ud fra Bibelen. Johannes fik hans mail-adresse og han lovede at skrive når han havde været til møde hjemme i Tyskland, for at sikre sig at det foregik på samme måde, som vi havde fortalt. Så vores hovedpine, enorme træthed og anstrengelser, var det hele værd!

Filip og Michael fortalte en oplevelse fra deres hotel. De eneste gæster udover dem selv var et ægtepar, hvor hustruen viste sig at være den finske ambassadør i Nigeria. Så de fandt livsberetningen om den finske minister frem, som hun blev meget glad for at læse. Han fortalte mange flere oplevelser. Inde under mappen Ghana vil jeg lægge dem ud smiley.gif

Vi skulle være ude af hotellet klokken 12 og videre til huset i Green Hill. Så vi skyndte os at pakke og komme afsted. I huset i Green Hill bor vi sammen med en lokal familie ved navn Alex (Atji), Krakaa og deres søn. Alex er vores afrikanske far, som hjælper os med alt og kører os hvorhen vi vil. De er meget venlige og gæstfrie.

Omkring klokken 12:00-13:00 tog vi så ud til det hotel hvor Guldbrandtsen boede. Her fik vi frokost (efter en times ventetid) og fik også en svømmetur i de store bølger. Ellers brugte vi resten af dagen sammen med Guldbrandtsen, rigtig hyggeligt. Imens vi var sammen med dem, oplevede vi også regnen.

På vejen hjem blev Alex, Tino, Nastasia og jeg (som kørte i Alexs sportsvogn) blev stoppet af politiet. Han lyste ind med lommelygten og spurgte hvor vi var fra. Vi fortalte at vi var fra Danmark og gav ham et nummer af Vagttårnet. Han blev ellevild! Kyssede bladet, takkede meget og råbte ”I love you” til os. Det kan man kalde taknemmelighed.

Efter at have bikset med at få hængt mosquitonettene op, forkælede vi os selv med vand og danske småkager, lækkert...Så skulle vi lige have grinet af, inden vi lagde os til at sove. Med et par af Rigets sange til at berolige os selv, kunne vi falde i søvn til symfonien (eller nærmere orkesteret) af cikaderne. Her er meget stille og roligt, fordi det er lidt for sig selv ude på landet, men vækket blev vi alligevel af jubelråb fra hele byen, da Ghana vandt 2-1 over Tunesien.

 

Tilføjelse: Johannes og Susanne så en stor veran i dag, eller som Nastasia ville kalde det: en veteran.

 

Feb
6
2012

d.4.

D.4.februar. Alt strøm i hele byen er lige gået, så nu vil jeg sidde med min lommelygte og fortælle jer om dagens oplevelser. Det har været en rigtig Afrika-dag! Vi brugte dagen til en tur i byen, på marked og gåtur langs stranden. Varmen har været helt ekstremt i dag, så blodsukkeret har været meget lavt.

Turen i byen var meget krævende og udmattende. Så vi gik ned mod stranden for at køle lidt af. Der var de vildeste bølger og en af dem tog os. Det resulterede først og fremmest i et par våde mennesker. Desuden betød det også en ødelagt mobil, et ødelagt kamera, et par solbriller, som havet tog, ødelagte blade (jeg nåede heldigvis at redde min Bibel nogenlunde) og en våd sandet taske. Så det blev en meget dyr strandtur.

Hjemme gav vores bruser stadig stød, så vi måtte tage en plasticpose rundt om hånden, som vi brugte til at holde med. Men så var der ikke mere vand...

Tino, Nastasia og jeg tog ned til byen, for at købe noget netværk. Da vi skulle tilslutte det, virkede det dog ikke. En venlig franskmand lånte os sin computer med tilhørende net, så vi kunne komme på Skype med familien derhjemme, det var dagens højdepunkt.

Som en meget fin afslutning på dagen, gik strømmen. Dér var vores lommelygter meget værdsatte, fordi vi måtte sidde og spise aftensmad i mørke, kun med lyset fra vores lommelygter.

Vi sidder her og spiser, klokken er 21:21 og vi er meget glade for at vi tog dagsteksten og bibellæsning i morges, så må vi udskyde studium af Vagttårnet til i morgen, imens vi venter på morgenmaden.

Man bliver meget taknemmelig for vores system derhjemme og lærer ikke at tage tingene så forvænt. Vi bliver trænet i tålmodighed og selvbeherskelse. Man bliver nødt til at tage situationerne som de kommer og bevare humøret så højt, som man kan.

 

Tilføjelse 23:00: Nastasia og jeg er gået i seng nu. Vi har stået ude på badeværelset i en time, for at vaske vores tøj. Kun med lyset fra en lommelygte,  som vi havde lagt på håndvasken. Vi skal have pakket inden morgenmaden, for vi kører direkte fra møde ud til huset, som vi skal bo i, i den kommende uge. Eftersom vi ikke kan pakke i mørke, måtte vi sætte vækkeuret ekstra tidligt. Det krævede en telefon, men min var lige blevet nulstillet (ifølge den var klokken 02:20), så vi har lige taget os selv i at ”lede efter tiden”, som vi fandt her på min computer. Vores køleskab virker naturligvis heller ikke, og der er både det ene og det andet i. Alt er så ironisk lige nu. Vi trænger til søvn!!!

Feb
6
2012

d.3.

I dag har vi så d.3. Februar.

Nastasia og jeg har lært helt nye sider af os selv at kende – vi er utroligt gode til at tilpasse os. Vi har allerede vænnet os til den afrikanske hverdag. Sent om aftenen og tidligt om morgenen, vasker vi tøj (i en spand), klipper vores eget hår og finder på tonsvis af alternativer, når strømmen går. Vi er så småt ved at vænne os en smule til stanken af mølkugler på badeværelset og stanken hver gang vi åbner et skab.

I dag har vi oplevet lidt af hvert, inkluderet skænderi, stød og ægteskabstilbud. Jeg må hellere forklare...

Nastasia og jeg startede dagen med studium på terrassen, hele formiddagen. Diane, en af servitricerne på restauranten, havde i går givet os sit telefonnummer. Susanne, Karina og Tino var gået i byen med Stabbi, Johannes slappede af på hotellet og Nastasia og jeg blev så hentet og ”bortført” af Diane. Vi fulgte hende ned i byen, gennem gyder, op af trapper og tilsidst nåede vi til en salon. Her sad vi først og ventede lidt (det skal siges at man hele tiden venter i Afrika, normalt når vi fem spil kort før maden kommer), hvor vi bl.a. overværede et ægte afrikansk skænderi, hvor bølgerne gik meget højt. Vi havde det meget sjovt med at sidde og betragte alle kvinderne og deres anderledes måde at gøre tingene på. Så kom turen endelig, da jeg skulle ”have my hair done”. Det tog en time at få lavet, tilsidst stod da også tre mennesker om mig. På denne ene time fik vi også mange indtryk ind på livet. Diane var meget besat af tanken om, at komme med os til Danmark. Det tog os noget tid at få talt hende fra det. Da hun så foreslog, at vi skulle sende tøj ned til hende, måtte vi prøve at rede os ud af det, ved at fortælle om hvor dyrt tøjet er i Danmark og hvor meget vi behøver det pga. kulden. Vi fik dog forkyndt rigtig meget. Startede med at spørge, om de kunne gætte, hvorfor vi var kommet til Ghana. Det kunne de ikke, så vi forklarede at vi var Jehovas Vidner, der var kommet for at missionere. Det synes de var meget interessant og ville høre mere. Jeg sad og 'smågræd', eftersom de tog meget hårdt fat i håret. Så Nastasia begyndte at læse nogle ting fra Vagttårnet om Abraham, som vi havde taget med og forærede dem. Snakkede lidt om det, læste flere skriftsteder fra Bibelen. Så spurgte vi, om de vidste hvad Bibelen sagde om fremtiden? Derefter forklarede vi dem om Guds rige og paradiset. Vi snakkede desuden om vores måde at holde 'worship' på og de fik et par numre af Vagttårnet. Så skete der ellers noget. Dianes bror kom ind. Nastasia sad der i stolen og så meget smuk ud, så det var hen og hilse på hende med kys på hånden. Han satte sig straks til rette ved siden af hende, spurgte om hvad hun lavede og om hun var gift! Nastasia fortalte sin alder og forklarede ud fra bibelske eksempler, at det ikke er nødvendigt at blive gift og få børn, for at være lykkelig og have det godt. Han ville ellers gerne giftes med hende og var pludselig fyr og flamme for at komme i rigssalen og blive et Jehovas Vidne, hvilket Nastasia måtte forklare ikke helt var rigtigt... Diane (24 år) ville også selv gerne have været gift med Tino, indtil vi fortalte hans alder. Endelig blev vi færdige og kunne tage tilbage til hotellet igen, for at køre videre til dagens næste oplevelse.

Johannes, Susanne og Stabbi hoppede i én taxa, Karina, Tino, Nastasia og jeg i en anden. Så kørte det ellers derud ad. Lidt for meget derud ad...

Vi kørte på en fin asfalteret vej lang tid, men så drejede vi af. Først kom vi igennem noget der lignede slumkvarter, meget fattigt. Dén landsby fortsatte og ”husene” blev mere og mere primitive. Så blev vejen ellers helt umulig. Hvis man da kan kalde det en vej. Det skal nævnes at naturen var så smuk på denne vej. Vi kørte langs en palmestrand på den ene side, rød jord og bananpalmer på den anden side. Vi var meget spændte over hvor i alverden vi skulle hen. Der blev bragt mange (alternative) gæt på banen, indtil vi nåede til en træhytte. I vores taxa troede vi at chaufføren havde kørt forkert, men nej, det var rigtig nok. Vi var kommet til byen Pibi. Vi blev budt velkommen af høvdingen Tiger og hans hustru, samt en masse små børn. De var meget gæstfrie og vi fik lov til at skifte til badetøj i deres hus (træhytte). Det var en fantastisk oplevelse. Vi kommer ind i den mørke lille hytte, indrettet med senge og myggenet, men forrest står et lillebitte bord med Bibelen! Der lå en Bibel på hver af sengene og så den Bibel der lå på bordet. Vi kunne se, at de havde været i gang med at studere med kuglepen og andre opslagsværker. Desuden lå også her ”Mannabook”, som er deres ”dagstekst”. Vi havde kun to Vagttårn med i dag, men vi lagde det ene til dem på bordet. Så gik vi nedad gennem palmeskoven, ud til den bredeste, hvide smukke sandstrand med store, vældige bølger. På stranden løb alle de små børn hen til os, og da jeg hev kameraet frem, blev de helt vilde. Så skulle der ellers bades vildt i de store bølger. Susanne havde en meget sjov oplevelse, da en af de små børn kom hen og sagde: ”hej Susanne”. Karina fik også hurtigt en hel masse små fans, siddende ved siden af hende. På stranden var også flere fiskere og stammefolket var så venlige. Flere skulle også lige hen og mærke vores hvide hud, men så kunne vi få lov at rode i deres dejlige hår.

Til at starte med var det lidt grænseoverskridende, at flere var nøgne rundt omkring. Det er dog utrolig hvad man kan vænne sig til.

Vi skulle lige en tur på toilettet, inden turen gik tilbage til hotellet. Vi spurgte om de havde ét, forberedte os på lidt af hvert, men okay moderne toiletter med træk/slip og fine håndvaske mødte os i skurerne. Hvem skulle have troet dét? Langt væk fra alting, mad over bålet, geder og høns i huset, men rigtige toiletter!

Inden vi skulle hjem, mærkede vi igen deres varme gæstfrihed. Tiger kom med kokosnødder til os hver. Hele vejen tilbage op igennem landsbyen vinkede alle børnene og råbte ”bye bye”, man følte sig helt kongelig..

Nastasias og min bruser er gået i stykker og drypper konstant. Det har medført, at vi får stød i hænderne, hver gang vi rør ved den, så det er en udfordring at gå i bad.

Vi sluttede af med pandekager på terrassen, men et lille stykke væk stod en religiøs gruppe og holdte et spiritistisk ritual. Mærkelige ting foregik derovre i mørket. Meget ubehageligt når man ser dæmonernes virke så tæt på, men til gengæld mærker man også i endnu højere grad Jehovas magtfulde beskyttelse.

 

Tilføjelse til emnet toiletter: På Betel havde vi også en meget mærkelig oplevelse. Vi var på rundvisning sammen med 4 lokale ghanesere. Da vi skulle holde tissepause, kunne de slet ikke finde ud af det. Først stod de længe ude foran toiletterne og diskuterede. Så begyndte én af dem at våge sig ind på herretoilettet, hvilket en broder dog hurtigt fik vist dem ud fra. Så turde de ikke rigtig gå ud på handicaptoilettet, men det endte med at de kom ud på dametoilettet. Først kunne de ikke finde ud af at sæben. Derefter var det håndtørreren. Så Nastasia og jeg måtte i sving med at demonstrere.

Feb
6
2012

d.2.

Så blev dagen d.2.februar. Vi kørte ud til et hotel ned til stranden, med den dejligste varme pool. Rigtig ferie med drinks, kortspil over frokosten, solbadning (vi blev meget røde!) og tid til studium og læsning. Vi har rigtig fået set ørne og gekkoer i dag, samt oplevet meget mørke skyer over os, hvem skulle have troet at 25 grader, næsten kunne føles koldt i Ghana? Lidt hjemve kom der dog også, Tino bestilte spaghetti bolognese til frokosten!

Vores taxachauffør fik et Vagttårn, som han blev meget taknemmelig for. Der er utrolig stor interesse hernede. Folk er i det hele taget meget religiøse. Overalt hænger der skilte, på bilerne, butikkerne osv., med tekster som: ”God is my helper”, In God we trust”, Jesus is my spirit”, og skriftesteder. Jehovas navn står også over det hele. Der er så mange forskellige religioner. Når vi sidder om morgenen på terrassen (og om NATTEN) høres lyden af moskéen, på den anden side, der kalder til bøn. Der ligger store, rige kirker over det hele. Et kæmpe pengeforetagende, som kan gøre ondt at se. Church of Christ, Evangalism Church, Presbytanien Church, After Church Club og vi ved ikke hvad. Men en glæde hver gang vi ser en ”Kingdom Hall”!

Fodbold er også nærmest en religion, det kører konstant døgnet rundt i fjernsynet.

Stabbi har fortalt os, at de er i gang med at lave et navneregister i Ghana, en slags ID-kort. Han har været med til at arbejde med det og for sådan en hel dags arbejde, fik han 10 cedí (ca. 35 kr.), det er meget hernede. Filip har fortalt, at et godt pionerjob vil være kaffesælger. Et af hans studier havde fortalt, at han havde en lille transportabel bod, hvor han solgte kaffe og tjente omkring 200 cedí (700 kr.)om måneden. Som sagt er det meget, så nu opfordrede han pionerene til at sælge kaffe. Det er et perfekt job: sælger kaffen morgen og aften, går i tjenesten i alle dagtimerne, kunne det blive bedre?

Vi oplevede den store kontrast mellem rig og fattig i dag. Byen Cape Coast (anbefalet som ferieby) består af skurhuse, mange mennesker og affald. Den ser meget fattig ud, men det er kun den lidt bedre del, vi har set meget fattigere levevilkår og vi har ikke en gang set det værste. Da vi så kørte ud til hotellet et stykke fra byen, var der stort springvand og overdådigt byggeri. Vi så faktisk ikke nogle hvide på det hotel, så det har været et sted, hvor de rige ghanesere holdte til. Men de fattige smiler og griner, dejligt at se at selvom man er fattig, behøver man ikke have et fattigt liv. Vores gæt er helt sikkert, at der er flere der er psykisk ringere stillet i Danmark.

Desuden har Nastasia klippet mig i dag, spændende nok...

Tilføjelse: klokken har nu nærmet sig midnat og jeg er lige blevet færdig med at klippe Nastasias hår – der sker ting og sager hernede!

Feb
6
2012

D.1.

Kære alle. Hermed en lille update over onsdag d.1. Februar. Her til aften snakkede vi om, at det slet ikke er til at begribe, alt det vi har oplevet i løbet af blot 48 timer. I dag kom Stabbi og hentede os på vores hotel i Accra efter morgenmaden. På vejen oplevede vi ”sølvsand”, en masse høns og geder, lerhytter, skoler, termitbo osv..

Omkring middagstid nåede vi Cape Coast. Vi tjekkede ind på hotellet, fik frokost (kylling) og begyndte derefter vores tur ned til byen, hvor vi skulle have købt taletidskort, vekslet penge og købt en elkedel.

Vi gik nedad en sti (hotellet ligger på en bakketop), hvor en masse dejlige børn hilste og kaldte os ”bwanni”(staves?) som betyder hvide.

Det var bare med, at passe på bilerne og ikke at falde ned i de åbne kloakker...

Ghana skulle spille i African Nations Cup, folk løb, råbte og skreg hver gang de scorede. Et par svenskere måtte da også vente lidt på deres aftensmad indtil halvlegen, køkkenpersonalet skulle jo også følge med i kampen! Under aftensmaden (kylling) fik vi flere bekendelser. Bl.a. den kære farmor der modtog penge fra Tino for noget sæbe, selvom det egentlig var Johannes der havde betalt det hehe.

Så havde vi lige en vidunderlig oplevelse imens vi ventede på aftensmaden. Nastasia og jeg sad og læste op på engelsk fra ”Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne” og ”Vagttårnet”. Nogle ghanesere foran os, sad og så fodbold, noget de går utrolig meget op i, som I læste før. Men da vi begyndte at læse og tale om Guds ord, spidsede de bare ører! De sad hele tiden og kiggede sig over skulderen og var næsten ved at dykke helt ned i vores dejlige litteratur.

Hele dagen holdt vi  desuden øje med en familie der lavede mad til alle, de knoklede fra morgen til aften, hentede vand på hovedet, malede mel og vaskede op. Hårdtarbejdende og flittige i varmen, det er virkelig efterlignelsesværdigt.

Sidst på aftenen nåede Nastasia og jeg (Julie) også lige en vandkamp, studium og massage foran fjernsynet. Dejligt.

Jan
31
2012

Skriv en overskrift

Tirsdag d.31. januar 2012

Kære alle. Søndag d.29. Januar 2012 tog vi afsted til Kastrup lufthavn , Johannes, Susanne, Karina, Tino, Nastasia og Julie. Med masser af formaninger om det ene og det andet samt den gentagne besked, at vi skal passe på hinanden, går kursen mod vores destination, Ghana!!!!

We were sleepy and a while after we were to sleepy, så det blev til nye ord, dansen rundt i lufthavnen og medførte at vi varmede os under en håndtørre på toiletterne... Tihi..

Klokken 01:30 DK tid var der ”morgenmad” bestående af oliven, kage, æg og vand på bøtte i flyet. Klokken 05:00 TR tid landede vi i et snebeklædt og koldt Isanbul. Vi fandt en 5- personers-'taksi' (tyrkisk) og tog ind til byen for at spise brunch på Hotel Four Seasons. Pomp og pragt mødte os og Nastasia skulle da også lige på ”toilet” 5 gange i løbet af den tid, vi var der. Aldrig har det været så fint og overdådigt at skulle forrette sin nødtørft.

Eventyrlysten og vores trang til oplevelser, vandt over sne og kulde. Det prægtige palads/moské i Sultahmet district blev udforsket og vi sluttede af med en dejlig varm kop chokolade på hotellet.

På grund af snestormen måtte vi sidde og vente 3 timer i flyet, før det endelig lettede. Efter yderligere 7 timers flyvning, bliver vi mødt med en skøn VARM velkomst i Accra, Ghana ved midnatstid...

Tirsdag nat kørte vi så med taxa fra lufthavnen til Hotel Acacia Lodge – vi kom frem trods et par omveje. Chaufførerne mente at vi absolut skulle lege lidt spøgelsesbillister på en dobbeltsporet motorvej. Susanne, Karina og Tinos chauffør måtte dog også afgive forklaring til politiet, men slap uden bøde. I taxaen med Johannes, Nastasia og Julie lykkedes det alligevel Johannes at overtale chaufføren til at vende om.

Efter indlogering og lidt snak gik vi udmattede i seng, og vågnede op senere til morgenmad nede i spisestuen. Formiddagen gik med stille afslapning på hotellet og så gik turen ellers til Betel, hvor vi degraderede os med masser af blade.

Vi var omgivet af dejlige venner hele dagen. Startede med at få en rundvisning på Betel, det var alt fra oversættelsen til vaskeriet til en kæmpe skildpadde!! Der er meget at gøre i Ghana, alt lige fra byggearbejde til tjenesten. I 1991 blev et stort låg fra myndighederne løftet og lige siden er kurven gået skråt opad. På Betel kom Filip og Ida og mødte os, så vi tog ud at spise sammen. Fik noget lækkert kylling med ris (jalof), samværet var skønt, lærerigt og opmuntrende. Det var vidunderligt at kunne bede offentligt, læse dagstekst og bibellæsning et sted hvor der også var andre mennesker, men virkede helt naturligt.

Vi har nu været i Ghana i snart et døgns tid og har allerede erfaret den store interesse der er for Bibelen. Taxachaufførerne har fået masser af vidnesbyrd gennem tale og blade. Nu slutter vi vores første dag af med masser af vand og afslapning. Og så går vi i seng :D

 
Panel title

© 2017 travelers

Antal besøg: 1089

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,9104151725769sekunder