Vindingbogen - Historisk perspektiv om Vinding
4d9d6e173094a07042011.jpg

Vinding

Historisk perspektiv om Vinding !


Af Jens Petersen 2010.


På opfordring fra flere ædle borgere i Vinding vil jeg gerne, på grundlag af gamle folks beretninger og mit eget kendskab til sognets udvikling gennem det tyvende århundrede, bidrage til udgivelse af en bog om Vinding by, sogn og omegns historie

1) Vinding by, sogn og omegns evolution:

Indtil slutningen af attenhundredtallet var Vinding foruden Kirken og pogeskolen blot en samling gårde og nogle arbejderboliger. Tilværelsen var baseret på selvforsyning af såvel føde som klæder. Fester, samkvem og konversation foregik i gårdenes haver eller storstuer.

Større indkøb og forsyninger var henlagt til især Skanderborg og Silkeborg, hvortil man gerådede sig i hestevogn, red eller simpelthen gik. Hvert års anden tirsdag i juli blev der afholdt marked i Salten. Denne begivenhed blev der set hen til med stor forventning. De fleste større heste, kreatur- og grisehandler, samt indkøb af stadstøj og galanteri foregik på Salten marked.

Op gennem det nittende århundrede var en politisk bevidsthed ved at vågne på landet. Således også i Vinding. Der var ved at rejse sig en opposition mod det dominerende højre. Denne opposition var funderet i forskellige liberale venstreforeninger. I Midtjylland udskiltes det grundtvigske Venstre, som fik stor tilslutning fra gårdejerne i Vinding.

Gårdmændene var sig bevidst, at det var nødvendig med et større fællesskab. Der blev ved frivillige bidrag samlet tilstrækkelige midler ind til i 1890 at kunne bygge det første forsamlingshus i Vinding. Over gymnastikribberne på nordgavlen i salen blev ophængt et stort billede af Grundtvig.


2) Vinding som stationsby:

I 1890 blev der i Horsens startet et jernbaneselskab ”Horsens Vestbaner” Horsens - Tørring Jernbane og Horsens – Bryrup Jernbane. Linieføringen blev fastlagt således at Vinding blev stationsbyen før endestationen Bryrup. Begge vestbanerne blev bygget som smalsporede jernbaner med tilsvarende små lokomotiver og jernbanevogne.

Begge disse banestrækninger blev indviet i 1899. Vinding blev nu stationsby og fik samtidig eget posthus på stationen. Ved stationens rangerspor blev bygget svinefold, hvortil bønderne kunne levere deres slagtesvin, som nu blev transporteret med toget til Horsens svineslagteri.

Banens terrænarbejdet og sporlægningen blev udført og stationsbygningerne efter samme tegning for alle strækningens 11 stationer blev bygget i 1890-erne.

Drifts- og vedligeholdelsesplanen blev organiseret således, at udvalgte arbejdere blev tilbudt fast ansættelse ved banen, samtidig blev deres koner ansat som stationsforstandere

I Vinding blev Marius Jørgensen banearbejder, og hans kone Maren Jørgensen ansat som stationsforstander fra banens åbning i 1899. De afløstes i 1930 af stationsforstander Holbæk.

I 1929 blev banen udvidet til normal europæisk sporvidde 60 engelske tommer = 144 cm og forlænget til Silkeborg. Hele strækningen blev forsynet med nye sveller og ballast. Så længe ombygningen stod på, var mellem de store nye skinner lagt en tredje skinne med den smalle sporvidde så det smalsporede tog også i ombygningsperioden kunne køre på strækningen. Dette ombygningsarbejde var i sig selv en stort teknisk præstation. På stationerne måtte man betjene sig af de smalsporede anlæg men forberede omlægningen til overgangsdagen. Strækningen havde været prøvekørt i forvejen, men på selve indvielsesdagen, den 10. maj 1929, var det store nye damplokomotiv pyntet med flag og blomster. Toget gjorde et kort ophold ved hver station. Driftsbestyrer Holmblad stod ud på perronen og holdt en kort tale til de mange fremmødte, han ønskede byen til lykke med det store fremskridt, som den udvidede og forlængede bane ville tilføre byen og egnen. Banen blev virkelig Vindings betydeligste nervetråde til Silkeborg, Brædstrup og Horsens..

Jysk andels foderstofforretning byggede et foderstof- og gødningshus ved banen og byens hovedgade med bro ud mod banen, hvorfra foderstofferne kunne køres ind fra banevognen, og bro mod vejen hvor bønderne kunne få foderstofferne kørt ud til hestevognene. Brugsforeningen og købmanden samt andre forretninger kunne nu hente deres varer i stationens pakhus; hvorfra også udgående varer kunne viderebefordres med banen.

Allerede da beslutningen om anlæg af banen var vedtaget byggede købmand Chr. Christensen i 1892 en moderne købmandsbutik på hjørnet af hovedgaden og vestergårdsvej. Få år senere blev Vinding brugsforening under ”Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger” bygget på hjørnet skråt over for købmandsbutikken.

Afholdshjemmet blev bygget omkring samme tid. Vinding var i rivende udvikling. Snart var der to smedjer, tre tømrere, tre murere, et tekstilvarehus og en væver i byen..

Banen gjorde som gods- og personbefordringsmiddel uvurderlig fyldest før og under første verdenskrig, i mellemkrigstiden, under anden verdenskrig og fremad. Men efterhånden etableredes to lillebilforretninger og en lastvognmand sig i Vinding. Vognmanden afhentede slagterigrisene direkte på gårdene og leverede dem på slagteriet, derefter kørte han ud på ”Jydsk Andels Foderstofforretning” i Horsens og fik foderstoffer mm med tilbage direkte til gårdene. Disse omstændigheder tog en stor del af såvel gods som personbefordring fra banen, hvis økonomi begyndte at skrante.

Banen kunne ikke konkurrere med vognmændenes fra dør til dør service, og flere fik privatbiler til egen og venners befordring. Der måtte sadles om igen. I 1953 indsatte Horsens Bryrup Silkeborg jernbane fire moderne og hurtiggående skinnebusser. Formanden for alle stationsbyernes borgerforeninger var med på indvielsesturen til Silkeborg, hvor der blev holdt en reception på hotel Dania. På hjemturen blev gæsterne sat af ved deres respektive stationer. Dagen var festlig, men de fleste følte vel, at dette tiltag var en form for afviklingsceremoni. Passagertallet steg igen en smule for atter at gå nedad. De stigende drifts- og vedligeholdelsesudgifter kunne ikke tjenes ind.

I 1968 lukkede Horsens Bryrup Silkeborg. Jernbane for stedse. Stationsbygningerne og det forældede materiel blev solgt og banearealerne udlagt som natursti.. Dermed var jernbanedriftens æra og Vindings status som stationsby slut. Der består dog et lille bid af banen, idet en 5 km. lang strækning fra Bryrup til Vrads nu drives som veteranbane


3) Vinding Sømose:

Under den sidste istid var det meste af Nordeuropa dækket af is. Den sydligste bræs forkant nåede fra øst frem til Jyllands højderyg, inden afsmeltningen for ca. 18.000 år siden kunne holde stand mod isens fremfærd. Smeltevandet førte sand og jord med sig mod vest og dannede de store hedesletter med de vestgående åer. Fra højderyggen banede smeltevandet sig vej ind under isen med retning mod Kattegat og dannede de østgående ådale. Netop på denne skillelinie med de store morænebakker, slugter og dale ligger Vinding. De isolerede dale blev til søer, som i løbet af de mange tusinde år er tilgroet og til sidst har dannet moser. Ca. en km. øst for Vinding by ligger Vinding Sømose. Et areal på ca. 80 tdr. land, som ved matrikulering og udskiftning i 1844 blev tildelt gårdene i Vinding sogn. Gårdejerne fik herved hjemlet ejendomsret over bestemte moseskifter. Der blev snart tilløb til tørvegravning i mosen. Men vandstanden var for høj til at man kunne udnytte den bedste tørvedynd, som lå nederst.

Gårdmændene slog sig nu sammen og dannede et grøftelaug med formål at grave en afvandingsgrøft gennem slugten mod vest syd om Vinding by med retning mod Bryrupsøerne. Vandstanden blev derved sænket en 5 – 6 fod og tørvegravning blev mulig.

Når vintervandstanden i mosen hen på foråret var faldet, og når forårsarbejdet i marken hjemme på gårdene overstået, var det tid at komme i mosen for at grave tørv. Om formiddagen, når morgentjenesten i staldene var overstået, kunne der ses en sand karavane af hestevogne på vej ud ad mosevejen, vognene var læsset med grej til tørvearbejdet. Der var le til afhøstning af lyng på tørrepladsen, rive og greb til at fjerne det med, spande til at øse vand fra graven for at kunne begynde æltning af tørvedyndet i graven, skovl til at øse dyndet op med, trillebør til udkørsel af tørvedyndet, trilleplanker at køre på, træform til formning af tørvene på liggepladsen, tøjr og grimer til hestene så de kunne stå i tøjr på lyng og græs, og for alt i verden posen med mad og saftevand til folkene. Inden afgangen hjemmefra havde husbond og madmor gennemgået pakningen, havde vi nu husket alt ?

Der var kun to mand fra hver gård, en i graven og en til at trille ud og forme. Den eneste plage var klæg og myg, som sværmede om de svedige og nøgne overkroppe. Der var ikke noget som hed myggebalsam. Det skete, at vi i spisepauserne gik over til et andet hold for at snakke og divertere med, hvad vi havde oplevet siden sidst.

Afhængig af vejret skulle tørvene så ligge en fjorten dages tid, før de skulle rejses på kant for at tørre bedre. Siden skulle de stakkes og til sidst køres hjem , som regel efter høst.

Disse dage i mosen var en kærkommen afbrydelse fra den daglige tummerum hjemme på gården.

Således forsynede Vinding mose i mange år gårdene med vinterbrændsel. Husmænd, arbejdsmænd og andre familier uden tørveskifter tuskede eller arbejdede sig til deres vinterbrændsel.

Under anden verdenskrig 1940 – 45 blev der gravet mange tørv i mosen, men da der efter krigen igen blev muligt at købe andet brændsel, og der ikke længere var så stort et folkehold på gårdene, ebbede aktiviteterne i mosen igen ud. Mosen lå nu med sine store tørvegrave hen og blev næsten kun brugt til andejagt.

Omkring 1950 blev der startet en jordfordelingssag med formål at lægge skifterne sammen til store parceller, mosen blev tilført jordbrugskalk og opdyrket til landbrug. Nogle af de nærmest beliggende gårde købte større arealer sammen og drev i en del år almindeligt sædskiftelandbrug. I de seneste år er mosen faktisk kun benyttet til afgræsning.


4) Landboforeningerne:

Allerede i midten af 1800-tallet blev der gjort tilløb til at organisere landbruget i foreninger, og i 1872 blev ”Foreningen af jydske Landboforeninger” dannet. Starten var meget sporadisk, men et fælles ønske var at styrke landbrugets effektivitet bl. a. ved jordforbedring og bedre planteforædling for forøgelse af udbyttet. Under landboforeningerne opstod andelsbevægelsen som grundlag for mere detaljerede sektioner af landbruget. Her skal fremhæves:


5) Søbæk andelsmejeri, dyrskuerne, Vinding Bryrup kvægavlsforening, Dansk andels ægeksport;

Op gennem 1800-tallet blev det bønderne bevidst, at sammenslutning for at løse de mere og mere udviklende opgaver var nødvendig. Denne bevidsthed førte til udvikling af andelsbevægelsen. Således blev i 1880 på andelsbasis startet Danmarks første andelsmejeri i Hjedding ved Varde. Dette første mejeri kan i dag ses som museumsanlæg kørende med de gamle maskiner. Hjedding mejeri blev straks så stor en succes, at der i løber af nogle få år oprettedes andelsmejerier over alt - først i Jylland.

Bønderne i Vinding sogn tegnede således sammen med bønderne i et større opland andele for oprettelse af et andelsmejeri ved Søbæk i Troelstrup. Mejeriet stod færdig til modtagelse af mælk i 1888. Søbæk mejeris opland blev delt i leverandørruter og mælkkørselen blev udbudt i licitation. Fra Vinding gik tre ruter til Søbæk; Lykkensroruten, Vinding ruten og Ulstrupruten.

Ved en kortenspilleraften på Pedersminde faldt snakken på den nye mælkkusk på Ulstrupruten. Bette Søren på Liseminde havde budt turen ind og nu kørt den en måneds tid. Snakken foregik selvfølgelig på jydsk og kan refereres således:

Jow se Bette Søren wa da nøj te å sku tjen nowe pæeng, han sidde hådt iet, å de æ jo manne bøen dæ ued. Men det kniwe få ham å løwt de stue spand. Ja, når han komme te Ulstrup, å die stoe en fem – sejs 100-punds spand; Ja så kniwer et få æ sølle mand, han ka. jo næsten æ løwt dem op. – Næh - å æ vej goe jo niead, så æ vown vil kye frem. Så må han slæw æ spand en støk hen å æ vej. Ja men så fik han da lawet det sån, te han ku stok æ hywel imens han fik æ spand løwt op. Ja det æ næsten sønd få æ sølle mand.

Omkring samme tid blev der oprettet kontrolforeninger med tilknytning til Mejeriet og ansat en kontrolassistent, almindeligvis for to eller tre mælkeruter. Kontrolassistenten boede på skift på gårdene i de til ham knyttede ruter. Hans opgave var at kontrollere mælkemængden og fedtprocenten for hver enkelt ko samt føre en besætningskartotek for hver leverandør.

Også i begyndelsen af nittenhundredetallet begyndte landmændene at fremstille de bedste af deres besætninger på dyrskuer. Danmarks første dyrskue På Gl. Estrup blev holdt i 1810. På disse dyrskuer blev hvert enkelt dyr fremstillet med mælkemængde, fedtprocent og angivet årssmørmængde. Disse fakta samt kreaturernes bygning, huld, kødfylde og afstamning blev præsenteret og bedømt. En særlig stor interesse blev vist tyrene. Mens tillæg af afkom fra en god ko har sin begrænsning, idet koen jo kun får en kalv om året, kan en tyr levere sæd til hundredvis af inseminationer om året. Den tyr, som sammen med de bedste køer kunne avle den bedste stamme, kunne nu findes og opnå stor handelsværdi.

Snart slog bønderne sig sammen og dannede kvægavlsforeninger. Vinding – Bryrup kvægavlsforening blev startet i første årti af 19-hundredtallet. I Vinding blev opstaldet to tyre på Munkegård og en på Vinding Vestergård, hvortil medlemmernes køer kunne føres for bedækning.

Der udskilte sig snart to forskellige racer med hver sin egenskab.

Deciderede kødracer er:: Simmentaler, Charolais, Hereford, Limousine og Angus m. fl.. Både kød og mælkeracer: Sortbroget, og rødbroget dansk malkerace samt den lille jerseyko, som giver mindre mælk men med højere proteinindhold og større fedtprocent .

Dansk andels ægeksport blev dannet i 1895. I de følgende år blev der over hele landet dannet kredse med lokal bestyrelse og administration, disse kredse organiserede samling af æggene. Rundt på gårdene blev æggene rengjorte, de måtte ikke vaskes i vand, som ville fjerne den naturlige slimhinde, der fra hønen omgiver ægget. I Vinding sogn kørte i mange år Ingvard Thygesen som ægsamler to dage om ugen rundt til gårdene med sin hestevogn, samlede æggene i store trækasser, som blev sat ind i banens pakhus for viderebefordring med banen til ægpakkerierne, som igen formidlede ægeksporten hovedsagelig til England.

Dansk andels ægeksport er nu ændret til DANÆG, som har organiseret samling hovedsagelig fra de store høserier og forestår distributionen til såvel det danske marked som til eksport. Fra mindre producenter afsættes æggene nu ofte som stalddørssalg


6) Mergelbanen:

Under landboforeningerne blev ansat planteavlskonsulenter, der straks udtog jordprøver, som næsten over alt viste for lave reaktionstal til en optimal korn og rodfrugtavl.. Landbrugsarealerne måtte tilføres kalk. Langvejstransport af jordbrugskalk var den gang ikke trafikalt mulig. Men kalken fandtes også i den kalkholdige lerart mergel. Også i Vinding sogn opstod en (guldfeber) eller mergelfeber. Der blev udtaget prøver på mange områder med blot lidt gulligt skær i lerjorden. Der blev mange steder åbnet mergelgrave med helt ned til 6 – 8 % kalk. For eksempel på Vinding præstegård og i Vinding by vest for Løndalvej. Den bedste mergel blev fundet i Nimdrup-bakkerne ned mod Karlsø, her var kalkprocenten omkring 40. Efter opnået statstilskud og -lån blev Nimdrup mergelselskab dannet og mergelgraven åbnet omkring 1910. For at kunne bringe mergelen ud på markerne blev indkøbt lokomotiver og tipvogne samt sveller og skinner til mange km mergelbane.

Mergelgraven blev forberedt, der blev opført spiseskure. På det jævne areal ned mod Karlsø blev udlagt rangerrist og værksted for havareret materiel. Derfra blev sporstrengen mod nord ført over mellem søerne, op gennem Vindingdal og videre frem til modtagerne. Der blev lagt spor ind til Vinding station, hvor lokomotiverne kunne få påfyldt kul. Vandpåfyldning kunne foregå ved kanalen mellem Karlsø og Bryrup Langsø.

. Til brydning og læsning af tipvognene i mergelgraven blev beskæftiget 30 – 40 arbejdere, disse blev kaldt gravbisserne. Mergelen blev løsnet og læsset med håndkraft. Til udlægning af tipvognsspor blev ansat 20 mand, de blev kaldt sporhundene, sporene blev trukket ud i vifteform over hele området. Der blev lagt sveller ovenpå terrænet, derpå blev skinnerne spigret med 36 tommer sporvidde. Et træk med 24 tipvogne rummede 6 kubikfavne mergel, en kubikfavn = 6,67 kubikmeter. Trækket blev trukket af et kulfyret lokomotiv. Når leveringen på en streng var færdig, skulle strengen flyttes til nyt område. Der blev ansat 12 lokoførere med dampmaskinecertifikat og 20 tippere til at følge udkørselen, disse tippere fulgte med togene ud på nettet for at redde situationen, hvis et eller flere tipvogne blev afsporet, ligesom de skulle sørge for tipning af vognene hos modtagerne. Med hvert træk fulgte en skriver, når trækket nåede ud til en modtager, kommanderede skriveren, hvor mange vogne der skulle tippes hos ham, derefter blev mod kvittering afleveret en følgeseddel for senere afregning. Hvis der ikke var en modtager til stede for kvittering, blev der ikke tippet vogne på denne mark.

Alt i alt var mergelbanen et voldsomt stort arrangement. Alle kunne komme i arbejde, det var et hårdt slid med en ti timers arbejdsdag. På varme solskinsdage var forholdene ypperlige, humøret var højt hos arbejderne. Der blev fortalt mange historier spændende fra de mest sjofle til de morsomme og anstændige. Der blev sunget gamle sange og viser og refræn til de nye dansemelodier, som var moderne til ballerne i forsamlingshusene. Uanset hvordan vejret var, skulle der arbejdes hele dagen, der blev ikke givet tid til at søge ly for regnen. Derfor kunne en regnvejrsdag ende i et næsten ufremkommeligt ælte. Kun få havde gummistøvler, de fleste gik i træsko, som snart blev til lerklumper om fødderne, så satte manden sine træsko og gik barfodet , derved blev fødderne med garanti rene men også ofte opløste af lervælling. Andre skaffede sig aflagte militærstøvler, det var imidlertid et problem at holde dem så tørre, at de kunne smøres med brokfedt, som var det bedste middel til at holde læderet vandafvisende. Det helt ideelle var at eje to par fedtlæderstøvler, så kunne konen få det ene par tørret i komfurovnen og smurt med brokfedt, så de var klar til næste dag. De fleste især de mest dominerende arbejdere fik øgenavne, Slangen var lang og tynd, padden var kortbenet og tyk, gnieren var fedtet, 111 åd snus, der løb altid streger af snusspyt ned over hans hage, når han var langskægget, kunne der ligefrem dannes en skorpet snuskage over der meste af hans hoved, men, som han sagde, der er sgu ingen bakterier, der kan overleve mit åsyn, og det var jo nok rigtigt. Keramikken brugte aldrig hovedtøj, han var nok lidt luset, for han kløede sig meget i håret. Når det så var regnvejr, lignede han snart en ubrændt keramiktrold. Mange af disse øgenavne blev ved med at hænge ved i mange år efter mergeltiden.

Merglingen stod på i 15 år, derefter afvikledes hele anlægget, og materiellet blev solgt. En del af materiellet blev hugget op, men resten blev opkøbt af entreprenører og stod klar nogle år senere til brunkulsbrydningen under anden verdenskrig. De første mange år efter mergelbanetiden stod der på egnen gny om disse Klondyketider. Der tilflød den fattige egn mange penge i form af statstilskud og mergellån. Der var penge mellem arbejderne, som hurtigt omsatte dem. Kun få forstod at gemme deres del af puljen for senere selv at erhverve sig en af de merglede ejendomme, hvis ejere med et mergellån lagt ovenpå statslån og kreditforeningslån ikke kunne svare renter og afgift af gælden. Derfor gik mange fallit i de svære tider i trediverne. En epoke, som kun de dygtige og sparsommelige fik varrig udbytte af, var gået over Vinding sogn og omegn.


7) Vinding pastorats spare- og lånekasse:

Sparekassen havde kontor i en stue med dør til gaden hos Tømrer Eske Thygesen mellem købmand Johanne Christensen og banen. Her residerede isenkræmmer S. Bak Pedersen fra Bryrup, gårdejer Karl Jensen Lykkensro, gårdejer Jens Ejlersen Vinding og boelsmand Nis Thygesen Dalsted. Den store hovedbog og kundernes små sparekassebøger blev ført med pen og blæk af bogholderen stående ved en høj skranke umiddelbart bag ved den tværgående disk.

De dage, der var omdeling af penge fra mejeriet for mælk, eller når der kom afregning fra slagteriet for leverede grise, var der stort rykind på sparekassen. Bønderne satte deres penge ind på bogen og fik i tilgift dagens nyheder debatteret med andre sparekassekunder. Der var somme tider så stor søgning, at bogholderen måtte bede nogle om at gå udenfor for at give plads til nytilkommende kunder.

Mange af kunderne lod sig helst se når de satte penge ind, det var ikke nær så populært at hente penge. Det skete ofte i de svære tider, at en kunde fik overtræk på sin konto. Så måtte han om bag forhænget og gøre rede for muligheden for at gøre saldoen positiv igen. Eller at få bevilget et lån til dækning af underskuddet.

Sparekassen indførte noget som hed skolesparemærker. Der blev på skolerne udlagt skolesparemærker af fem øre pr stk. Skoleeleverne kunne gratis få udleveret et skolemærkehæfte, hvori de kunne klistre de hos læreren købte sparemærker. Når sparemærkehæftet var fuld, var der mærker for fem kroner, så bar eleven selv hæftet om i sparekassen, hvor han eller hun fik ros og reversnål med sparekassens logo – et egetræ, som spareren stolt kunne bære.

8) Vinding elektricitetsforsyning:

Allerede før 1, verdenskrig etablerede Vinding borgerforening elektrisk lys i Vinding by. På Vinding motormølle blev en 120 volts jævnstrømsdynamo koblet på møllens dieselmotor. Mellem møllebygningen og smedens beboelseshus blev bygget et akkumulatorrum, hvis akkumulatorkapasitet var stort nok til, udenfor den tid motoren var i gang, at forsyne byen med lys under normale forhold

På gårdene blev kornet før den tid tærsket enten med plejl eller med en pigtærskermaskine, som blev trukket enten med håndkraft af to mand eller fra en hestegang, et stort vandretliggende tandhjul med en bom ud til en hammelkrog. En hest blev spændt for bommen og tandhjulet trukket rundt, som om hesten gik rundt i en cirkusmanege. Det store tandhjul trak et lille tandhjul på enden af en aksel, som gik ind i laden til en remskive, hvorfra en rem trak tærskemaskinen.

Tærskningen foregik almindeligvis på regnvejrsdage, når karlene alligevel ikke kunne komme i marken. Yngste karl eller hjorddrengen måtte så i regnvejret gå bagefter hesten rundt i hestegangen, medens bonden og de ældste karle foretog tærskningen og rensningen af kornet inde i laden. En godhjertet bonde eller vel oftest madmor lånte dog gerne drengen en paraply.

Da Vinding elektricitetsværk nu blev etableret, købte flere gårdmænd elektromotor og et stort tærskeværk, som kunne både tærske og rense kornet samtidig.

De 120 volt jævnstrøm kunne godt trække et enkelt eller to tærskeværker, når dynamoen gik, men hvis dynamoen stod stille, eller flere tærskeværker var i gang samtidig, var der ikke strøm nok. Og helt galt gik det da malkemaskinen blev almindelig på gårdene. Når en bonde søgte ny karl til november flyttedag averterede han ofte, - der malkes på maskine -, Malkningen var nemlig ikke noget karlene huede at begynde og slutte arbejdsdagen med. Mølleren startede sjældent dieselmotoren før morgenmalketiden og stansede den som regel inden aftenmalketiden. Karlene måtte derfor alligevel deltage i malkningen. Hvis dette havde stået på længe, og det gjorde det, kunne karlen finde på at løbe af plads. Mølleren fik så anskaffet en mindre motor kun beregnet til at trække dynamoen udenfor mølletiden.

Situationen haltede sig dog igennem, indtil krigen brød ud i 1939 og tilførsel af dieselolie stoppede.

Begge motorer blev så bygget om til at kunne gå på generatorgas fra knuste tørv eller generatortræ. Motorerne var nu vanskelige at starte, og drivmidlet var ustabilt. Det blev derfor nødvendigt at tilslutte sig Vestbirk oplands Højspænding. Et 220 volts vekselstrømsanlæg, som udnyttede Gudenås vandkraft.

Dette var imidlertid kun muligt, hvis alle motorer såvel de store i laden som de mindre til malkemaskinen samt alle elpærer og radioer mm blev udskiftet til 220 volts strøm. Det var heller ikke muligt på en gang at skaffe alle de motorer m. v. Derfor blev løsningen, at der blev opsat en stor 220 volts elmotor, som trak den eksisterende 120 volts jævnstrømsdynamo. Med begge muligheder kørte Vinding i en periode, mens omkoblingen kunne foretages efterhånden, som det nye materiel kunne skaffes.


9) Vinding vandværk:

Indtil 1935 havde hver gård og hvert hus sin egen brønd med håndpumpe stående på gårdspladsen eller i haven. Vandet var imidlertid mange steder af en dårlig kvalitet, Der var tusser og frøer i de fleste brønde, mange havde den opfattelse, at hvis der kan leve tudser i en brønd, er vandet godt til drikkevand. Men ikke fra brønde hvori der flød kadavere af druknede mus og rotter eller katte. Der opstod ofte diarré eller andre sygdomme på gårdene forårsaget af dårligt drikkevand. Når lægen kom på besøg, tog han ofte en vandprøve med hjem til analyse. Der var den gang ikke lovhjemmel til at kunne forbyde folk at drikke hvad det passede dem, men lægens advarsel blev dog altid fulgt.

Det var almindelig kendt, at der i mange små samfund blev oprettet fællesvandværker med vandforsyning fra dybdeboringer. Derfor blev der interesse for også at få et fællesvandværk etableret i Vinding. På borgerforeningens initiativ blev der i Vinding valgt en bestyrelse for et kommende vandværk. Denne bestyrelses opgave blev, fra brøndborerfirmaer at søge oplysninger om priser, samt kalkulationer og partsfordelingssystemer for et sådant vandværk.

I 1934 fik brøndborer Christiansen fra Skalborg boringen i entreprise. Borestedet blev valgt til afholdshjemmets have på hjørnet af gaden og indkørslen til præstegården.

Der blev boret med et 6 tommer borerør til 56 meters dybde, inden der var tilstrækkeligt vand til forsyning af byen og det nære opland.

Der blev holdt mange møder for at få vedtaget en udgiftsfordeling. Disse møder endte med en partsfordeling bestemt ved, at den første hane hos en interessent skulle kaldes en førstehane og være ret dyr, de næste haner kunne være andenhaner, dog således at gårdene og andre større forbrugere skulle have flere førstehaner afhængig af hvor mange dyrenheder, hver især havde, ligesom gårdenes ejendomsskyld blev indregnet i førstehaneantallet. Der blev foreslået mange fordelingsprincipper, drøftet, protesteret og mæglet mange gange, før den endelige vedtægt blev konfirmeret.

Alle, som tegnede sig med det samme fik den fordel, at senere tilkomne interessenter skulle betale en ret høj tilslutningsafgift. Denne bestemmelse skabte straks så stor en tilslutning, at anlægget blev en realitet. Det første vand blev pumpet ud i ledningerne efter en indvielsesfest på afholdshjemmet i sommeren 1935.

10) Vinding forsamlingshus:

Vindings første grundtvigianske forsamlingshus blev som allerede nævnt bygget i 1890. Dette forsamlingshus var det helt naturlige samlingssted for de fleste kulturelle og familiære aktiviteter. Skolebørnene, såvel de små klasser ved lærerinden som de store klasser ved læreren, havde en ugentlig henholdsvis lege- og gymnastiktime. Således fik alle helt fra barndomstiden en naturlig forståelse for, at her trives og fornemmes sammenholdet i hele sognet.. Skolejuletræsfesten med børn og forældre var en naturlig ryste sammen fest, hvori alle uanset social status deltog på lige fod. Vinding –Bryrup ungdomsforening under landssammenslutningen af ”Ungdomsforeninger for kristendom og kultur” holdt ofte foredrags- og sangaftner. Vinding idrætsforening havde to ugentlige gymnastikaftener kl. 8 for karlene og kl. 9 for pigerne. Karlene kunne nok nå at få sig vasket, spist og være færdig til kl. 8, mens pigerne først skulle have vasket op fra aftensmaden, inden de kunne komme til gymnastik. I mange år holdt en professionel danselærer danseskole en aften om ugen. Vinding - Bryrup foredragsforening holdt i løbet af vinteren adskillige kulturaftner. Ud overe disse mange arrangementer blev der selvfølgelig holdt familiefester som bryllup, sølvbryllup og jubilæum m. v.

Det første 1890-forsamlingshus var til alle disse arrangementer blevet for lille. Det var bygget over træbuer, som var beklædt med staffede brædder. Taget som var beklædt med tagpap var vel nok for dårligt vedligeholdt, der var trængt vand ned til den indvendige trækonstruktion, som var begyndt at rådne. En istandsættelse blev bedømt til at være for dyr. Derfor blev det i 1937 vedtaget delvis at bryde det gamle hus ned og bygge en ny nordre fløj på tværs af det gamle hus. Bygningskonstruktør Ove Petersen fik overdraget opgaven at tegne og beskrive det nye hus. Murermester Peder Petersen og tømrermester Peder Tyrsted at udføre byggeriet. Dette nye forsamlingshus stod færdig til høstgildet i september 1937. Efter en pause i de måneder byggeriet stod på, fortsatte alle de sædvanlige fester og gøremål nu i nye rammer stadig under Grundtvigs overvågning fra billedet over ribberne.


  1. Vindingrevyerne

I 1940erne og 50erne blev begivenhederne i Vinding sarkastisk figureret gennem årlige Vindingrevyer, redigeret og instrueret af vor nye skolelærer Søren Pedersen.

Søren Pedersen gift med Else, kom i 1939 til Vinding som lærer og kirkesanger. Lærer Pedersen var en meget dygtig lærer og pædagog. I skolen nød han stor respekt fra såvel eleverne som forældrene. Selv undere krigen forstod han at engagere skoleudflugter – på cykel – til egnens seværdigheder. Under krigen var elevernes cykeldæk og slanger i en meget dårlig forfatning, der skete derfor under udflugterne mange punkteringer. Dette havde lærer Pedersen forudset, han havde derfor altid lappesager med. Der kunde imidlertid ikke købes solution til lappesagerne, man måtte derfor selv lave solution, det blev lavet ved at lægge rågummi i bad i stenkulsnafta, derved opløses rågummiet og der kom en hel professionel solution ud af denne proces. Dette havde lærer Pedersen også fået arrangeret.

Lærer Pedersen havde en særlig evne til at kunne se pudsigheder og små særheder ved egnens befolkning. Han udså sig snart en gruppe af ungdommens bedst egnede aktører til sammen med fastelavnsfesten at fremføre en årlig revy.

I løbet af året samlede han og gruppen alle egnens folks fataliteter sammen, for ved møder rundt i hjemmene at komponere revyerne. Lærer Pedersen havde en stærk lyrisk åre, som han til alle revyerne lod flyde med skønsange og sarkastiske viser altid digtet over kendte og iørefaldende melodier. Han var selv meget musikalsk og forstod at animere gruppens medlemmer til at fremføre sangene med den rette pietet.

Byens og omegnens borgere blev i revyerne på blækspruttemaner, men uden at vække anstød, hængt ud for de fatale begivenheder, som i det forløbne år var gået over scenen. Revyerne indledtes altid med skønsange og viser, som på smuk og værdig måde berettede om egnens og byens skønhed.

Foruden sangene blev utallige pudsigheder behandlet prosaisk af de mindre tonebenådede gruppemedlemmer.


Et af indledningssangene til Vindingrevyerne som blev fremført af den samlede aktørgruppe var denne:

Melodi: - En march – ( hvad hedder den ? )

God aften, vi hilser jer alle

fløjt med på vor kendingsmelodi.

Vi håber ej tiden vil falde

jer kedelig, nej lad os være fri.

Det hele er jo skæg og ballade,

med ris slår vi alle kvinder og mænd.

Fastelavn gør os alle sammen så glade,

vi synger frejdig igen:

Vindingrevyen, her er den igen,

ris over byen, det er vort refræn.

Vindingrevyen dukker op igen,

ris over byen, det er vort refræn.


En meget sigende skønsang, ”Vindings pris” blev fremført af Asta Jensen Sølund


Melodi: : ”My old Kentucky home”


1) Jeg vil synge en sang 4) Og i bankens sus

om en lille bitte by, over vort forsamlingshus

der ligger et sted langt mod nord, herfra er du smuk ja og kær,

og i denne sang hvide gavles skær,

vil jeg prise højt dens ry og en rad kastanietræer

og de kære rare mennesker, der bor. og en hulvej med syreners hær.

Denne by er Vinding, Denne by er Vinding,

den bedste by på jord. den bedste by på jord..

Ja, i øst og vest Ja, i øst og vest

er der alle tider bedst er der alle tider bedst

når vi kommer hjem tilt dig når vi kommer hjem til dig

- hjem til mor. - hjem til mor.


2) Kom en gang fra nord, 5) Lyt en aftenstund,

kom fra Ottehøjes top, når solen går til blund,

du ser, her er hygge og ro og Agnes har ringet den ned,

og følg mig mod syd, og møllen går,

på Jø´rn snedkers banke op, og smedens ambolt slår,

og du ser et stille, fredfyldt bo. Barnegråd og hundeglam – jeg ved.

Denne by er Vinding, Denne by er Vinding,

den bedste by på jord. den bedste by på jord.

Ja, i øst og vest Ja, i øst og vest

er der alle tider bedst, er der alle tider bedst,

når vi kommer hjem til dig når vi kommer hjem til dig

- hjem til mor. - hjem til mor.


3) kom som vestenvind

ad den nye vej herind

og stands ved det skønne gadekær.

Se ad strøget ned,

og straks du ved besked,

du er ej i tvivl om, hvor du er.

Denne by er Vinding,

den bedste by på jord.

Ja, i øst og vest

er der alle tider bedst,

når vi kommer hjem til dig

- hjem til mor.



En anden skønsang ”Gadelysets pris” blev også fremført af Asta Jensen


Melodi: London dariere.


  1. Når aftenmørket toner frem så stille,

og solen sank, og dagen er forbi.

Den svale vind er fyldt med dufte milde,

og dagens travle arbejd er forbi.

Da tændes lyset over Vindings veje

et skær af hovedstad – et stænk Paris,

og Vindings børn i lampelyset lege,

og deres leg er lysets pris – naturligvis.


2) Ja lysets pris fra alle sider lyde,

og stolt vi føler, nu er Vinding stor,

og skønne ord fra fatters læber lyder,

når han går aftentur med lille mor.

Ja lyset tændes over Vindings veje

et skær af hovedstad, et stænk Paris,

vi træder ej i snavset, som vi pleje,

og mor hun jubler lysets pris – naturligvis


3) Vor lille by med romantik indhyldes,

når lyset tændes mellem nøgne træer,

når hus og gård og alle ting forgyldes,

ja kvinden bli´r så smuk i lampeskær.

Og slukkes lyset over Vindings veje,

så er det Vinding – ikke spor Paris.

Vi slukker, før vi går til søvnens leje,

vi tænker jo på lysets pris – naturligvis



Selv om Karlsø ikke ligger i Vinding sogn, var den dog et sted hvor Vindings ungdom samledes til sommerbade, sanglege og underholdning ved sommerhuset Solhjem, som Vinding – Bryrup Ungdomsforening havde bygget i 1932. Det var som om Karlsø og bakkerne hørte med til Vindings domæne. Derfor skrev lærer Pedersen også en sang til søens pris, denne sang lå også fint til Asta Jensens stemme.


Melodi: ”Gyldenlakken”

1) Lad andre til udlandet rejse 3) Du ligner et blinkende øje

for kønnere egne at se, med birke og granskov som bryn,

til lande, hvor bjergene knejse når ungdommen glad sig fornøje,

med toppene fulde af sne, du ler ad det festlige syn,

til sydens bedårende strande af solgylden ungdom der nyder

med palmer og sydfrugter på,. et sommervarmt friskende bad,

jeg elsker de hjemlige vande, i aftenens stilhed der lyder

jeg synger om søerne blå. Et ekko af ungdom så glad.

Og af alle søer her i landet Ja af alle søer her i landet

elsker jeg dog Karlsø allermest, elsker jeg dog Karlsø allermest,

af de skønne bakker er du randet, af de skønne bakker er du randet,

din milde idyl, den står mit hjerte nær din milde idyl, den står mit hjerte nær


2) Du runde og spejlblanke flade 4) O herlige Slagballe bakker,

med åkander svømmende i, så fredfyldt i vinter og vår,

med granskovens baggrundsfacade men skønnest når sommeren lakker,

og sivkranset periferi. og lyngen så blomstrende står.

For storme og vinde du gemmer Den rødlilla farve fuldender

dig trygt mellem bakkernes favn, det store naturmaleri,

nej aldrig i verden jeg glemmer og søen på hovedet vender

din skønhed og aldrig dit navn. Dit billede´ der spejles deri.

Ja af alle søer her i landet Ja af alle søer her i landet

elsker jeg dog Karlsø allermest, elsker jeg dog Karlsø allermest.

Af de skønne bakker er du randet, Af de skønne bakker er du randet,

din milde idyl, den står mit hjerte nær din milde idyl, den står mit hjerte nær.



Rasmus Thygesen fra Statene var også med i lærer Pedersens gruppe, han havde en toneren, karakteristisk staccato sangstemme og dertil en figur, som passede til denne helt specielle sang.



Uldkræmmeren:


Melodi: La Seine


1) Jeg må gå rundt med min pose 3) Men kommer en sød lille pige

både i regn og i blæst, sådan en fiks lille ting,

sælge mit uldtøj min hose benene de er så lige

både til degn og til præst. og med de rigtige sving,

En skal ha´ silke med uld i så dykker far ned i posen

en anden kameluld med vrang, og haler nylonerne frem,

folk er nu nærmest umulige hun ska´ skam ha´ dem mimosen,

derfor jeg gi´ dem en sang. hun kan spadsere i dem.

Og jeg synger – synger – synger Og hun smiler så fornøjet

synger om det smarte snit, og si´r tak og bli´r så glad,

og jeg snakker – snakker – snakker og jeg selv bli´r våd i øjet,

så det næsten går for vidt. og nu glider jeg min vej.

Og jeg sælger – sælger – sælger Og jeg drikker – drikker – drikker

sælger alt til billigste pris, drikker sprit til pigernes pris,

jeg forklarer, jeg fortæller, og jeg drømmer, at jeg tømmer

det er moden fra Paris. en champagne i Paris.


  1. Kommer jeg ind i en stue

og pakker varerne ud,

straks, ja da siger hver frue,

hvad er dog det – herre Gud ?

Jeg må ha´ nylon min herre

slet ikke spor af det,

men jeg må sige desværre,

at benene er ej til det.

For sig ben i nylon vender,

de må ha¨ en fin facon,

og jeg er nemlig kender

af denne her jargon.

Med det samme – samme – samme

samme ser jeg typen er uld,

hvis jeg si´r det, ja så sker det,

at jeg får skældt krukken fuld.



Lærer Pedersen skrev også specielt til Rasmus Thygesen sangen om Løndal skov som ligeledes blev lancerede på hans specielle maner..



”Løndal skov”


Melodi: To i båden


  1. Lad andre bare synge om alverdens skønne pragt,

min barndoms skov er skønnest, har jeg altid sagt.

Når blæsten leger blidt med løvet, så er livet bedst,

og blikket følger sommerskyer, der danser som til fest.

Så underfuld og dejlig, jeg synger ud dens lov,

Al verdens underholdning har jeg ikke mer´ behov.

Naturen tryllebinde, hvor du end vandrer hen,

al din sorg forsvinder, du bli´r glad og frisk igen

Hver dal, hver slugt gi´r tanken flugt i lykkens lyse land,

her bliver tanken ikke sur, her klares din forstand

Ja underfuld og dejlig, jeg synger ud dens lov

thi intet er så dejligt, som en tur i Løndal skov.

  1. Lad andre bare synge om alverdens skønne pragt,

min barndoms skov er skønnest, har jeg altid sagt.

Når blæsten leger blidt med løvet, så er livet bedst,

og blikket følger sommerskyer, der danser som til fest.

Så underfuld og dejligt, jeg synger ud dens lov,

al verdens underholdning har jeg ikke mer´ behov.

Naturen tryllebinder, hvor du end vandrer hen

al din sorg forsvinder, du bli´r glad og frisk igen.

Lad andre bare vandre ned ad gadens fortovsten,

hvor modedamer tripper om på fine ben.

Jeg vandrer i Guds fri natur i lykkens lyse land,

her bliver tanken ikke sur, her klares min forstand.

For intet er så dejligt, som en tur i Løndal skov,

især når man en pige tager med på slæbetov.

Naturen tryllebinder hvor du end vandrer hen,

al din sorg forsvinder når du vandrer med din ven

I vandrer op på bakketop, du beder om et kys,

og pigen stråler her om kap med solens blide lys

du venter ej på svaret, du spø´r ej om forlov,

thi intet er så dejligt som et kys i Løndal skov

Lærer Pedersen diverterede selv med en sang på melodien ”Fra Engeland til Skotland” Den har vi heller ikke teksten til, der var mange vers, som han fremført med megen mimik og morsomme kunst- / tænkepauser, og klædt ud som Viking.


Vi kan til sammen kun huske tre vers:


I sognerådet plejer vi at have to á tre,

ved sidste valg vi noget ganske andet fik at se,

for nu kun en vi får, og det er Ryttersgaard,

hvor erét godt, at vi har været dø´e i tusind år.


For når at det skal stemmes, vil skoven ej væ´r med,

for de vil ha Svend Christensen i foreste geled.

Så nu kun en vi får, og der er Ryttersgaard,

hvor erét godt, at vi har været dø´e i tusind år

Wo´ kjærkekakelovn, den har set farlig ud,

den ligned et skelet foruden spor af overhud.

Og på æ kjærkegwol, den ganske nagen står,

hvor erét godt, at vi har været dø´e i tusind år.






Lærer Pedersen fremførte også selv beretningen om Jens og Karl Jensens tur til Italien.

Det er meget begrænset hvad vi har kunnet finde frem til i denne sag.

Jeg prøvede først Olaf´s enke Kirsten Christrensen, som nu bor i Østbirk. Hun havde intet skriftligt, og mente ikke at have hørt om denne tur. Derefter prøvede jeg Olaf´s søster Elisabeth (nu gift Jensen) hun bor Lykkenspilvej 6 i Bryrup. Hun havde nok hørt om deres tur, men havde intet skriftligt og kendte i øvrigt ikke nogen tekst.

Hun gav mig adressen på Jens ”præst”¨s enke Anna Jensen, hun bor Styjernholmsgade 7 A i Horsens. Anna Jensen kunne ikke længere følge med i noget fra den tid, men henviste mig til en datter Marie. - De er 8 søskende. – Marie kendte ikke noget til historien, men lovede mig at høre hos hendes søskende. Et par dage senere ringede hun mig op og fortalte, at heller ikke hendes søskende kendte til sagen.

Derefter opgav jeg at finde hele teksten. Der var mange vers på melodien ”Santa Lusia”.


Karl Jensen havde ofte udtrykt ønske om en tur til Italien. Nu efter krigens slutning lovede hans søn Jens ”præst” som lige havde fået ny bil, at køre for sin far. De forudså, at det ikke var muligt at mad eller logi i det sønderbombede Tyskland. Derfor blev turen forberedt efter disse omstændigheder. Bilen blev pakket med telt og soveposer samt madforsyning til mange dage. Denne passage stod Karl Jensens datter ”spilmarie” for. Om det handlede et vers :

Maries fjovten kyllinger,

De presset po æ fyllinger.


Et andet vers: Vi to te Itali ned gennem Germany,

Men der wa en værre roderi

Mæ old de ruiner.


Noget af nok et vers: På Vie della Popolo,

Fik a en sten i mi ene sko.


Og etmere Å´ men´s a sad dønie po das.

A længtes ætte æ sparekas

Der var også et vers om, at Paven lovede Karl Jensen at se ind i Lykkensro til en kop kaffe, når han en dag alligevel kom forbi.



.……………. ¤ ………………..


Det var hvad Asta og jeg kan huske om Vindingrevyerne. Men der må kunne findes mere.





1890-forsamlingshuset blev kun 47 år gammelt, 1937-forsamlingshuset fyldte 70 år inden det også blev for lille og umoderne til at kunne rumme den nye befolkningsgenerations behov for fester og åndelig kultur.

En kreds af aktive vindingborgere tog atter initiativ til fornyelse at byens og egnens kulturcenter.

o. s. v.


( her må medlemmer af det unge vindingklerasi fortsætte beretningen )


12) Hjemmeværnskompagni Brædstrup. Vinding / Bryrup deling.

Det er en ældgammel skik, at danske mænd, som havde forsvarsvilje, men enten ikke blev indkaldt til at aftjene deres værnepligt, gamle soldater som var slettet af lægdsrullen, eller folk som af en eller anden grund var uegnet til tjeneste i den indrullerede felthær, af patriotiske grunde lod sig optage i et frivilligt værn. Disse værn har gennem tiderne haft forskellige navne. Under Københavns belejring i 1658 “Borger- og studentervæbningen,” under Napoleonskrigene, “Landeværn” og “Landstorm” samt i årene under første verdenskrig en række frivillige “Rekylkorps” og “Skytteforeninger”. De fleste sygnede igen hen i fredstider, eller de overgik til skytte- og forsvarsbroderforeninger, som afholdt sportsskydninger og patriotiske fester med forsvarsprægede foredrag og afsyngning af fædrelandssange.

Umiddelbart efter anden verdenskrig i 1948 oprettedes i Danmark - som en videreførelse af modstandsbevægelsen - det stadigt respekterede hjemmeværn, som nu er tildelt betydende militære opgaver.

På Brædstrupegnen oprettedes “Hjemmeværnskompagni Brædstrup” under hvilket, en deling var lagt ud i Vinding / Bryrup.

Jeg fik den ære at blive udnævnt til delingsfører for denne deling. Vi havde en skydebane beliggende med skydehus ved mosen nord for Vinding - Velling - vejen med skivearrangement i skovbrynet 200 m mod nord. Jeg blev skydeinstruktør og skydebaneleder, fik overdraget et stort stålskab til ammunition samt en masse undervisnings- og skivemateriel.

I vor deling var foruden ca. 30 andre frivillige menige indrulleret så kendte personer som Vinding / Bryrup / Vrads kommunes senere sognerådsformand Jens Ryttersgård Danielsen og gårdejer Svend Andersen Vinding Nedergård.

Vinding / Bryrup delingen deltog altid næsten fuldtalligt i alle såvel nat- som dagøvelser samt i alle hverve- og vedligeholdelsesarrangementer.

Såedes deltog vi den 4. maj 1955 i tiårsjubilæet for Danmarks befrielse den 4. Maj 1945 med kaffegilde i forsamlingshuset, festtaler samt afsyngning af frihedssangen og mange andre fædrelandssange.

Efter festen i forsamlingshuset førte hjemmeværnet an i et fakkeltog til en festplads ved Fuglsangvej. Vi passerede mange haver med levende lys. Præstens datter Lisbeth, der netop denne dag fyldte 18 år, fik lov til sammen med veninden Lone Klan at gå forrest i fakkeltoget til festpladsen, hvor der igen blev holdt tale og sunget frihedssangen. Det havde regnet, men nu blev det mildt og godt vejr, ikke en vind rørte sig. Medens mørket sænkede sig trådte hjemmeværnsdelingen af, alle gik hver til sit en stemningsfuld højtidelighed rigere..


13) Vinding under anden verdenskrig:

1930ernes krisetid var ved at være overstået, den verserende vareembargo var ophævet, og der var igen ved at komme gang i landbrugsproduktion og eksport. Antallet af fallitter på landet var aftagende, og gårdene fik en tiltrængt vedligeholdelse og nybyggeri samt fornyelse af maskinparken sat på skinner.

Men der var uro i verden omkring os. De hårde kapitulationsbetingelser, som var pålagt Tyskland efter første verdenskrig kunne tyskerne ikke honorere.

I Tyskland var den nationale sol ved at stå op i skikkelse af en veteran fra første verdenskrig Adolf Hitler. Med hensynsløse mord på sine politiske modstandere tilkæmpede han sig magten i Tyskland. Han nægtede at betale al forfalden krigsskadeerstatning, og mod folkeforbundets vedtagelse genoprustede han Tyskland til den største hidtil sete krigsmagt. Hans hensigter kunne ikke længere dølges.

Den 1. september 1939 startede Hitler den anden verdenskrig ved at angribe Polen med umådelig stor indsats af sit moderne krigsmateriel. Den 3. september erklærede England og Frankrig Tyskland krig, Snart derefter tilsluttede flere lande sig krigen på den ene eller den anden side.

Danmark holdt sig i begyndelsen fri af krigen, men tirsdag den 9. april 1940 angreb tyske tropper Danmark. Efter en kort kamp ved den dansk / tyske grænse og i København valgte den danske regering med Kong Christian den tiendes samtykke at kapitulere.

Denne beslutning blev med bevæget stemme meddelt gennem radioen af Kong Christian hans budskab lød som jeg husker den således:

” Tyske tropper har i nat overskredet den danske grænse og er gået i land flere steder på vore kyster. Vi og den danske regering har efter en kort kamp besluttet at standse kamphandlingerne. I den anledning skal jeg opfordre den danske befolkning til at vise besindelse. Ro og orden skal præge landet, enhver modstand, uoverlagt handling eller ytring mod den tyske værnemagt kan få de alvorligste følger for vort land GUD BEVARER DANMARK, ”

Disse kongens ord og bevidstheden om, at Danmark nu var besat af en fremmed krigsmagt, hvis ordre og fremfærd vi stiltiende måtte underkaste os, gav et voldsomt indtryk på alle reelle danskere.

Efter kongens tale sagde statsminister Stauning: ”I anledning af disse kongens ord og den situation vort land nu befinder sig, skal jeg meddele følgende.” Der vil nu af regeringen blive udstedt love og bestemmelser som øjeblikkelig dags dato vil træde i kraft. Al hamstring af dagligvarer og andre forbrugsgoder vil være forbudt med det samme. Der skal fra i dag foretages mørkelægning af alt lys, som efter mørkets frembrud vil kunne ses udefra. Der vil blive udgivet legitimationskort til alle folkeregisterførte danskere, disse legitimationskort skal altid udenfor hjemmet bæres og på forlangende forevises enhver myndighed som måtte kræve det.


  1. Varemangel, rationering, hamstring, skrælleri og sortbørs:

Så hurtigt som lovmaskinen kunne udspy dem og trykkerierne trykke dem, væltede det ud fra alle offentlige kontorer med forordninger om rationering af alle forbrugsvarer.

Trods disse tiltag rasede der snart en hamstringsbølge over hele landet. Det var helt utroligt, hvad der blev hamstret. Især benzin, petroleum, kaffe, chokolade, tobak, cigaretter og mange andre importerede varer forsvandt fra hylderne. Disse varer kunne snart købes på den sorte børs, men nu til meget højere priser. En gårdmandskone i Vinding købte 20 kg svesker, en anden 50 kg salt, som blev sat op på loftet. Smed Olsen lagde 4 cykeldæk til side, det blev han senere meget populær og belønnet for, da hverken postetaten eller Peder post selv kunne skaffe dæk til den daglige postrute på 36 km. Et års tid senere var der gået mider i sveskerne, saltet var lækket med saltvand, som var trukket ned gennem loftet og havde spoleret gipsdækket i storstuen.

Martin var konfirmeret i 1939. Han havde fået en ny cykel i konfirmationsgave. En aften i 1941 havde han sat cyklen ved afholdshjemmet og låst den, mens han var gået op for at spise is. Da han kom ned igen var cyklen væk. Dagen efter fandt banearbejderne cyklen i banegrøften men uden dæk og slanger. skrælleriet var kommet til Vinding.


15) De tyske soldater:

Tilstedeværelsen af de tyske tropper, som var indkvarteret på gårdene, voldte det første års tid ikke store bekymringer. De havde fået at vide, at danskerne var deres allierede venner. De havde åbenbart fået dikteret på dansk tre ord, som de ofte brugte med tysk accent - venskab gennem kendskab – på tysk – Freundschaft durch Kenntnis -. De tyske soldater blev ofte udskiftet. Det så ud som om, at Danmark virkede som et deponeringsområde for de tyske soldater, som der ikke i øjeblikket var brug for ved fronterne. Men så en gang imellem røg et helt kompagni pludselig af sted, de skulle til fronten i bytte med trætte frontkæmpere, som skulle på rekonvalescens i det fredelige Danmark. De udskiftede soldater, som kom lige fra fronten, var meget mere fjendsk indstillede over for danskerne, de så fjender overalt, men i løbet af nogen tid faldt de dog mere til ro, indtil de igen blev sendt til fronten.

Mange nationalt bevidste danskere, især dem som kunne huske tiden før Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 efter 56 år som tysk delstat, græmmedes ved bevidstheden om, at hele Danmark nu var besat af de forhadte tyskere. En dansk sønderjyde Georg Nissen, som under første verdenskrig var tvungen tysk soldat ved vestfronten, var i 1917 efter tre år ved fronten bevilget to dages orlov for at deltage i sin fars begravelse fra Lintrup kirke lige syd for Kongeågrænsen. Han sneg sig ud af kirken og efter aftale fandt han sin kone og deres 4-årige søn i noget pilekrat lige syd for Kongeåen. Da det var blevet mørk svømmede de over åen og kom i sikkerhed hos nogle venner i Åbølling på den danske side.

Georg Nissen blev ved genforeningen i 1920 igen dansk statsborger. Samme år blev han forpagter på Fuglsang. Hans søn Asmus gik i Vinding skole i klasse med min bror Ove. Familien Georg Nissen kom i mit hjem, hvor han trods aversion derimod har fortalt sin historie.

Ejeren af Damgård i Vinding Maren Christensens datter Christine var gift med sønderjyden Andreas Roldsgaard, han havde også været tysk soldat ved vestfronten under første verdenskrig.

Det var for disse og mange andre ægte danskere, hvoraf mange var medlemmer af ”Dansk sønderjysk forening”, vanskeligt at forstå den vennesæle forståelse mange danskere viste de tyske besættelsestropper.


16) Værnemageri:

Den store arbejdsløshed fra tyverne og trediverne var afviklet en del, men der var dog mange arbejdsløse ved besættelsen. Nu pludselig kunne alle få arbejde på de tyske fæstningsværker og flyvepladser, og det var der mange danskere, som fandt helt i orden. Fra Vinding cyklede mange til Ry flyveplads og fik arbejde, her fik man store lønninger, og man behøvede ikke at bestille ret meget, bare man sørgede for at få sit arbejdskort stemplet ved indgangen. Hvis man fik andet arbejde eller ikke havde tid til selv at komme på arbejde, gav man sit arbejdskort til en kammerat, som så sørgede for at få den stemplet. Det foregik ved, at man bestak den tyske vagt ved en bagudgang med en pakke smør for at få lov til at gå ud igen og om til hovedvagten for at få det andet arbejdskort stemplet.

Sådanne forhold og tilstande satte snart store ridser i den danske moral. Det var jo tyskerne, der betalte. Få gjorde sig bevidst, at tyskerne blot lod den danske nationalbank trykke flere pengesedler til deres beskyttelsesanlæg for det danske folk og fædreland.

Det var skam ikke kun fra Vinding, man drog til Ry flyveplads for at arbejde. Nej alle områder, hvorfra man kunne nå at cykle til flyvepladsen, var repræsenteret.


17) Luftangreb:

Det varede dog ikke længe, før krigens alvor gik op for arbejderne og alle flyvepladsen omboende. Torsdag den 2. maj 1940 – Kristi Himmelfartsdag – var Martin og jeg en cykeltur nede omkring Ry flyveplads, der var altid noget at se på. De fleste entreprenører og arbejdere var også den dag beskæftiget med anlæg af start- og landingsbaner samt at bygge kanonstillinger og mandskabsbarakker. Vi var henne ved hovedvagten, hvor vi traf flere folk, vi kendte. Det var klart vejr, da vi ved sekstiden cyklede hjem. Lige som vi var nået hjem, hørte vi fly fra stor højde, men vi kunne ikke få øje på dem. Pludselig åbnedes der en intens kanonade fra flyvepladsen. Vi kunne følge lyssporgranaterne op mod flyene og se, når brisantgranaterne detonerede nær flyene. Vi følte os i de 5 – 6 km. afstand ikke truede, men vor nabo, som også stod og så på sceneriet, retirerede dog hurtigt i dækning, da nogle granatsplinter ramte hans transportspande, som stod på spandrække ved kostalden.

Luftangrebet fandt i tre bølger sted fra stor højde, en mandskabsbarak blev ramt, og der var mange bombekratre på og i nærheden af startbanerne, som var under bygning. Mig bekendt blev der ikke dræbt danskere, men interessen for at tage arbejde på pladsen blev kølnet en del.


18) Brændselssituationen:

Kulimporten fra England og Polen var med et ophørt. Derfor blev der hurtigt mangel på brændsel. Regeringen var ikke interesseret i, at alle arbejdsløse stævnede mod de tyske arbejdspladser. Derfor blev der udstedt en lov om, at staten, under kommunal administration, ville yde et tilskud på 15 kroner til hver rummeter stød, der blev taget op i skovene og mod kommunal kontrol leveret til brændsel.

Karl Petersen, (senere kaldet Karl Stød) som bosatte sig i et hus ved Addit savværk, kunne allerede se, at der ville blive hausse i brændsel, han havde derfor i 1939 sat en større tørveproduktion i gang.

Da nu loven om statstilskud til stødoptagning var vedtaget, traf han aftale med Them, Sdr. Vissing/Voerladegård og Vinding/Bryrup/Vrads kommuner om, at de skulle søge statstilskuddet på de 15 kroner pr. rm. .hjem, og ”Karl Stød;” skulle til gengæld så beskæftige alle arbejdsløse i de tre kommuner. Samtidig blev alt udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse i de tre kommuner indstillet.

Aftalen med kommunerne blev truffet under forbehold af at Karl Stød kunne opnå aftale med de store skove om at måtte optage stød i deres skove. Prisen til skovejerne blev aftalt til 5 kroner pr. rummeter

Dette arrangement blev hurtigt meget omfattende. En tid havde Karl Stød 80 mand beskæftiget alene med optagning, omkring 15 landmænd beskæftiget med at køre stød fra skoven til Vinding station, hvor yderligere ca. 15 mand savede alt løvtræ til generatorbrænde til lastbiler samt at lade stød i banevogne til levering til fabrikker, mejerier eller brændselshandlere i de midtjyske byer og en enkelt på Fyn.

Vinding station blev med et en stor udskibningsstation for stød og tørv.


19) Vindingholm:

Karl Petersen købte under stødepoken gården Vindingholm. Her etablerede han en stor vognmandsforretning med en overgang syv lastvogne, som med generatortræ som drivmiddel, dog efter krigen dieselolie og benzin, hovedsageligt kørte med stød, tørv og brunkul fra eget brunkulsleje i Søby. Hvis alle bilerne var hjemme, var de linet op på marken nord for gården, et stolt syn. I storstuen ud mod gårdspladsen var sat 6 senge til gårdskarlen og 5 boende chauffører. De første chauffører rykkede ud kl. 4 om morgenen for at kunne nå til Søby og have læsset inden vægten åbnede kl. 7. og de sidste kom somme tider ikke hjem fra en langtur inden midnat. Eller var hjemmefra i flere dage.

Efter krigen blev det muligt at tilføre landbrugsarealer jordbrugskalk i stedet for mergel. Karl købte derfor aktier i Gug kalkværk ved Ålborg. Han arrangerede en offentlig auktion, hvorpå han solgte hele molevitten så nær som to af de store lastvogne, som han tog med til Ålborg, da han i 1953 solgte Vindingholm og flyttede fra Vinding.


20) Godtfolk i Vinding, hvem var de?

Udviklingen i Vinding by og sogn prægedes i første halvdel af 1900-tallet af markante familier og skikkelser, hvoraf, uden at forklejne andre kan nævnes: Det under 2) Vinding som stationsby omtalte stationsforstanderpar

Maren og Marius Jørgensen: Disse to stod som forbindelsesled mellem Vinding sogns beboere og hele det øvrige samfund. Skulle man udenfor Vinding gik vejen over stationen. De var kendt af og havde forbindelse med alle i sognet. Marius var samtidig ringer og graver ved Vinding kirke. De havde 10 børn:

Laurids: udlært gartner på Løndal blev plantagebestyrer for Ø.K. i Indien.

Marie – gift med Peder Petersen murermester Pedersminde Vinding Ottehøje.

Katrine – gift med Frederik Rasmussen statshusmand på Nørremark ved Lund.

Henry - gift med Johanne husmand ved Vorvadsbro

Jørgen – gift med Edith statshusmand på Nørremark ved Lund.

Aage – gift med Stinne tømrersvend. Hans tvillingsøster var:

Agnes, – gift med og skilt fra Karl Pedersen graver og ringer ved Vinding kirke.

Helene – gift med Rasmus Rasmussen husmand Tømmerby pr Them.

Ingeborg- gift med ? Nielsen – død 1919 under den spanske syge.

Helga ugift blev boende hjemme.


Rasmus Thygesen gift med Karen på Katrinelund. 3 børn ( måske flere )

Søren - gift med Mariane - købte en gammel ejendom Statene. Til den fik han lagt et areal fra sit barndomshjem Katrinelund. Han byggede nyt stuehus i 1925. havde en god sangstemme, var en af de få husmænd, som på denne tid erhvervede sig ”Den store nordiske konversationsleksikon”, han læste meget i den og tilegnede sig derved stor almen viden, som han gerne diverterede med ved sammenkomster og møder. Han og Mariane opfostrede trods trange kår i tredverne 8 velbegavede børn. –

Alfred - gift med Elna blev malermester i Vinding, han var i mange år formand for Vinding idrætsforening og leder af gymnastikken ligesom han vikarierede for degnen som kirkesanger. –

Petra blev gift med tømrermester Peder Tyrsted, der i en menneskealder prægede byen og omegnen med sit håndværk.


En anden Thygesenfamilie Søren Thygesen på Vinding Vestergård gift med Marente 6 børn.. Senere gift med Birthe 1 barn Olga. - Søren Thygesen var medlem af Horsens Landbosparekasses repræsentantskab. Han rejste en gang om ugen med toget til Horsens for at repræsentere; han var bl. a. en meget initiativrig formand for Vinding forsamlingshus under dennes om- og tilbygning i 1937 -

Nis gift med Ingeborg 3 børn. købte ejendommen Dalsted på Vinding mark, her drev de et mønsterlandbrug.. Nis bestred et utal af tillidshverv bl. a. som mangeårig formand for Vinding brugsforening. – Tove gift med …… - Ella gift med …… - Arne købte gård i Ølgod.

Eske gift med Valborg 4 børn boede mellem banen og købmand Johanne Christensen. Et butikslokale med dør til gaden var udlejet til sparekassen. Eske var tømrer og snedkermester samt biavler. – Søren tømrersvend gift med Solvad rejste til Sverige arbejdede på skibsværft i Gøteborg, senere til Norge - Gunhild sygeplejerske rejste til Amerika. – Karen Lisbeth Sygeplejerske - Torkild tømrersvend Gift med ………… rejste til Norge, hvor han blev stor tømrermester og entreprenør i Oslo.

Inge sygeplejerske

Ingvard gift med Ingeborg byggede statshusmandsejendom ved Burgårdevejen. Ingvard var i mange år ægsamler, Ved høstgildet og private fester var han den joviale gemyt altid med en frisk festtale. Ingvard sagde aldrig noget ufordelagtig om værten eller andre, han var for det meste på linie med dem han talte med. Jo han kunne såmænd godt være blevet en prægtig politiker. –

Karl købte ejendom i Nimdrup..

Svend gift med ……….var i mange år formand for Vinding - Bryrup ungdomsforening. Han holdt i 1932 festtalen ved indvielse af ungdomshuset Solhjem ved Karlsø, han fastslog, dette sted findes ikke andre steder på jorden, og det var jo nok rigtigt. Han byggede statsejendom på Vinding Nygårds udmark ved Vellingvej.


Sine og Andreas Isaksen 2 børn havde afholdshjemmet. Sine var også værtinde i forsamlingshusets køkken. Andreas passede professionelt sin mølle, sit savværk og elektricitetsværket. Han var, i kraft af sin snak på møllebroen med alle bønderne, velorienteret om alt og alle. Han, brugsuddeler Giver og præstegårdsforpagter Hans Møller gerådede sig højlydt i mangen diskussion om alt vedrørende byens og egnens beboeres gebærden samt inden- og udenrigspolitik.

  • Johanne Gift med lærervikar ved Vinding skole.

  • Inger

Uddeler Morten Nielsen Giver – gift med Edith 6 børn – var handelsmand til fingerspidserne, det var ikke den vare han ikke førte i butikken eller kunne skaffe, og han var i stand til på brugsens vegne at tjene penge på det hele. Giver ville imidlertid være sin egen herre, han sagde op og nedsatte sig som selvstændig købmand i Aarhus. – Halvor lærer. – Frede købmand i Aarhus. – Poul. – Ove. – Inger og - Anna Marie.


Præstegårdsforpagter Hans Møller - gift med Ingeborg – 4 børn, var ubetinget bibliotekets største låner. Han kunne beskrive alle datidens forfattere og gengive deres bøger og bøgernes budskab til verden.

Knud blev helt naturligt lærer og bibliotekar.

Sinne og tvillingesøster

Johanne

Finn elektriker i Brædstrup


Stenhugger og husmand Søren Pedersen Vinding Tved (kaldet Søren Pejsen) - gift med Kristense - havde 8 børn.

Søren Peder blev lokal rådgiver for konferensråd Jørgensen til Løndal fra 1909 i den periode Løndal skov blev opkøbt af skovparceller tilhørende gårdene i Vinding. Søren Peder blev derefter ansat som skovfoged på Løndal, en stilling han bestred til 1933. - En søn Hans udlært smed hos smed Ibsgaard i Vinding arbejdede i 1944 på et tysk ubådsværft i Kiel. Blev her dræbt under et luftangreb. - Sorine gift med Charles Christensen savskærer på Løndal. – Særen gift med Alma, husmand i Hylke.

Inger gift med Søren Peder Sørensen etablerede sig i ejendommen Østermosen.7 tdr. land I Vinding. Søren havde også biavl, som gav en masse lynghonning fra moseområdet. De havde to islandske heste og tilsvarende små redskaber, tre – fire køer, og nogle får. 3 børn, - Henry sejlede som kullemper, hans skib blev torpederet af en tysk ubåd under krigen - Jens Vinter blev vejmand i Taulov. - Kirsten rejste hjemmefra lige efter konfirmationen.

Kristen – gift med Katrine – købte ejendommen Hedelund, nordnabo til Vinding Sømose, De var et stille, flittigt og religiøst præget par. 5 børn. - Kristine gift med tømrer Viggo flyttede til Viborg. - Søren Porup gartner gift med Helga, blev en kendt kunstmaler. - Rikard gift med Karen overtog Hedelund. - Bodil gift med Kristian flyttede til Grædstrup. – Anna

Sorine gift med Magnus Kammersgård købte ejendommen Sletkærlund i Nim, 5 børn, - Signe ugift husbestyrerinde på flere gårde i Nim. - Magda gift med Harald. - Helga gift med Arne Skovgaard, de købte Poulslyst i Vinding. - Aksel flyttede til Vendsyssel. Gift med Helga senere med Laura. - Ejnar gift med Vera Urskov Slagballevej Vinding og overtog hjemmet.

Ludvig – gift med Bodil Line (Boline) - købte ejendommen Ulstruphus. Ludvig døde i 1933 af lungekræft. Boline drev ejendommen videre sammen med 7 børn - Søren gift med Camilla fra Munkegård i Vinding. - Katrine flyttede fra Vinding efter sin konfirmation. - Alfred gift med Gudrun byggede statsejendom på Vinding overgårds udmark senere solgt til Martine og Jens Madsen. - Ellen flyttede fra Vinding efter sin konfirmation. – Dagny gift med slagtermester Vagn Rasmussen Brædstrup, Vagn blev i 1942 offer for en rovmorder i Træden skov. - Svend drev last- og lillebilforretning i Vinding, men flyttede til Randers, hvor han etablerede sig som kørerlærer. – Irma gift med … flyttede til Ejsuphlm.

Peder – gift med Marie fra Vinding station. 6 børn. Peder ernærede sig som stenhugger og murermester, de byggede i 1924 ejendommen Pedersminde ved Vinding Ottehøje. Peder byggede mange huse og ejendomme i Vinding og omegn, heraf en del i Tømmerby i Them sogn. Han satte mange stendiger, kampestensmure og sokler ligesom han restaurerede Thyregod, Tønning og Træden kirkers kvaderstensmure. Han satte sokkel til Alderslyst kirke og Hornsyld sygehus samt sokkel og alterbord til den nye Brædstrup kirker. - Ove gift med Gerda blev ingeniør, arkitekt ved Vindings 1937-forsamlingshus, murermester og entreprenør i Bryrup (omtalt under 10) Vinding forsamlingshus). Ove døde efter en bilulykke i 1969. Gerda bor nu i Bryrup. - Karl gift med Eva er omtalt under 18) Brændselssituationen og 19) Vindingholm. - Jens tjente først på Ryttergård og Damgård i Vinding, som 16-årig i murerlære ved sin far. 1940. murersvend fra Hadsten håndværkerhøjskole. Deltog i byggeri af Brædstrup kirke. 1945 ingeniør. Om Jens´s meritter foreligger en selvstændig biografi...– Martin gift med Elna, overtog i 1948 barndomshjemmet Pedersminde. Fraflyttede denne i 1950 bosatte sig i Vinding by, ernærede sig som murerarbejdsmand hos storebror Ove. I 1963 ansat som flyvepladsleder på Frederikshavn flyveplads havde der et lille cementstøberi og drev bud og vognmandskørsel med en lille lastbil, bor nu i Jerup. – Ingeborg gift med Villy Christensen landmand i Brædstrup. - Karen gift med Ingvard Larsen Nielsen terrazzomester i Viborg..

Johanne emigrerede i 1907 til Amerika, hun blev derovre gift med en dansk tømrermester Christian Thomsen, 4 børn. - Herold mistede luvet som søofficer ved Japanernes angreb på Pearl Harbor i 1941. – Milred, - Tvillingerne Georg og John – bor i Amerika.

Karen emigrerede i 1914 ligeledes til Amerika, hvor hun blev gift og fik ligeledes 4 børn.. Begge søstre har klaret sig godt derovre.

Christian Jensen – ( Christian murer. ) Slagballevej 1 Vinding – gift med Andrea, var flittig og arbejdsom med lange arbejdsdage byggede han i 30 år mange huse i Vinding sogn. Deres hvidkalkede stråtækte ejendom brændte i 1930 han byggede den op igen som en rødstensejendom. 7 børn

Jens Daniel murersvend gift med Agnete - 2 børn: - Aage murersvend, rejste i 1955 til Canada. - Asta sygeplejerske

Otto Husmand og murerarbejdsmand gift med Anna havde ejendommen Burgårdevej 42, byggede senere hus Slagballevej 4. - 4 børn – Ester gift med Aksel gartner - Gerda gift med smed Alf Pedersen – Kristian murersvend rejste i 1955 til Canada. – Holger Slagballevej 4 Vinding gift med Inger

Karoline flyttede til Rårup,

Johanne gift med Ejnar, flyttede til Boest

Anna flyttede til Fyn

Edvard murersvend rejste fra Vinding som ung.

Ejner murersvend rejste fra Vinding som ung

Henry gift med Anna, arbejdede i brunkulene i Søby, flyttede til Fasterholt

Af Christian murers familie er i dag kun Ottos søn Holger tilbage i Vinding.


Søren Fischer Sørensen Højbo gift med Kirstine. 8 børn. De passede gården efter gammeldags maner med hestegangstrukken tærskeværk og passende besætning til at kunne omsætte gårdens avl -

Torben landmand rejste fra Vinding.

Olga døde som ung..

Jens Boede i hus under Løndal og arbejdede på godset. –

Anna flyttede fra Vinding.

Agnes blev gift med sognerådsformand Jens Ryttersgaard Danielsen som købte Hæjbo. –

Alma flyttede fra Vinding

Alfred gift med Anna, arbejde mange år på Lændal, senere som murerarbejdsmand mm.

Harry kontrolassistent-

Højbo er kommunens højest beliggende ejendom 145 m over havet.


Niels Peder Nielsen Lykkensro (Niels Peder Fynbo) gift med Marie En stabil og arbejdsom bondemand, som sad og samlede kasse på den fede og frugtbare jord. De havde 5 børn alle drenge:

Karl landmand,

Emil udlært smed hos smed Ibsgaard i Vinding.

Alfred gift med Anna Grethe overtog barndomshjemmet gården i Lykkensro. .

Johannes gift med Karen købte hus i Vinding og ernærede sig som arbejdsmand.

Martin gift med Gerda byggede statshus i Vinding og ernærede sig som arbejdsmand..


Karl Jensen Lykkensro gift med Emma. Karl Jensen var en meget foreningsaktiv gårdmand. Han sad i mange bestyrelse deriblandt Vinding pastorats spare- og lånekasse og bestred mange tillidsposter. De havde to børn.

Jens som blev præst og

Marie, gift med Henry Christensen. De havde først Henrys hjem Augustenborg. Købte senere Maries hjem i Lykkensro Henry passede stille og kyndig gården mens Marie bestred pladsen som organist i Vinding Kirke. Hun drev i mere end 30 år en ret stor virksomhed som musiklærerinde. Fra alle hjem med klaver i Vinding og omegn havde ”Spilmarie” haft elever.


Svend Andersen Vinding Nedergård gift med Ingrid. Svend Andersen var meget plante- og besætningskyndig. Han havde næsten hvert år håndværkere, som ombyggede eller fornyede inventaret i alle husene, han var tilskyndet af Ingrid en af egnens gårdmænd som fik moderne badeværelse m m. Han lod sig, som en af de første i Vinding, indrullere i hjemmeværnet og mødte til alle foretagender i kompagniet. Svend og Ingrid havde 3 børn alle piger.

Bente gift med en landmand.

Meta gift med Arne Nielsen, de overtog Metas fødehjem Vinding Nedergård og deres søn købte Ulstrupgård.

Asta gift med Leo, de er begge lærere.


Thorvald Jensen Sølund gift med Mette. De købte i 1923 gården Sølund, sydnabo til Vinding Sømose. Thorvald havde været på landbrugsskole, han var uddannet kontrolassistent og bestred i nogle år dette hverv. Thorvald Jensen havde en del tillidshverv, han var bl. a. medlem af sognerådet, herunder skolekommissionen og med til at ansætte lærer Søren Pedersen som tiltrådte sin stilling ved Vinding skole den 1 januar 1940. Thorvald og Mette havde 2 børn

Vagn ugift savværksarbejder m m

Asta gift med Jens Petersen. De byggede hus i Vinding men flyttede senere til Frederikshavn, hvor de bor nu som pensionister.


Jens Ryttersgaard Danielsen Højbo, gift med Agnes. Jens Ryttersgaard Danielsen kom som ungkarl til Vinding i 1938. Han købte gården Højbo af Søren Fischer og ansatte straks datteren Agnes som husbestyrerinde. Ikke så længe derefter blev de to gift. Agnes blev således frue i sit barndomshjem. . Jens Ryttersgaard Danielsen blev snart en højt estimeret borger i sognet. I 1950 blev han som venstremand medlem af sognerådet og i 1954 sognerådsformand. Han var meget samfundsorienteret og nationalbevist. I 1953 meldte han sig under hjemmeværnets fane. Deres 3 døtre Erna, Dagny og Inger er alle rejst fra Vinding.



Register:


  1. Vinding by, sogn og omegn.

  2. Vinding som stationsby.

  3. Vinding sømose.

  4. Landboforeningerne.

  5. Søbæk Mejeri,dyreskuerne, Kvægavlsforeningerne og ægeksport.

  6. Mergelbanen.

  7. Vinding pastorats spare og lånekasse.

  8. Vinding elektricitetsforsyning

  9. Vinding vandværk.

  10. Vinding forsamlingshus.

  11. Vindingrevyerne

  12. Hjemmeværnet Brædstrup kompagni

  13. Vinding under anden verdenskrig.

  14. Varemangel: Rationerng, hamstring, skrælleri g srtbørs.

  15. De tyske soldater i Vinding

  16. Værnemageri

  17. Luftangreb

  18. Brændselssituationen

  19. Vindingholm

  20. Godtfolk i Vinding, hvem var de?


































 
 
 
Panel title

© 2017 vindingbogen

Antal besøg: 41610

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,35020685195923sekunder