En smerte så dyb, at den aldrig forsvinder - Retsagen
RETSSAGEN
 
Jeg boede på et tidspunkt hos Jan, overgrebene forsatte men en nat blev det hele bare for meget for mig jeg ringede til min mor og fortalte kort hvad der var sket alle de år hun ringede så til min storesøster som kom meget hurtigt og hentede mig og mine 2 børn og kørte os hjem til min mor i sikkerhed. Dagen efter snakkede min mor med min søster og spurgte hende om der også var sket noget med hende og ja det var der. Hun brød grædende sammen og sagde at det var også både Per og Jan. Dagen efter ringede min søster til politiet og prøvede at anmelde det men de sagde det var forældet så det kunne de ikke gøre noget ved, jeg prøvede så dagen efter igen og der fik jeg den besked at jeg bare kunne have bedt dem om at gå så det kunne de ikke gøre noget ved, ikke gøre noget ved de skal sku da gøre noget ved det men nej kunne de ikke. Men så pludselig fik sagen en helt ny drejning da der pludselig var flere der var blevet misbrugt af dem, Per og Jans afdøde brors datter var også blevet misbrugt af Jan, så hun anmeldte det og først nu kontakte politiet os i næsten 1 år var vi gennem afhøringer der var jo mange der skulle afhøres så den 23/10-02 var sagen klar til retten.

Da vi kom blev vi vist hen til at rum vi kunne sidde og vente i til vi skulle ind og vidne det var en lang vente tid og da vi kom ind i retten en efter en blev vi udspurgt i lidt over 1 time så kunne vi gå igen det var MEGET hårdt. Så den 24/10-02 var der domsafsigelse i sagen nogle af tingene var desværre forældet "kan ikke forstå hvordan sådan noget kan forælde" men det meste kom med i anklageskriftet. De blev dømt Per fik 2½ år og Jan fik 2 år. Men de ankede jo sagen til landsretten og nu var der endnu ventetid.

Sagen kom for landsretten den 8/4-03 så skulle vi endnu engang vidne jeg tog med min søster op i retten for at være der for hende men efter hun havde været inde så kaldte de på mig selv om der var 1 time til jeg skulle ind men de var før tid så de kunne lige så godt tage mig nu der sad mit hjerte oppe i halsen men jeg kom ind og var der 20 min ca så var jeg ude igen nu var det næsten overstået manglede kun nogen vidner og så dommen. Den 9/4-03 var det tid til domsafsigelse igen og dommen fra byretten blev stadfæstes og nu var det endelig slut det hele de kunne ikke anke mere.

Men jeg mangler selv at arbejde meget med mig selv før jeg er helt i top igen man glemmer det ALDRIG men man kan prøve at lægge det bag sig og det er jeg i gang med.
 
 
Panel title

© 2017 xenia

Antal besøg: 132

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,39001107215881sekunder