En smerte så dyb, at den aldrig forsvinder - Tiden før og efter

 Tiden efter og mange år frem.

Det største nederlag kom da jeg ikke følte jeg slog til som mor for mine 2 piger og måtte sende dem væk…. Det tog mig meget lang tid at erkende det, men gjorde hvad jeg følte var det bedste for dem. Var bange for hvordan folk ville se på mig når jeg ”bare” kunne sende mine piger væk, men blev nød til at tænke på dem og det var bedst at de kom væk.

Blev tvunget til en psykolog af kommunen så jeg kunne få snakket om det der var sket og få det bearbejdet, men jeg tænkte kun dårligt om sådan nogen mennesker, tænkte hvad kan hun dog hjælpe mig med, så kom derop med stor skepsis og forbehold, og kom ind og satte mig hos hende, hun kigger på mig et stykke tid og jeg kigger på hende og så siger hun lige pludselig hvad kan jeg så hjælpe dig med, og jeg tænker øøøøøhjamen ingenting jeg er tvunget herop…. Så siger hun fortæl om din barndom og nej vil jeg ikke, for det er jo det jeg ikke kan snakke om, har fortrængt størstedelen af den, meget små brudstykker jeg kan huske af den og det er det stadig den dag i dag. Så hende kom jeg ikke hos igen.

Jeg startede i en incestgruppe med 4 andre piger der havde været udsat for noget ligende, og efter lidt tid fik jeg også ene samtaler med en rigtig sød dame ”jeanne” hun er terapeut og hun hjalp mig sindsygt meget, hun fik mig til at huske mere og mere for hver gang vi snakkede sammen, mærkeligt man kan fortrænge stort set hele ens barndom eller fortrængt er vel egentlig et forkert ord for kunne jo godt huske hvad der var sket bare ikke ned i detaljer men jeg skal love for jeg kom til det, og puha for en nød at sluge.

Jeg følte mig ulækker og følte det var min egen skyld, jeg var jo gammel da det stoppede, 24 år ca havde fået 2 børn, hvorfor havde jeg ikke sagt fra før? Men man kan bare ikke og tror ikke rigtig folk kan sætte sig ind i det hvis de ikke selv har været det igennem. Sådan nogen mennesker kan bare manipulere med en så det er helt sindsygt. Hver gang jeg var uvenner med min mor var det jo ham jeg søgte hen til, igen hvorfor? Man skulle jo tro at man holdte sig langt væk, men gør man bare ikke. Mens jeg sidder og skrive det her føler jeg mig klam og ulækker, sådan har jeg ikke haft det før når jeg har skrevet om det.

Nå men kommunen stoppede den incestgruppe jeg var i, de ville ikke betale til det mere” ærgerligt de tænker så meget i økonomi” men vi måtte alle stoppe og så fortsætte med de ene samtaler men det skulle snart vise sig at de også stoppede dem, så nu følte man sig da helt alene, men fik da tilbudet om at snakke med en der var ansat på kommunen, men så kunne man starte helt forfra igen og finde tillid til den person og åbne sig for et nyt menneske, og jeg var jo ikke vant til at have nogen jeg kunne betro mig til, havde aldrig lært at have tillid til andre, havde aldrig haft nogen jeg kunne komme til hvis jeg havde problemer jo, men han havde jo misbrugt det groft og sad nu i fængsel for det, har aldrig følt jeg blev elsket som barn, manglede min mor selvom hun var der fysisk, jeg var jo bare hende der stjal fra alle ” men det var jo min måde at søge opmærksomhed på” men ingen så hvor ondt jeg havde det, ingen forstod jeg bare ville føle mig lidt elsket, og det gjorde ondt, meget ondt, i en periode gav jeg min mor skylden for hvad der var sket med mig, hvorfor passede hun ikke på mig? Var det fordi hun ikke elskede mig, jeg følte ikke hun gjorde, og gør det stadig ikke, ved ikke om det bare er mig, men vi har ikke et mor datter forhold den dag i dag.Har 2 andre som jeg betegner som ”mor og far” de har altid været der for mig, og ved de altid vil være der for mig.

Har haft nogen mislykkede forhold enten har de ikke kunne takle min fortid efter jeg har fortalt hvad jeg har været udsat for”føler de har krav på at vide det” men der gik lang tid inden jeg sagde noget men det har jeg lært af, i mit nye forhold, sig det hurtigt og så kan de vælge at smutte der, og ellers har jeg kvalt dem da jeg er en meget stor tryghedsnarkoman, og har svært ved at stole på mine kærester” ved godt det er meget forkert” men sådan har jeg det og arbejder stadig på det.

Jeg kan ikke få kærlighed nok fra min kæreste og kan godt forstå at nogen står af, men kan ikke gøre for det, nok den manglende følelse af at føle sig elsket og god nok som barn.Tænker tit om min kæreste synes jeg er ulækker på grund af det jeg har været udsat for. Men er kommet langt med hensyn til det efterhånden, så det går fremad, har man været udsat for seksuelt overgreb bliver man aldrig et helt menneske igen, ens liv er smadret men man kan få det bearbejdet så meget at man kan leve et godt liv. Har stadig svært ved at åbne mig op for mennesker, har svært ved at stole på de vil mig det godt. Er blevet god til at skjule hvis jeg har det skidt, går bare med det selv, synes ikke folk skal lytte til mig og mine problemer, det er der jo aldrig nogen der har villet før, men dem der står mig nær er ikke i tvivl om jeg altid vil lytte og hjælpe dem.Har svært ved at tage imod kram fra folk,men synes det er dejligt hvis folk tager initativet til at komme og kramme mig, svært at slippe igen.

 
Panel title

© 2017 xenia

Antal besøg: 131

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,36472296714783sekunder