I bedstefars fodspor - Forside
Aug
19
2013

Exit Chita

På den sidste dag i Chita gør vi endnu et forsøg i arkivet, vi vil finde noget mere om Sibiko, hvor Niels arbejdede de første tre år i Chita, inden han efter sin treårige kontrakt var udløbet rejste hjem efter Mary og senere i 1915 tog herud igen. Ifølge bestyreren for forretningen her i Chita var Sibiko det eneste udenlandsk ejede handelshus i Chita, der var masser af handelshuse og mange var ejet af herboende udlændinge, men ingen var ejede af en udenlandsk koncern. Så der burde være mere information. Natalia vil prøve at gå efter det igen, men det vil tage noget tid. Vi må se.

Vi besøgte det hus, som Sibiko boede i fra 1910 – 1919, og altså også hvor Niels arbejdede og boede, men det er pillet fra hinanden og på vej til at blive sat sammen igen, så det fik vi ikke meget ud af – men det er et pænt kvarter tæt på bymidten, dengang var det meste tæt på bymidten.

 5211e0a083e2f19082013.jpg

Her arbejdede Niels fra 12-15, det er totalt forandret. Det er iørigt en bevaringsværdig bygning , så det er lidt underligt hvor de gule vinduer kommer fra. Nedenfor et billede af nabohuset hvor Asia-Pacific bank boede.

5211e1b7ace8719082013.jpg

Hvordan den russiske revoulution påvirkede livet i Chita, ved vi ikke meget om, men Nastachia fra arkivet er historielærer, med speciale i Baikalien (denne egn) i tiden omkring 1917 – 1922. Hun fortæller, at de første meldinger fra St. Petersborg om revoulutionen, blev opfattet som noget fjernt for indbyggerne her ude i det fjerne øst, og meldingerne om nyt styre blev blot taget til efterretning, tingene fortsatte uændret. Men snart kom den hvide hær på banen, den hvide hær var de kontrarevoulutionære elementer, og der var i årene 1918-19 mange regulære kampe i Chita, med dræbte på begge sider. Det må Niels og Mary nødvendigvis have oplevet på forholdsvis tæt hold, men de talte aldrig om det. I 1920, få måneder efter de var rejst hjem, blev ”The far eastern republic” lavet, det var en slags demokratisk republik, som nok reelt blev tålt af Lenin, som en slags overgangsløsning, i hvert fald holdt den kun til 1922, hvor det samlede sovjetunionen var en realitet. Så I kunne såmænd godt være blevet et par år mere Mary og Niels. Der er ingen tvivl om, at Chita har været et af brandpunkterne i stridighederne mellem hvid og rød dengang, der har været masser af soldater i byen –  og de har sikkert røget masser af cigaretter.

 

I 1919 blev det åbenbart for hedt for Mary og Niels, de besluttede sig til at rejse hjem, og det var åbenbart en hurtig beslutning, for hjemrejsen havde mere karakter af en flugt. Niels prøvede at realisere nogle af sine værdier, men det lykkedes kun i begrænset omfang. Mary blev(sikkert sammen med venner) sendt i forvejen over Harbin til Vladivostik (mod vest ville de jo løbe lige ind i fjenden). Hun gjorde holdt i Harbin (som dengang var en russisk by)og købte billetter til det gode ØK skib ”Peru”, som skulle afgå 2. januar 1920 fra Vladivostok.

Pengenes værdi var i ukontrolleret inflation på det tidspunkt, og Mary havde kontanter med for at forsøge at købe guld, men det lykkes ikke i særligt omfang. Niels forsøgte i Chita at inddrive gæld, overføre penge via banker og sikre sine ejendomme, inden han senere tog efter Mary. De blev forenet i Vladivostok og sejlede hjem. (i dokumentarkivet findes en billedeserie fra hjemturen, den hedder Peru)

Der er ingen tvivl om, at i hvert fald Niels var overbevist om, at tingene snart ville blive normaliseret i Rusland, og han ville vende tilbage til Chita. Men det tog, som bekendt, næsten 70 år inden Rusland blev befriet for kommunismens åg, og Mary og Niels kom aldrig tilbage.

Det unge par landede i København den 2. marts 1920, og selvom de ikke havde fået købt noget guld, havde de i det mindste en masse rubler med hjem. I mellemtiden var der imidlertid sket det, at der havde været pengeombytning i Rusland, så de var absolut intet værd, de penge de havde med hjem. De var på helt bar bund, men vi børn havde fornøjelsen af at lege købmand med store rubelsedler, da vi var børn.

Historien slutter her. Men vi vil fortsat prøve at føje nye brikker til puslespillet om Mary og Niels, og dem vil vi samle på denne hjemmeside.

5211e31cedb5b19082013.jpg

Goodbye Vladimir

Aug
18
2013

Nikolaj Mikhailowitch Purup hed Niels i de år han boede i Rusland, Mary blev vistnok ved med bare at hedde Mary. Det var ret almindeligt dengang, at udenlandske forretningsfolk antog navne, som var lettere for kunderne at håndtere.

I huset, som vi efterhånden har skrevet en del om, installerede Niels en cigaretmaskine. Denne maskine havde Niels erhvervet på en lidt speciel måde. Et ægtepar de kendte i byen havde købt maskinen i Tyskland, og manden var taget af sted for at hente den, dengang lod man ikke så værdifuld gods rejse alene og der har sikkert været mange toldformaliteter undervejs. Undervejs tilbage med maskinen omkom manden, og bedstefar overtog maskinen. Hvordan han fik penge til det og penge til at købe huset for har vi ingen anelse om, men ifølge arkivet er der ikke registreret større bankrøverier i området i perioden.

I de gode år fra 16 til 19 levede Mary og Niels et liv med stor foretagsomhed i fabrikken og megen selskabelighed med de andre ex-pats i byen. Vi har f.eks. fundet russiske teaterbilletter i et af de kjolesæt Niels brugte dengang. Der var flere teeatre i byen og en udendørs cinematograf manglede heller ikke. En del af omgangskredsen var 3-4 sønderjyske krigsfanger, som Mary brugte sit omsorgsgen overfor og som bl.a. kvitterede med fine akvareller fra området. Det her foregår før genforeningen i 1920, og krigsfangerne var danskere, som havde kæmpet på tysk side i første verdenskrig. Tyskland tabte også dengang mod russerne (indtil 1917 hvor russerne trak sig ud af krigen) og disse her soldater endte altså i i fangelejr i Chita. Men fangelejrene var ret åbne, så de havde mulighed for at komme på besøg hos Nikolaj og Mary.

Nikolaj lånte også penge til fangerne som skaffede kautioner fra familien i Tyskland(Danmark).Dem havde han meget fornøjelse af, at prøve at inddrive, da han kom hjem til Danmark.

Vi ved meget lidt om det daglige liv i cigaretfabrikken i 16-19, men gradvist efter 1917 bevæger rødgardisterne sig mod øst, og det bliver begyndelsen på enden.

5210794643ac318082013.jpg
Lidt en kuriøs bryllupskaret i en generelt fattig by som Chita

Idag søndag er en rigtig smuk dag i Chita, som bruges på ture i byen. Den helt dominerende bygning er Virgin Mary of Kazan katedralen. En kæmpe katedral, den største i Sibirien, og den er helt ny, blev indviet i 2004. Sovjetstyret gik ret radikalt til værks over for alle religiøse tilbøjeligheder, så den gamle katedral blev revet ned og stenene brugt til en ny administationsbygning, hvor kirken stod troner i dag en statue af fader Lenin. Et andet sted i byen er en parkmur konstrueret af stenene fra den tidligere jødiske kirkegård. I Irkutsk fik en enkelt af kirkerne lov at overleve, den blev til gengæld lavet om til et museum helliget ateismen. Men det kan nok være, at den ortodokse kirke tog revanche efter Sovjetstyrets fald i 1991. Der er bygget og bygges overalt i Rusland nye kirker.

521079cfcd1ea18082013.jpg

Catheral Virgin Mary of Kazan i Chita - den er ihvertfald stor.

 

Spredte indtryk fra byen

52107a853458218082013.jpg

Gamle vindues partier med skodder i mere eller mindre malerisk forfald findes overalt i byen

52107b827ffe918082013.jpg

Denne smarte skobutik på Leningaden, repræsenterer det allersmarteste i byen, og der er ikke mange af dem - endnu.

52107c5e762bb18082013.jpg

50 m fra skobutikken bor der mennesker i dette totalt forfaldne gamle træhus

Aug
16
2013

Det er huset!!

Billedredaktøren har nu dybdeanalyseret billedet vi har fra fabrikken, og som kan ses under billeder, og sammenlignet med huset vi har fundet og som adressemæssigt passer, den er god nok, det var der Mary og Niels boede i de glade år fra 1916- 1919, det første år boede de til leje.

520e2bab9007716082013.jpg

Nu er det ganske vist. Her står vi i det selvsamme hjørne hvor Niels blev fotograferet med alle sine medarbejderer for 100 år siden.

 

Huset er et af de ældste i Chita, som fortsat er bevaret, og selvom det, efter vore standarder virker noget forfaldent, får det sikkert lov at stå længe endnu.

Huset på 100 kvm plus kælder og loft, er i dag opdelt i 4 lejligheder, og det er usle lejligheder, men jorden ejes af kommunen (i virkeligheden af bedstefar) og de sælger ikke, for hvis de gør, skal de finde nye boliger til samme lave husleje (gratis), som de betaler i dag. Så hvis nogle af oldebørnene drager til Chita engang, står det der sikkert endnu – i endnu ringere forfatning. Foruden hovedhuset, har der været en del andre huse. Hvad der har været fabrik og hvad beboelse, står ikke helt klart.

520e2cb65c2a216082013.jpg

Husets facade set fra en anden vinkel.

 

Sammen med Natasja fra arkivet og Anastasia besøgte vi huset igen i dag, vi råbte, fløjtede og blæste, men fik ingen kontakt. Vi vovede os derefter ind i gangen og efter megen rabalder, som vi lavede, lød en spæd stemme fra en af lejlighederne. Der boede en gammel kone, sådan lød hun i hvert fald, for hun nægtede at lukke os ind. Og hun kunne ikke fortælle os ret meget andet, end at vi skulle forsvinde. Vi prøvede de andre lejligheder, men det lykkedes ikke. Vi prøver selvfølgelig igen, men det vil nok blive et ret sørgeligt syn og langt fra det propre hjem Mary har holdt.

Idag har vi også været ude at nyde the sights and delights i omegnen af Chita, det blev vi ret hurtigt færdige med. Der er et lille bjerg, hvorfra man kan kigge ned over byen, og en gammel hellig Mongolsk kilde, som byder på det klareste kildevand. Og rent vand er ikke en selvfølgelighed i Chita, så det blev hjembragt flere dunke med kildevand.

520e2d5a5b2eb16082013.jpg

Karsten, Jørgen, Annastasia og Natascha ved udsigtspunkt.

520e2d93d6b3716082013.jpg

Gratis kildevand bringes hjem til Chita i tjenestevogn.

 

Det var statsarkivet, der havde stillet tjenestevogn til rådighed for de fornemme gæster. En Volga af nyere årgang. På trods af pedal-Olegs ihærdige bestræbelser, bliver det aldrig en racerbil. Det er utroligt, at en bil som den fortsat kan sælges, den er på alle måder forældet, og de købes næsten kun af offentlige institutioner, som ikke har ret mange andre modeller i kataloget. Trafikken domineres af japanske biiler, mere end 80%, og mange af dem importeret som brugte med rattet i højre side. Ruslands forarbejdende industri er voldsomt decimeret siden sovjettiden, det er mere bekvemt, at lade andre klare ærterne og så bare betale med den olie og gas, som der indtil videre er rigeligt af. Men på den lange bane Hr. Putin!!!

Aug
15
2013

Har vi fundet Mary og Niels' hus?

Nu er det ligeved, at vi tror på, at vi har fundet det hus Mary og Niels boede i fra 1916 til 1919. Det er et gammelt oprindeligt træhus, bygget på stenfundament. Sikkert et meget præsentabelt hus dengang. Vi er endnu ikke helt sikre, men her er et billede.

520e279b0a1df16082013.jpg

Her boede Mary og Niels fra 1916 til 1919.

 

(Til Nete: Først troede vi det var nabohuset, som er revet ned og erstattet af en L'oreal klinik, men nu er vi tilbage ved det hus, som stadig står)

Fra morgenen mødte vi Anastasia, som vi hjemmefra havde hyret som tolk og Natalia, som er ansat i det lokal historiske arkiv. Anastasia er lærer på universitet og sikkert den person i Chita der taler bedst engelsk og Natalia er dagligt begravet i det omfattende arkivs 1 mio. dokumenter, så vi er i gode hænder.

En lang gåtur til arkivet giver os et første indblik i hvor vi er landet. Stor by med 300.000 indbyggere, et antal der er faldet, industrien forsvinder og indbyggerne flytter tilbage mod vest. Idag lever befolkningen primært af minedrift, et stort universitet, en masse administration af offentlige/militære enheder og så selvfølgelig handel, som faciliteret af jernbanen, har været en livsnerve for Chita siden Niels boede her.

Byen er centreret omkring den obligatoriske Lenin park, med en stor statue af ham selv (der må eksistere et katalog, hvor man kan bestille Lenin statuer i 116 forskellige størrelser, farver og materialer.) De findes overalt, han er den ubestridte landsfader, hvorimod Stalin er henvist til et mørkt hjørne, faretruende tæt på affaldscontainerne. Der er store imposante offentlige bygninger fra sovjettiden, en masse hæslige lejekaserner fra samme tid og ind imellem duukker de gamle træhuse frem, de fleste ramponerede, men ifølge Natalia er der en plan for restaurering og bevaring. - de skal snart i gang.

520e2a731b51b16082013.jpg

De gamle huse for lov til at forfalde, og en gang imellem rummer forfaldet en vis grad af skønhed - med det er desværre ikke så tit.

 

 

På arkivet ligger alt i hard copy, computerization er under overvejelse, men indtil videre er det blevet ved det. I et byzantinsk system af mapper og undermapper findes 1 mio. dokumenter fra helt tilbage til 1650. Desværre er mange år forsvundet, blandt andet 1913-15, de første år hvor Niels var alene i Chita, men fra 15 findes der forskellige registreringer af Mary og Niels, deres ansøgninger om opholdstilladelse og pas. Og senere en del ejendomsoplysninger, og det er her vi finder frem til at hans hus og fabrik må have ligget på en konkret adresse i centrum af Chita. Vi har kigget på det, det ligner ikke helt billedet, men der var flere huse på grunden dengang, så måske.

Det er ret sikkert, at huset aldrig er blevet solgt, så i morgen vil vi gå videre med at verificere at det virkelig er hans, og så må vi selvfølgelig i gang med at smide BZ'erne ud, de har besat huset i 100 år, så nu må det være nok. Snart vil der opstå en eksklusiv holidayresort, forbeholdt danskere, der vil besøge denne livlige og solbeskinnede plet – vi behøver vist ikke særlig mange værelser!!

Det er et mysterium at Sibiko, Hjerl Hansens firma, hvor Niels var ansat de første 3 år overhovedet ikke findes omtalt på arkivet. Sibiko drev omfattende handelsvirksomhed i Chita fra 1906 – 1923!! Det skal vi også kigge lidt mere på i morgen.

Og så skal vi have skiftet hotel. Hotel Chita er simpelthen for beskidt efter vores standarder, og hvis service er en by i Rusland, har vi ikke fundet den endnu.

Aug
15
2013

 

Den Transsibiriske Jernbane

520de1490cd9816082013.jpg

520de1a9d1e3416082013.jpg

A long and winding road

 

Fra verdens største sø til verdens længste jernbane hele vejen fra St. Petersborg i Den Botniske Bugt til Vladivostok i Det Japanske hav,strækker den sig. 9000 km jernbane, som allerede i 1906 for alvor forbandt verdens største land. Jernbanen havde især kolossal betydning for Sibirien, som forinden havde været praktisk talt isoleret og især i den østlige del næsten kun beboet af oprindelige stammefolk. Med banen åbnedes helt nye muligheder for handel og udviking af områdets store naturrigdomme. Befolkningstallet steg eksplosivt, I Chita, hvor Niels boede, steg befolkningstalllet fra 11.480 i 1897 til 73.144 i 1911. En respektabel stigning på 535 % ,og så er de mange udstationerede soldater endda ikke medregnet.

Den anden enkeltstående faktor, som ofte nævnes i forbindelse med Sibiriens udvikling, er Decembristerne. Det var en politisk fraktion primært bestående af officerer, som tilbage 1825 gjorde oprør mod zaren. De vil ophæve stavnsbåndet og indføre et liberal monarki, hvilket zaren ikke var helt enig i. De tabte oprøret, mange af dem blev skudt resten blev eksilerede til Sibirien, her levede de under nogenlunde frie forhold, hvor skulle de stikke af til!!Vigtigt var det, at disse driftige og uddannede mennesker, som endda havde familierne med, tilførte Sibirien en heldig kulturel udvikling, idet de gundlagde skoler, biblioteker teatre etc. Så da befolkningseksplosionen kom med jernbanen, var der allerede sket en vis civilisering af byerne. Chita var en af de byer der fik allerflest af disse decembrister.

520de3502eb6116082013.jpg

Decembristerne er idag helt rehabiliterede, og speceilt den store indsats fra kvinderne, som kom med mændene i fangelejr mindes og hyldes.

 

I det hele taget var Sibirien i begyndelsen af 1900 tallet et land med ekstremt mange eksilerede, måske ikke nødvendigvis straffefanger, som i Australien, mange var udstødte intelektuelle eller politiske modstandere af zaren, og rigtig mange af dem bidrog fortsat til udviklingen. Der var dog også mange tvivlsomme elementer i området, og som N.P.Nielsen, chef for Sibiko i Chita, hvor Niels blev ansat, skrev i sine erindringer: ”De mange løsgående straffefanger i området, udgjorde naturligvis en trussel, til gengæld afstedkom det ikke det store postyr, at der ind imellem blev skudt et par af dem” 

Hele dagen og natten har vi været under vejs med den Transsibiriske fra Irkutsk til Chita. Det var, med undtagelse af sejlturen over Baikal, som Niels måtte foreage, nøjagtig den samme rute, som han rejste inden han den 13. marts 1912 ankom til Chita.

Niels beskriver i sine erindringer togturen meget muntert, gode måltider i spisevognen, mange timer med l'hombre i kupeen og mange overvejelser om hvordan man bedst kunne opvarte de enlige kvinder ombord. Mary skriver han forbavsende lidt om!!

Idag er oplevelsen, i hvert fald for os, en lidt anden. Den er fortsat imponerende på grund af de kæmpe strækninger og de endeløse sletter udenfor vinduerne, men videre komfortabelt er det ikke. Russerne har generelt en rummelig holdning i forhold til rengøring, og det kombineret med gammelt materiel gør, at det hele føles snavset, ikke ulideligt for 2 mænd på tur, men alligevel.

520de239eb5b516082013.jpg

På trods af ihærdige anstrengelserne fra togsdamen, som der findes i hver eneste vogn, virker det hele lidt nedslidt og snavset.

 

Det er altid en lille luksus at nyde et måltid i spisevognen, mens toget farer afsted. Det er det også her, men maden bærer præg af, at der ikke er mange konkurrerende restauranter i nærheden.

Det var stort i begyndesen af 1900 tallet, men i dag er den Transsibiriske for længst overhalet af langt mere moderne tog i specielt Kina og Japan. Vores tog kørte maksimalt 120 km i timen, men vi kørte sjældent over 70 km i timen og gennemsnitshastigheden er ikke over 60. For den lokale russer er det dog stadig den mest overkommelige rejseform.

520de3f51b24216082013.jpg

Ind i mellem kan man godt have fornemmelsen af, at det sådanne prægtige trækdyr, der sørger for fremdriften

 

0.41 den 15. August ankom vi til Chita, d.v.s. tiden i Chita var 6.41, hvilketskyldes at tiden på banegårde og i togene altid er Moskva tid, uanset om man er i øst eller vest. Det kræver lidt tilvænning.

Senere skal vi mødes med Anastasia, som er vores tolk her i Chita, og så skal vi på jagt efter Niels.

Aug
13
2013

Fra sen morgenstund fik vi stillet både chauffør og guide til rådighed, lidt ødselt for to beskedne turister fra Danmark, men det var nu engang det de kunne (ville?) tilbyde, når vi absolut ville besøge Bajkal søen.

Victoria var vores guide og hun var et fint bekendskab, hun var hæs som en andendagskonfirmand, men ellers et charmerende bekendskab, så med lidt pauser ind imellem gik det fint. Victoria, 30 år gammel, boede stadig hjemme, hun talte fint engelsk, men havde aldrig været udenfor Asien. Engelsk er første fremmedsprog i skolen, men det er der ikke så mange andre end Victoria, der har fundet ud af. Hun mener selv, at hun lever et af de bedste steder i verden, og afgjort det bedste sted i Rusland, ”We have the lake”, siger hun, ”Nobody else in the world has a lake like ours. Og det er The mighty Baikal hun snakkede om, og mighty det er den.

520a46d86422713082013.jpg

Den hæse guide, Victoria som elsker sin by.

 

Baikal er 37.000 kvadratkilometer stor, så Danmark ville kun hænge i med neglene hvis det blev sænket ned i Baikal. Søen er mellem 800 og 1600 m dyb, så det viille heller ikke være noget problem, at få Himmelbjerget under vand, om man foretog ovennævnte øvelse. (Bare rolig turistchef, det er bare et tankeeksperiment)

Baikal er det største ferskvandsreservoir i verden, den er, i modsætning til så meget andet i Rusland, fuldstændig ren, og derfor et enormt aktiv for hele Irkutsk regionen.

Turen til Baikal er ca. 70 km østpå fra Irkutsk, og med den lokale Speedy Conzales bag rattet, tager det ikke mange minutter, turen går gennem kæmpe skovstrækninger og Victoria fortæller om den store betydning skovdrift har for regionen. Lærk, fyr og bik dominerer.

Irkutsk ligger ved floden Nagara, som udspringer i Bajkal og det er den vi følger helt ud til søen.

Selve kæmpesøen er lidt af et antiklimaks. Den er stor javel, men større og størst forekommer ikke altid større end stor, og det er lidt det, vi oplever her.

Man kan ikke køre langs med søen mere end 5 km, så stopper vejen og resten skal nås med båd eller via enkelte stikveje langt inde i landet.

Den 5 km lange kyststrækning, ud af de 2000 km kyststrækning, som søen har, er lidt af en parodi i vores opfattelse, dusinvis af boder med ens souvenirs, og et tilsvarende antal boder, som sælger fisk fra søen til eksorbitante overpriser.

Et dybere studie vil vise at flora og fauna i søen er helt speciel, mange arter er eksklusive for Baikal, og er med til at vedligeholde et enestående økosystem. Vi dyrkede det lidt på et lokalt udstillingscenter, men det vil kræve langt større studier, at komme nærmere ind på det.

Vi spise lidt af de lokale fisk, dyppede tæerne i vandet (som aldrig bliver mere end 10 grader varmt) kiggede på de mange sommerturister, og kørte tilbage til Irkutsk.

520a4765df10613082013.jpg

Tekstredaktøren og Vicotoria udvælger dagens fisk ved Bajkal.

 

På tilbagevejen stoppede vi ved et etnologisk museum, som var blevet bygget i 40'erne. Dengang begyndte man at opdæmme Nagara ved Irkutsk, for at lave vandkraftværker, det betød, at vandstanden i hele Bajkal steg med en meter og specielt i det første løb ind mod Irkutsk steg med meget mere, og rigtig mange mennesker måtte flyttes. 80 bevaringsværdige originale huse blev udvalgt (ikke bare i dette område men fra flere egne i Sibirien) og flyttet i sikkerhed oppe i det nye etnologiske museum. De var skægt af se de mange huse, som tilhørte de foskellige stammer, her er et par billeder.

520a48277245c13082013.jpg

Lille sibirisk stavkirke. Præsten havde sit hellige rum i den ene halvdel af kirken, så der var kun plads til en menighed på 4, resten måtte stå udefor - i 40 graders kulde.

 

520a48f87a2e013082013.jpg

Der var langt til det nærmste supermarked i sibirien, så hjemmebrænding var smartere (billedet viser et primitivt destilationsapperat). 


Farvel til Victoria, som havde pjekket fra arbedje for at guide os. Det er aften og den tilbringes i endnu en af de noget forvirrende tivoligader, som søen og de mange turister har muliggjort. Og som de lokale helt åbenlyst også sætter pris på. Ikke særlig russisk, men manden er rimelig sikker og menukortet er på engelsk.




Aug
12
2013

Irkutsk er ikke helt Sibiriens officielle eller uofficielle hovedstad, den ære løber Novosibirsk med, Irkutsk er hovedstad i Østsibiren. Det der gør denne her by lidt interessant, udover at bedstefar kom forbi, er at den ligger lige ved Bajkal søen og i mange år var et knudepunkt på den transibiriske jernbane. I 1898 kom den transibiriske bane til Irkutsk, men bjergene rundtom og søen i sig selv var en kæmpe ingeniørmæssig udfordring, og man valgte i mange år at lade en isbryderfærge fragte waggonerne over, hvorefter banen fortsatte på den anden side frem til Vladivostok. Denne traffik fortsatte i mange år, indtil banen i 1916 stod helt færdig. Niels fortalte ofte om turene ved Baikalsøen , specielt det spændende eventyr om hvordan jernbanen i de hårde vintre blev ført direkte hen over søen (der er er rigtig langt) på skinner lagt direkte på isen, så man helt slap for færgefarten. Det kunne nok nære en drengefantasi om hvor mange af de første efterårstog, der gik tabt, inden man vidste at isen holdt.


Det er skægt og udfordrende at vandre rundt i en by hvor man i starten ikke har landkending og ikke mulighed for at spørge nogen og gadeskiltene ikke ligner noget på kortet, (og man nægter at bruge sin I-phone), det kan der gå lang tid med, og man får set overraskende ting. Først da vi nåede floden, begynde det at dæmre lidt. Irkutsk er en by fyldt med kontraster. De seneste 20 års åbning mod omverdnen har givetvis ændret byen radikalt, men der er stadig mange brydninger.

5208f239e13d312082013.jpg

Typisk russisk offentlig byggeri som der ses overalt i Irkutsk

 

Der er flotte huse og rigtig mange dyre biler, men der er også faldefærdige rønner, palæer og fabrikker og det er på ingen måde et pittoresk forfald - det er grimt. Ukrudtet vokser i fortovene, næsten side om side med smukke blomsterparker. De næsten 600.000 indbyggere byder på sammen kontrast.

 5208f373c14f712082013.jpg  5208f33172f5312082013.jpg

Kähler pigen og den rusiske basbuska på gaden i Irkutsk.

 

Der er ikke mange tiggere, men mange gamle smukke slidte basbuskaer, med deres små krumryggede og storrygende mænd, og lige så mange overcheckede lidt stilforvirrede unge mennesker på vej ind i en helt ny verden.

5208f43b485cc12082013.jpg

Magtfuld kvinde på markedet i Irkutsk. 

 

Overrakende og positivt i forhold til tidligere besøg i østlande er, at ordensmagten er yderst diskret, vi ser meget få politibiler og ingen bevæbnede vagter eller soldater i byen overhovedet, selv ved de mange officielle bygninger er de helt fraværende – og det er jo paradoksalt nok betryggende.

Lige nu sidder eksploratørerne på en varm terasse udenfor en italiensk restaurant på Karl Marx gaden – det har Niels garanteret ikke gjort.

Aug
11
2013

Det går lidt lettere i dag end for 100 år siden da Niels drog afsted. Dengang tog det 13 dage, idag varer rejsen knap 13 timer, men vi er heller ikke nået længere end til Irkutsk, ca. 1 dags togrejse fra Niels` by, der hedder Chita. Vi er fløjet hele vejen med Aeroflot, tidligere enhver flyrejsendes skræk, men i dag et moderne selskab med en flåde af airbusser, og enkelte Tupolever, men dem har vi ikke prøvet – endnu. . Det er OK, uden på nogen måde at være vanedannende.

Det er for alvor Rusland her i Irkutsk, i Moskva findes der da enkelte skilte på engelsk og måske ovenikøbet et menneske, der taler sproget. Det er non eksistent her i Irhutsk, det er lige ved at være et problem at bestille to øl i baren på dette internationalt udseende hotel – men det skal vi nu nok få lært.

Niels skrev en beskrivelse af sin rejse tilbage i 1912, den vender vi tilbage til, men et enkelt citat skal I have. Da han havde siddet i sin fine førsteklasseskupe i nogle dage, gik han en tur ned i toget fro at se hvordan de andre klasser boede og der har været skrap kost, selv for en morsingbo af små kår, for efter et besøg i 4. klasse skrev han: ”Jeg er overbevist om at russere er den svinerace, der kommer mennesket nærmest!!”

Der findes desværre meget få breve fra Niels hjem til forældrene eller til Mary. Brevene til hjemmet blev, påstod han, brændt af den stedmor han ikke holdt forfærdelig meget af. Og brevene til og fra Mary, har de sikkert valgt at holde imellem sig.

Klokken er 06.40 i Irkutsk 7 timer senere end DK, så der skal soves lidt, inden vi kigger nærmere på denne sibiriens uofficielle hovedstad i morgen.


Aug
1
2013

Hvorfor Sibirien?

Alle immigrationshistorier fra begyndelsen af århundredet handler om ”Rejsen til  Amerika”, f.eks. rejste hele 3 af Niels’ senere svogre/svigerinder til Amerika, men Niels valgte altså Sibirien. I 1911, da han traf beslutningen, var han flyttet til Aarhus og arbejdede i en garveri virksomhed , men han gik også på ”Dern Jydske Handelshøjskole” i Hans Brogesgade i Aarhus. Her mødte han Mary, som han forelskede sig i, der verserer en historie om, at han friede til hende, men svigerfar, som ejede Vejlbygård, sagde nej. Han var ikke noget passende parti til en gårdmandsdatter, men svigerfar efterlod dog den åbning, at han kunne komme tilbage når han havde penge til at købe en ordentlig gård. (det gjorde han så nogle år senere)

Han kunne altså ikke få sin kæreste, han havde intet at vende tilbage til på Mors hvor hans far drev en ussel smedeforretning og i øvrigt boede sammen med en stedmor, som han ikke nærede varme følelser for. Immigration har dengang været en nærliggende mulighed for en ung mand, med eventyrlyst og en nogenlunde uddannelse i bagagen.

Amerika var vel allerede en smule overrendt, og der har sikkert været historier om, at det ikke gik helt så let længere, i hvert fald reflekterede Niels på en annonce fra Sibiko, som søgte dygtige købmænd til filialer i Sibirien.  Sibiko var startet omkring 1900 af Hjerl Hansen (som senere lavede ”Heden”), han havde fundet sin niche ved at importere smør fra Sibirien, som videresolgtes i hele Europa. Dette havde udviklet sig til at han kombinerede smørret med mere generelle handelsstationer hele 40 forskellige steder i Sibirien. 

Niels kom til ansættelsessamtale i København. Han havde ikke nogen mejeribaggrund og blev derfor udvalgt til et af de fjerneste og nyeste handelshuse i Chita, derude var smørhandelen ikke dominerende, og der var mere brug for bredt uddannede købmænd som Niels.  I marts 1912 steg han ombord på et skib i København, som sejlede ham til Letland og derfra gik det videre til Moskva og med den transsibiriske jernbane helt ud til Chita, turen varede 13 dage. Der er 13 dages forskel mellem den russiske og den danske kalender og han fortalte ofte, til børnebørnenes undren, at han ankom samme dag som han drog ud.

Om Mary stod og vinkede på kajen, ved vi ikke helt, men det er ikke sandsynligt. Efter frieriet sørgede svigerfar for, at hun blev sendt som au pair til London, for at få denne smede-søn ud af hovedet.

July
28
2013

Denne hjemmeside er  lave i anledning af, at Karsten og jeg har besluttet os til at realisere en gammel drøm om at rejse til Chita i Transbaikaien i Sibiien, hvor vores fælles bedstefar Niels Mikkel Purup boede og arbejdede i perioden 1912 - 1920. Vi har siddet på det samme knæ og fået fortalt røverhistorier fra tiden i Sibirien, og der har været flere planer om at rejse tilbage først sammen med bedstefar inden han døde i 1976 og siden med min far inden han døde i 1997, så nu skal det være. Turen starter d. 10 august og hvis I vil med kan det foregå her på siden, hvor vi dagligt vil rapportere fra turen.
Hvis der e nogen i familien, som har gammel materiale liggende fra bedstefar vil gerne have det, og gerne i form af scannede kopier, giv os et praj her på denne side under kommentarer, eller skriv på kp@willis.dk eller joergen@purup.com

 
Panel title

© 2021 nostrovia

Antal besøg: 6220

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0.14161992073059sekunder